Afgørelse

Indsigelse fra arvinger om, at hævninger på afdødes konto ikke var sket med frigørende virkning for banken.

Indledning

Denne sag vedrører indsigelser fra arvinger om, at nogle hævninger på afdødes konto ikke var sket med frigørende virkning for banken.

Sagens omstændigheder

Klagerne i denne sag er fire af flere privatskiftende arvinger efter nu afdøde A, der var kunde i Sydbank. A døde i oktober 2013. Han var født i 1921 og sad ved sin død i uskiftet bo.

I forlængelse af A’s død gjorde klagerne indsigelse mod nogle hævninger på A’s konto i Sydbank. Indsigelserne blev afvist af banken, og det lykkedes ikke at opnå enighed mellem parterne.

Den 11. august 2014 indgav klagerne en klage over Sydbank til Ankenævnet. Under klagesagen har klagerne fastholdt deres indsigelser vedrørende en hævning på 60.000 kr. den 13. november 2012 og to hævninger på hver 20.000 kr. henholdsvis den 17. april og 13. september 2013. Klagerne har endvidere gjort indsigelse mod 23 hævninger på i alt 104.300 kr. med A’s Visa/dankort i bankens hæveautomater i perioden 17. april 2012 - 4. september 2013.

Under sagen er der blandt andet fremlagt afskrifter af nogle telefonsamtaler mellem A og hans rådgiver i banken i perioden 15. december 2011 - 11. juni 2013, herunder en telefonsamtale den 13. november 2012, der dannede grundlag for overførslen på 60.000 kr. samme dag. Om baggrunden for dokumentationen af telefonsamtalerne har banken oplyst, at A’s rådgiver i banken tillige var tilknyttet bankens investeringsafdeling.

Endvidere er der blandt andet fremlagt skærmprint vedrørende Visa/dankort hævningerne på i alt 104.300 kr., et udbetalingsbilag, der er underskrevet af A’s samlever, S, vedrørende den ene af de to hævninger på 20.000 kr. og en blanket om kontofuldmagt vedrørende bemyndigelse til dispositioner over A’s konto. Blanketten er underskrevet af S, men ikke af A.

Hævningen på 60.000 kr. fremgik af kontoudskriften for A’s konto med posteringsteksten ”Overført til [S’s fornavn]”. Posteringsteksterne for hævningerne på 2 x 20.000 kr. var henholdsvis ”aftale” og ”Iflg. aftale”.

Parternes påstande

Klagerne har nedlagt påstand om, at Sydbank skal betale 204.300 kr.

Sydbank har nedlagt påstand om principalt frifindelse, subsidiært afvisning.

Parternes argumenter

Klagerne har anført, at banken har forsømt sin pligt til at sikre sig, at hævningerne på A’s konto skete med A’s samtykke.

A’s pensioner udgjorde cirka 150.000 kr. årligt, mens hans forbrug udgjorde cirka 500.000 kr. Forbruget blev dækket af opsparede midler og et prioritetslån i A’s ejendom. S blev forsørget af A og fik i vidt omfang herudover tilført midler fra A’s konto.

Bankens agtpågivenhed burde have været skærpet på baggrund af A’s alder og helbredstilstand, der siden 1995 til stadighed var blevet dårligere, navnlig efter to større blodpropper i oktober 2012. A var i de sidste tre år af sin levetid tydeligt svækket både mentalt og fysisk. Banken tillod tværtimod, at der blev hævet større beløb til S, og at S anvendte A’s Visa/dankort. I perioden fra januar 2011 har banken udbetalt mindst 387.000 kr. til S uden at være formelt berettiget hertil, idet S hverken var i besiddelse af fuldmagter eller gavebreve. Banken har ved sine undladelser muliggjort, at A blev udnyttet af S.

Banken burde ikke have accepteret, at S brugte A’s Visa/dankort og pinkode. Banken burde have foranlediget, at forholdene blev bragt juridisk i orden, således at S for eksempel havde fået sit eget hævekort til A’s konto.

I forbindelse med udbetalinger eller overførsler, der blev aftalt med A telefonisk, har banken forsømt efterfølgende at sikre sig A’s underskrift eller fuldmagt.

Hævningerne på to gange 20.000 kr. skete alene på S’s anmodning og uden fuldmagt eller samtykke fra A. Selv hvis banken havde kunnet antage, at der forelå en slags generalfuldmagt fra A til S, kunne en sådan fuldmagt ikke anvendes til, at S overførte penge til sig selv. Det er ikke troværdigt, at bankens medarbejder nu pludselig kan huske, at de to hævningerne skete efter aftale med A.

Den fremlagte fuldmagtsblanket, der alene er underskrevet af S, men ikke af A, tyder på at A ikke ønskede at give fuldmagt til S.

Under telefonsamtalerne fremtrådte A konfus. Han interesserede sig ikke for posteringer, men kun for rentesatser, og for hvilke konti han mon egentlig havde. Det var tydeligt, at han havde behov for støtte og herunder ikke mindst, at banken sikrede sig skriftlige fuldmagter som dokumentation for, at S’s talrige hævninger på hans konti skete med hans samtykke.

S gav i januar 2011 udtryk for, at et beløb på knap 33.000 kr. var et meget stort beløb.

