Modregning i godtgørelse for varigt mén indsat fejlagtigt på en konto i sparekassen
| Sagsnummer: | 241/2012 |
| Dato: | 13-02-2013 |
| Ankenævn: | Eva Hammerum, Kjeld Gosvig Jensen, Anita Nedergaard, Morten Bruun Pedersen |
| Klageemne: |
Modregning - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Modregning i godtgørelse for varigt mén indsat fejlagtigt på en konto i sparekassen |
| Indklagede: | Sparekassen Vendsyssel |
| Øvrige oplysninger: | IF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører klagerens indsigelse mod Sparekassen Vendsyssels modregning i en godtgørelse for varigt mén, som fejlagtigt blev indsat på en konto i sparekassen.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Sparekassen Vendsyssel, hvor han bl.a. havde en konto (330), der oprindeligt var registeret som hans NemKonto, en budgetkonto (193), en lønkonto (112) og et værdipapirdepot.
Den 12. oktober 2009 og 15. september 2010 kom klageren til skade og pådrog sig et varigt mén.
I begyndelsen af februar 2011 skiftede klageren pengeinstitut til P og oprettede en ny NemKonto i P.
Klageren har fremlagt en aftale med P af 9. februar 2011 "om oprettelse af en konto med påtegningen "Erstatning – kreditorbeskyttet i henhold til [RpL] § 513".
Arbejdsskadestyrelsen traf den 21. december 2011 afgørelse om, at klageren fik tilkendt 61.280 kr. i godtgørelse for varigt mén. Af afgørelsen fremgår bl.a., at godtgørelsen vil blive udbetalt af et forsikringsselskab, F.
Af posteringsoversigt for klagerens konto (330) fremgår den 26. januar 2012 en postering på 61.280 kr. med teksten "[F]". Kontoen var da overtrukket med 12.136,14 kr. Saldoen var efter indsættelsen af beløbet 49.143,86 kr.
Af posteringsoversigt for konto (330) fremgår den 30. januar 2012 to hævninger på henholdsvis 870,57 kr. og 48.273,29 kr. Saldoen udviste herefter 0 kr.
Af posteringsoversigt for budgetkontoen (193) fremgår den 30. januar 2012 en postering på 870,57 kr. med teksten "Overført [330]". Saldoen på budgetkontoen var herefter 0 kr.
Af posteringsoversigt for klagerens lønkonto (112) fremgår den 30. januar 2012 en postering på 48.273,29 kr. med teksten "Overført [330]" Saldoen var herefter -117.578,11 kr.
Ved brev af 30. januar 2012 meddelte sparekassen klageren, at den havde foretaget modregning i 61.280 kr. til dækning af sit tilgodehavende.
Efterfølgende rejste klageren indsigelse mod Sparekassens modregning i godtgørelsen for varigt mén i klagerens gæld til sparekassen.
Ved brev af 3. februar 2012 fastholdt sparekassen at være berettiget til at modregne i godtgørelsen.
Ved e-mail af 16. februar 2012 gjorde klagerens advokat gældende, at beløbet var kommet sparekassen uberettiget i hænde, og at beløbet var beskyttet i henhold til retsplejelovens § 513.
Ved brev af 21. februar 2012 fastholdt sparekassen sin opfattelse.
Parternes påstande
Den 27. juni 2012 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Sparekassen Vendsyssel skal indbetale beløbet på 61.280 kr. til hans konto i P.
Sparekassen Vendsyssel har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at sparekassen ikke var berettiget til at modregne i godtgørelsen for varigt mén.
Udbetalingen skete uden klagerens viden og uden at han havde instrueret F herom. Klageren havde oprettet en kreditorbeskyttet konto i P til at modtage godtgørelsen, jf. retsplejeloven § 513. F overførte desuagtet og ved en fejl beløbet til en konto i sparekassen i stedet for kontoen i P.
Han orienterede telefonisk og formentlig via brev Arbejdsskadestyrelsen om, hvilken konto beløbet skulle overføres til. Han forudsatte, at Arbejdsskadestyrelsen gav oplysningen videre til F. Han erindrer ikke, om han talte med F om det. Han mener at have kontaktet F telefonisk, men ikke skriftligt.
Straks efter at sparekassen modtog beløbet og modregnede heri, kontaktede han sparekassen med anmodning om at få beløbet udbetalt. Der var tale om kreditorbeskyttede midler. Beløbet var fejlagtigt tilgået sparekassen.
