Spørgsmål om ansvar over for sælger for frigivelse af indestående, selv om restgælden på et ikke pantsikret naturgaslån ikke som oprindelig forudsat var blevet betalt af indeståendet.
| Sagsnummer: | 469 /1996 |
| Dato: | 17-04-1997 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Inge Frølich, Peter Stig Hansen, Niels Bolt Jørgensen, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Skødedeponeringskonto - frigivelse
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om ansvar over for sælger for frigivelse af indestående, selv om restgælden på et ikke pantsikret naturgaslån ikke som oprindelig forudsat var blevet betalt af indeståendet. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved købsaftale af 14. juni 1995 solgte klageren sin ejendom til overtagelse den 15. juli 1995. Indklagedes Strandmark afdeling forestod som købers pengeinstitut hjemtagelsen af et ejerskiftelån på 762.000 kr. fra Nykredit.
Den 11. juli 1995 underskrev klageren dokument om oprettelse om af en boligsalgskonto i indklagedes Strandmark afdeling, hvorefter denne skulle hjemtage ejerskiftelånet og indfri gamle prioriteter, således at der kunne opnås anmærkningsfrit pantebrev vedrørende ejerskiftelånet.
Den 13. juli 1995 fremsendte klagerens pengeinstitut, Den Danske Bank, til indklagede meddelelse om, at klageren havde givet Den Danske Bank transport i nettoprovenuet ved salget af ejendommen.
Den 31. august 1995 modtog indklagede provenuet af ejerskiftelånet, som indsattes på boligsalgskreditten. Indklagede indfriede herefter de gamle prioriteter.
Ved skrivelse af 13. oktober 1995 meddelte køberne indklagede, at deponeringskontoen, hvis indestående udgjorde ca. 230.000 kr., kunne frigives, idet der dog skulle tilbageholdes 17.024,33 kr., der udgjorde købernes tilgodehavende i henhold til en vedlagt refusionsopgørelse. Ifølge refusionsopgørelsen skulle klageren til køberne betale 3.524,33 kr., idet der yderligere fremgår:
"Køber tager samtidig forbehold for indfrielse af lån til naturgasinstallation, jvf. købsaftalens side 1a. Ovennævnte saldo kr. 3.524,33 samt anslået kr. 13.500,- til evt. indfrielse af naturgaslån, ialt kr. 17.024,33, tilbageholdes indtil videre af deponerede beløb, jvf. skødets § 6.
Øvrige deponerede beløb er frigivet, idet skøde nu er tinglyst uden præjudicerende anmærkninger.
Såfremt sælger fremviser original dokumentation til køber vedr. indfrielse el. betaling af en eller flere af ovenstående poster, udfærdiges straks allonge til denne refusionsopgørelse."
I refusionsopgørelsen indgik bl.a. et beløb på 6.500 kr., der vedrørte en anslået præmie for byggefejlsforsikring samt 956,64 kr. vedrørende ejendomsskat; begge beløb skulle endeligt afholdes af sælger, men var forudsat udlagt af køber, da klageren ikke havde sørget for betaling.
Den 25. oktober 1995 fremsendte indklagede 213.734,95 kr. til Den Danske Bank, idet saldoen på boligsalgskreditten herefter var 17.024,33 kr.
Den 31. oktober 1995 betalte indklagede 6.450 kr. til Tryg Baltica vedrørende byggefejlsforsikring for ejendommen samt 6.158,54 kr. til Rødovre Kommune vedrørende ejendomsskat. Beløbene blev hævet på boligsalgskreditten. Ved skrivelse af samme dag orienterede indklagede køberne om betalingen af de to beløb, der oplystes at være betalt efter aftale med personen JT. Ved en efterfølgende revideret refusionsopgørelse blev klageren godskrevet 5.201,90 kr. vedrørende ejendomsskat. Køberne skulle i henhold til denne betale en refusionssaldo på 9.134,21 kr. til klageren.
