Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Ekspeditionstid ved frigivelse.

Sagsnummer: 184 /2008
Dato: 26-11-2008
Ankenævn: Peter Blok, Troels Hauer Holmberg, Jette Kammer Jensen, Erik Sevaldsen, Astrid Thomas
Klageemne: Skødedeponeringskonto - frigivelse
Ledetekst: Ekspeditionstid ved frigivelse.
Indklagede: Sydbank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne klage vedrører Sydbanks ekspedition af en ejendomshandel, hvor klageren solgte en ejerlejlighed til sin bror.

Sagens omstændigheder.

Klageren rettede i januar 2008 henvendelse til Sydbanks Vejgaard afdeling med henblik på oprettelse af et kundeforhold.

Af sagen fremgår, at klageren da havde bopæl i Spanien. Klageren er uddannet ejendomsmægler og var på dagældende tidspunkt omfattet af en konkurrenceklausul. Klageren ønskede etableret huslejekonti til brug ved indbetaling af husleje fra nogle udlejningsejendomme i Danmark.

Af en mailkorrespondance mellem klageren og Sydbank fremgår, at Sydbank var positiv over for etableringen af et kundeforhold.

Den 1. februar 2008 afholdtes møde i bankens Vejgaard afdeling med deltagelse af klageren. Han oplyste, at han påtænkte at sælge en ejerlejlighed til sin bror B. Sydbank tilkendegav, at man var villig til at bistå i denne forbindelse.

Ved e-mail af 11. februar 2008 til Sydbank oplyste klageren, at B skulle købe ejerlejligheden for 1.150.000 kr. med en udbetaling på 75.000 kr. Klageren ville låne B udbetalingen. Af mailen fremgår i øvrigt:

"… Jeg har endvidere til hensigt at finansiere "en boofer" i form af yderligere et lån, stort kr. 72.000 til brug for likviditetsindsprøjtning således han kan få udb. ekstra 3.000 hv. måned de næste 2 år til hjælp til den "dårlige økonomi" som en studerende har i DK.

Det er vigtigt i denne forbindelse, at du opretter et budget til ham samt sørger for han ikke får tilbudt nogen kassekredit (fra Jer) eller anden form for lån før han evt. er færdig med sin uddannelse. Budgetkontoen skal trækkes fra hans lønkonto hv. gang han modtager løn og SU således han derved kan se hvad han har til rådighed. Der skal ikke kunne hæves fra budgetkontoen og saltvandsindsprøjtningen på kr. 3.000,- kan enten indbetales på budgetkontoen eller direkte til hans lønkonto - det er op til Jer/ham selv. Jeg har intet imod han har dankort tilknyttet sin lønkonto - blot til orientering.

Jeg har ligeledes aftalt at jeg afholder følgende omkostninger:

Indfrielse af hans engagement hos Spar Nord - ca. kr. 16.000

Alle omkostninger ifm. berigtigelsen, dvs. omkostninger til [S (berigtigende vedrørende handelen)] samt lysningsomkostninger

Jeg tillader mig at gå ud fra at du og [S] koordinerer berigtigelsen herefter?

Jeg håber samtidig du vil overføre de nødvendige midler til [S] til brug for hans berigtigelse - jeg tillader selvfølgelig de trækkes fra deponeringskontoen og håber samtidig alle parter kan acceptere dette?

…"

Ved e-mail af 11. og 12. februar 2008 fremsendte klageren yderligere oplysninger om egne samt B's forhold til Sydbank.

Ved en mail af 22. februar 2008 meddelte Sydbank klageren,

"…

Nu har vi fået regnet på det, og der er lige nogle ting vi skal have på plads, før vi kan give et skriftligt tilsagn på handlen, og det er følgende:

Vi mangler kontooversigt og R75 på [B's samlever]

Med hensyn til [B], så må jeg nok sige, at med en SU + fritids-job - og ejerlejlighed, så er der ikke råd til bil. Det tager vi ensnak om i eftermiddag.

Der skal være en fast månedlig overførsel fra [B's samlever] påmellem 1.500 - 1.800 - for at tingene kan hænge sammen.(Hendes husleje andel.)

Din "buffer" - skal laves som konto hos os, men indestående på kr. 72.000,00, som vi fordeler løbende som aftalt.

Du indfrier gælden i Spar Nord.

…"

Klageren besvarede mailen samme dag og anførte, at han var generelt enig i denne og så frem til et endeligt tilsagn.

