Indlån, øvrige spørgsmål – Overførsel, øvrige spørgsmål - Modregning, øvrige spørgsmål
| Sagsnummer: | 298/2019 |
| Dato: | 20-01-2021 |
| Ankenævn: | Vibeke Rønne, Mikkel Prehn, Mette Lindekvist Højsgaard, Ida Marie Moesby, Finn Borgquist. |
| Klageemne: |
Indlån - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Indlån, øvrige spørgsmål – Overførsel, øvrige spørgsmål - Modregning, øvrige spørgsmål |
| Indklagede: | Nordea Danmark |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører indsigelse mod betalinger, der blev debiteret en intern fejlkonto efter opsigelse af kundeforhold og efterfølgende debiteret/modregnet klagerens konto samt indsigelse om, at indbetalinger til klageren ikke var indgået på konto efter opsigelse.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Nordea Danmark, hvor han havde en konto nr. -319, der samtidig var hans Nemkonto.
Den 12. februar 2019 iværksatte klageren en kontooverførsel (betaling 1) via sin netbank på 5.000 kr. til betalingsmodtager 1. Beløbet blev trukket på klagerens konto den samme dag. Efter et par yderligere transaktioner samme dag udgjorde saldoen på klagerens konto i Nordea Danmark 3.798,22 kr.
Ved et brev til klageren af 13. februar 2019 opsagde banken kundeforholdet og meddelte, at kundeforholdet skulle være afviklet senest den 13. marts 2019. Banken har oplyst, at den spærrede klagerens konto den 13. februar 2019, men at klageren først fik oplysning om spærringen den 21. februar 2019.
Den 13. februar 2019 iværksatte klageren tre kontooverførsler (betalinger 2-4) via sin netbank på henholdsvis 5.000 kr. (til betalingsmodtager 1), 2.083,35 kr. (til betalingsmodtager 2) og 1.852,35 kr. (til betalingsmodtager 3), eller i alt 8.935,48 kr. Banken har oplyst, at overførslerne ikke blev trukket på klagerens konto som følge af spærringen, at de i stedet blev gennemført og trukket på en intern fejlkonto i banken den 13. februar 2019, og at de ikke fremgik af klagerens konto. Banken har fremlagt en intern meddelelse i banken af 27. februar 2019 vedrørende kontering af de tre overførsler på fejlkonto med følgende indhold:
”Kr. 2083,13 bgs [betalingsmodtager 2] 13/02; 1852,35 [betalingsmodtager 3] 13/02; 5000,00 [betalingsmodtager 1] 13/02 tried to DEBIT [klagerens konto i Nordea] which is blocked. It has been debited error account … [bankens fejlkonto] instead. Please unblock or provide other account number to debit and reply in this message …”.
Klageren har oplyst, at han som følge af den manglende gennemførelse af betalingerne 2-4 selv inddækkede betalingerne på anden vis, men at han ikke længere kan fremskaffe dokumentation herfor. Banken har fremlagt udskrifter fra sit interne system vedrørende betalinger 1-4 og har oplyst, at betalingerne 1 og 2 var to forskellige overførsler til samme betalingsmodtager. Banken har oplyst, at den ikke længere kan tilgå information om, hvornår klagerens adgang til netbank blev spærret.
Ved en e-mail af 21. februar 2019 til banken anerkendte klageren modtagelsen af opsigelsen og anførte blandt andet:
”… Kontoen er min nemkonto og Nordea anmodes om at modtage mine pensionsudbetalinger pr. sidste bankdag i februar. Når disse er modtaget kan kontoen opgøres og nettobeløbet med fradrag af eventuelle omkostninger kan overføres til min konto i [klagerens nye pengeinstitut, P] …”
Ved en e-mail af samme dag svarede banken:
”Vi afventer sidste lønindgang for februar 2019 og d. 01.03.2019 overfører vi indestående til [den af klageren oplyste konto i P]. Bemærk at eventuelle regninger eller betalingsservice ikke vil blive betalt da kontoen er spærret. …”
Banken har oplyst, at den fjernede spærringen af kontoen den 24. februar 2019, og at den først den 27. februar 2019 blev opmærksom på betalingerne 2-4.
