Indsigelse om, at banken ikke havde efterlevet aftale om løbende overførsler til børneopsparing, der var oprettet i 2007 og udbetalt i 2025, fra konto oprettet til indskyder i 2007. Krav om at banken skal indbetale det manglende beløb på børneopsparingen.
| Sagsnummer: | 488/2025 |
| Dato: | 18-02-2026 |
| Ankenævn: | Helle Korsgaard Lund-Andersen, Christina Bryanth Konge, Iben Leisner, Morten Bruun Pedersen og Elizabeth Bonde. |
| Klageemne: |
Børneopsparingskonto - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Indsigelse om, at banken ikke havde efterlevet aftale om løbende overførsler til børneopsparing, der var oprettet i 2007 og udbetalt i 2025, fra konto oprettet til indskyder i 2007. Krav om at banken skal indbetale det manglende beløb på børneopsparingen. |
| Indklagede: | Spar Nord Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører indsigelse om, at banken ikke havde efterlevet aftale om løbende overførsler til børneopsparing, der var oprettet i 2007 og udbetalt i 2025, fra konto oprettet til indskyder i 2007. Krav om at banken skal indbetale det manglende beløb på børneopsparingen.
Sagens omstændigheder
Klagerne i sagen er H og M samt H’s barnebarn, B.
I 2007 oprettede H som indskyder en børneopsparing, konto -190, til B. Klagerne har oplyst, at børneopsparingen blev oprettet som barnedåbsgave for B i Spar Nord Banks afdeling 1.
Klagerne har anført, at børneopsparingen blev oprettet med en aftale om, at der hver måned på børneopsparingen skulle indsættes 50 kr., som skulle overføres fra en til H oprettet konto. Samme dag oprettede H en konto i bankens afdeling 1 til dette formål og indsatte 5.000 kr. med aftale om, at der fra kontoen skulle overføres 50 kr. hver måned til børneopsparingen. Klagerne har anført, at banken ikke efterlevede aftalen om månedlige overførsler på 50 kr. til børneopsparingen. Bankens afdeling 1 blev efterfølgende lukket, uden at H og M blev adviseret, og H’s konto blev overført til bankens afdeling 2.
Banken har anført, at den ikke har kunnet finde dokumentation for, at H i forbindelse med oprettelsen af børneopsparingen skulle have oprettet en betalingsaftale med banken om en månedlig overførsel på 50 kr. til børneopsparingen eller for, at H skulle have indsat 5.000 kr. på en konto til brug for den påståede betalingsaftale. Banken har endvidere ikke kunnet identificere en konto tilhørende H, hvorpå der skulle være indsat 5.000 kr. til brug for den påståede betalingsaftale.
Børneopsparingen blev udbetalt til B den 27. august 2025 med 2.823,06 kr.
I sagen er fremlagt kontoudskrift for konto -190 for perioden fra den 4. maj 2016 til den 27. august 2025, hvoraf fremgår, at saldoen var 2.860,14 kr. den 4. maj 2016 og 2.823,06 kr. den 27. august 2025, og at der i denne periode alene blev tilskrevet rentebeløb og trukket et gebyr på 250 kr. for overførsel af indeståendet den 27. august 2025. Banken har oplyst, at bankens tilgængelige kontohistorik for børneopsparingen kun går tilbage til 2016. Banken har endvidere fremlagt en kontooversigt fra banken til H for 2013, hvor børneopsparing, konto -190, fremgår med et indestående på 2.702,09 kr. samt årsoversigt pr. 30. december 2021 fra banken til H, hvor børneopsparing, konto -190, fremgår med en saldo på 2.950,54 kr. Klagerne har anført, at de ikke har modtaget den fremlagte kontoudskrift, kontooversigt eller årsoversigt.
Banken har anført, at H som indskyder løbende modtog blandt andet konto- og årsoversigter. Klagerne har bestridt, at banken holdt dem løbende orienteret via kontoudtog, og har anført, at de aldrig har modtaget post fra banken.
I e-mail af 17. september 2025 til M oplyste banken, at der ikke var indgået indbetalinger på børneopsparingen siden 2016, og at banken ikke havde mulighed for at gå længere tilbage end 2016. I brev af samme dag til banken anførte H og M blandt andet, at banken havde misligholdt aftalen om overførsel af i alt 5.000 kr. til børneopsparingen ved månedlige overførsler.
Parternes påstande
Den 13. oktober 2025 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Spar Nord Bank skal pålægges at rekonstruere børneopsparingen, så B får den tiltænkte dåbsgave, med forrentning af renters rente i de 18 år som oprindeligt aftalt.
Spar Nord Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klagerne har blandt andet anført, at der i bankens afdeling 1 blev oprettet en børneopsparing med en aftale om, at der månedsvis skulle indsættes 50 kr., som skulle tages fra H’s konto. Der var tale om en skattebegunstiget konto med en favorabel forrentning. Samme dag oprettede H en konto i bankens afdeling 1 sammen med og til brug for børneopsparingen og indsatte 5.000 kr. til formålet. Frem til oprettelsen havde H ingen bankkontakt.
Børneopsparingen var ment som et startbeløb, når B fyldte 18 år til bolig, uddannelse eller andet.
De blev ikke underrettet om, at bankens afdeling 1 blev lukket, og at deres engagement var overflyttet til bankens afdeling 2. De bestrider, at banken løbende holdt dem orienteret via kontoudtog. De har ikke modtaget den fremlagte kontoudskrift, kontooversigt eller årsoversigt. De får sikkert aldrig opklaret, om der er tale om efterfabrikater. Der er tale om et forsøg på at svine dem til og fremstille dem som den passive part.
