Sekundær håndpanteret. Manglende udbetaling af restprovenue til sekundær panthaver. Erstatningsberegning, herunder renter.
| Sagsnummer: | 11/1988 |
| Dato: | 02-02-1989 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Niels Bolt Jørgensen, Kirsten Nielsen, Jørgen Ravn, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Pant - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Sekundær håndpanteret. Manglende udbetaling af restprovenue til sekundær panthaver. Erstatningsberegning, herunder renter. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I december 1984 fik klageren sekundær håndpanteret i et løsøreejerpantebrev i en bil (Nissan Sunny) til sikkerhed for et lån på 33.500 kr. forrentet med 20% p.a. og med en årlig ydelse på 7.200 kr.
Ifølge de oplysninger, klageren fik af debitor, var ejerpantebrevet primært håndpantsat til indklagedes Brabrand afdeling som sikkerhed for et lån. Ifølge klageren og debitor blev klagerens sekundære håndpanteret noteret af afdelingen i januar 1985.
I slutningen af april 1985 solgte debitor bilen til en autoforhandler for 71.715 kr., hvorefter indklagedes tilgodehavende på 49.541 kr. blev indfriet den 1. maj samme år.
Provenuet ved salget af bilen oversteg således indklagedes tilgodehavende med 22.174 kr., men da køberen ikke fik meddelelse om klagerens sekundære panteret, blev restprovenuet udbetalt til debitor.
Da klageren blev opmærksom på dette forhold, rettede han i skrivelse af 25. januar 1988 henvendelse til afdelingen, idet han ønskede oplyst, om den ved indfrielsen af restgælden havde oplyst autoforhandleren om hans sekundære håndpanteret i løsøreejerpantebrevet.
I skrivelse af 14. marts 1988 oplyste afdelingen, at man ikke havde oplyst forhandleren om panteretten, da dette påhvilede debitor. Herefter rettede klageren henvendelse til indklagedes juridiske afdeling, som ved skrivelse af 6. april 1988 oplyste, at klagerens ret ikke var noteret i afdelingen, samt at indklagede ikke var erstatningspligtig på grund af den manglende underretning, da man ikke havde fået instruks om at foretage underretning.
Klageren har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at erstatte ham det tab, han har lidt ved den manglende underretning.
Indklagede har oplyst, at der ikke eksisterede noget ejerpantebrev, idet indklagedes lån var sikret ved transport i en købekontrakt med ejendomsforbehold. Klageren sekundære håndpanteret kunne derfor ikke noteres, men under hensyn til, at klageren ikke i januar 1985 fik oplysning herom, har indklagede erklæret sig indforstået med at erstatte klageren tab som følge heraf med det nævnte beløb på 22.174 kr. Dette beløb har indklagede betalt til klageren den 11. oktober 1988, og senere har indklagede betalt klageren rente af beløbet med rentelovens rentesats - 13% p.a. - fra 1. maj 1985 til betalingsdagen.
Klageren har nedlagt påstand om, at beløbet forrentes fra den 1. marts 1984, fra hvilket tidspunkt debitor ophørte med at betale ydelser på lånet, med en rentesats på 20% p.a. og med månedlige rentetilskrivninger (renters rente).
Indklagede har afvist klagerens rentepåstand og har til støtte herfor anført, at man ikke er indtrådt i debitors forpligtelser, hvorfor man ikke er forpligtet til at forrente beløbet som aftalt mellem debitor og klageren.
Ankenævnets bemærkninger:
Det af indklagede betalte beløb er erstatning som følge af, at beløbet ikke blev afregnet til klageren i forbindelse med salget af bilen.
Indklagede er ikke indtrådt i debitors forpligtelser over for klageren, og denne har derfor alene krav på rente af erstatningsbeløbet efter de almindelige regler i renteloven.
Som følge heraf
Klagerens rentepåstand tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagbetales klageren.