Den 1. marts 2019 udgjorde saldoen på klagerens konto i Nordea fortsat 3.798,22 kr. Banken har oplyst, at klageren den 7. marts 2019 henvendte sig personligt i en af bankens filialer og meddelte, at beløbene for betalingerne 2-4 allerede var afregnet, hvorfor banken ikke havde krav på betaling af disse. I en e-mail af 12. marts 2019 rykkede klageren for opgørelsen af kontoen med henvisning til bankens e-mail af 21. februar 2019.
Den 29. marts 2019 indgik klagerens pension på 6.064 kr. på kontoen, der herefter havde en saldo på 9.772,22 kr. Den 2. april 2019 debiterede banken betalingerne 2-4 på klagerens konto, der derefter havde en saldo på 836,74 kr. Banken har under klagesagen erkendt, at den ikke burde have foretaget modregning i klagerens pension.
Banken har fremlagt en kontoudskrift for perioden fra den 24. januar 2019 til 10. april 2019, hvoraf fremgår, at der i april 2019 indgik flere beløb på kontoen (5.810 kr., 525 kr. og 6.130 kr. den 4. og 5. april 2019). Et beløb på 90 kr., som var debiteret den 9. marts 2019, blev tilbageført den 9. april 2019. Den 9. april 2019 blev der overført 12.030 kr. til klagerens konto i P.
Klageren har gjort indsigelse mod bankens debitering af betalingerne 2-4 og beløbet på 90 kr. på hans konto samt anført, at en række indbetalinger efter den 28. februar 2019 ikke indgik på hans konto i Nordea, blandt andet to indbetalinger á 428 kr. fra ATP i slutningen af februar og marts 2019, to indbetalinger á 6.130 kr. fra Udbetaling Danmark i slutningen af februar og marts 2019 og en indbetaling fra et selskab på 2.835 kr. den 11. marts 2019. Klageren har fremlagt en udskrift med posteringsdetaljer fra netbank i P vedrørende en overførsel på 2.835 kr. den 11. marts 2019 til hans konto nr. -319 i Nordea. Banken har oplyst, at den har foretaget en gennemgang af sit system, og at de indbetalinger, som klageren henviser til, ikke fremgår af bankens system. Banken har bestridt, at indbetalinger til klagerens konto ikke er indgået på kontoen.
Banken har fremlagt sine Generelle vilkår for privatkunder, hvoraf det blandt andet fremgår:
”Modregning
Banken kan uden forudgående meddelelse modregne ethvert forfaldent krav mod kunden i ethvert tilgodehavende, som kunden har hos banken. Det gælder dog ikke den del af kundens løn eller offentlige ydelser mv., som er nødvendig til at dække almindelige leveomkostninger. Visse indlån er efter lovgivningen sikret mod kreditorforfølgning og dermed modregning.”
Den 14. august 2019 indbragte klageren sagen for Ankenævnet.
Banken under klagesagen tilbudt at betale 10.297,22 kr. til klageren til fuld og endelig afgørelse af sagen, hvilket beløb svarer saldoen på kontoen pr. 1. marts 2019 på 3.798,22 kr., tillagt de på kontoudskriften registrerede indbetalinger efter den 1. marts 2019 og med fradrag af 12.030 kr., som blev overført til klagerens konto i P den 9. april 2019.
Parternes påstande
Klageren har nedlagt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Danmark skal betale 17.943,74 kr. samt procesrenter og sagsomkostninger til ham
Nordea Danmark har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har blandt andet anført, at Nordea opsagde kontoen den 13. februar 2019. Dette var der ikke noget problem i. Ved opsigelsen var saldoen 3.798,22 kr., som han flere gange såvel skriftligt som ved personlig henvendelse bad banken om at overføre til hans konto i P. Dette skete ikke. Det var aftalt, at hans pensioner pr. 28. februar 2019 skulle modtages og derefter overføres til hans konto i P.
