Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Erstatningskrav i forbindelse med investering i Danske Invest Korte Danske Obligationer.

Sagsnummer: 316/2005
Dato: 11-04-2006
Ankenævn: John Mosegaard, Lotte Aakjær Jensen, Ole Simonsen, Astrid Thomas, Poul Erik Tobiasen
Klageemne: Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
Ledetekst: Erstatningskrav i forbindelse med investering i Danske Invest Korte Danske Obligationer.
Indklagede: Danske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne sag vedrører klagerens erstatningskrav mod indklagede i forbindelse med hans investering i Danske Invest Korte Danske Obligationer i perioden 21. juli 2004 - 15. september 2005.

Sagens omstændigheder.

Ved nota af 21. juli 2004 afregnede indklagede klagerens køb af 7.747 stk. investeringsbeviser i Danske Invest Korte Danske Obligationer til kurs 103,1 svarende til en kursværdi på 798.715,70 kr. Ved handelen beregnede indklagede sig kurtage på 0,15 % svarende til 1.198,07 kr., hvorfor handelen blev afregnet til 799.913,77 kr.

I oktober 2004 fik klageren udbetalt et a conto udbytte på 1 kr. pr. investeringsbevis svarende til 7.747 kr.

Den 27. december 2004 indsatte klageren 201.865,67 kr. på en aftalekonto hos indklagede til en fast rente på 1,56 % p.a. i 31 dage.

Ved nota af 4. marts 2005 afregnede indklagede klagerens salg af 3.894 stk. af investeringsbeviserne til kurs 102,90 svarene til en kursværdi på 400.692,60 kr. Kurtagen var på 0,15 % eller 601,04 kr., hvorfor handelen blev afregnet til 400.091,56 kr.

Den 18. april 2005 sendte indklagede en udbyttemeddelelse til klageren om restudbytte på de resterende 3.853 stk. investeringsbeviser, som udgjorde 1,75 kr. pr. stk. svarende til 6.775 kr.

Den 1. juli 2005 sendte klageren en klage over investeringen til indklagede og rejste krav om erstatning for kurstab og manglende renteindtægt.

Ved skrivelse af 8. juli 2005 redegjorde indklagede for forløbet og afviste klagerens erstatningskrav.

Den 29. juli 2005 anmeldte klageren indklagede til bagmandspolitiet.

Den 15. september 2005 gennemførte indklagede klagerens salg af de resterende 3.853 stk. investeringsbeviser til kurs 102,90 svarende til en kursværdi på 396.473,70 kr. Kurtagen var på 0,15 % svarende til 594,71 kr., hvorfor handelen blev afregnet til 395.878,99 kr.

Ved skrivelse af 9. december 2005 fik indklagede meddelelse om, at Statsadvokaten for Særlige Økonomiske Kriminalitet havde besluttet ikke at indlede efterforskning i sagen, hvor klageren havde anmeldt indklagede "for overtrædelse af straffelovgivningen i forbindelse med køb af investeringsbeviser i Danske Invest."

Af indklagedes Forretningsbetingelser for handel med værdipapirer fremgår, at indklagede ved handel med obligationsbaserede investeringsbeviser i Danske Invest til en kursværdi mellem 200.000 kr. og 3 mio. kr. beregner sig kurtage på 0,15 %, dog maksimalt 3.000 kr.

Parternes påstande.

Den 6. december 2005 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet. Klageren har nedlagt endelig påstand om, at indklagede skal betale en erstatning på 11.655 kr., subsidiært 7.075 kr. Indklagede skal endvidere "ændre afregningssystemet med virkning i alle situationer."

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han på grund af lavt udbytte, kurstab og omkostninger ikke har opnået et tilfredsstillende afkast af investeringen.

Investeringen har primært været til fordel for indklagede, der opnår provision ved handelen med investeringsbeviserne, og som har beregnet sig urimeligt høje omkostninger i forbindelse med handlerne.

