Overførsel af beløb til selskabskonto fra klagers privatkonto i 1990.
| Sagsnummer: | 400/1997 |
| Dato: | 06-05-1998 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Lisbeth Baastrup, Ole Just, Ole Reinholdt, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Passivitet - overførsel til tredjemands konto
Forældelse - øvrige spørgsmål Akkord - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Overførsel af beløb til selskabskonto fra klagers privatkonto i 1990. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører overførslen af et beløb på 6.200 kr., som indklagede i august 1990 overførte fra klagerens private konto til inddækning af et overtræk på et anpartsselskabs konto. Anpartsselskabet var ejet af klageren.
Sagens omstændigheder.
Ved skrivelse af 9. august 1990 meddelte indklagede anpartsselskabet A, der var ejet af klageren, at der var overført 6.200 kr. fra klagerens private konto til A's konto som følge af et overtræk i samme størrelsesorden.
Efter det oplyste blev A's bo taget under konkursbehandling den 4. oktober 1990, men konkursdekretet blev ophævet den 16. s.m. I november/december 1990 påbegyndtes via skifteretten en tvangsopløsning af A. I denne forbindelse blev en Mazda 929, der var ejet af A og underpantsat til sikkerhed for A's billån hos indklagede, overtaget af klageren. Indklagede har oplyst, at man ikke længere er i besiddelse af dokumentation eller materiale i forbindelse med bobehandlingen.
Primo 1992 bevilgede indklagede klageren en akkord vedrørende en gæld på ca. 89.000 kr. til indklagede. Ifølge akkorden skulle klageren indbetale 1.000 kr. månedligt, første gang 1. februar 1992. Efter betaling af 60.000 kr. ville klageren modtage saldokvittering. Akkorden blev formaliseret ved frivilligt forlig af 9. juli 1993, hvoraf fremgår:
"Debitor [klageren] Kreditor [indklagede] ... kredit [-0401], saldo pr. 12./3-1992 kr. 89.064,74"
Ved skrivelse af 19. juni 1994 rettede klageren henvendelse vedrørende forskellige konti hos indklagede. Klageren omtalte bl.a. en overførsel mellem to konti og anførte i denne forbindelse, at da der var "tale om 2 private konti er det vel i orden selvom den ene konto var firmaets". Klageren stillede desuden spørgsmål ved baggrunden for overførslen af beløbet på 6.200 kr. den 9. august 1990. Ved skrivelse af 18. oktober 1994 anførte indklagede, at man ikke kunne foretage sig yderligere vedrørende overførslen på 6.200 kr. "da der er gået næsten 4 år inden du har påtalt problemet og dels da du har underskrevet frivilligt forlig den 9. juli 1993 med virkning fra 1. februar 1992".
Ved skrivelse af 10. december 1994 meddelte klageren, at han fastholdt sin indsigelse mod overførslen, og at han ville overlade sagen til sin advokat for at høre dennes vurdering. Ved skrivelse af 13. s.m. anførte indklagede, at man ikke ønskede at ændre det tidligere fremsendte svar.
Ved skrivelse af 10. maj 1995 vendte klageren tilbage til spørgsmålet om overførslen. Ved skrivelse af 16. s.m. henholdt indklagede sig til sin skrivelse af 13. december 1994.
Klageren har oplyst, at han den 29. juni 1995 henvendte sig telefonisk til Ankenævnets sekretariat, men fik oplyst, at "man ikke tog sig af erhvervssager". Han indgav derfor ikke klage på dette tidspunkt.
Ved skrivelse af 11. juli 1996 meddelte indklagede klageren, at det frivillige forlig var overholdt. Indklagedes sikkerhed i et ejerpantebrev på 200.000 kr. kunne dog ikke udleveres, idet det lå til sikkerhed for, hvad klageren til enhver tid måtte være eller blive indklagede skyldig. Indklagede anmodede om indbetaling af beløb på henholdsvis 1.710,41 kr. og 37,98 kr. i henhold til to konti, hvorefter ejerpantebrevet kunne frigives. Den 16. august 1996 indbetalte klageren under protest de nævnte beløb og forbeholdt sig at vende tilbage hertil.
