Kautionslåns opsigelse begrundet i misligholdelse af hovedmandens øvrige engagement. Debitering af præmie på pantsat livsforsikring på kautionssikret lån.
| Sagsnummer: | 846/1994 |
| Dato: | 22-02-1996 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Jørn Rytter Andersen, Peter Møgelvang-Hansen, Allan Pedersen, Mette Reissmann |
| Klageemne: |
Forsikring - øvrige spørgsmål
Kaution - forhold til pant Udlån - opsigelse |
| Ledetekst: | Kautionslåns opsigelse begrundet i misligholdelse af hovedmandens øvrige engagement. Debitering af præmie på pantsat livsforsikring på kautionssikret lån. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Ved gældsbrev af 10. december 1991 ydede indklagede klageren et lån på 96.718,11 kr., der skulle afvikles med en månedlig ydelse på 2.140 kr. første gang den 1. januar 1992. Af gældsbrevet fremgår bl.a.:
"Opsigelse.
Uanset ovennævnte afviklingsbestemmelse kan lånet opsiges til indfrielse af såvel debitor som banken med 14 dages varsel.
............
Regler.
For lånet gælder endvidere omstående generelle bestemmelser, samt bankens "Almindelige forretningsbetingelser". Genpart af nærværende dokument og tillæg er modtaget ved dokumentets underskrift."
Af de generelle bestemmelser fremgår bl.a.:
"1. Uanset aftalt opsigelsesvarsel kan banken betragte engagementet i henhold til dette dokument som forfaldent til indfrielse uden opsigelse i tilfælde af:
a. at noget beløb i henhold til dette dokument ikke bliver betalt rettidigt, eller i tilfælde af at debitors forhold ændres væsentligt til skade for banken,
b. at debitor
1. | udsættes for individuel retsforfølgning i form af udlæg eller arrest, |
2. | standser sine betalinger, |
3. | kommer under bobehandling, |
4. | indleder forhandling om akkord, |
5. | afgår ved døden, |
6. | tager fast ophold uden for landets grænser, |
7. | ophører ved fusion med et andet selskab. |
2. Foruden det skyldige beløb, renter og provision samt portoudgifter kan banken kræve særskilt betalt af debitor:
.......
c. bankens udgifter til varetagelse af sine interesser som panthaver i det stillede håndpant, herunder evt. udlæg til forsikringspræmier,
.........."
Af indklagedes almindelige forretningsbetingelser fremgår bl.a.:
"9. Modregning
Over for privatkunder kan banken - uden forudgående meddelelse - modregne ethvert forfaldent tilgodehavende hos kunden i ethvert tilgodehavnede, som kunden har eller får hos banken.
........
For erhvervskunder gælder, at banken er berettiget til at betragte alle engagementer med kunden som et mellemværende. Banken er berettiget til - uden forudgående meddelelse til kunden - at modregne ethvert forfaldent eller uforfaldent tilgodehavende i ethvert tilgodehavende - så vel i danske kroner som i fremmed valuta - som kunden har eller får hos banken, uanset om tilgodehavendet er forfaldent eller ej.
........
10. Opsigelse
Banken og kunden kan til enhver tid og uden varsel bringe kundeforholdet til ophør. Banken kan dog kun opsige udlånsaftaler med private kunder med et varsel på 3 måneder, med mindre der foreligger misligholdelse eller anden forfaldsgrund. Ved opsigelse fra bankens side har kunden krav på en begrundelse. Når kundeforholdet ophører, kan banken opsige garanti- og kautionsforpligtelser og frigøre sig for andre forpligtelser, herunder forpligtelser i fremmed valuta, der måtte være indgået for kunden. Kunden er forpligtet til at frigøre banken for alle forpligtelser indgået på kundens vegne samt om nødvendigt stille sikkerhed herfor."
Ved kautionserklæring af 1. april 1992 påtog klagerens to sønner sig selvskyldnerkaution for ethvert krav vedrørende lånet.
Til brug ved driften af en café, som klageren havde forpagtet, ydede indklagede ved kassekreditkontrakt af 30. december 1992 en kassekredit på 110.000 kr. Debitor i henhold til kassekreditten var angivet som [café] v/klageren. Af kassekreditkontraktens generelle bestemmelser fremgår bl.a.:
"1. Foruden det skyldige beløb, renter og provision samt portoudgifter kan banken kræve særskilt betalt af debitor:
........
c. bankens udgifter til varetagelse af sine interesser som panthaver i det stillede håndpant, herunder evt. udlæg til forsikringspræmier."