Som konsekvens af spærringen inddækkede han de tre betalinger 2-4 på anden vis. Ved bankens afvisning af overførslerne var han forpligtet til at inddække de omhandlede kreditorer. Han kan indestå for, at han fra en privat konto efterfølgende betalte de nævnte beløb. Han kan kun få kontoudskrifter 13 måneder tilbage og kan derfor ikke fremsende yderligere dokumentation.
At Nordea senere anviste betalingerne fra en intern konto uden hans vidende og accept kan ikke lastes ham. Han blev på intet tidspunkt orienteret om, at betalingerne var sket fra en fejlkonto. Banken var ikke berettiget til - uden hans udtrykkelige accept - at gennemføre betalingerne på et senere og af ham ukendt tidspunkt.
Banken var ikke berettiget til at foretage modregning i hans pension.
Han har krav på erstatning, særligt da banken uden hans accept modregnede i hans pension og derfor påførte ham et ikke påregneligt tab.
En række indbetalinger til hans konto i Nordea efter den 28. februar 2019 indgik ikke på kontoen. Banken skal godtgøre ham disse.
Nordea har ikke ønsket at betale procesrenter og rimelige sagsomkostninger, og Ankenævnet anmodes om at tage stilling hertil.
Nordea Danmark har blandt andet anført, at banken ikke kan ankerkende, at banken skulle have modtaget indbetalinger, der ikke er registreret på klagerens konto. Ind- og udbetalinger til klagerens konto er dokumenteret i de fremlagte kontoudskrifter. Banken anerkender de ind- og udbetalinger, der fremgår af udskrifterne. Banken har foretaget en grundig gennemgang af sine systemer vedrørende de ind- og udbetalinger, som klageren henviser til. Banken kan på baggrund heraf ikke anerkende, at banken skulle have modtaget indbetalinger, der ikke er registreret på klagerens konto. Banken har overført klagerens fulde indestående til klagerens konto i P.
Opsigelsen var begrundet i, at klageren brugte sin private konto til erhvervsformål. Banken var berettiget til at opsige kundeforholdet uden varsel. Banken var dog indstillet på, at afviklingen af klagerens samlede kundeforhold skete med et varsel til den 13. marts 2019. Klageren accepterede bankens opsigelse men anmodede om, at banken lod hans konto stå åben for næste pensionsudbetaling. Banken imødekom klagerens ønske med forbehold for, at banken kun ville acceptere indbetalinger, men ikke udbetalinger.
Betalingerne 2-4 blev iværksat af klageren på et tidspunkt, hvor spærringen ikke var gennemført. Da betalingerne skulle udføres, var kontoen i mellemtiden spærret, hvorfor de blev gennemført fra fejlkontoen.
Banken kontaktede efterfølgende klageren og gjorde ham mundtligt opmærksom på, at de tre betalinger ikke var blevet gennemført på hans konto, men på en intern fejlkonto i banken, og banken krævede, at klageren betalte disse beløb tilbage til banken. Banken oplyste samtidig, at overførslerne var gennemført over for betalingsmodtagerne. Banken har dokumenteret, at betalingerne blev gennemført på en fejlkonto. Dette kan ses ved at sammenholde kontoudskrifter og tidspunktet for de enkelte transaktioner.
Klageren er blevet bedt om at fremvise dokumentation for, at overførslerne rent faktisk er gennemført på hans konto. Dette har klageren ikke dokumenteret. Hvis betalingerne var gennemført på kontoen, så var de blevet vist på kontoudskrifterne.
Banken anerkender, at den skulle have opgjort kontoen på det med klageren aftalte tidspunkt den 1. marts 2019, jf. e-mailkorrespondance med klageren af 21. februar 2019, og at banken ikke skulle have modregnet i klagerens pension vedrørende betalingerne 2-4.
