Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Krav om erstatning for realisation af tab ved tvangslukning af positioner i forbindelse med marginoverskridelse. Indsigelse om, at lukning af alle positioner var unødvendig for at overholde marginkrav.

Sagsnummer: 335/2025
Dato: 31-10-2025
Ankenævn: Kristian Korfits Nielsen, Jonas Thestrup Nielsen, Iben Leisner, Morten Bruun Pedersen og Jørgen Lanng.
Klageemne: Værdipapirer - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Krav om erstatning for realisation af tab ved tvangslukning af positioner i forbindelse med marginoverskridelse. Indsigelse om, at lukning af alle positioner var unødvendig for at overholde marginkrav.
Indklagede: Saxo Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører krav om erstatning for realisation af tab ved tvangslukning af positioner i forbindelse med marginoverskridelse. Indsigelse om at lukning af alle positioner var unødvendig for at overholde marginkrav.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i Saxo Bank, hvor han via bankens handelsplatform foretog optionshandler.

Af bankens almindelige forretningsbetingelser af 3. juli 2023 fremgår blandt andet:

26. MARGINKRAV OG MARGINPOSITIONER

26.3 Marginkravet gælder fra åbning af en Marginposition indtil Marginpositionens udløb. Det er Kundens ansvar løbende at sikre, at der til enhver tid er tilstrækkelig Sikkerhedsstillelse på Kontoen til at opfylde Marginkravet. Saxo Bank har ret (men ikke pligt) til at informere Kunden, hvis Marginkravet ikke er opfyldt (margin call).

26.8 Kunden anerkender og accepterer, at hvis Kundens Sikkerhedsstillelse ikke er tilstrækkelig til at dække Marginkravet, andre indeståender eller andre beløb, som Kunden måtte skylde Saxo Bank i henhold til disse Betingelser, har Saxo Bank ret til (men er ikke forpligtiget til) at lukke eller reducere enhver Kontrakt og Marginposition ved meddelelse herom til Kunden og anvende provenuet til betaling af de skyldige beløb. Saxo Bank har ret til efter eget skøn at lukke alle eller nogle af Kundens Kontrakter og Marginpositioner. Saxo Bank kan udnytte denne ret til at lukke Kontrakter og Marginpositioner, selv om Kunden har taget skridt til at reducere størrelsen af åbne Kontrakter eller Marginpositioner eller til at overføre tilstrækkelige midler til Saxo Bank, uden at Saxo Bank ifalder noget ansvar over for Kunden.”

Den 7. april 2025 havde klageren tre åbne positioner i putoptioner. Af en udskrift fremlagt af klageren over marginkald fra banken fremgår, at han den 7. april 2025 modtog følgende marginkald fra banken:

09:03:12 CEST - 75.4%

09:08:59 CEST - 90.0%

09:15:10 CEST - 90.2%

09:16:53 CEST - 101.3%

09:20:24 CEST - 101.4%

Banken har oplyst, at klagerens positioner den 7. april 2025 kl. 07:16:53 GMT (09:16:53 CEST) blev tvangslukket (stopped out/stoppet ud), da hans marginforbrug var steget til over 100 %. ”Stop out” er en automatiseret proces, der starter en tvangslukning af alle marginpositioner med det samme, når en kunde overtræder marginkravene. Der blev derfor sendt ordrer afsted om lukning af alle klagerens marginprodukter med det samme, da klageren blev tvangslukket/stoppet ud. Af klagerens aktivitetslog den 7. april 2025 kl. 07:16:53 GMT fremgår:

”Order [-944] Placed Contract options order to Buy 100 E3B_EU/K25P3:xeur @ market (Stop out G.T.C. Dealer : 1

Order [-943] Placed Contract options order to Buy 10 ASML/K25P550:xams @ market (Stop out) G.T.C. Dealer : 1

Order [-942) Placed Contract options order to Buy 100 E3B_EU/K25P3.2:xeur @ market (Stop out) G.T.C. Dealer: 1”