Efter at klageren den 27. februar 2008 havde forespurgt til endelig finansieringstilsagn fra Sydbanks side, meddelte banken samme dato, at man gerne deltog som finansieringspartner, men at man manglede "noget dokumentation" vedrørende B's samlever. Før denne dokumentation var på plads, kunne der ikke gives endeligt tilsagn.

I en mail af 28. februar 2008 forespurgte klageren, hvilken dokumentation banken manglede. Som svar herpå oplyste Sydbank, at man manglede kontooversigt fra det nuværende pengeinstitut og skattemæssig R75 for 2007 vedrørende B's samlever.

Ved e-mail af 29. februar 2008 meddelte Sydbank klageren, at man havde regnet på købet og givet B et tilbud på finansiering, men at B ønskede at undersøge anden mulighed for finansiering. Man kunne derfor p.t. ikke godkende handelen, før man havde modtaget oplysninger om efterfinansieringen. Som svar herpå anførte klageren, at han var uforstående over for bankens oplysning. Han havde tidligere antydet, at Sydbanks finansieringstilbud måske var for dyrt, uanset at han tilbød at kautionere.

Den 7. marts 2008 underskrev klageren endeligt skøde om overdragelsen af ejerlejligheden til B, hvoraf det fremgik, at købesummen var 1.150.000 kr., som var deponeret kontant i sælgers bank.

Sydbank har oplyst, at man den 13. marts 2008 var klar med lånetilbud fra Totalkredit, men at B ikke havde mulighed for at underskrive før den 26. marts 2008.

Ved e-mail af 17. marts 2008 forespurgte klageren Sydbank, hvorfor banken ikke havde sendt berigtigelsesomkostninger vedrørende skødet til S. I den ekspederende medarbejders fravær besvarede en anden medarbejder i Sydbank mailen med oplysning om, at han var bekendt med, at der lå dokumenter klar til underskrift, men i øvrigt ikke kunne oplyse, hvorfor beløbet ikke var fremsendt. Banken ville snarest undersøge dette.

Ved e-mail af 13. april 2008 forespurgte klageren S om status med hensyn til tinglysning. Som svar herpå oplyste S den 17. april 2008, at Sydbank samme dag havde meddelt, at banken ikke var klar til tinglysning, men afventede papirer fra B, som trods gentagne rykkere ikke var afleveret.

Ved mail af 21. april 2008 meddelte S klageren, at Sydbank havde oplyst, at banken ikke var klar til at tinglyse. I den anledning var der sendt papirer med almindelig post til klageren i Spanien.

Ved brev af 21. april 2008 til klageren fremsendte Sydbank til underskrift kautionserklæring vedrørende B's engagement. Banken anmodede samtidig om, at banken modtog udbetalingen på 75.000 kr., som klageren ville dække, samt beløbet på 72.000 kr. Banken forespurgte endvidere, om B's lån i det andet pengeinstitut var indfriet.

Ved e-mail ligeledes af 21. april 2008 meddelte klageren Sydbank, at bankens ekspedition af deponeringskontoen ikke var i overensstemmelse med det aftalte, idet ekspeditionen var trukket ud. Som følge af ejendomshandelens sene ekspedition havde han ikke havde fået frigivet købesummen, hvorfor han havde haft ekstraordinære renteudgifter. Han forventede, at banken dækkede en del heraf som konsekvens af, at man ikke havde sikret, at handelen kunne tinglyses i rette tid.

Ved e-mail af 22. april 2008 afviste Sydbank klagerens krav og anførte, at man adskillige gange havde rykket B for materialet, hvilket havde forsinket sagen.

Ved e-mail af 23. april 2008 fastholdt klageren, at Sydbank havde trukket sagen ud, hvorfor banken måtte kompensere hans udgifter herved. Han anmodede om svar herpå inden ugens udgang, da han ellers ville indbringe sagen for Ankenævnet. Ved en mail af 28. samme måned meddelte klageren, at han nu indsendte klage til Ankenævnet.

Den 15. maj 2008 modtog Sydbank fra S kopi af det tinglyste skøde vedrørende overdragelsen til B. Ved e-mail samme dag oplyste S:

"…

Som berigtiger af handelen, skal jeg herved frigive af den deponerede købesum som nu er ved at blive deponeret, kr. 1.003.000 efter fradrag af udbetaling kr. 75.000 som [klageren] betaler og kr. 72.000 som økonomisk "buffer" til [B] som ligeledes stilles til rådighed af [klageren], til indfrielse af Nykreditlånet der er retsanm. om under forudsætning af, at pantebrevet til Nykredit efterfølgende fremsendes til aflysning af tingbogen, så jeg kan få annulleret retsanm. på skødet herom! Min frigivelse til betaling af Nykredit omfatter ethvert beløb der er nødvendigt til indfrielse af lånet, herunder inkassoomkostninger.

