Afvisning af klage, der vedrørte forhold omfattet af dom.
| Sagsnummer: | 115/2004 |
| Dato: | 09-07-2004 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Karen Frøsig, Niels Bolt Jørgensen, Poul Erik Tobiasen, Morten Westergaard |
| Klageemne: |
Afvisning - domstol § 5, stk. 1, litra e
|
| Ledetekst: | Afvisning af klage, der vedrørte forhold omfattet af dom. |
| Indklagede: | Spar Nord Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører sekretariatets afvisning af en klage.
Sagens omstændigheder.
Den 28. december 1998 underskrev klageren som kautionist en kassekreditkontrakt vedrørende en tredjemands kredit på 100.000 kr. hos indklagede. Kreditten skulle nedskrives med 3.500 kr. pr. måned.
Den 17. januar 2000 opsagde indklagede kreditten og gjorde kautionen gældende. Klageren gjorde indsigelse imod kautionen, herunder indklagedes opgørelse af kravet, som den 10. december af indklagedes advokat endeligt blev opgjort til 68.787,38 kr. med tillæg af renter 12,5 % p.a. fra den 17. januar 2000.
Ved klageskema af 28. november 2001 indgav klageren en klage (sag nr. 426/2001) til Ankenævnet med følgende påstand:
"Jeg vil have dokumentation for bankens krav mod mig. Dokumentationen viser at banken har handlet ansvarspådragende med medfølgende bortfald af min kaution til følge."
Indklagede efterkom klagerens krav om at fremlægge kontoudskrifter for den omhandlede kredit og nedlagde i øvrigt påstand om frifindelse.
Ved skrivelse af 14. marts 2002 til Ankenævnets sekretariatet meddelte klageren bl.a., at "min klage gik på den manglende dokumentation og den har jeg fået nu".
I henhold til efterfølgende telefonisk aftale den 10. april 2002 afsluttede sekretariatet behandlingen af klagesagen, idet klageren samtidig fik tilsendt et nyt klageskema og indbetalingskort til brug for eventuel indgivelse af en ny klage vedrørende kautionsforholdet.
Den 6.-7. maj 2002 korresponderede klageren pr. e-mail med indklagedes advokat, der fremhævede, at spørgsmålet om kautionens gyldighed nu enten skulle afgøres af Ankenævnet på klagerens initiativ eller af domstolene på indklagedes initiativ i form af en stævning. Klageren oplyste, at han var bortrejst til den 21. maj 2002, hvorefter han ville indsende en ny klage til Ankenævnet.
Ved e-mail af 31. maj 2002 rykkede advokaten klageren for en eventuel fornyet klage til Ankenævnet.
Den 22. august 2002 indgav indklagede stævning mod klageren ved Retten i Grenå om betaling af 68.787,38 kr. med tillæg af renter 16,75 % p.a. fra den 1. februar 2000.
Ved udeblivelsesdom af 23. januar 2003 blev klageren dømt i overensstemmelse med indklagedes påstand.
Klageren, der opholdt sig New Zealand, forsøgte at få sagen genoptaget. Ved kendelse afsagt af retten den 26. juni 2003 blev genoptagelse afvist som følge af manglende sikkerhedsstillelse.
Ved klageskema af 28. marts 2004 indgav klageren en ny klage til Ankenævnet med påstand om bortfald/nedsættelse af kautionsforpligtelsen.
Ved skrivelse af 10. maj 2004 nedlagde indklagede påstand om principalt afvisning, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 1, subsidiært frifindelse.
Ved skrivelse af 11. maj 2004 afviste Ankenævnets sekretariat klagen under henvisning til, at klagerens mellemværende med indklagede var afgjort ved dom, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 1.
Parternes påstande.
Ved skrivelse af 20. maj 2004 har klageren indbragt sekretariatets afvisning for Ankenævnet med påstand om, at klagen realitetsbehandles.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at indklagede i strid med Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 2, anlagde sag ved domstolene, selv om sagen ikke var færdigbehandlet ved Ankenævnet. Dommen er derfor ikke gyldig og ikke endelig.
Han blev først bekendt med dommen i marts 2004. Han kontaktede da retten, som anbefalede ham at indsende en klage til Ankenævnet. Indklagede var enig med ham i, at det var fornuftigst at lade Ankenævnet afgøre sagen.
Han fik først kendskab til kontoudskrifterne for den kassekredit, som han havde kautioneret for, i forbindelse med den første klage til Ankenævnet (sag nr. 426/2001). Indklagede, der i 2 ½ år selv havde trukket sagen i langdrag ved at afvise at udlevere kontoudskrifterne, burde have haft tålmodighed til at afvente, at han indgav ny klage til Ankenævnet om kautionsforpligtelsen, som udgjorde den egentlige klage. Han var i en presset situation, idet han brugte alle kræfter på at forsøge at redde nogle af ham ejede og ledede selskaber ud af en dyb krise, ligesom han i perioder opholdt sig i udlandet, hvilket indklagede var bekendt med.
Subsidiært anmoder han om, at den tidligere klage genoptages i medfør af Ankenævnets vedtægter § 15.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Indledningsvis bemærkes, at sag nr. 426/2001, der blev indgivet til Ankenævnet ved klageskema af 28. november 2001, blev afsluttet forligsmæssigt, idet det må lægges til grund, at klageren i første omgang stillede sig tilfreds med, at indklagede havde imødekommet kravet om udlevering af kontoudskrifter for kassekreditten. Der foreligger således ikke en afgørelse af sagen, der er truffet af Ankenævnet, og der er allerede som følge heraf ikke grundlag for en genoptagelse i medfør af vedtægternes § 15.
Efter den forligsmæssige afslutning af sag nr. 426/2001 den 10. april 2002 verserede der ikke en sag mellem parterne ved nævnet. Indklagedes sagsanlæg i august 2002 var derfor ikke i strid med § 5, stk. 2 i Ankenævnets vedtægter.
Da det spørgsmål, som nærværende klage angår, er afgjort ved endelig dom af 26. juni 2003 afsagt af Retten i Grenå, tiltrædes det, at Ankenævnet ikke kan behandle klagen, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 1.
Som følge heraf
Ankenævnet kan ikke behandle sagen. Klagegebyret tilbagebetales klageren.