Den 13. november 1995 fremsendte Den Danske Bank til indklagede opgørelse vedrørende naturgaslånet, der af kreditor var opgjort til 17.759,72 kr. Af skrivelsen fremgik:
"For at kunne afslutte omprioriteringskontoen vedrørende ovennævnte ejendomshandel, vedlægges opgørelse fra HNG I/S som aftalt med køberne (...)"
Klageren modtog kopi af Den Danske Banks skrivelse af 13. november 1995.
Den 21. november 1995 betalte køber refusionssaldoen på 9.134,21 kr. til Den Danske Bank.
Den 22. november 1995 opgjorde indklagede boligsalgskreditten og fremsendte kontoens provenu på 4.437,04 kr. til Den Danske Bank. Skrivelsen var bl.a. vedlagt en kontoudskrift vedrørende boligsalgskontoen. Indklagede anmodede Den Danske Bank om at udlevere "vedlagte papir" til klageren.
Klageren har oplyst, at han efterfølgende er blevet stævnet til betaling af naturgaslånet. Stævningspåstanden udgør 22.825,87 kr., idet lånet er forøget med renter og sagsomkostninger.
Klageren har den 28. november 1996 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 22.825,87 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at naturgaslånet skulle indfries af det deponerede beløb. Dette fremgår af refusionsopgørelsen. Den Danske Bank fremsendte opgørelse for lånet til indklagede, men indklagede undlod desuagtet at indfri lånet. Han forstår ikke, hvorfor indklagede betalte præmien vedrørende byggefejlsforsikringen samt ejendomsskatten, idet han ikke havde givet instruktion herom. Naturgaslånet er blevet forøget med renter og sagsomkostninger som følge af indklagedes ekspedition i sagen, og han har således lidt et tab.
Indklagede har anført, at naturgaslånet er et personligt lån uden pant i den solgte ejendom. Indfrielsen af lånet er derfor ejendomshandelen uvedkommende. Da klageren yderligere havde tiltransporteret nettoprovenuet for salget af ejendommen til Den Danske Bank, ville det være uberettiget af indklagede at indfri naturgaslånet uden parternes accept heraf. Det var nødvendigt at betale præmien på byggefejlsforsikringen og ejendomsskatten af det deponerede beløb. Klageren har ikke lidt noget tab, idet han under alle omstændigheder skulle betale naturgaslånet.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder, at køberne af ejendommen i forhold til klageren og dennes pengeinstitut, Den Danske Bank, var berettiget til at frafalde det i den første refusionsopgørelse indeholdte forbehold om, at restgælden på naturgaslånet skulle betales af det hos indklagede deponerede beløb, og i stedet give indklagede instruks om at betale præmien på byggefejlsforsikringen og den forfaldne ejendomsskat. Indklagede har således ikke begået nogen fejl ved at efterkomme købernes instrukser. Køberne har den 21. november 1995 til Den Danske Bank betalt saldoen på 9.134,21 kr. ifølge den reviderede refusionsopgørelse, hvis rigtighed ikke er bestridt.
Indklagede burde i sin skrivelse af 22. november 1995 til Den Danske Bank udtrykkeligt have anført, at restgælden på naturgaslånet ikke var blevet betalt, og at man i stedet havde betalt præmien på byggefejlsforsikringen og ejendomsskatten. Skrivelsen var imidlertid vedlagt en kontoudskrift vedrørende boligsalgskreditten, hvoraf dette tydeligt fremgik, og indklagede måtte gå ud fra, at Den Danske Bank ville udlevere kontoudskriften eller en kopi heraf til klageren.
Ankenævnet finder herefter, at indklagede med føje kunne gå ud fra, at klageren gennem Den Danske Bank blev gjort bekendt med, at restgælden på naturgaslånet ikke var blevet betalt af det hos indklagede deponerede beløb. Hertil kommer, at klageren må antages at være blevet rykket for betaling af restgælden, før denne af naturgasselskabet blev overgivet til inkasso. På denne baggrund finder Ankenævnet ikke grundlag for at pålægge indklagede at betale nogen del af de meromkostninger, som er påløbet som følge af, at restgælden ikke blev betalt rettidigt, hvorved bemærkes, at klageren under alle omstændigheder selv skulle betale selve restgælden.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.