Spørgsmål om rådgivningsansvar vedrørende valg af lånetype ved hjemtagelse af kontantlån i oktober 1995.
| Sagsnummer: | 97/1998 |
| Dato: | 16-06-1998 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Peter Stig Hansen, Leif Nielsen, Jørn Ravn, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Realkreditbelåning - rådgivning
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om rådgivningsansvar vedrørende valg af lånetype ved hjemtagelse af kontantlån i oktober 1995. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører spørgsmålet, om klageren kan gøre erstatningskrav gældende over for indklagede i forbindelse med etableringen af et kontantlån i oktober 1995, idet lånet ved indfrielse i 1998 måtte indfries til et større beløb end det, der blev udbetalt ved lånets etablering.
Sagens omstændigheder.
I forbindelse med klagerens køb af en ejendom i Holbæk i august 1995 fremsendte klageren, som da boede i Aalborg, den 9. august 1995 til indklagedes Vejgaard afdeling salgsopstilling over ejendommen og anførte bl.a.:
"Såfremt Danske Kredit kan/vil foreslå en bedre finansiering med en lavere bruttoydelse, er jeg selvsagt meget interesseret i det. Jeg vil hellere have boligen finansieret gennem [indklagede] end gennem Unibank."
Af salgsopstillingen fremgik, at køber skulle overtage et kontantlån ydet af Unikredit med en restgæld på 892.447 kr. og restløbetid 29,25 år, ligesom der skulle optages et 30-årigt kontantlån på 333.000 kr.
Ved købsaftale underskrevet af klageren den 21. september 1995 købte klageren ejendommen til overtagelse 1. oktober 1995. Af købesummen på 1.463.000 kr. skulle 1.170.000 kr. berigtiges ved optagelse af et 30-årigt kontantlån ydet af Realkredit Danmark og udstedt på basis af 7% obligationer. Det fremgik, at klageren betingede sig, at ejerskiftelånet kunne optages gennem Danske Kredit.
Danske Kredit tilbød klageren det forudsatte ejerskiftelån på
1.170.000 kr. Lånet udbetales den 9. november 1995 på grundlag af 7% obligationer svarende til en obligationsgæld på 1.353.383 kr. (kurs 86,45).
Ved skrivelse af 17. november 1997 rettede klageren henvendelse til indklagedes afdeling. Baggrunden var, at klageren i forbindelse med et påtænkt salg af ejendommen som følge af jobskifte havde fået oplyst, at lånet til Danske Kredit, hvis restgæld var 1.152.003 kr., kun kunne indfries ved betaling af obligationsrestgælden på 1.325.308 kr. til kurs 98,25 eller 1.302.180 kr. Klageren fandt, at indklagede havde pådraget sig et ansvar over for ham i forbindelse med rådgivningen på tidspunktet for lånets etablering. Indklagede afviste klagerens krav.
Parternes påstande.
Klageren har den 12. marts 1998 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at dække det kurstab, der opstår i forbindelse med indfrielsen af Danske Kredit-lånet før udløb.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at han i en årrække har haft indklagede som pengeinstitutforbindelse, der har fuld indsigt i hans økonomiske forhold. Indklagede var i 1995 bekendt med, at han ville flytte tilbage til Jylland, hvorfor lånene i ejendommen i Holbæk ikke ville stå til udløb. Indklagede undlod at yde rådgivning i forbindelse med etablering af Danske Kredit-lånet og oplyste ikke om risici for kurstab ved en førtidig indfrielse. Der blev heller ikke orienteret om alternative finansieringsmuligheder. Han var derfor ikke bekendt med, at der kunne opstå et kurstab i forbindelse med en førtidig indfrielse. Havde han vidst dette, ville han have valgt et lån, som kunne indfries til kurs 100. Han finder ikke, at ordvalget i skrivelsen af 9. august 1995 fritager indklagede for forpligtelsen til at orientere ham om risiko for kurstab ved førtidig indfrielse eller oplyse om alternative finansieringsmuligheder.
Indklagede har anført, at indklagedes medarbejder ved modtagelsen af klagerens henvendelse i august 1995 ikke fik indtryk af, at klageren ønskede rådgivning omkring det tilbudte lån fra Danske Kredit. Dette låns låneprofil svarede til de i salgsopstillingen anførte lån, og klagerens forespørgsel blev forstået alene som et ønske om - grundet hans tilknytning til indklagede - at anvende et andet realkreditinstitut end det af mægleren foreslåede. Af klagerens henvendelse fra 9. august 1995 fremgår klart, at klageren lagde vægt på en lav bruttoydelse. Havde klageren anvendt den af ejendomsmægleren i købsaftalen foreslåede prioritering, ville han ikke have været anderledes stillet end ved lånet ydet af Danske Kredit. Indklagede havde på intet tidspunkt indtryk af, at klageren ønskede rådgivning omkring låneoptagelsen. Klageren modtog i forbindelse med låneoptagelsen amortisationsskema, hvor kontantrestgæld og obligationsrestgæld fremgik. På tidspunktet for optagelsen af Danske Kredit lånet anbefalede indklagede oftest at optage kontantlån baseret på en lav kuponrente, hvorved låntagere fik en fast lav ydelse. Det var indklagedes forventning til renteudviklingen, at den daværende lave rente formentlig ikke ville falde yderligere, men stige.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Af klagerens skrivelse af 9. august 1995 måtte indklagede få det indtryk, at klageren alene ønskede oplysning om mulighederne for at optage et tilsvarende lån i Danske Kredit med en lavere ydelse. Det af indklagede foreslåede lån svarede til det lån i Realkredit Danmark, som var foreslået i købsaftalen. På denne baggrund finder Ankenævnet ikke grundlag for at fastslå, at indklagede har pådraget sig erstatningsansvar ved at undlade at rådgive klageren om fordele og ulemper ved de forskellige finansieringsmuligheder, herunder om valget mellem obligationer med lav rente og obligationer med høj rente og valget mellem kontant- og obligationslån. Der findes heller ikke at være grundlag for at pålægge indklagede erstatningsansvar som følge af, at man ikke oplyste klageren om, at indfrielsesbeløbet for et kontantlån - afhængigt af kursudviklingen - vil kunne overstige lånerestgælden. Det bemærkes herved, at det må lægges til grund, at dette fremgik af det af klageren underskrevne pantebrev.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.