Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Ansvar for overtræk. Rådgivning.

Sagsnummer: 94/1998
Dato: 14-09-1998
Ankenævn: Peter Blok, Inge Frølich, Leif Nielsen, Allan Pedersen, Ole Reinholdt
Klageemne: Rådgivning - øvrige spørgsmål
Budgetkonto - overtræk
Ledetekst: Ansvar for overtræk. Rådgivning.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne sag vedrører spørgsmålet om, hvorvidt indklagede kan gøres ansvarlig for overtræk på klagerens totalkonto.

Sagens omstændigheder.

I maj 1995 overførte klageren sit engagement med et andet pengeinstitut til indklagede, hvor klagerens samlever, S, var kunde. Engagementet var på 40.000 kr., hvorfor der blev oprettet en totalkonto for klageren med en kreditramme på dette beløb. Kreditten skulle afvikles med en månedlig ydelse på 800 kr.

På grundlag af en budget- og skatteberegning udarbejdet af indklagede den 30. maj 1995 købte klageren og S i sommeren 1995 en fast ejendom. Til finansiering af handlen ydede indklagede klageren og S et boliglån på 90.000 kr. med en månedlig ydelse på 600 kr. I beregningen var der taget udgangspunkt i en samlet nettoindkomst for klageren og S på 185.610 kr. De faste udgifter blev beregnet til 130.850 kr., hvorved rådighedsbeløbet blev 54.760 kr.

I et budget udarbejdet den 30. oktober 1995 blev de samlede faste årlige udgifter beregnet til 127.870 kr.

Indklagede har oplyst, at det i forbindelse med handlen blev konstateret, at en forudsat overtagelse af et eksisterende lån ikke kunne gennemføres, hvorfor det blev nødvendigt at forhøje det nye ejerskiftelån. Ved konverteringen opstod et kontant underskud på ca. 20.000 kr., som klageren og S forventede inddækket ved udbetaling af overskydende skat for 1995. I stedet for den forventede overskydende skat blev klageren og S samlet opkrævet restskat på ca. 15.000 kr. Til dækning af klagerens og S' likviditetsbehov blev engagementet ultimo juni 1996 forhøjet, og S indtrådte samtidig som meddebitor på totalkontoen.

Det fremgår, at ydelsen på boliglånet ultimo juni 1996 blev forhøjet fra 600 kr. til 900 kr. månedligt, og at afviklingen af kreditten blev forhøjet fra 800 kr månedligt til 1.400 kr. månedligt.

Ifølge et budget udarbejdet af indklagede den 12. juli 1996 blev klagerens samlede faste årlige udgifter beregnet til 158.650 kr. Stigningen i forhold til oktober 1995 på ca. 30.000 kr. skyldtes forhøjelsen af ydelserne til indklagede samt nye udgiftsposter vedrørende bl.a. transport og telefon.

Ved skrivelse af 22. november 1996 opfordrede indklagede klageren og S til at finde besparelser på budgetet.

I december 1996 blev kreditten forhøjet til 135.000 kr. svarende til det aktuelle træk. Den månedlige afvikling blev forhøjet til 2.000 kr. Indklagede meddelte samtidig klagerne, at PBS-betalinger kun ville blive gennemført i det omfang, der var dækning på kontoen.

Efter returnering af flere PBS-betalinger på grund af manglende dækning slettede indklagede den 8. juli 1997 alle PBS-aftaler vedrørende kontoen, hvilket blev meddelt klageren og S.

Ved skrivelse af 10. februar 1998 til klageren og S opsagde indklagede engagementet til indfrielse på grund af misligholdelse.

Parternes påstande.

Den 12. marts 1998 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet, idet hun har nedlagt følgende påstand: "At finde ud af hvor vores penge er blevet af, og få dem tilbage så der kan komme styr på vores økonomi igen."

Indklagede har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at hun og S købte ejendommen i tillid til indklagedes oplysning om, at deres økonomi sagtens kunne danne grundlag for købet. Kort tid efter opstod der overtræk, og kreditten blev forhøjet flere gange, uden at det hjalp. Indklagede har løbende trukket næsten hele deres løn, men har ikke gennemført de budgetterede betalinger. Hun er derfor uforstående overfor, hvor pengene er blevet af. Indklagede har vægret sig ved at udbetale fra kontoen til daglige fornødenheder og har trods hendes gentagne henvendelser om hendes og S's økonomi ikke kunnet se, hvad der var galt. Deres indkomst har været som forventet. Hendes ansættelse ophørte imidlertid den 6. januar 1997, hvorefter hun fik understøttelse. S har haft flere afløserjob og i øvrigt fået suppleret fra fagforeningen.

Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klagerens påstand ikke vedrører en formueretlig tvist, og derfor er uegnet til behandling i Ankenævnet. Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at der ikke er begået ansvarspådragende fejl ved udfærdigelsen af budgetterne herunder budgettet af 30. maj 1995, som dannede grundlag for ejendomskøbet. Budgettet blev udarbejdet på grundlag af klagerens og S' oplysninger. Klagerens likviditet blev forværret som følge af konverteringen ultimo 1995, en reparation af el-installationer i ejendommen og opkrævningen af restskat. Til dækning af dette likviditetsbehov blev boliglånet og kreditten forhøjet, hvilket samtidig medførte forhøjede ydelser. Endvidere viste det sig, at ikke alle faste udgifter var oplyst i forbindelse med udarbejdelsen af budgettet den 30. maj 1995 og at kommunen udøvede tilbageholdsret i S' løn. Uden disse oplysninger har indklagede ikke haft mulighed for at lave et retvisende budget. Klageren har løbende kunnet følge udviklingen i engagementet via kontoudtogene, der er fremsendt ca. en gang månedligt.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet finder ikke grundlag for at tage indklagedes afvisningspåstand til følge.

Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at indklagede har begået ansvarspådragende fejl ved udarbejdelsen af budgettet for klageren og dennes samlever eller i forbindelse med førelsen af klagerens totalkonto.

To medlemmer - Inge Frølich og Leif Nielsen - finder under henvisning til det af klageren anførte anledning til at bemærke, at indklagede, jf. princippet i retsplejelovens § 509, ikke er berettiget til at modregne i løn og dagpenge i det omfang, midlerne må anses for nødvendige til opretholdelse af "et beskedent hjem og en beskeden levefod" for klageren og dennes husstand.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.