Udlån, hæftelse og opsigelse.
| Sagsnummer: | 548/1994 |
| Dato: | 06-09-1995 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Ole Just, Peter Nedergaard, Erik Sevaldsen, Jens Ole Stahl |
| Klageemne: |
Udlån - opsigelse
Udlån - hæftelse |
| Ledetekst: | Udlån, hæftelse og opsigelse. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indklagede ydede i 1988 klageren og dennes daværende samlever et boliglån på 86.600 kr. samt et personligt lån på 56.000 kr. Til sikkerhed for lånene afgav klagerens forældre selvskyldnerkautionserklæring, ligesom samleverens adkomstdokument til et kolonihavehus blev håndpantsat til sikkerhed.
I løbet af 1989 fraflyttede klageren samleveren. Lånene kom i restance, og ved skrivelse af 31. oktober 1990 anmodede meddebitor om, at lånene blev sammenlagt med en nedsat månedlig ydelse. Som svar herpå oplyste indklagede i skrivelse af 20. november s.å., at en sammenlægning kunne ske under visse nærmere betingelser. Indklagede har oplyst, at man ikke modtog svar fra meddebitor herpå.
I marts og juni 1991 blev meddebitor rykket for restance på boliglånet, ved den seneste rykker opgjort til ca. 13.300 kr. Det personlige lån afvikledes regelmæssigt frem til 1. marts 1992.
I juli 1992 rykkede indklagede klagerens forældre for restancen på boliglånet, nu ca. 32.000 kr., samt restancen på det personlige lån, 3.640 kr. Ifølge klageren blev hun først på dette tidspunkt orienteret om restancerne, hvorpå hun rettede henvendelse til indklagede. Under en efterfølgende korrespondance mellem klageren, dennes forældre og indklagede, tilbød indklagede en sammenlægning af de to lån. I denne forbindelse blev restgælden pr. 17. december 1992 på lånene opgjort til 99.574,44 kr. og 53.212,54 kr. Indklagede tilbød, at tidligere tilskrevne morarenter på 3.632,50 kr. blev tilbageført, at der ikke ville påløbe morarenter som følge af manglende ydelsesbetalinger, ligesom der ikke ville blive beregnet gebyr for omlægning til nyt lån. Restgælden, der skulle indfries, udgjorde herefter 149.154,48 kr. Indklagede var alene indstillet på at yde et samlet lån på 140.000 kr., og der skulle derfor ske ekstraordinær indbetaling af 9.154,48 kr. Indklagede skulle også for det ny lån have sikkerhed i form af kaution fra klagerens forældre samt pant i adkomstdokumentet vedrørende havehuset. Desuden skulle klagerens tidligere samlever kautionere for lånet.
Den 17. december 1992 underskrev klageren herefter et gældsbrev på 140.000 kr., hvoraf fremgår:
"Jeg betaler lånet tilbage med kr. 2.050,00 første gang den 01.01.93.
....
Pr. den 31/12-1994 forfalder lånet til indfrielse. Såfremt havelod nr. .... ikke er solgt forinden, vil en forlængelse af nærværende lån kræve en forhøjelse af den md. ydelse.
.....
For lånet gælder i øvrigt [indklagedes] almindelige forretningsbetingelser og de almindelige bestemmelser for lån og kreditter. Disse har jeg modtaget et eksemplar af og gjort mig bekendt med."
Klagerens forældre afviste at afgive kautionserklæring vedrørende det ny lån og indgav i 1993 klage til Ankenævnet, idet de anførte, at indklagede ikke havde overholdt underretningspligten efter bank-og sparekasselovens § 41. Ved Ankenævnets kendelse af 12. november 1993 (sag 113/1993) bestemtes, at indklagede burde anerkende, at forældrene var frigjort for kautionsforpligtelsen for så vidt angik boliglånet, hvorimod der ikke fandtes grundlag for at fritage forældrene for kautionsforpligtelsen vedrørende det personlige lån.