Investeringen har reelt givet et afkast på 1,49 % p.a. Han kunne have opnået en bedre forrentning ved i stedet at have foretaget aftaleindskud.

Provisionen forklarer indklagedes interesse for at sælge et ikke-bæredygtigt produkt. I februar 2005 blev han da også indkaldt til et møde hos indklagede med det formål at foretage et yderligere køb.

Ved a conto afregningen blev der udbetalt et større beløb, end der var optjent, og ved det senere salg blev det for meget udbetalte modregnet. Denne fremgangsmåde er i strid med gældende retspraksis, hvorefter betaling modtaget i god tro ikke kan kræves tilbage.

Indklagede skjuler de høje gebyrer ved at foregive, at kursen er højere ved køb og lavere ved salg end tilfældet er.

Det bestrides, at udbyttet afspejler sig i kursen på investeringsbeviserne. I så fald skulle salgskursen på hans investeringsbeviser have været højere end købskursen.

Kursen kan år efter år beregnes alene efter dato og startkurs. Indklagedes påstand om "indre værdier" har intet på sig og er uden reel betydning. Afregningssystemet virker kun, hvis investeringsbeviserne købes og sælges i samme halvår.

Indklagede har anført, at man ikke har begået nogen ansvarspådragende fejl i forbindelse med klagerens investering.

Klageren har modtaget korrekt udbytte af sine investeringsbeviser og har således ikke lidt noget økonomisk tab.

Principperne for prisfastsættelse af investeringsbeviser, herunder emissionstillæg og indløsningsfradrag, er fastsat i lovgivningen.

Kursen på investeringsbeviser bestemmes ud fra den såkaldte indre værdi, som er kursværdien af afdelingens værdipapirer og kontanter divideret med antallet af udstedte beviser. I perioder med overtal af købere i en afdeling, skal foreningen udstede nye beviser og købe værdipapirer for pengene. Afdelingens handelsomkostninger m.v. og udgifterne til den bank, der håndterer udstedelsen af investeringsbeviserne, dækkes ved, at de nye medlemmer betaler en kurs, der ligger over den indre værdi. Dette kurstillæg lægges til den indre værdi og giver emissionskursen. Er der omvendt overtal af sælgere i en afdeling, skal foreningen sælge ud af værdipapirerne i afdelingen for at kunne indløse beviserne. Her dækkes foreningens handelsomkostninger m.v. ved, at de medlemmer, der træder ud af foreningen, får en kurs, der ligger under den indre værdi.

Størrelsen af emissionstillæg og indløsningsfradrag ved handel med investeringsbeviser afhænger således af udbud og efterspørgsel i en given afdeling på handelstidspunkterne.

Indklagede kan ikke ændre principperne vedrørende beregning af emissionstillæg og indløsningsfradrag i Danske Invest eller andre investeringsforeninger.

Klagerens beslutning om at sælge investeringsbeviserne relativ kort tid efter købet må anses for en medvirkende årsag til det beskedne afkast.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Der er ikke grundlag for at fastslå, at indklagede i forbindelse med klagerens køb og salg af investeringsbeviser i Danske Invest Korte Danske Obligationer har begået fejl eller forsømmelser, der kan medføre et eventuelt erstatningsansvar.

Ankenævnet bemærker, at der i sagen ikke foreligger oplysninger om, at klageren i forbindelse med ekspeditionen af klagerens køb af investeringsbeviser har søgt rådgivning.

Ved klagerens handler har indklagede beregnet sig kurtage i overensstemmelse med de priser, der er anført i indklagedes Forretningsbetingelser for handel med værdipapirer. Den anvendte sats på 0,15 % i kurtage kan ikke tilsidesættes som urimelig.

Ankenævnet har ikke kompetence til at behandle den del af klagen, der angår kursfastsættelsen og afregningssystemet i Danske Invest, afdeling Korte Danske Obligationer.

En eventuel klage over Danske Invest kan indgives til Ankenævnet for Investeringsforeninger.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.