Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om frist for indløsning af møntboner.

Sagsnummer: 323/2007
Dato: 27-02-2008
Ankenævn: Peter Blok, Karen Frøsig, Carsten Holdum, Rut Jørgensen, Niels Bolt Jørgensen
Klageemne: Forældelse - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Spørgsmål om frist for indløsning af møntboner.
Indklagede: Danske Bank
Øvrige oplysninger: OF
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne sag vedrører spørgsmål vedrørende indløsning af møntboner.

Sagens omstændigheder.

Den 3. december 2007 rettede klageren henvendelse til Danske Bank via bankens hjemmeside.

Klageren gav udtryk for utilfredshed med, at boner udstedt af en mønttæller i bankens Herlev afdeling ifølge et opslag ved mønttælleren skulle indløses ved bankens kasseekspedition samme dag. Det var klagerens opfattelse, at en møntbon var en form for tilgodebevis, svarende til f.eks. en flaskebon, og at bankens indløsningsfrist var urimelig kort.

Banken har anført, at det pågældende opslag havde følgende ordlyd:

"Kassekvitteringen bedes indløst samme dag her i afdelingen"

Klageren har fastholdt, at opslaget på det tidspunkt, hvor klagen blev indgivet, var formuleret således, at bonen skulle indløses samme dag.

Ved e-mail af 4. december 2007 besvarede bankens Herlev afdeling klagerens henvendelse således:

"En udleveret møntbon skal indløses samme dag, da vi jo i modsat fald får en kassedifference.

Vi betragter benyttelse af mønttælleren som en kontantekspedition ved kassen og ønsker ikke at holde uidentificerede beløb på ubestemt tid. De ville jo også være uforrentede, hvilket typisk ikke er i vores kunders interesse.

Skal vi modtage beløb, skal det ske som indskud til bankkonto samme dag."

Banken har under sagen fremlagt et eksempel på en møntbon. Af denne fremgår bl.a.:

"KASSEKVITTERING

BON INDLØSES I KASSEN

…"

Parternes påstande.

Den 10. december 2007 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med følgende påstand:

"At man forlænger fristen for møntbonnerne, så det svarer til fristen for andre tilgodebeviser. Eller en frist, som Pengeinstitutankenævnet finder rimelig."

Danske Bank har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at Danske Banks krav om, at møntboner skal indløses på udstedelsesdatoen er urimeligt. Ved bankens kasseekspedition kan der pludselig opstå en meget lang kø, som man ikke nødvendigvis har tid til at blive stående i.

Det fremgår ikke af bankens svar af 4. december 2007, om kunden mister beløbet, hvis en møntbon ikke indløses samme dag.

Det fremgår nu, at møntboner, der præsenteres for banken efter udstedelsesdatoen, faktisk indløses. Der er således tilsyneladende ikke nogen reel og gyldig grund til at kræve møntboner indløst på udstedelsesdagen.

Den maskinelle udstedelse af møntboner er ikke som anført af banken at sidestille med en almindelig kontant ekspedition. Der fremgår ingen indløsningsfrist af bonen.

Det fremgår ikke af Ankenævnets hjemmeside, at man skal have lidt et tab for at kunne få en sag behandlet i Ankenævnet. I så fald bedes det oplyst, hvor sagen kan behandles. Uanset tab bør det være muligt at få en principiel stillingtagen til sagen.

Danske Bank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at den maskinelle udstedelse af møntboner sidestilles med en kontant ekspedition ved kassen, hvor møntbeholdningen optælles og indsættes på kundens konto samme dag, som ekspeditionen foretages.

Ved afstemning af mønttælleren bogføres eventuelle overskydende beløb som positiv kassedifference på en særskilt konto.

Det sker, at kunder ved en forglemmelse ikke får indløst deres møntbon samme dag som den udstedes, hvorved der opstår en kassedifference. Differencebeløbet opbevares i den pågældende afdeling i banken og udbetales til kunden ved indlevering af møntbonen, uanset at dette først sker på et senere tidspunkt.

Der foreligger ikke en konkret økonomisk tvist mellem klageren og banken. Det følger af Ankenævnets praksis, at Ankenævnet kan afvise sager, hvor der ikke foreligger en konkret økonomisk tvist mellem klageren og banken.

Klagen vedrører alene bankens retningslinjer i en given situation og er uegnet til behandling i Ankenævnet.

Bankens retningslinjer har ikke medført et økonomisk tab for klageren.

Sagen bør derfor afvises af Ankenævnet.

Hvis sagen ikke afvises forbeholdes det at fremkomme med yderligere bemærkninger og anbringender til støtte for frifindelsespåstanden.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Klagen angår fristen for indlevering af en møntbon, der er udstedt af Dansk Bank. Ankenævnet finder derfor, at klagen vedrører en formueretlig tvist, der kan behandles af Ankenævnet, hvorfor bankens afvisningspåstand ikke tages til følge.

Ved indlevering af mønter i en mønttæller hos et pengeinstitut opstår en fordring på pengeinstituttet, der er undergivet 3-årig forældelse, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1. Da der udstedes et dokument (en møntbon) for fordringen, og pengeinstituttet frigøres ved at betale til den, der har møntbonen i hænde, kan forældelsesfristen afkortes, selv om fordringshaveren er forbruger, jf. forældelseslovens § 26, stk. 2 og 4.

Forældelsesfristen må imidlertid fremgå af selve bonen eller på anden tydelig måde og kan ikke med rimelighed afkortes således, at fordringen bortfalder allerede ved udløbet af dagen for udstedelsen af møntbonen.

Danske Bank har oplyst, at møntboner også indløses ved præsentation efter udstedelsesdatoen. Den fremlagte møntbon (kassekvittering) indeholder da heller ikke nogen bestemmelse om indløsningsfrist, og efter det oplyste må det lægges til grund, at opslaget ved mønttælleren i bankens Herlev afdeling i hvert fald nu er formuleret alene som en henstilling til kunden om at indløse møntbonen samme dag. En sådan henstilling kan efter Ankenævnets opfattelse ikke kritiseres.

Efter det anførte må det medgives klageren, at skrivelsen af 4. december 2007 fra Danske Banks Herlev afdeling var misvisende.

Som følge af det anførte

Klagen tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.