Spærring af provenu ved salg af ejendom efter krav fra den ene af de to af ejendommens ejere.
| Sagsnummer: | 83 /2007 |
| Dato: | 20-09-2007 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Karen Frøsig, Carsten Holdum, Ole Simonsen, Bent Olufsen |
| Klageemne: |
Deponering - øvrige spørgsmål
Skødedeponeringskonto - frigivelse |
| Ledetekst: | Spærring af provenu ved salg af ejendom efter krav fra den ene af de to af ejendommens ejere. |
| Indklagede: | Sparekassen Vendsyssel |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører indklagedes spærring af provenuet ved salget af en fællesejet fast ejendom efter krav fra klagerens tidligere samlever, der var medejer af ejendommen.
Sagens omstændigheder.
Ved købsaftale af 31. maj 2006 solgte klageren og dennes tidligere samlever S en ejendom, der var ejet i lige sameje af parterne.
Medio august 2006 meddelte S' advokat indklagede, at alene nogle eksisterende PBS-aftaler skulle fortsætte. Advokaten anførte samtidig, at provenuet fra salget af ejendommen ikke måtte frigives nogen af parterne, uden at der forinden forelå samtykke fra begge.
I forbindelse med handlen blev der i september 2006 deponeret 4.250.000 kr. hos indklagede på en deponeringskonto i klagerens og S' navn.
Ved en e-mail af 20. september 2006 meddelte klageren indklagede, at der ikke måtte betales regninger af indklagede fra kontoen.
Ved mail af 4. december 2006 meddelte indklagede klagerens advokat, at da man ikke havde modtaget enslydende ordrer fra klageren og S, ville man afvente en sådan ordre, forinden deling af kontoen kunne ske. Ved mail af 6. samme måned protesterede klagerens advokat herimod. Advokaten henviste i denne forbindelse til en mellem parterne etableret samejekontrakt om ejendommen.
Den 16. januar 2007 frigav indklagede til såvel klageren som S 177.968 kr., således at der herefter indestod 730.000,19 kr. på deponeringskontoen. Baggrunden for frigivelsen var, at der mellem klageren og S var opnået enighed om, at beløb overstigende 730.000 kr. kunne frigives med halvdelen til hver.
Af en samejeoverenskomst af 17. maj 2005 mellem klageren og S vedrørende ejendommen fremgår i § 9, stk. 6:
"Nettoprovenuet i forbindelse med salget skal fordeles forholdsmæssigt mellem os"
S' advokat har den 15. august 2007 meddelt samtykke til, at det på kontoen indestående beløb overstigende 160.000 kr. kan frigives med 50 % til hver af parterne.
Parternes påstande.
Klageren har den 16. marts 2007 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale hendes andel af det deponerede beløb svarende til 365.000 kr. med tillæg af renter efter renteloven fra 1. januar 2007.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at provenuet fra ejendommen, jf. samejeoverenskomsten, skal deles i henhold til ejerandel, således at hun skal have halvdelen af beløbet.
Indklagede har ikke modtaget transporterklæring fra hende eller meddelelse om udlæg i hendes andel af provenuet, som kan begrunde en fravigelse.
Indklagede har heller ikke modtaget faktura eller lignende, som kan dokumentere, at der mellem hende og S er en uklarhed om, hvordan provenuet skal fordeles.
S har efterfølgende for sine påståede krav mod hende udtaget stævning for 58.462,50 kr., som ligger væsentligt under det beløb, som indklagede uberettiget tilbageholder.
Da indklagede intet grundlag har for at tilbageholde hendes andel, bør indklagede derfor udbetale hendes andel af kontoen.
Indklagede har anført, at der i forbindelse med deponeringen af købesummen indklagede bekendt ikke blev indgået aftale mellem klageren og S om, at kontoens indestående skulle deles med 50 % til hver, når beløbet i forhold til køber kunne frigives.
Man har gentagne gange opfordret parterne og deres advokater til at tage initiativ til en løsning af spørgsmålet om kontoens udbetaling enten forligsmæssigt eller ved sagsanlæg.
Da der på det foreliggende grundlag er tvivl om, hvem der er rette fordringshaver, anser indklagede sig for berettiget til at opretholde spærringen af kontoen, indtil spørgsmålet er afgjort ved aftale eller retsafgørelse.
Indklagede er først under forberedelse af klagen blevet gjort opmærksom på, at S har udtaget stævning mod klageren. Man har derfor opfordret parterne til at opnå enighed om frigivelse af et beløb, som måtte overstige 2 x 58.462,50 kr.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Klageren og S, der begge er kontohavere på den konto, på hvilken provenuet hidrørende fra salget af deres ejendom indestår, har givet indklagede modstridende instrukser om, hvordan der skal forholdes med indeståendet. Ankenævnet finder derfor, at indklagede på grund tvivl om, hvem der er rette fordringshaver, er berettiget til at opretholde spærringen af kontoen, for så vidt angår et beløb op til 160.000 kr., indtil spørgsmålet ved aftale eller retsafgørelse er afklaret mellem klageren og S.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.