Afgørelse

Rådgivning i forbindelse med låneomlægning.

Klageren havde i sin ejendom to 10 pct. kontantlån til det indklagede realkreditinstitut. Instituttet fremsendte i september 1993 et låneomlægningstilbud til klageren vedrørende de to indestående kontantlån. Tilbudet var beregnet ved salg af 6 pct. obligationer til kurs 87,40. Lånebeløbet ville i h.t. tilbudet blive fremskaffet ved salg af det til fremskaffelse af hovedstolen nødvendige antal obligationer, hvorfor lånets endelige rente var afhængig af obligationskurserne på salgsdagen. Tilbudet var vedlagt et pantebrev, som blandt andet indeholdt en beskrivelse af kontantlånskonstruktionen, herunder indfrielsesvilkårene. I oktober 1993 oprettede klageren en omprioriteringskonto hos sit pengeinstitut og underskrev en konverteringsanmodning til pengeinstituttet, hvoraf det fremgik, at klageren ønskede det nye lån baseret på 6 pct. obligationer. Låneomlægningen blev gennemført i januar 1994 ved salg af 6 pct. obligationer til kurs 91,10. Af instituttets årsopgørelse for 1996 og 1997 til klageren fremgik det, at den skattemæssige kursværdi af det nye lån var beregnet ved henholdsvis en skattekurs på 85,10 og en skattekurs på 99,25. I februar 1998 henvendte klageren sig til instituttet med en klage over kvaliteten af den information, der var blevet givet i forbindelse med låneomlægningen, herunder at der ikke fra instituttets side var blevet gjort opmærksom på, at kursværdien af restgælden kunne øges voldsomt ved fortsat rentefald, men at der alene var blevet sat focus på den umiddelbare fordel ved en lavere månedlig ydelse. I marts 1998 henviste instituttet i en redegørelse til klageren til, at lånetilbudet var afgivet i overensstemmelse med klagerens ønske, og at vilkårene for kontantlånet fremgik af dels lånetilbudet, dels det fremsendte pantebrev. Klageren fastholdt i april 1998 sin klage, idet han henviste til, at der ganske vist var givet en række lånetekniske informationer, men at disse ikke var givet på almindeligt forståeligt dansk, så låntager havde en reel mulighed for at overskue konsekvenserne af en låneomlægning.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet var erstatningsansvarlig for hans tab som følge af låneomlægningen. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet lagde til grund, at klageren gennem sit pengeinstitut havde fremsat anmodning om omprioritering med angivelse af, at det nye lån ønskedes hjemtaget som kontantlån baseret på 6 pct. obligationer. Realkreditinstituttet havde i det fremsendte lånetilbud og pantebrev beskrevet kontantlånsordningen og indfrielsesvilkårene. Nævnet fandt på denne baggrund ikke grundlag for at fastslå, at instituttet havde pådraget sig et ansvar for manglende rådgivning over for klageren, og frifandt derfor instituttet.