Klageren har oplyst, at tvangslukningen af 10 ASML 550 Puts (ordre -943) blev gennemført den 7. april 2025 kl. 9:35 CEST med et tab på 66.007,50 EUR, tvangslukningen af 100 Eutelsat 3.2 Puts (ordre -942) blev gennemført den 7. april 2025 kl. 10:08 CEST med et tab på 25.089 EUR, og tvangslukningen af 100 Eutelsat 3.0 Puts (ordre -944) blev gennemført den 7. april 2025 kl. kl. 10:50 CEST med et tab på 15.089 EUR.

Klageren har endvidere oplyst, at han efter gennemførelsen af de første tvangslukninger rettede henvendelse til bankens support-funktion og bad banken stoppe den af banken iværksatte tvangslukning/”stop out”. Klageren har fremlagt en udskrift af en chat, som han havde med banken den 7. april 2025 fra kl. 10:19 til kl. 11:11 CEST, hvoraf blandt andet fremgår:

”Date 4/7/2025 10:21:53 AM [klageren]: As mentioned above. There is now a position sold out for 2.5 per contract. The margin usage was well below 50%. The max risk was 3 per contract. The transaction needs to be reverted

Date 4/7/2025 10:24:01 AM [klageren]: Strike price was 3.2 and the stock is 3.5. So the position was also in the money. It simply should have not happened. It was an unnecessary margin call. I tried to cancel the sell out order myself but was not allowed to

Date 4/7/2025 10:29:02 AM [banken}: Which transaction are you referring to?

Date 4/7/2025 10:30:28 AM [klageren]: I can’t close the chat and look at it. It was 100 short puts eutelsat at 3.2, expiration in May. It was closed with a sell out action at 2.5 20 minutes ago. It should be the last transaction on the account

Date 4/7/2025 10:31:00 AM [klageren]: Maybe more than 20 minutes ago now, not sure how long this chat has been going on

Date 4/7/2025 10:32:57 AM [banken]: Right, the order to buy which is working

Date 4/7/2025 10:33:02 AM [banken]: But you are able to cancel it

Date 4/7/2025 10:34:36 AM [klageren]: No. It was a forced sell out order that has

Date 4/7/2025 10:35:06 AM [klageren]: Been executed in the meanwhile. When trying to cancel the app prevented it saying: user tried to cancel sell out order

Date 4/7/2025 10:36:03 AM [klageren]: The point being, Saxo had no place to issue that sell out as the margin usage was well below 50% after another position was liquidated

Date 4/7/2025 10:36:35 AM [klageren]: So, please revert the transaction. It is showing as pending in the transaction list

Date 4/7/2025 10:36:51 AM [banken]: So you are referring to order [-942] ? Buy to Close?

Date 4/7/2025 10:37:02 AM [banken]: That one has already been executed

Date 4/7/2025 10:37:39 AM [banken]: Now the only pending order is Buy to Close [-944]

Date 4/7/2025 10:38:03 AM [klageren]: That is an order I opened, I believe

Date 4/7/2025 10:39:45 AM [klageren]: There are two transaction (no orders) executed through sell out. One to limit margin exposure and I’m ok with that. The other one is a mistake the system made and I’m requiring it to be fixed. There was no margin call and saxo had no right to liquidate the position (for such crazy price)

Date 4/7/2025 10:40:18 AM [banken]: Okay, there is several orders that have been executed as a part of the market stop out

Date 4/7/2025 10:40:27 AM [banken]: We close all margin positions at a stop out

Date 4/7/2025 10:40:50 AM [klageren]: Is there any market stop out order still active?