Det er muligt, at banken har indlagt diverse information via sin hjemmeside som intern post hvilket kræver, at der skal logges ind, med MitID og alle koder for at se, om der skulle være noget, men dette opfatter de ikke som løbende orienterring.
Efter 18 år opdagede de, at der intet var blevet indsat på B’s børneopsparing.
De ønsker at få at vide, hvor de 5.000 kr., der blev indsat på H’s konto, er blevet af, hvorfor aftalen om månedlig indsættelse af 50 kr. ikke blev opfyldt, og hvorfor de ikke fik meddelelse om lukning af afdeling 1.
De har ingen forståelse for, at banken undskylder sig med, at de ikke længere har dokumentation for konti 18 år tilbage, specielt ikke når det drejer sig om en børneopsparing, der netop skal udbetales efter en opsparingsperiode på 18 år
Efter en hurtig beregning skulle der have været et indestående på ca. 10.800 kr. tillagt forrentning i 18 år. Man fristes til at tænke, at banken løbende har taget en række smågebyrer, så kontoen med de 5.000 kr. blev spist op uden advisering til kontohaver. Banken beregnede sig således et gebyr på 300 kr. for at udbetale indeståendet til B.
Spar Nord Bank har anført, at klagernes påstand om, at der blev oprettet en betalingsaftale med overførsel af 50 kr. månedligt til børneopsparingen fra en konto med et indskud på 5.000 kr., er udokumenteret og bestrides. Banken henviser til kontoudskriften for perioden fra den 4. maj 2016 til den 27. august 2025 samt kontooversigten for 2013 og årsoversigten for 2021, hvor der ikke figurerer posteringer med en fast overførsel hver måned på 50 kr., og hvor der ikke på noget tidspunkt var et indestående på ca. 5.000 kr.
Klagernes påståede krav er bortfaldet på grund af forældelse og/eller ved passivitet. Børneopsparingen blev oprettet i 2007 og indskyder H har hvert år modtaget kontooversigter/årsoversigter, hvoraf størrelsen af indeståendet på børneopsparingen fremgik. Som det fremgår af de fremlagte kontooversigter/årsoversigter, var indeståendet på børneopsparingen ultimo 2013 2.702,09 kr. og ultimo 2021 2.950,54 kr. På trods af de løbende kontooversigter/årsoversigter har H på intet tidspunkt før børneopsparingens udbetaling kontaktet banken med indsigelse om, at der qua den påståede betalingsaftale burde stå ca. 5.000 kr. og dels i øvrigt fremgå månedlige overførsler af 50 kr. af kontooversigterne.
Klagerne har derfor ikke uden unødigt ophold gjort indsigelsen/klagetemaet gældende overfor banken. Udover at der er indtrådt forældelse, har klagerne udvist en sådan passivitet i forbindelse med deres manglende indsigelser overfor banken, at de har fortabt deres indsigelsesret overfor banken.
Ankenævnets bemærkninger
Klagerne i sagen er H og M samt H’s barnebarn, B.
I 2007 oprettede H som indskyder en børneopsparing, konto -190, til B i Spar Nord Bank. Klagerne har oplyst, at børneopsparingen blev oprettet som barnedåbsgave for B. Børneopsparingen blev udbetalt til B den 27. august 2025 med 2.823,06 kr.
Klagerne har anført, at børneopsparingen blev oprettet med aftale om, at der hver måned på børneopsparingen skulle indsættes 50 kr., som skulle overføres fra en konto oprettet til H. Samme dag oprettede H en konto i banken til dette formål og indsatte 5.000 kr. med aftale om, at der fra kontoen skulle overføres 50 kr. hver måned til børneopsparingen. Klagerne har endvidere anført, at banken ikke efterlevede aftalen om at overføre 50 kr. hver måned til børneopsparingen.
Banken har bestridt det af klagerne anførte. Banken har anført, at den ikke har kunnet finde dokumentation for, at H i forbindelse med oprettelsen af børneopsparingen skulle have oprettet en betalingsaftale med banken om en månedlig overførsel på 50 kr. til børneopsparingen eller for, at H skulle have indsat 5.000 kr. på en konto til brug for den påståede betalingsaftale.
Af kontoudskrift for konto -190 for perioden fra den 4. maj 2016 til den 27. august 2025 fremgår, at saldoen var 2.860,14 kr. den 4. maj 2016 og 2.823,06 kr. den 27. august 2025, og at der i denne periode alene blev tilskrevet rentebeløb og trukket et gebyr på 250 kr. for overførsel af indeståendet den 27. august 2025. I en kontooversigt fra banken til H for 2013 fremgår børneopsparing, konto -190, med et indestående på 2.702,09 kr. I årsoversigt pr. 30. december 2021 fra banken til H fremgår børneopsparing, konto -190, med en saldo på 2.950,54 kr.
Ankenævnet finder, at klagerne ikke har godtgjort, at der i forbindelse med oprettelsen af børneopsparingen blev indgået aftale med banken om løbende overførsler til børneopsparingen fra en af H oprettet konto i banken. Det er heller ikke godtgjort, at banken har handlet ansvarspådragende eller på andet grundlag er forpligtet til at indbetale et beløb til B.
Klagerne får herefter ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klagerne får ikke medhold i klagen.