Det fremgår tydeligt af telefonsamtalen, der dannede grundlag for hævningen på 60.000 kr., at A svævede i en vildfarelse, og at han manglede overblik og ikke gennemgik sine kontoudtog. Det fremgår således, at A kontaktede banken for at høre, om han i december 2012 havde overført 50.000 kr. til S. Den pågældende overførsel havde fundet sted i marts 2012, hvilket banken imidlertid ikke oplyste. Det er tydeligt, at overførslen på 60.000 kr. til S beror på den fejltagelse, at A ikke kunne få bekræftet, at han tidligere samme år allerede havde overført 50.000 kr. til S. A håndterede situationen usikkert og blev suffleret af S, der skulle have beløbet overført til sig.

Flere kontoudskrifter, som A havde fået tilsendt efter oktober 2012, lå ved hans død uåbnede eller uudfoldede blandt en større mængde usorterede papirer. Det ser således ud til, at han ikke længere interesserede sig for sin konto og sine kontoudskrifter.

Udover de uberettigede hævninger bør banken betale en godtgørelse for ulemper, tidsforbrug med videre, som de er blevet påført som følge af bankens lemfældige omgang med fuldmagtsreglerne og god bankskik.

Sydbank har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at der ikke er foretaget uberettigede hævninger eller overførsler fra A’s konto.

Det var banken klare opfattelse, at A fuldt ud var i stand til fornuftsmæssigt at disponere over sine midler. A fik tilsendt kontoudtog en gang om måneden og drøftede løbende sit engagement med banken. A havde endvidere en revisor, som banken ved flere lejligheder har været i kontakt med.

De omstridte hævninger med A’s Visa/dankort og den dertilhørende personlige pinkode er foretaget i bankens pengeautomater. De øvrige omstridte hævninger på henholdsvis 60.000 kr. og to gange 20.000 kr. skete i henhold til aftale med A.

Aftalen vedrørende de 60.000 kr. fremgår af telefonsamtalen den 13. november 2012, der foreligger i fuldstændig udskrift. Det fremgår tydeligt, at A anmodede banken om at foretage overførslen. A har ikke over for banken anfægtet overførslen. A har heller ikke gjort gældende, at overførslen på 50.000 kr. i marts 2012 var den overførsel, han hentydede til skulle være sket i december 2011, og banken burde heller ikke have indset dette.

A har efterfølgende modtaget og gennemgået kontoudtogene løbende samt tillige ad flere omgange efterfølgende været i kontakt med banken omkring indholdet af kontoudtogene.

Det fremgår af posteringsteksterne for hævningerne på to gange 20.000 kr., at disse skete efter aftale, hvilket også er blevet bekræftet af de pågældende ekspederende medarbejdere.

Både A og S var kendte i afdelingen og medarbejderne var vant til løbende at hjælpe dem med forskellige pengesager.

Fuldmagtsblanketten blev fremsendt efter aftale med A. Banken havde ikke pligt til at sikre, at fuldmagten blev returneret. A har ved adskillige lejligheder ladet S disponere på sine vegne, hvilket kan dokumenteres ved telefonsamtaler. Det var derfor sædvanligt, at S – med A’s accept – hjalp med forskellige forhold over for banken.

Til støtte for afvisningspåstanden har Sydbank anført, at en afgørelse af sagen – navnlig for så vidt angår hævningerne på to gange 20.000 kr. – ville forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske ved Ankenævnet, men som i givet fald kan ske for domstolene.

Ankenævnets bemærkninger

Ankenævnet finder, at de omstridte hævninger på i alt 104.300 kr. og hævningen på 60.000 kr. på nu afdøde A’s konto i Sydbank skete med frigørende virkning for banken.

Vedrørende hævningerne på i alt 104.300 kr. har Ankenævnet lagt vægt på, at disse skete i bankens pengeautomater ved aflæsning af A’s Visa/dankort og indtastning af korrekt pinkode. Det lægges til grund, at hævningerne er korrekt registrerede og bogført. Det kan efter det foreliggende ikke lægges til grund, at hævningerne vedrørte misbrug af kortet.

Vedrørende overførslen på 60.000 kr. til samleveren S finder Ankenævnet, at denne skete efter anmodning fra A under telefonsamtalen den 13. november 2012, som er fremlagt i udskrevet form under sagen. Ankenævnet finder ikke, at banken burde have indset, at overførselsanmodningen muligvis beroede på en misforståelse.

Hævningerne på to gange 20.000 kr. henholdsvis den 17. april og 13. september 2013 skete efter anmodning fra A’s samlever, der ikke havde fuldmagt til at disponere over A’s konto. Ifølge posteringsteksterne på kontoudtogene skete hævningerne efter aftale, og bankens medarbejdere har i forbindelse med klagesagen bekræftet, at A’s mundtlige samtykke til hævningerne blev indhentet.

Under disse omstændigheder finder Ankenævnet, at en afgørelse af spørgsmålet om, hvorvidt hævningerne på to gange 20.000 kr. skete med frigørende virkning for banken, ville forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men som i givet fald må ske for domstolene. Ankenævnet afviser derfor denne del af klagen i medfør af Ankenævnets vedtægter § 7, stk. 1.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet kan ikke behandle den del af klagen, der vedrører hævningerne på to gange 20.000 kr.

Klagerne får i øvrigt ikke medhold i klagen.