Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse mod bankens vilkår for at sende tilbud om konvertering af kredit til lån.

Sagsnummer: 314/2025
Dato: 31-10-2025
Ankenævn: Kristian Korfits Nielsen, Jonas Thestrup Nielsen, Iben Leisner, Morten Bruun Pedersen og Jørgen Lanng.
Klageemne: Kassekredit - øvrige spørgsmål
Udlån - omlægning
Ledetekst: Indsigelse mod bankens vilkår for at sende tilbud om konvertering af kredit til lån.
Indklagede: Bank Norwegian
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører indsigelse mod bankens vilkår for at sende tilbud om konvertering af kredit til lån.  

Sagens omstændigheder

Den 20. maj 2019 indgik klageren aftale med Bank Norwegian om et kreditkort med en tilknyttet kredit på 50.000 kr. Af aftalen fremgik:

Min. indbetalingsbeløb

Forfaldsdato

Periodelængde

3 %, min. 300 DKK

Den 1. i hver måned

En måned

Rentevilkår

Debitorrente

21,93 %

ÅOP

21,93 %

Renten beregnes

Bagud

Renten kapitaliseres

Den 15. i hver måned

       

Ved e-mail af 2. juli 2025 til banken anmodede klageren om nedskrivning af rente og konvertering af kreditkortgælden til et lån. Klageren anførte blandt andet:

”… Jeg har overholdt mine ratebetalinger og betalinger af renter hver måned, men kan ikke komme videre med at afbetale lånet, og som pensionist kan jeg ikke rigtig se mere, hvordan jeg skal få det betalt.

Så jeg vil bede jer om følgende, så det ikke går helt galt med min overholdelse af lånet:

1. Kan I nedskrive renten til 0-kroner?

2. I så fald vil jeg gerne have kontoen lukket og betale lånet af med en fast indbetaling på 700 kr. om måneden, til det er færdigbetalt. …”

Den 4. juli 2025 kl. 08.18 svarede banken:

”… Vi kan i dit tilfælde forsøge at konvertere din kreditkortgæld til et lån for at muliggøre en mere fleksibel afvikling af gælden. Dog er der følgende du skal være opmærksom på, før du accepterer at modtage mailen med linket til konverteringen:

  • Lånet oprettes med fast månedlig ydelse og løbetid, for en mere fleksibel afvikling af din gæld
  • Du kan først se vilkårene på lånet når du følger linket vi sender. Om du accepterer vilkårene er dit valg.
  • Kreditkortet lukkes permanent når vi sender mailen med linket, og kan ikke åbnes igen

Vær opmærksom på, at enhver afvigelse fra den oprindelige tilbagebetalingsplan kan føre til forlængelse af tilbagebetalingsplanen, højere månedlig betaling eller højere omkostninger, herunder blandt andet renter og gebyrer.

Hvis du ønsker at forsøge at fortsætte med konverteringen, bedes du skrive til os med din accept. …”

Den 4. juli 2025 kl. 08.51 svarede klageren, at hun var nødt til at se vilkårene for afviklingen af sin gæld, før hun accepterede dem. Banken meddelte, at klageren først ville kunne se vilkårene, når hun fulgte linket, og at det var op til klageren, om hun accepterede vilkårene, men at hendes kreditkort ville blive spærret permanent, uanset om hun accepterede eller ej. Den samme dag meddelte klageren, at banken ikke skulle sende hende et link. Klageren oplyste, at hun ville overlade sagen til sin advokat, hvorefter banken kunne redegøre for betingelserne for at konvertere kreditten til et lån, inden hun bandt sig til det, og banken lukkede kontoen. Banken svarede den 4. juli 2025 kl. 12.23 og 14.56:

”… vi er nødt til at kunne kontrollere kort forbruget, hvis det ender med en konverteringsproces, så beløbet der skal konverteres er kendt.

Du er ikke forpligtet til at acceptere vilkårene, men kortet vil blive spærret når linket til lånevilkårene sendes til dig.

Vi kan også lade vær med at sende linket til dig, det er dit valg. …”

”… Linket tager dig til login på vores side, hvor du efterfølgende vil blive bedt om at udfylde nogle oplysninger, hvor du samtidig ser vilkårene for det eventuelle lån. Vores kreditafdeling skal efterfølgende tage stilling til din ansøgning.

