Størrelse af restgæld.
| Sagsnummer: | 420/1990 |
| Dato: | 06-03-1991 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Bjørn Bogason, Niels Bolt Jørgensen, Peter Møgelvang-Hansen, Lars Pedersen |
| Klageemne: |
Udlån - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Størrelse af restgæld. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved lånedokument oprettet den 9. marts 1981 erkendte klager A at skylde 23.278 kr. til indklagede. Klager B underskrev som selvskyldnerkautionist.
Ved lånedokument af 28. december 1981 forhøjedes lånet til 35.000 kr. I denne forbindelse underskrev klager B ikke som selvskyldnerkautionist. Det var i lånedokumentet fastsat, at det lånte beløb skulle afvikles med en fast ydelse på 400 kr., første gang den 1. februar 1982; med virkning fra den 1. maj 1982 var det bestemt, at ydelsen skulle forhøjedes til 1.800 kr., første gang 1. juni 1982.
Af et kontoudskrift af 29. oktober 1990 fremgår, at lånets restgæld pr. 1. oktober 1990 udgjorde 19.511,30 kr.
Indklagede har under sagen fremlagt oversigt om afviklingen af lånet. Af oversigten fremgår, at ydelserne i perioden er blevet betalt uregelmæssigt og med forskellige beløb.
Klagerne har indbragt sagen for Ankenævnet og nedlagt påstand, der må forstås således, at indklagede bør tilpligtes at nedsætte lånets aktuelle restgæld.
Indklagede har nedlagt påstand om afvisning efter Ankenævnets vedtægter § 3, stk. 2, hvorefter det er en betingelse for Ankenævnets behandling af en klage, at klageren forgæves har søgt at opnå en ordning med pengeinstituttet.
Til støtte for påstanden har klagerne anført, at betaling af lånets ydelser oprindelig foregik via PBS. Da klagerne ikke fandt denne ordning tilfredsstillende, idet indklagede ikke betalte til tiden, opsagde klagerne ordningen med afvikling via PBS. Klagerne har erkendt, at de aftalte ydelser siden lånets etablering ikke altid er blevet betalt rettidigt, men klagerne stiller sig uforstående over for, at restgælden i august 1990 efter 8 års afvikling er i størrelsesorden 20.000 kr. Klagerne har betalt ca. 100.000 kr. i forbindelse med lånets afvikling. Klagerne har ikke rettet henvendelse til indklagede siden 1988, hvor man anmodede om, at lånets restgæld blev kontrolleret. Indklagede oplyste imidlertid, at man for at gennemgå lånets afvikling ville kræve timebetaling herfor.
Indklagede har anført, at der ikke foreligger en formueretlig tvist. Klagerne har i marts 1988 under et personligt møde i afdelingen fået en gennemgang og redegørelse for lånesagens forløb. Klagerne har ikke siden dette tidspunkt rettet henvendelse til indklagede, hvorfor klagen bør afvises efter Ankenævnets vedtægters § 3, stk. 2. Indklagede har anført, at det samlede indbetalte beløb pr. 1. november 1990 udgjorde 73.820 kr., hvoraf 50.340 kr. er renter og rykkergebyrer. Såfremt lånets afviklingsaftale var overholdt, ville lånet have været indfriet pr. 1. oktober 1987 med tilbagebetaling af ialt 60.800 kr.
Ankenævnets bemærkninger:
Klagerne har i marts 1988 henvendt sig til indklagede i anledning af størrelsen af lånets restgæld på dette tidspunkt. Der findes herefter ikke at være baggrund for at afvise klagen efter Ankenævnets vedtægters § 3, stk. 2.
Det må lægges til grund, at klager A ikke har afviklet lånet i overensstemmelse med de herfor fastsatte vilkår, og der er ikke grundlag for at antage, at indklagedes opgørelse af restgælden er ukorrekt.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.