Afgørelse

I forbindelse med at klageren modtog forskudsopgørelse for 1988 fra skattemyndighederne overlod hun 10 girokort á 6.672 kr. vedrørende opkrævning af B-skat til indklagedes Bagsværd afdeling, således at afdelingen kunne drage omsorg for betaling heraf.

På anmodning fra klageren fremkom 5 nye og forhøjede opkrævninger af B-skatten á 7.151 kr. for sidste halvår fra skattemyndighederne. Disse 5 opkrævninger afleverede klageren tillige i afdelingen.

I forbindelse med at klagerens revisor udfærdigede regnskab for 1988, blev han opmærksom på, at der for skatteåret 1988 var indbetalt 20 rater á 6.672 kr. og 5 rater á 7.151 i B-skatter, hvilket skyldtes, at der var betalt B-skatter i henhold til de 10 fortrykte giroindbetalingskort, som oprindelig var tilstillet klageren i forbindelse med forskudsopgørelsen for 1988, dels var indbetalt samme beløb i henhold til 10 håndskrevne giroindbetalingskort, og endelig var der indbetalt B-skatter i henhold til 5 fortrykte giroindbetalingskort, som skattemyndighederne havde tilstillet klageren i forbindelse med revision af forskudsopgørelsen. Klageren modtog den 9. oktober 1989 for meget indbetalt skat for 1988.

Efter brevveksling med indklagede har klageren ved sin advokat indbragt sagen for Ankenævnet med oprindelig påstand om, at indklagede tilpligtes at erstatte klageren det tab, hun har lidt som følge af indklagedes adfærd samt rejst 3 principielle spørgsmål overfor Ankenævnet vedrørende bevisbyrde og god pengeinstitutskik. Klageren har under sagens forberedelse for Ankenævnet opgjort tabet til:

Indklagede har ved indlæg af 21. september 1989 nedlagt påstand principalt om afvisning under henvisning til, at klagerens krav ikke er et obligationsretligt krav og derfor ikke kan behandles af Ankenævnet, subsidiært afvisning i medfør af vedtægternes § 2, stk. 3, mere subsidiært frifindelse og mest subsidiært afvisning i medfør af § 7, stk. 1.

Under sagens forberedelse for Ankenævnet har indklagede godtgjort klageren det tab, hun har lidt som følge af betaling af 10 håndudfyldte giroblanketter samt 10 stk. gebyrer á 12 kr. ialt 12.831,90 kr. samt advokatomkostninger 1.250 kr.

Klagen angår herefter spørgsmålet om, hvorvidt indklagede på eget initiativ burde have annulleret de først indleverede girokort ved indlevering af de 5 seneste fortrykte girokort.

Klageren har nedlagt endelig påstand om, at indklagede tilpligtes at erstatte hende det rentetab, hun har lidt som følge af, at indklagede ikke har slettet de først indleverede girokort ved indlevering af de 5 seneste girokort.

Indklagede har heroverfor nedlagt påstand principalt om afvisning i medfør af vedtægternes § 2, stk. 3, subsidiært om frifindelse.

Til støtte for påstanden har klageren anført, at det forhold, at klagen vedrører betaling af B-skatter, ikke bevirker, at den kan betegnes om en klage vedrørende et erhvervsforhold. Klagerens indkomst er sammensat af såvel rente- og udbytteindtægter som indtægt af virksomhed. Det forekommer urimeligt, om Ankenævnet alene skulle kunne behandle klagen efter en nærmere vurdering af, hvor stor en del af B-skatteraterne der vedrørte overskud fra selvstændig virksomhed.

En bankrådgiver må forudsættes at have så meget kendskab til det danske skattesystem, at han er vidende om, at når en forskudsansættelse ændres i løbet af året, annulleres hidtil udsendte opkrævninger, og nye girokort udleveres. Forholdet adskiller sig ikke fra, hvad der gælder for andre periodiske ydelser såsom husleje og betaling for en institutionsplads. En bankrådgiver burde kunne løse en så begrænset opgave som denne, uden at vedkommende kunde udtrykkeligt behøver at gøre opmærksom på, at nyindleverede girokort vedrørende en periodisk udgift skal træde i stedet for tidligere indleverede.

Indklagede har til støtte for sin principale påstand gjort gældende, at klagen vedrører indklagedes betaling af B-skatter for en erhvervsdrivende. Dette adskiller sig væsentligt fra en privat kundes forhold, idet en privatkunde får etableret en fast betalingsaftale med budgetskema, for hvilket der betales et årligt gebyr til banken. I den konkrete sag har banken alene påtaget sig at betale overdragne regninger for klageren.

Der er således ikke oprettet en egentlig betalingsaftale med klageren, og en erhvervsdrivende kunde kan ikke påregne samme kontrol fra indklagedes side som ved behandlingen af en privatkundes budgetskema. Indklagede påtager sig at betale de regninger, som kunden overdrager til indklagede, i det omfang der er dækning på kontoen. Kontrollen forud for indklagedes betaling omfatter alene kontohavers navn og dækning, men ikke betalingens rigtighed iøvrigt. B-skat kan ikke betales via PBS, og som følge heraf overgiver filialerne oftest bundtet af B-skatteopkrævninger til indklagedes hovedkontor, som foretager betalingerne ved forfald. Dette har også været tilfældet med klagerens betalinger bortset fra en enkelt, der er betalt i Bagsværd afdeling den 3. februar 1988. Klageren har endvidere jævnligt fået kontoudskrifter, der viser de skete betalinger.

Ankenævnets bemærkninger:

Klagen adskiller sig ikke væsentligt fra en klage vedrørende et privat kundeforhold, hvorfor klagen ikke bør afvises.

Uanset at indklagede ikke havde vejledt klageren om forskellen på betalingsservice via tilmelding til PBS og anden betalingsservice, findes klageren ikke at være berettiget til godtgørelse af det lidte rentetab, udover hvad indklagede under sagens forberedelse for Ankenævnet har betalt klageren, eftersom de foretagne betalinger fremgik af de af klageren modtagne kontoudtog, samt når henses til, at det ikke af de til indklagede indleverede girokort fremgik, at girokortene trådte i stedet for tidligere afleverede.

Som følge heraf