Banken burde have holdt kontoen åben og burde have aftalt med klageren, hvordan kontoen skulle have været opgjort.
På baggrund heraf har banken tilbudt klageren at betale 10.297,22 kr. til fuld og endelig afgørelse af sagen, således at klageren stilles, som om kontoen var blevet opgjort pr. 1. marts 2019.
Klageren har ikke krav på at modtage dette beløb, og banken har krav på de overførsler, som blev trukket på fejlkontoen, men banken vil gerne kompensere klageren for de anerkendte fejl. Klageren har ikke lidt et tab, der går ud over det tilbudte beløb. Klageren afviste imidlertid tilbuddet og krævede procesrenter og omkostninger. Banken fastholder sit tilbud til klageren.
Ankenævnets bemærkninger
Den 13. februar 2019 opsagde Nordea Danmark kundeforholdet med klageren og spærrede samtidig klagerens konto. Klageren blev først underrettet om spærringen af kontoen den 21. februar 2019. Den 13. februar 2019 iværksatte klageren tre betalingsoverførsler (betalinger 2-4) fra kontoen. Betalingerne blev som følge af spærringen ikke trukket på klagerens konto, men blev i stedet gennemført og trukket på en intern fejlkonto i banken den 13. februar 2019, og de fremgik således ikke af klagerens konto.
Klageren har anført, at han som følge af spærringen selv inddækkede betalingerne 2-4 på anden vis.
Den 29. marts 2019 indgik klagerens pension på kontoen. Den 2. april 2019 modregnede banken betalingerne 2-4 på klagerens konto, der herefter havde en saldo på 836,74 kr. Den 9. april 2019 opgjorde banken kontoen og overførte restindeståendet på 12.030 kr. til klagerens konto i hans nye pengeinstitut, P.
Banken har erkendt, at den ikke burde have spærret kontoen som sket, at den burde have opgjort kontoen den 1. marts 2019, og at den ikke skulle have modregnet betalingerne 2-4 i klagerens pension. Banken har under klagesagen tilbudt at betale 10.297,22 kr. til klageren til fuld og endelig afgørelse af sagen, svarende saldoen på kontoen pr. 1. marts 2019 på 3.879,22 kr., tillagt de på kontoudskriften registrerede indbetalinger efter den 1. marts 2019 og med fradrag af 12.030 kr., som blev overført til klagerens konto i P den 9. april 2019.
Det følger af Ankenævnets vedtægter § 25, stk. 1, at ingen af parterne betaler omkostninger i forbindelse med klagesagens behandling til den anden part. Efter Ankenævnets praksis tilkendes der som udgangspunkt heller ikke klageren kompensation for klagerens tidsforbrug forud for, at sagen indbringes for nævnet. Ankenævnet finder ikke anledning til at fravige denne praksis i nærværende sag. Klageren får derfor ikke medhold i sit krav om sagsomkostninger.
Ankenævnet finder ikke, at der er grundlag for at fastslå, at banken har modtaget indbetalinger til klageren, der ikke blev registreret på klagerens konto.
Ankenævnet finder, at banken begik en fejl ved at spærre kontoen som sket. Klageren har anført, at han som følge af spærringen blev påført et tab, idet han selv gennemførte betalingerne 2-4 på i alt 8.935,48 kr. på anden vis. Det tilbudte forligsbeløb overstiger 8.935,48 kr. med tillæg af procesrenter fra indgivelse af klagen. Ankenævnet finder herefter ikke grundlag for at pålægge banken at betale yderligere beløb til klageren ud over det tilbudte beløb, som banken har vedstået. Ankenævnet forudsætter herved, at betaling af forligsbeløbet sker inden 30 dage efter afgørelsen.
Ankenævnet påtager sig ikke at foretage en revisionsmæssig gennemgang af engagementet.
Klageren får herefter ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.
Klageren får klagegebyret tilbage.