Restdeponeringen kan frit stilles til rådighed for sælger, [klageren], med fradrag af kr. 20.000 som skal stå tilbage på deponeringskontoen, til dækning af refusionssaldoen."

Ved e-mail af 16. maj 2008 oplyste Sydbank over for S, at der efter indfrielse af Nykreditlån m.v. kunne frigives 488.651,14 kr. til klageren, fra hvem man dog ikke havde modtaget oplysning om kontonummer. Banken ønskede ikke længere at kommunikere direkte med klageren.

Ved e-mail af 19. maj 2008 oplyste Sydbank over for S, at man havde overført det frigivne beløb til klageren samme dag.

Parternes påstande.

Klageren har den 5. maj 2008 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Sydbank tilpligtes at afholde merudgifter som følge af, at han ikke rettidigt modtog provenuet fra salget.

Sydbank har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at Sydbank på mødet den 1. februar 2008 oplyste, at man anså overdragelsen af ejerlejligheden til B for en "venstrehåndssag" som følge af, at pris og betingelser var i alles bedste interesse. Banken ville endvidere være interesseret i at yde B finansiering, såfremt der ikke "dukkede spøgelser" op. En sådan sag ville kunne ekspederes inden for en uge.

Ankenævnet bør kunne behandle klagen, da ejerlejligheden vedrører en lejlighed, som han købte i 1986-1988. Han beboede selv lejligheden. Lejligheden blev senere fremlejet. At han ejer flere ejendomme, har intet med nærværende sag at gøre. Han bestrider i øvrigt, at han ikke inden klagens indgivelse har søgt at afklare spørgsmålet med banken direkte, idet han i sin mail af 23. april 2008 meddelte, at sagen ville blive indbragt for Ankenævnet, såfremt han ikke modtog tilsagn om at få dækket sine yderligere udgifter. Dette afviste banken.

Sydbank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klageren ejer flere udlejningsejendomme. Klagen vedrører salget af en af disse. Klagen er således indgivet af en erhvervsdrivende og bør derfor afvises efter Ankenævnets vedtægters § 2, stk. 3. Klageren har endvidere ikke inden sagens indgivelse til Ankenævnet søgt sagen afklaret direkte med banken, jf. vedtægternes § 3, stk. 2. En afgørelse af sagen kræver desuden bevisførelse, hvorfor klagen bør afvises efter vedtægternes § 7, stk. 1.

Til støtte for frifindelsespåstanden har Sydbank anført, at man umiddelbart efter at have modtaget endeligt tinglyst skøde stillede restkøbesummen til rådighed for klageren. Meddelelse fra S om tilladelse til frigivelse var forinden modtaget. Deponeringen er derfor frigivet rettidigt.

Man havde alene skødet at støtte sig til, idet købsaftalen ikke var underskrevet af B. Banken kunne ikke retmæssigt frigive de deponerede midler, forinden skødet var lyst anmærkningsfrit. Man var indstillet på at frigive, når accept var afgivet af S.

Banken har ikke haft indflydelse på handelens berigtigelse, Mener klageren, at B's finansiering ikke blev gennemført hurtigt, må klageren rette sit krav mod B.

Klageren og B var selv årsag til den sene frigivelse, idet de uanset rykkere ikke fremsendte de oplysninger, som man krævede som betingelse for at medvirke til finansieringen. Hertil kommer, at finansieringen ændrede sig løbende, idet klageren af likviditetsmæssige grunde ønskede, at sikkerhedsstillelsen skulle frembringes ved transport i provenuet fra salget af ejendommen.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet finder ikke tilstrækkeligt grundlag for at tage Sydbanks afvisningspåstand til følge.

Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at banken har begået fejl eller forsømmelser i forbindelse med ekspeditionen af klagerens salg af ejerlejligheden til klagerens bror. Den resterende del af den deponerede købesum blev frigivet til klageren den 16. maj 2008 straks efter, at banken havde modtaget kopi af det tinglyste skøde og tilladelse til frigivelse fra den person, som berigtigede handelen.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.