Parternes påstande.
Klageren har den 5. november 1997 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale erstatning.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at indklagedes overførsel af beløbet på 6.200 kr. var uberettiget, idet modregningsbetingelserne ikke forelå. Såfremt der måtte eksistere en 5-års frist for indsigelse imod overførslen, er fristen overholdt, idet han protesterede inden 5 år fra 9. august 1990. Han finder ikke, at indgåelsen af det frivillige forlig kan afskære ham fra at tage spørgsmålet op. Forliget vedrørte en bestemt kredit. Indklagede undlod da heller ikke efterfølgende at afkræve ham betaling for to mindre beløb fra to andre konti, som eksisterede på tidspunktet for forligets indgåelse. Han bør derfor ikke være afskåret fra at rejse spørgsmålet vedrørende overførslen. I forbindelse med bobehandlingen i 1990 ønskede han at overtage Mazdaen. Han indhentede to tilbud på henholdsvis 48.000 og 52.000 kr. og tilbød på denne baggrund at betale 50.000 kr. for bilen. Indklagede indhentede imidlertid et højere tilbud på 65.000 kr., som han herefter måtte betale. Han forstår ikke baggrunden for indklagedes handlemåde, da A ikke havde gæld ud over billånet, hvis restgæld var på ca. 43.000 kr. Indklagedes handlemåde var således til direkte skade for ham.
Indklagede har anført, at man på grund af det tidsmæssige aspekt i sagen ikke i dag gennem fremlæggelse af bilag kan dokumentere, hvorvidt der var tale om overførsel ifølge aftale, en accepteret praksis eller lignende. Det er imidlertid indklagedes opfattelse, at der var sammenfald mellem A's og klagerens økonomi, og at overførslerne skete i overensstemmelse med klagerens interesser og i forståelse med denne. Dette bekræftes af klagerens skrivelse af 19. juni 1994. Såfremt der måtte være tale om erstatning for uberettiget træk på klagerens konto, er et sådant krav forældet efter § 1 i 1908-loven, idet klagerens indsigelse fremsat i juni 1994 og senere ikke afbryder forældelsen. Såfremt Ankenævnet ikke anser kravet for forældet, bør klagen dog ikke tages til følge dels på grund af klagerens og virksomhedens fælles interesser, dels på grund af klagerens passivitet og endelig fordi klageren ved akkordaftalens indgåelse må anses for at have tiltrådt overførslen eller for at have frafaldet kravet. Klageren kunne senest på dette tidspunkt have gjort opmærksom på, at overførslen ikke kunne accepteres. I så fald var beløbet blevet modregnet, forinden akkorden blev indgået. Indklagede kunne med rette gå ud fra, at klageren i forbindelse med drøftelse af en akkord af egen drift ville gøre indklagede opmærksom på eventuelle modkrav. Klageren kan ikke over for indklagede rejse indsigelse mod konkursboets salg af aktiver, idet indsigelserne vedrører boets behandling.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Indledningsvis bemærkes, at klagerens krav om erstatning på baggrund af indklagedes overførsel foretaget i 1990 ikke kan anses for omfattet af forældelsesloven af 1908.
Klageren gjorde første gang kravet gældende ved sin henvendelse af 19. juni 1994, som indklagede afviste ved skrivelsen af 18. oktober s.å. Den 10. december 1994 rejste klageren igen kravet, men indklagede fastholdt ved skrivelse af 13. s.m. sin afvisning. Klageren rejste derpå kravet ved skrivelse af 10. maj 1995 og indklagede afviste dette ved skrivelse af 16. s.m. Klageren har herefter først rejst kravet ved indgivelsen af klagen i november 1997.
Ankenævnet finder, at klageren har udvist en sådan passivitet, at han ikke nu kan gøre kravet gældende. Herved bemærkes, at indklagedes muligheder for nu at dokumentere eventuelle aftaler med klageren om berettigelsen i beløbets overførsel må anses for stærkt begrænsede.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.