Date 4/7/2025 10:41:58 AM [banken]: No, at the moment no

Date 4/7/2025 10:44:25 AM [klageren]: Then what you wrote above is not correct. You did not close all margin positions

Date 4/7/2025 10:45:19 AM [klageren]: So going back to the point. What is the process to get either the transaction reverted (whatever that means on your side is irrelevant to me) or the cost of the illicit liquidation refunded

Date 4/7/2025 10:48:47 AM [klageren]: The stop out is there to restore margin. After the first transaction was executed, the second was not supposed to trigger. The system did not cancel it and I was not allowed to cancel it myself. It executed for a ridiculous sum given low liquidity. The full cost was close to the max loss in case the company would have bankrupted over the next 40 days

Date 4/7/2025 10:51:24 AM [klageren]: And now another has executed. You said above there were no more stop out orders

Date 4/7/2025 10:53:25 AM [banken]: I am checking the activity log

Date 4/7/2025 10:53:42 AM [banken]: Order [-944] was indeed a market stop out

Date 4/7/2025 10:55:34 AM [klageren]: I need a full refund for [-944] and [-942]. What is the process to follow. Both orders should have never been executed

Date 4/7/2025 10:57:04 AM [banken]: In that case you would need to raise an official complaint on the platform”

Klageren indgav efterfølgende en klage til banken og krævede erstatning for bankens tvangslukning af hans positioner. Banken afviste klagerens krav.

Parternes påstande

Den 18. juni 2025 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Saxo Bank skal betale en erstatning på 106.185,50 EUR, subsidiært et mindre beløb fastsat af Ankenævnet.

Saxo Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at hans manglende overholdelse af marginkravet udløste en tvangslukning/”stop out”. Der var tale om en lille og kortvarig marginoverskridelse. Marginkravet blev opfyldt igen efter, at den ene af hans positioner blev lukket ved tvangslukning/stop out af ordre -943 den 7. april 2025 kl. 09:35 CEST.

Efter denne tvangslukning/”stop out”, som burde have været tilstrækkelig til at genoprette marginen, var de to resterende positioner (Eutelsat 3.2 Puts og Eutelsat 3.0 Puts) fuldt kontantsikrede og havde ingen indflydelse på marginudnyttelsen. Banken fortsatte imidlertid med yderligere ”stop-out”-ordrer efter, at marginkravet var opfyldt. Banken tvangslukkede herved fuldt kontantsikrede positioner, der ikke udgjorde nogen kreditrisiko for banken, og banken handlede dermed ikke bedst muligt for ham.

Han forsøgte at stoppe denne proces, men han blev blokeret på platformen, og bankens support funktion oplyste fejlagtigt, at der ikke var yderligere ”stop-out”-ordrer i gang. Banken gav ham dermed vildledende oplysninger på en live chat i realtid, hvilket førte til yderligere tab. Selv om han var i kontakt med bankens support funktion i næsten en time, undlod banken at forsøge at stoppe den sidste ”stop-out”-ordre, selv om der var et betydeligt tidsvindue mellem den anden og den tredje ”stop-out”-ordre, hvor intervention kunne have været forsøgt.

Bankens tvangslukning var i strid med bankens forpligtelser i henhold til MiFID II og ESMA's regler, som kræver, at investeringsselskaber handler bedst muligt for deres kunder, håndterer risikostyringsprocesser ansvarligt og opretholder en gennemsigtig og fair kommunikation.

Banken handlede ikke i overensstemmelse med sine egne vilkår og betingelser, idet den ikke udøvede en korrekt skønsmæssig vurdering i forbindelse med tvangslukningerne. En tvangslukning, der fortsætter efter at marginen er genoprettet, er ikke i overensstemmelse med hverken lovgivningsmæssige eller kontraktlige forpligtelser.

Selv om han anerkender bankens ret til at handle på en midlertidig marginoverskridelse, medførte bankens fortsatte tvangslukninger ud over det nødvendige misinformation og mangel på gennemsigtighed og en direkte økonomisk skade for ham.

Som følge af bankens afvisning af at videregive tilstrækkelige oplysninger til at vurdere nødvendigheden af tvangslukningerne, kræver han fuld erstatning for det samlede realiserede tab på 106.185,50 EUR. Han er dog åben for et retfærdigt forlig baseret på en gennemsigtig gennemgang, hvis banken er villig til at give de oplysninger, den hidtil har tilbageholdt.

