Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om refusion og erstatning af faste kreditomkostninger.

Sagsnummer: 948 /2009
Dato: 17-09-2010
Ankenævn: Kari Sørensen, Troels Hauer Holmberg, Ole Jørgensen, Karin Ladegaard og Karin Sønderbæk.
Klageemne: Omkostninger - øvrige spørgsmål
Ejerpantebrev - rykning
Ledetekst: Spørgsmål om refusion og erstatning af faste kreditomkostninger.
Indklagede: Alm. Brand Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne sag vedrører, om Alm. Brand Bank skal refundere og erstatte klagerne de i 2002 betalte faste kreditomkostninger ved klagernes opsigelse og indfrielse af kreditten i 2009.

Sagens omstændigheder.

Klagerne M og H er kunder i Alm. Brand Bank.

I juli 2002 ydede banken klagerne en EDC kredit på 200.000 kr. Til sikkerhed for kreditten blev etableret et ejerpantebrev på 200.000 kr., som havde oprykkende panteret efter to realkreditlån på henholdsvis ca. 700.000 kr. og 300.000 kr. Af EDC kreditaftalen fremgår:

"…

Rentesatsen fastsættes ud fra den af Nationalbanken offentliggjorte Ciborrente for en periode på 3 måneder, … Til denne rentesats lægges der et specifikt tillæg, som er gældende i hele kredittens løbetid. Tillægget er fastsat til 1,500%-point p.a.

Kreditomkostninger som ikke er afhængige af udnyttelsesprocenten:

*PROCENTAFGIFT,EJERPANTEBREV

kr.

3.000,00

* BASISAFGIFT (tinglysning)

kr.

1.400,00

* EKSPEDITIONSGEBYR

kr.

450,00

* STIFTELSESPROVISION

kr.

2.500,00

KONTOUDSKRIFTSGEBYR

kr.

635,25

ÅRSUDSKRIFTSGEBYR

kr.

162,75

Indtil anden aftale er indgået, forudsættes at kreditten indfries pr. 11.09.2032. Løbetiden er beregnet til 30 år og 2 måneder og der betales i alt 1 gang.

Uanset ovennævnte afviklingsbestemmelser kan kreditten af debitor indfries når som helst. Fra bankens side er kreditten uopsigelig i hele den aftalte løbetid. De i punkt 1 i "Vilkår for lån og kreditter" fastsatte opsigelsesvilkår er således ikke gældende for denne kredit. I ikke-forbrugerforhold og i tilfælde af misligholdelse, jfr. Punkt 2 i "Vilkår for lån og kreditter", er banken dog berettiget til at opsige kreditten som forfalden til øjeblikkelig indfrielse.

…"

Banken har anført, at klagerne i foråret 2009 ønskede at optage et tillægslån på ca. 400.000 kr. med sikkerhed i deres ejendom og i den forbindelse anmodede banken om at acceptere, at ejerpantebrevet rykkede for nye lån. Banken ville acceptere en rykning under forudsætning af, at klagerne accepterede, at EDC kreditten med udgangspunkt i en ny kreditvurdering blev afløst af en Boligkredit med bl.a. ændrede rentevilkår og en rentestigning fra 5,45 % til 6,50 % til følge.

Ved brev af 15. april 2009 til banken oplyste M, at EDC kreditten var opsagt og indfriet for ikke at få sagen om tillægsbelåning forsinket yderligere. M anførte, at banken uden ret hertil havde ændret i vilkårene for EDC kreditten.

Parternes påstande.

Klagerne har den 24. august 2009 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Alm. Brand Bank tilpligtes at betale en erstatning på 8.500 kr. for de ved optagelsen af EDC kreditten betalte omkostninger.

Alm. Brand Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klagerne har anført, at kreditten ved oprettelsen var 30-årig, medmindre ejendommen blev solgt forinden.

Bankens ublu betingelser for at acceptere en prioritetsrykning er at betragte som en utidig opsigelse af kreditten.

Sikkerheden for kreditten er blevet forøget siden oprettelsen.

Banken har ved krav om en væsentlig renteforhøjelse tvunget dem til at opsige kreditten i utide. Banken er derfor erstatningsansvarlig for de oprindeligt betalte kreditomkostninger.

Alm. Brand Bank har anført, at en rykning for tillægslånet ville medføre en forringelse af bankens panteret.

Der er ikke hjemmel i EDC kreditten eller ejerpantebrevet til, at banken skal acceptere en rykning og den dermed forbundne risikoforøgelse.

Banken var berettiget til med udgangspunkt i en ny kreditvurdering at foreslå en Boligkredit med ændrede rentevilkår som betingelse for at acceptere den af klageren ønskede rykning.

Banken har ikke givet udtryk for, at EDC kreditten ikke kunne fortsætte på uændrede vilkår.

Klagernes påstand om betaling af 8.500 kr. er ikke specificeret. De faste kreditomkostninger ved EDC kreditten var 8.148 kr. Tinglysningsafgiften udgjorde 4.400 kr. for ejerpantebrevet, som kan genbruges uafhængigt af den oprindelige kreditkontrakt. De resterende udgifter relaterer sig til gebyrer og provision ved kreditoptagelsen i 2002. Klagerne opsagde selv aftalen i 2009.

Klagerne har ikke lidt et erstatningsberettiget tab.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet lægger til grund, at klagerne forespurgte Alm. Brand Bank om accept til en rykning af ejerpantebrevet, og at bankens sikkerhed for EDC kreditten i så fald ville blive forringet.

Ankenævnet finder ikke, at klagerne i henhold til det aftalte kunne kræve, at banken accepterede rykningen. Banken kunne derfor godt - baseret på en fornyet kreditvurdering af klagerne - stille forslag om en ændring af EDC kreditten til en Boligkredit med bl.a. andre rentevilkår.

Ankenævnet finder, at opsigelsen og indfrielsen af EDC kreditten herefter beroede på klagernes eget valg, hvorfor de ikke har lidt et erstatningsberettiget tab.

Som følge heraf træffes følgende

">a f g ø r e l s e :

Klagen tages ikke til følge.