Omfang, alskyldserklæring.
| Sagsnummer: | 250/1992 |
| Dato: | 26-10-1992 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Peter Møgelvang-Hansen, Peter Stig Hansen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Pant - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Omfang, alskyldserklæring. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I 1990 solgte klageren sin faste ejendom til en bekendt. I forbindelse med handelens berigtigelse hjemtoges et kreditforeningslån på nominelt 485.000 kr., ligesom der udstedtes et sælgerpantebrev på 119.880,89 kr.
Indklagede forestod hjemtagelsen af kreditforeningslånet samt indfrielse af tinglyst gæld i den solgte ejendom, herunder seks udlæg. I den solgte ejendom var endvidere lyst to ejerpantebreve på 100.000 kr. og 90.000 kr., som var håndpantsat til indklagede til sikkerhed for klagerens engagement, som netto udgjorde ca. 285.000 kr. i indklagedes favør.
Klageren købte en anden ejendom. Indklagede foretog i denne forbindelse mellemfinansiering, og til brug herfor oprettedes den 20. september 1990 en boligsalgskredit med et maksimum på 175.000 kr. Af kassekreditkontrakten fremgår, at klageren stillede håndpant med et sikkerhedsdepot. Ved håndpantsætningserklæring af samme dato håndpantsatte klageren til indklagede til sikkerhed for, hvad klageren til enhver tid måtte være eller blive indklagede skyldig, sælgerpantebrevet på 119.880,89 kr., samt et ejerpantebrev på 100.000 kr. overflyttet fra den solgte ejendom til klagerens nye ejendom.
Ved skrivelse af 4. februar 1991 meddelte indklagede klageren, at provenuet fra ejerskiftelånet, 431.542,27 kr., var anvendt til inddækning af overtræk på klagerens budgetkonto, restancer på lånet, samt indfrielse af et af klagerens to boliglån. Det resterende beløb på 315.912,41 kr. var krediteret boligsalgskreditten.
Ved gældsbrev af 31. juli 1991 ydede indklagede klageren et lån på 135.000 kr. Provenuet heraf anvendtes til indfrielse af et udlæg på 67.000 kr. tinglyst i den solgte ejendom; den resterende del anvendtes til indfrielse af et af klagerens lån hos indklagede.
Ved skrivelse af 18. november 1991 til klageren redegjorde indklagede for anvendelsen af provenuet fra ejerskiftelånet. Indklagede har under klagesagen fremlagt kopi af bilag vedrørende beløbets anvendelse.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at frigive sælgerpantebrevet, at dokumentere anvendelsen af provenuet fra ejerskiftelånet, samt at indklagede godtgør klagerens ekstraudgifter i forbindelse med sagen.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for påstanden anført, at sælgerpantebrevet alene blev lagt til sikkerhed for boligsalgskreditten, som nu er indfriet. Klageren mener endvidere ikke at have modtaget dokumentation for de beløb, som er betalt via boligsalgskreditten.
Indklagede har anført, at sælgerpantebrevet blev pantsat til sikkerhed for ethvert mellemværende med indklagede, hvilket fremgår af håndpantsætningserklæringen fra 1990. Indklagede finder endvidere, at man gennem fremlæggelse af bilag har dokumenteret anvendelsen af det provenu, som fremkom ved hjemtagelsen af ejerskiftelånet.
Ankenævnets bemærkninger:
3 medlemmer - Frank Poulsen, Peter Stig Hansen og Ole Simonsen - udtaler:
Det fremgår af den af klageren den 20. september 1990 underskrevne håndpantsætningserklæring, at det omhandlede sælgerpantebrev er stillet til sikkerhed for, hvad klageren til enhver tid måtte være eller blive indklagede skyldig. Vi finder herefter ikke at kunne tage klagerens påstand om pantebrevets udlevering til følge.
Med hensyn til anvendelsen af provenuet ved hjemtagelsen af ejerskiftelånet på 485.000 kr., har indklagede gennem fremlæggelse af bilag dokumenteret beløbets anvendelse.
Medlemmet Peter Møgelvang-Hansen udtaler:
Jeg lægger til grund, at håndpantsætningserklæringen af den 20. september 1990, hvorved klageren gav indklagede pant i det omtvistede sælgerpantebrev, blev udstedt i anledning af en samme dag oprettet kassekredit (boligsalgskredit). Mens kassekreditkontrakten indeholdt en udtrykkelig henvisning til håndpantsætningserklæringen, er denne - ligesom sikkerhedsspørgsmålet i det hele taget - uomtalt i gældsbrevet, der blev udstedt godt 10 måneder senere.
Gældsbrevlånet er oprettet efter kreditaftalelovens ikrafttræden og falder efter det oplyste inden for lovens anvendelsesområde, jf. herved lovens § 1, stk. 3. Lovens § 8 foreskriver, at en kreditaftale skal udfærdiges skriftligt og indeholde en række nærmere bestemte oplysninger samt "aftalens øvrige væsentlige vilkår". Et vilkår om sikkerhed for kreditten findes klart at måtte betegnes som et væsentligt vilkår i bestemmelsens forstand, jf. således også EF-direktivet om forbrugerkredit (87/102/EØF) art. 4, stk. 3, sammenholdt med direktivets bilag under punkt 4, ii. I overensstemmelse med sædvanlige principper om aftalefortolkning foretages fortolkningen med udgangspunkt i bl.a. en almindelig formodning om, at aftalen ikke er i strid med de krav, lovgivningen stiller til dens indhold. Dette fortolkningsprincip har ikke mindst betydning i et tilfælde som det foreliggende, hvor aftaledokumenterne er udformet af indklagede, der som pengeinstitut er velkendt med kreditaftaleloven og problemerne med alskyldklausuler.
Uanset at der i håndpantsætningserklæringen af den 20. september 1990 er foretaget afkrydsning i rubrikken om sikkerhed for, hvad klageren "til enhver tid måtte være eller blive [indklagede] skyldig", finder jeg herefter ikke tilstrækkeligt grundlag for at anse det for aftalt mellem parterne, at også gældsbrevslånet af 31. juli 1991 skulle have sikkerhed i sælgerpantebrevet. Jeg stemmer derfor for, at klagerens påstand vedrørende sælgerpantebrevet tages til følge. I øvrigt stemmer jeg som flertallet.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.