Saxo Bank har anført, at banken er underlagt reglerne i lov om finansiel virksomhed, som indebærer, at danske pengeinstitutter er forpligtet til at kontrollere deres kreditrisiko. Når en kunde vælger at åbne marginkontrakter, indgår kunden i kontrakter, der indebærer en gearingsrisikofaktor. Det betyder, at kunden påtager sig en større eksponering end værdien af den konto, kunden har hos banken. Sådanne kontrakter indebærer også en kreditrisiko for banken. Kreditrisikoen styres af kundens forpligtelse til, at kunden til enhver tid skal opretholde marginkravet. Uden marginkrav kan kunden ende i en situation, hvor kunden skylder banken flere penge, end kunden kan tilbagebetale.

Kundens forpligtelse til at overholde marginkravet er tydeligt angivet i bankens almindelige forretningsbetingelser, og det fremgår tydeligt heraf, at banken har ret til at lukke kunders positioner, hvis kunden ikke opfylder marginkravene.

Tvangslukning/”stop out” er en automatiseret proces, der starter lukning af alle relevante positioner med det samme, når en kunde overtræder marginkravene. Der blev derfor sendt ordrer afsted om lukning af alle klagerens marginprodukter med det samme, da klageren blev tvangslukket/stoppet ud.

Banken yder kun ordreudførelse "execution only", og udfører ikke porteføljeforvaltning, hvor den går ind og vurderer på sine kunders vegne, hvilke positioner der skal lukkes fremfor andre. Det er kundernes eget ansvar at sørge for til enhver tid at overholde marginkravene for at undgå tvangslukning/at blive ”stoppet ud”.

Klageren havde mulighed for at nedbringe sit marginbrug ved selv at lukke nogle af sine positioner og dermed undgå at blive ”stoppet ud”. Euronext, hvor klagerens optioner var noteret, åbner kl. 07:00 GMT (09:00 CEST). Klager fik sit første marginkald kl. 09:03 CEST, og var allerede på 75 % marginbrug på det tidspunkt. Klageren havde derfor mulighed for at reducere sin eksponering ved at lukke nogle af sine positioner. Det er derfor ikke korrekt, når klageren påstår, at han ikke kunne lukke sin eksponering.

I 2025 har klageren indtil midten af september 2025 lavet 391 individuelle optionshandler (både åbne- og lukkehandler), så klageren burde vide, at markedet kan rykke hurtigt, og at han dermed var i risiko for at bryde marginkravene, hvis han valgte ikke at gøre noget.

Da markedet kan være meget volatilt, og da ekstraordinære markedsforhold kan resultere i, at det ikke er muligt for banken at lukke kunders marginpositioner, kan banken ikke garantere tvangslukning/”stop ud” ved f.eks. 100 % marginforbrug. Derfor står der i de almindelige forretningsbetingelser, at banken ikke er forpligtiget til at lukke eller reducere en kundes marginpositioner.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren var kunde i Saxo Bank, hvor han via bankens handelsplatform foretog handler i optioner.

Ankenævnet har ikke grundlag for at tilsidesætte bankens beregning af klagerens marginudnyttelse. Ankenævnet finder derfor, at banken var berettiget til at tvangslukke klagerens positioner som sket den 7. april 2025, da klagerens marginforbrug overskred 100 %.

Ankenævnet finder, at banken i medfør af de almindelige forretningsbetingelser punkt 26.8 var berettiget til at lukke alle klagerens positioner, og at banken ikke havde pligt til at begrænse lukningen til en af klagerens positioner for at reducere omfanget, hvormed klagerens tab blev realiseret.

Der er heller ikke godtgjort andre omstændigheder, der kan medføre, at banken skal betale erstatning til klageren.

Klageren får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.