Spørgsmål om placering af ratepensionsmidler i pulje var aftalt.
| Sagsnummer: | 238/2020 |
| Dato: | 18-10-2021 |
| Ankenævn: | Bo Østergaard, Christina Bryanth Konge, Jimmy Bak, Jacob Ruben Hansen, Finn Borgquist. |
| Klageemne: |
Pensionskonti - øvrige spørgsmål
Puljepension - øvrige spørgsmål Ratepension - placering |
| Ledetekst: | Spørgsmål om placering af ratepensionsmidler i pulje var aftalt. |
| Indklagede: | Vestjysk Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Klageren medhold.
Indledning
Denne sag vedrører, om placering af ratepensionsmidler i pulje var aftalt.
Sagens omstændigheder
Klageren i denne sag er boet efter nu afdøde, A, der var kunde i Vestjysk Bank.
A havde en ratepension (konto nummer -421) i banken. Ratepensionsaftalen er ikke fremlagt i sagen.
I september 2017, hvor ratepensionen var under udbetaling, underskrev A en investeringsprofilaftale med banken. Af aftalen fremgik blandt andet, at A ikke havde kendskab til investering, at hans samlede nettoformue udgjorde 500.000 kr. - 3.000.000 kr., at han ønskede at investere 100.000 kr. - 350.000 kr., og at hans risikovillighed var mellemrisiko.
Samtidig underskrev A vedrørende konto nummer -421 en ”Aftale om investering i Lokal Puljeinvest” som ”Tillæg til din aftale om Ratepension Under Udbetaling”. Af aftalen fremgik blandt andet:
”…
Der er med virkning fra 01-10-2017 aftalt følgende om din indtræden i Lokal Puljeinvest med investering af din Ratepension Under Udbetaling i denne puljeordning:
…
100,00 % Mixpulje Middel
Hvis en del af opsparingen ønskes placeret kontant, forrentes denne med den af vestjyskBANK til enhver tid fastsatte rente, som beregnes bagud og tilskrives kontoen hver årsultimo, første gang den 31-12-2017.
…
Din Profil – bilag til aftale om investering i Lokal Puljeinvest
Valgte risikoprofil
Opsparingen investeres ud fra en Mellem 5-10 risikoprofil med 0 år til udbetaling.
Omfattede formue
Startformue: 127.465,00 kr.
…”
Hvert kvartal modtog klageren et brev om puljeafkastet i procent på konto -421. Af brevet fremgik, at puljen var ”Mixpulje Høj”. Det fremgik ikke hvor stort et beløb, der var placeret i pulje, eller med hvilke beløb, der blev tilskrevet afkast.
Hvert år i januar modtog klageren en opgørelse over puljeafkastet i procent og i kroner på konto -421. Det fremgik endvidere, at puljen var ”Mixpulje Høj”. Det fremgik ikke hvor stort et beløb, der var placeret i puljen.
Den 16. september 2019 blev der indsat 454.772,81 kr. på konto -421. Beløbet var efter det oplyste ratepensionsmidler, der havde stået på en højrentekonto nummer -240, som nu var udløbet. Der er under sagen ikke fremlagt dokumenter herom.
Den 28. april 2020 sendte A en klage til banken. A anførte:
”…
I forbindelse med min fremskredne sygdom, var jeg inde og tjekke op på mine pensionskonti for at sikre [A’s ægtefælle, H] den bedst mul[ig]e økonomiske fremtid.
Til min skræk konstaterer jeg, at hele min ratepension er pla[c]eret i lokal Pulje 6/8 Mixpulje Høj
Da jeg mener, at dette absolut må være en fejl. Ikke mindst fordi du var meget bekendt med min ringe villighed til risiko.
Onsdag den 15. april tager jeg telefonisk kontakt til dig for at få afklaret fejlen med henvisning til min tegnede investeringsprofil den 13. september 2017 og efterfølgende tilsagn om investering af kr.127.465 i Mixpulje Middel.
Du lovede at undersøge sagen og vender tilbage tirsdag den 21. april med en forklaring om at en tidligere udløben højrente konto er overført til investeringspuljen (Det drejer sig om kr. 454.772 der den 16. september uden videre er overført, med en ikke tilsigtet risiko til følge.
Risiko profilen er så endvidere opgraderet til høj risiko. Med en kryptisk forklaring om, at udbetalingsperioden er blevet mere end 10 år og derfor opgraderingen.
De 454.772 kr. var netop placeret på en højrente konto fordi jeg ikke ønskede at spille med mine pensionsmidler i min fremskredne alder. Den holdning var du via flere samtaler meget bekendt med
Mit postulat er derfor. at jeg ifølge mit underskrift rum, på intet tidspunkt har accepteret højere risiko end middel og kun med de på kontoen stående kr. 127.465
Jeg mener heller ikke at det er i overensstemmelse med god bankrådgiv[…]ning, at overføre kr. 454.772 til pulje med høj risiko på en pensionskonto under udbetaling.
Min påstand er, at de overførte kr. 454.772 den 16. September skal tilbageføres til en passiv konto snarrest.
Jeg ved godt, at der så også er et udbytte der skal tilbageføres, men til gengæld noget pal skat, der så ikke skal betales. En værre redelighed, men det skal jo gøres.
Jeg vil denne gang gerne […] bede om et skrif[t]ligt svar og med henblik på evt. videreforløb oplysning om, hvem der er den klageansvarlige i Vestjysk Bank.
Jeg har desværre ikke ubegrænset tid, og vil derfor venligst bede om et snarlig svar, så jeg har mulighed for at træffe de nødvendige foranstaltning.
