Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Krav som følge af et pengeinstituts forkerte oplysning om dækningen på forsikring

Sagsnummer: 307/2011
Dato: 09-03-2012
Ankenævn: Vibeke Rønne, Jesper Claus Christensen, Hans Daugaard, Troels Hauer Holmberg og Kjeld Gosvig Jensen
Klageemne: Forsikring - gruppeforsikring
Ledetekst: Krav som følge af et pengeinstituts forkerte oplysning om dækningen på forsikring
Indklagede: Danske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Denne sag vedrører, om Danske Bank har pådraget sig et erstatningsansvar overfor klageren ved at give en forkert oplysning om dækningsomfanget på en forsikring, som var pantsat til banken.

Sagens omstændigheder

Klageren optog den 20. marts 2007 et lån i Danske Bank. Det var en forudsætning for klagerens optagelse af lånet, at han tegnede en gruppeforsikring i forsikringsselskabet F og pantsatte forsikringen til banken som sikkerhed for lånet.

I forbindelse med tegning af forsikringen underskrev klageren den 22. marts 2007 en "Begæring om Gruppeforsikring, Privat" hvoraf fremgår:

"…

Forsikrede

… [klageren]

Jeg ønsker at blive optaget i Gruppeforsikring, Privat … på de betingelser, der er aftalt mellem … [F] og banken.

_________________________________

Gruppeforsikring, Privat


Forsikringssum ved død (dækningsgruppe 1)

201.500 kr.

Årlig præmie

430 kr.


_________________________________

Begunstigelse på Gruppeforsikring, Privat

Hvis jeg dør, udbetales forsikringen til mine nærmeste pårørende, som er begunstiget. …

_________________________________

Pantsætning af Gruppeforsikring, Privat

Gruppeforsikring, Privat er pantsat til sikkerhed for opfyldelse af enhver forpligtelse, som jeg nu har eller senere måtte få med Danske Bank.

Det udbetalte beløb anvendes til hel eller delvis indfrielse af mine forpligtelser. Dette gælder hvad enten de er forfaldne eller ej. Danske Bank koncernen kan frit vælge, på hvilken del af gælden forsikringssummen afskrives.

Udbetalingen sker med respekt af ovennævnte pantsætning.

…"

Klageren har oplyst, at han i april 2009 blev syg og opsøgte sin læge. Han kunne efter ca. 6 måneder se, at han ikke havde fået det bedre og begyndte at tænke på fremtiden, hvis han havde mistet sin erhvervsevne.

Af et fremlagt print fremgår, at klageren den 20. oktober 2009 skrev følgende til banken:

"…

Jeg har en forsikring hos jer med aftale nr. …

Dækker den andet end død, f.eks. arbejdsløshed eller invaliditet.

…"

Banken svarede den 2. november 2009:

"…

Forsikringen dækker ved invaliditet og død.

…"

Den 26. maj 2011 skrev klageren til banken:

"…

Jeg er desværre blevet syg og har mistet min erhvervsevne iflg. 2 speciallægeerklæringer.

Spørgsmålet er nu, jfr. nedenstående svar fra banken den 2.11.2009, hvad skal jeg gøre for at aktivere forsikringsdækningen.

…"

Banken svarede den 26. maj 2011:

"…

Jeg kan nu se det svar jeg tidligere har givet dig.

Jeg må beklage, at det desværre er en forkert oplysning du har fået. Det er kun en dødsfaldsdækning du har. Dette fremgår også af det materiale du har modtaget. Du har også kun betalt for denne dækning.

…"

Banken har under sagens forberedelse fremlagt klagerens årsopgørelse pr. 31. december 2010 fra banken, hvoraf fremgår:

"…

Øvrige forsikringsdækninger pr. den 1. januar 2011


Gruppeforsikring - Privat

Engangsudbetaling ved død

232.000,00

Præmie i 2011

450 kr.


…"

Parternes påstande

Den 10. juni 2011 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal erstatte hans tab ved den manglende forsikringsdækning.

Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har bl.a. anført, at han den 29. oktober 2009 spurgte banken, hvad forsikringen på hans lån dækkede, da han ikke kunne læse og forstå det af forsikringsbetingelserne.

Han forstår godt, at forsikringen ikke dækker, hvis det fremgår af vilkårene og han ikke har betalt til det.

Hans klage går derfor på, at han har fået forkert rådgivning og nu står til at tabe penge som følge heraf. Hvis han havde fået korrekt rådgivning, kunne han have tegnet en forsikring, som havde givet dækning i hans nuværende situation.

Danske Bank har bl.a. anført, at banken ikke har handlet erstatningspådragende.

Ud fra klagerens egne oplysninger om sit helbred den 29. oktober 2009 kunne han ikke have opnået en forsikring mod tab af erhvervsevne. Han har derfor ikke lidt et tab på grund af bankens forkerte oplysning den 2. november 2009.

Banken foreslår, at klageren eventuelt anmoder Videncenter for Helbred og Forsikring om at tage stilling til, hvorvidt han på baggrund af sin helbredstilstand den 29. oktober 2009 ville have kunnet opnå en forsikring mod tab af erhvervsevne.

Ankenævnets bemærkninger

Af klagerens redegørelse for sagsforløbet fremgår, at han var syg, da Danske Bank den 2. november 2009 fejlagtigt oplyste, at den tegnede gruppeforsikring dækkede ved invaliditet.

Banken har under sagens forberedelse foreslået klageren at rette henvendelse til Videncenter for Helbred og Forsikring for en vurdering af, hvorvidt han den 2. november 2009 kunne have tegnet en forsikring mod tab af erhvervsevne.

Ankenævnet bemærker, at klageren ikke har fremlagt materiale til støtte for, at han på dette tidspunkt kunne have tegnet en sådan forsikring. Ankenævnet finder det herefter ikke godtgjort, at klageren har lidt et erstatningsberettiget tab.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.