Det er som sagt helt op til dig om du ønsker at forsøge med denne løsning. …”

Den 6. juli 2025 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet.

Klageren har oplyst, at hun under klagesagen har talt med en af bankens medarbejdere, P, som oplyste, at kreditkortet ikke blev spærret permanent, hvis hun - efter at have modtaget oplysningerne og betingelserne for lånet - ikke ønskede at optage lånet. P oplyste, at det ikke koster noget, hvis hun vender tilbage til kreditkortet, men at hun blot skal have et nyt kreditkort.

Banken har under klagesagen oplyst, at klagerens nuværende kreditkort spærres, når konverteringslinket sendes til klageren. Hvis klageren ikke accepterer vilkårene i linket, vil hun skulle ansøge om et nyt kreditkort, og der vil på ny finde en kreditvurdering sted. Der er ikke omkostninger forbundet med at få et nyt kreditkort.

Parternes påstande

Den 6. juli 2025 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet, der har forstået klagerens påstand således, at Bank Norwegian skal pålægges at sende klageren vilkår for omlægning af klagerens kredit til lån uden spærring af betalingskort, og at banken skal pålægges at forhandle vilkårene for en konvertering af kreditten til et lån.

Bank Norwegian har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at hun henvendte sig til banken med forslag om at afvikle sin kredit. Hun forventede, at hun og banken ville forhandle sig frem til en løsning. I stedet for at få et svar fik hun nogle ultimative tilbagemeldinger, hvor hun ikke måtte se, hvilken løsning på afviklingen af kreditten, banken kom frem til.

Det er problematisk og ikke en kutyme, hun kender fra andre banker "... at Debitor ikke kan få oplyst vilkårene før det tilsendte link følges …, at kreditkortet spærres når linket sendes, og at Bank Norwegian derved sikrer at kreditkort trækket ikke øges under en eventuel konverteringsproces fra kreditkortgæld til et lån. Spærres kortet ikke, risikerer Bank Norwegian at trækket på kreditkortet pludselig overstiger hvad der bevilges på et eventuelt lån".

Hun har betalt hvert eneste afdrag og rente i alle de år, hun har haft kontoen. Hun forstår derfor ikke, at banken ikke går i forhandling i stedet for at vise mistillid til, om hun overholder sine aftaler.

Banken har anført, at hun i e-mailkorrespondancen med banken blev oplyst om, at det er op til hende, om hun ønsker ”at acceptere vilkårene". Der var ikke tale om en forhandling, men en ”take it or leave it” strategi.

Hun må ikke få at vide, hvordan afviklingen af lånet vil blive fremover, så hun kan tage stilling til, om det er en rimelig løsning, eller om hun og banken kan forhandle sig frem til en løsning, som passer både banken og hende. Dette er en tvangspræget, ubehagelig og truende måde at kommunikere på. Hvad nu, hvis hun ikke kan acceptere vilkårene for det faste lån, banken tilbyder?

Henset til måden, som banken håndterer sagen på, er der stor risiko for, at låneafviklingen udelukkende vil komme banken og ikke hende til gode. Banken har anført, at "Det er også oplyst at kortet spærres permanent, når linket til den eventuelle konvertering sendes til Debitor, uanset om Debitor accepterer vilkårene eller ikke". Selvfølgelig lukkes kortet, når der er indgået en aftale. Sådan er det også i andre banker. Men igen så forhandler banken ikke, men stiller blot et ultimatum. Hun risikerer at få en dårlig aftale med banken, hvis hun vælger bankens opstilling for en afvikling af lånet, som hun ikke kender.

Hun har under klagesagen talt med bankens medarbejder, P, men er stadig ikke helt tryg ved fremgangsmåden. Det undrer hende, at banken ikke har givet de samme oplysninger i sagen for Ankenævnet, som hun har fået telefonisk af P under klagesagen.