…”
Ved mails af 2. og 18. juni 2020 til banken rykkede klageren for svar på klagen.
Den 27. juni 2020 indgav A en klage over Vestjysk Bank til Ankenævnet.
I december 2020 døde A. Boet efter A v/H indtrådte i klagesagen. Det er uoplyst, om der var indsat en begunstiget på ratepensionen.
Parternes påstande
Boet efter A v/H har nedlagt påstand om, at Vestjysk Bank uden omkostninger skal tilbageføre det uretmæssige indsatte beløb på 454.772 kr. i puljeordningen til en selvstændig ratepension.
Vestjysk Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
A og boet efter A v/H har anført, at ratepensionsmidlerne ikke blev placeret som aftalt.
Banken har uden A’s viden og samtykke forhøjet hans risikovillighed til høj risiko og overført de 454.772 kr., der var placeret kontant, til Puljeinvest. Banken ignorerede, at A’s risikovillighed var lav.
A havde ikke erfaring med at investere, og han ønskede højst at investere 100.000 kr. - 300.000 kr.
Den omstændighed, at A ikke opdagede bankens fejl, betød ikke, at han stiltiende samtykkede.
A var ikke bekendt med det af banken anførte om, at konto -421 var en ”moderkonto”, hvortil de 454.772 kr. skulle ”tilbageføres”. De 454.772 kr. har aldrig stået på konto -421, som udelukkende var beregnet for investering i Mixpuljeordningen med risiko middel, begrænset til formuen på 127.465 kr.
Overførslen af de 454.772 kr. var i strid med A’s ønsker, i strid med investeringsprofilaftalen og medførte en væsentlig overskridelse af A’s investeringsgrænse.
A døde i december 2020, men ratepensionsmidlerne blev først udtaget af pulje den 23. februar 2020.
Vestjysk Bank har anført, at det blev aftalt, at indeståendet på A’s ratepension under udbetaling -421 skulle investeres i ”Mixpulje Høj”, uanset, at det i henhold til ”Aftale om investering i Lokal Puljeinvest – Tillæg til din aftale om Ratepension Under Udbetaling” var aftalt, at der skulle ske investering i ”Mixpulje Middel”.
Indeståendet på højrentekontoen (-240) blev den 16. september 2019 ”tilbageført” til ”moderkontoen”, det vil sige til ratepension -421, idet højrentekontoens løbetid udløb pr. denne dato. Højrentekontoen -240 blev ikke forlænget, da kontoens udløbstid udløb den 16. september 2020, og som følge heraf blev indeståendet på kontoen overført til moderkontoen, som var -421. Konto -420, som var en del af ratepensionen, er således ophørt.
Såfremt der den 16. september 2020 ikke var blevet overført 454.772 kr. fra højrentekontoen -240 til ratepensionen -421, ville ratepensionen inden for kort tid have været tømt for midler, og de månedlige udbetalinger til klageren ville dermed ophøre.
A gjorde først indsigelse i foråret 2020. Som følge af klagerens passivitet over for de tilsendte års- og kvartalsoversigter er det stiltiende aftalt mellem parterne eller accepteret af klageren, at ratepensionen skulle investeres i ”Mixpulje Høj”.
Ankenævnets bemærkninger
Nu afdøde A, der havde en ratepension i Vestjysk Bank, underskrev i september 2017 en investeringsprofilaftale med banken. Samtidig underskrev A en aftale med banken, hvorefter 127.465 kr. af A’s ratepensionsmidler i banken pr. den 1. oktober 2017 skulle placeres i ”Mixpulje Middel”, hvilket stemte overens med det anførte i investeringsprofilaftalen.
Den 1. oktober 2017 blev 127.465 kr. af A’s ratepensionsmidler placeret i ”Mixpulje Høj”, og den 16. september 2019 blev 454.772 kr. af A’s ratepensionsmidler, som indtil da havde været placeret kontant, også placeret i ”Mixpulje Høj”.
Mod A’s benægtelse kan det ikke lægges til grund, at det i modstrid med aftalen af september 2017 blev aftalt i stedet at placere de 127.465 kr. i ”Mixpulje Høj”.
Det kan heller ikke lægges til grund, at det blev aftalt, at de 454.772 kr., som var placeret kontant, i stedet skulle placeres i ”Mixpulje Høj”.
Efter det foreliggende finder Ankenævnet ikke, at det kan bebrejdes A, at han ikke opdagede, at hans ratepensionsmidler ikke var placeret som aftalt.
Ankenævnet finder herefter, at Vestjysk Bank skal imødekomme påstanden fra boet efter A om, at stille boet som om, at de 454.772 kr. ikke var blevet placeret i pulje den 16. september 2019, men i stedet var blevet placeret kontant.
Ankenævnet finder endvidere, at banken – hvis boet efter A anmoder om det – skal stille boet som om, at de 127.465 kr. siden den 1. oktober 2017 til stadighed havde været placeret i ”Mixpulje Middel” i stedet for ”Mixpulje Høj”.
Ankenævnets afgørelse
Hvis boet efter A inden 30 dage efter denne afgørelse anmoder om det, skal Vestjysk Bank stille boet som om, at de 454.772 kr. ikke var blevet placeret i pulje den 16. september 2019, men i stedet var blevet placeret kontant.
Hvis boet efter A inden 30 dage efter denne afgørelse anmoder om det, skal Vestjysk Bank endvidere stille boet som om, at de 127.465 kr. siden den 1. oktober 2017 til stadighed havde været placeret i ”Mixpulje Middel” i stedet for ”Mixpulje Høj”.
Klageren får klagegebyret tilbage.