Under henvisning til Ankenævnets kendelse anmodede indklagede ved skrivelse af 18. november 1993 klageren om at fremkomme med et udspil med hensyn til indbetaling af det ekstraordinære afdrag på ca. 9.000 kr. og opdeling af lånet på 140.000 kr. til to lån, hvoraf det ene på ca. 45.000 kr. svarende til det personlige lån skulle sikres ved kaution af klagerens forældre. I skrivelse af 14. december 1993 meddelte klageren, at hun ikke var interesseret i en opdeling af lånet bl.a. under hensyn til, at hun ikke ønskede at inddrage sine forældre i sagen påny. Indklagede meddelte herefter i skrivelse af 17. januar 1994, at lånet på 140.000 kr. alene var etableret for at undgå inkassosag med følgende tvangssalg af havelodden, ligesom sammenlægningen var sket under forudsætning af indbetaling af et ekstraordinært beløb på 9.154,48 kr. og fortsat kaution af klagerens forældre. De videre drøftelser mellem parterne førte ikke til nogen løsning, og i skrivelse af 3. maj 1994 meddelte indklagede, at man så sig nødsaget til at opsige det samlede engagement til fuld og endelig indfrielse. I skrivelsen var anført:
"Under henvisning til bankens generelle regler for opsigelse af udlån opsiges det samlede engagement til fuld og endelig indfrielse med et varsel på 3 mdr. til indfrielse senest pr. 4/8-1994."
Ved skrivelse af 17. august 1994 meddelte indklagede, at lånet var overdraget til indklagedes interne inkassoservice. Gælden udgjorde pr. 30. juni 1994 ca. 131.000 kr. inkl. ekstraordinært afdrag.
Ved klageskema af 29. august 1994 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at nedskrive hendes gæld til 74.500 kr. med afvikling som hidtil.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at hun ikke blev orienteret om restancerne på de gamle lån. Da hun underskrev det nye gældsbrev på 140.000 kr., forelå der kvitteringer for indfrielse af disse lån. Filialchefen oplyste, at han kort forinden havde talt med hendes forældre og aftalt at sende papirerne til deres bank senere samme dag; hun skrev derfor under i god tro på låneaftalen. Det blev endvidere aftalt, at hun skulle forsøge at låne det ekstraordinære afdrag på de ca. 9.000 kr. af forældrene. Hun finder, at indklagede bør nedsætte hendes hæftelse. Var hun blevet orienteret på et tidligere tidspunkt om lånenes restancer, ville hun have haft mulighed for at begrænse disse. Alle papirer vedrørende kolonihavehuset står i den tidligere samlevers navn, men indklagede forhørte sig ikke om ejerforholdet til huset før lang tid efter, at den nye låneaftale var blevet indgået. Hun blev derfor vildledt, da hun overtog gælden på 149.000 kr. Hun har afviklet lånet på 140.000 kr. som aftalt, idet dog hun forgæves har forsøgt at indbetale ydelserne for september og oktober 1994 på lånets konto.
Indklagede har anført, at der intet foreligger i sagen, der støtter klagerens krav om nedsættelse af gælden til indklagede til halvdelen. Forudsætningerne for bevillingen af lånet pr. 17. december 1992 er bristet, idet klageren ikke har indbetalt det ekstraordinære afdrag, ligesom havelodden ikke er solgt, og kautionisterne ikke har påtaget sig kaution svarende til det personlige lån. Lånet på 140.000 kr. blev etableret som et midlertidigt lån, og det fremgår, at lånet efter gældsbrevets indhold forfaldt til indfrielse ved udgangen af 1994.
Ankenævnets bemærkninger:
Klageren hæftede solidarisk med sin tidligere samlever for de oprindelige lån, og der findes ikke at være oplyst omstændigheder, som kan begrunde en nedsættelse af klagerens hæftelse for restgælden ifølge lånet til klageren på 140.000 kr. og det beløb på ca. 9.000 kr., som skulle have været indbetalt som ekstraordinært afdrag i forbindelse med etableringen af dette lån.
Ankenævnet finder endvidere, at indklagede under de foreliggende omstændigheder var berettiget til at opsige klagerens samlede engagement som sket ved skrivelsen af 3. maj 1994.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.