Bank Norwegian har anført, at banken ikke er forpligtet til at tilbyde konvertering. Det fremgår ikke af kreditkortaftalen, at banken er forpligtet til at tilbyde konverteringsmulighed. Det fremgår derimod af aftalen, at renter og afdrag betales månedligt med mindst 3 % af det fakturerede beløb, minimum 300 kr. Muligheden for konvertering er en usædvanlig håndsrækning. Banken kunne vælge at stå fast på kreditkortaftalen, men har vist velvilje i forhold til at forsøge at hjælpe klageren ved at tilbyde konverteringen. Klageren kan ikke forvente, at banken skal indgå i en forhandling om vilkår for konvertering.

Det er bankens faste procedure, at kunden - før der træffes bindende beslutning - via et personligt link får adgang til samtlige vilkår for det tilbudte lån, herunder rente, løbetid, månedlig ydelse, omkostninger og øvrige betingelser. Det er ikke muligt at indgå en bindende aftale eller blive forpligtet, før kunden aktivt har gennemgået og accepteret vilkårene via linket. Dette er i overensstemmelse § 3 i bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder samt gældende regler om oplysningspligt og aftaleindgåelse.

Kommunikationen har ikke været truende eller tvangspræget. Klageren har haft adgang til at få alle relevante oplysninger om lånevilkårene, før hun skulle tage stilling til en eventuel aftale. Det er helt op til klageren, om vilkårene, der præsenteres, når linket følges, accepteres. Banken har på intet tidspunkt oplyst, at klageren er bundet, såfremt hun efter at have set vilkårene for det eventuelle lån ikke ønskede at acceptere disse. Tværtimod blev klageren i den fremlagte e-mailkorrespondance oplyst om, at det er op til hende, om hun ønsker at acceptere vilkårene.

Klageren blev også oplyst om, at kortet spærres permanent, når linket til den eventuelle konvertering sendes til hende, uanset om hun accepterer vilkårene eller ej. Årsagen til, at klageren ikke kan få oplyst vilkårene, før det tilsendte link følges, er, at kreditkortet spærres, når linket sendes. Banken sikrer derved, at trækket på kreditkortet ikke øges under en eventuel konverteringsproces fra kreditkortgæld til lån. Spærres kortet ikke, risikerer banken, at trækket på kreditkortet pludselig overstiger, hvad der bevilges på et eventuelt lån. Klageren blev oplyst herom i de fremlagte e-mails. Hvis klageren ikke accepterer vilkårene i linket, vil hun skulle ansøge om et nyt kreditkort, og der vil på ny finde en kreditvurdering sted.

Banken er forpligtet til at kontrollere flere risici parametre. En sikkerhedsforanstaltning som spærring af kreditkortet, når linket sendes, må anses som værende ansvarlig bankvirksomhed.

Ankenævnets bemærkninger

I maj 2019 indgik klageren aftale med Bank Norwegian om et kreditkort med en tilknyttet kredit på 50.000 kr. med en variabel rente, for tiden 21,93 % om året.

I juli 2025 anmodede klageren banken om nedskrivning af renten og konvertering af kreditkortgælden til et lån.

Banken meddelte, at klageren kunne få oplysning om de vilkår, banken ville tilbyde for konvertering af kreditten til et lån i et link, som banken ville sende til klageren, hvis hun anmodede banken herom. Banken oplyste samtidig, at klageren ved fremsendelse af linket ikke var forpligtet til at acceptere vilkårene/konverteringen, men at hendes kreditkort ville blive spærret, hvis banken sendte linket til hende.

Banken har under klagesagen oplyst, at klagerens nuværende kreditkort spærres, når konverteringslinket sendes til klageren. Hvis klageren ikke accepterer vilkårene i linket, vil hun skulle ansøge om et nyt kreditkort, og der vil på ny finde en kreditvurdering sted. Der er ikke omkostninger forbundet med at få et nyt kreditkort.

Ankenævnet finder, at banken ikke var forpligtet til at tilbyde klageren at konvertere hendes kredit til et lån. Ankenævnet finder, at banken kunne fastlægge vilkårene for at tilbyde klageren konvertering til et lån, herunder at hendes kreditkort ville blive spærret som anført ovenfor.

Ankenævnet kan ikke pålægge banken at forhandle vilkårene for en konvertering af kreditten til et lån.

Klageren får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.