I forbindelse med at han skiftede pengeinstitut i februar 2011, oprettede han en ny NemKonto i P og drøftede oprettelsen af en kreditorbeskyttet konto til brug for godtgørelsen med P.
Sparekassen modtog godtgørelsen fra F på en lukket konto, som ikke var i brug og uden at klageren havde oplyst, at beløbet ville indgå. Sparekassen var i ond tro.
Sparekassen Vendsyssel har anført, at den var berettiget til at modregne i klagerens godtgørelse.
Betingelserne for modregning var opfyldt. Modregning kunne ske mod klagerens protest. Modregningen var ikke ugyldig, uanset, at der var tale om en fejl hos Arbejdsskadestyrelsen.
Sparekassen var i god tro. Der var tidligere indgået ikke kreditorbeskyttede midler på klagerens konto til at nedbringe gæld. Der var intet, der talte imod, at også dette beløb ikke skulle være kreditorbeskyttet. Klageren havde ikke oprettet en kreditorbeskyttet konto i sparekassen, som kunne give anledning til at overveje, om beløbet skulle være indsat på en forkert konto. Sparekassen kunne naturligt antage, at beløbet blev anvendt til nedbringelse af gæld.
Sparekassen var ikke vidende om, at klageren ventede et beløb som han ønskede at kreditorbeskytte.
Der var tale om en beløbsstørrelse som kunne være ikke kreditorbeskyttet.
Sparekassen modtog ikke en følgeskrivelse fra F, der alene sendte den til klageren.
Beskyttelsen af erstatningsmidler er kun absolut, så længe beløbet ikke er udbetalt, jf. retsplejelovens § 513. I dette tilfælde blev beløbet udbetalt og anvendt til modregning. Den absolutte kreditorbeskyttelse ophørte ved udbetalingen.
Klageren kendte konsekvensen af, at der blev udbetalt et beløb til ikke kreditorbeskyttede konti, da han ellers ikke ville have oprettet disse.
Klageren har udvist passivitet. Der gik adskillige dage, inden sparekassen modtog en henvendelse fra klagerens advokat med anmodning om, at beløbet blev kreditorbeskyttet.
Sparekassen er ikke forpligtet til at erstatte det tab som klageren mener at have lidt som følge af en fejl fra Arbejdsskadestyrelsen eller F.
Klageren skiftede pengeinstitut i februar 2011. Han havde næsten et år til at meddele Arbejdsskadestyrelsen og F, at fremtidige erstatningsbeløb skulle indbetales til en ny konto.
Det fremgår af Arbejdsskadestyrelsens afgørelse, at beløbet ville blive udbetalt af F. Klageren havde ca. en måned til at sikre sig, at beløbet blev udbetalt korrekt af F ved at oplyse, hvilken konto beløbet skulle indbetales på. Det var klagerens fejl, at beløbet indgik på en ikke kreditorbeskyttet konto.
Klageren må rette et eventuelt erstatningskrav mod Arbejdsskadestyrelsen.
Ankenævnets bemærkninger
I februar 2011 skiftede klageren pengeinstitut til P og oprettede bl.a. en særskilt konto for at kreditorbeskytte en kommende godtgørelse for varigt mén. Den 26. januar 2012 overførte et forsikringsselskab godtgørelsen på 61.280 kr. til en konto (-330) i Sparekassen Vendsyssel. Den 30. januar 2012 modregnede sparekassen i godtgørelsen i klagerens udestående til sparekassen.
Ankenævnet lægger til grund, at kontoen ikke var kreditorbeskyttet.
To medlemmer – Eva Hammerum og Morten Bruun Pedersen, der i medfør af vedtægternes § 13, stk. 2 er tillagt to stemmer – udtaler:
Der havde ikke på kontoen (-330) været posteringer siden den 6. oktober 2011, da beløbet på 61.280 kr. fra forsikringsselskabet indgik. Henset hertil og til beløbets størrelse finder vi, at sparekassen burde have indset, at overførslen beroede på en fejl. Vi finder derfor ikke, at betingelserne for at foretage modregning har været til stede.
Vi stemmer derfor for, at give klageren medhold som nedenfor bestemt.
To medlemmer – Kjeld Gosvig Jensen og Anita Nedergaard – udtaler:
Vi finder det ikke tilstrækkeligt godtgjort, at sparekassen indså eller burde indse, at overførslen var sket ved en fejl.
Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.
Ankenævnets afgørelse
Sparekassen Vendsyssel skal inden 30 dage overføre 61.280 kr. til klagerens konto i P.
Klageren får klagegebyret tilbage.