Til sikkerhed for "opfyldelse af forpligtelser af enhver art, som [café] v/[klageren], og [klageren, adresse] nu har eller senere måtte få over for [indklagede]", havde indklagede ved separat håndpantsætningserklæring underskrevet af klageren den 29. december 1992 fået håndpant i en livsforsikring på 200.000 kr. og et løsøreejerpantebrev på 50.000 kr. i klagerens bil.
I oktober 1993 ophørte klageren som forpagter af caféen, hvorefter der indledtes forhandlinger vedrørende afvikling af indklagedes tilgodehavende.
Den 21. juli 1994 foranledigede indklagede præmien på livsforsikringen på 2.872 kr. betalt ved træk på udlånet.
Den 1. november 1994, hvor gælden på udlånet var ca. 67.000 kr. og gælden på kassekreditten ca. 200.000 kr., tilbød indklagede en afviklingsordning, hvorefter 101.500 kr. af gælden på kassekreditten overførtes til lånet, som fortsat skulle afvikles med en månedlig ydelse på 2.140 kr., hvorfor løbetiden ville være ca. 9 år. Indklagede tilbød en forrentning af lånet på p.t. 8% p.a. og forudsatte, at kautionisterne fortsat kautionerede for lånet begrænset til dettes restgæld på da ca. 67.000 kr. Indklagede ville herefter give saldokvittering på restbeløbet på ca. 100.000 kr. på kassekreditten.
Klageren accepterede ikke indklagedes tilbud, idet hun ønskede fortsat at afvikle lånet som aftalt for herefter at tage stilling til afvikling af kassekreditten.
Ved indklagedes skrivelse af 17. november 1994 blev lånet og kassekreditten opsagt til indfrielse pr. 5. december 1994.
Ved klageskema af 17. december 1994 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at fortsætte lånet på de aftalte vilkår og at tilbageføre træk på lånet til betaling af forsikringspræmie.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at kautionisterne ikke ønskede at tiltræde indklagedes forslag til afvikling af gælden, idet kautionsforpligtelsen derved tidsmæssigt ville blive væsentligt forlænget. Indklagede var ikke berettiget til at opsige lånet, som hun har afviklet som aftalt, og som derfor ikke var misligholdt. Når lånet er indfriet, vil hun påbegynde afvikling af kassekreditten. Efter krav fra indklagede blev der tegnet en livsforsikring, som blev lagt til sikkerhed for kassekreditten, der vedrørte caféen. Det bestrides, at livsforsikringen tillige skulle ligge til sikkerhed for lånet. Efter forretningsophøret havde hun ikke mulighed for at betale præmien, hvorfor hun ønskede at opsige forsikringen. Indklagede var ikke berettiget til at betale præmien ved træk på udlånet.
Indklagede har anført, at det efter ophøret af klagerens virksomhedsdrift trods gentagne henvendelser og forslag til afvikling af gælden ikke var muligt at formå klageren til at afdrage på kassekreditten. Klageren ønskede alene at afdrage på lånet for at holde kautionisterne skadesløse. På den baggrund blev klagerens samlede engagement opsagt ved skrivelse af 17. november 1994. På grundlag af misligholdelsen af kassekreditten var indklagede berettiget til at opsige det samlede engagement, jf. pkt. 9 i de almindelige forretningsbetingelser. Livsforsikringspolicen lå til sikkerhed for såvel lånet som kassekreditten. For at undgå bortfald af sikkerheden som følge af manglende præmiebetaling betalte indklagede præmien ved træk på udlånet. Renten på kassekreditten var højere end på lånet, ligesom kassekreditten ikke kunne trækkes med et højere beløb. Indklagede var også over for de to kautionister berettiget til at trække beløbet til dækning af de manglende præmiebetalinger på lånet frem for kassekreditten, idet kautionen ikke er begrænset, og idet forsikringen ligger til sikkerhed for både lånet og kassekreditten.
Ankenævnets bemærkninger:
3 medlemmer - Peter Blok, Jørn Rytter Andersen og Allan Pedersen - udtaler:
Vi finder, at indklagede den 17. november 1994 var berettiget til at opsige det kautionssikrede lån med henvisning til, at klagerens kassekredit var misligholdt, og at klageren havde tilkendegivet indtil videre alene at ville afdrage på det kautionssikrede lån og ikke at ville acceptere indklagedes akkordtilbud af 1. november 1994. Da det kautionssikrede lån ikke var misligholdt, og da indklagede i relation til dette lån ikke kunne påberåbe sig bestemmelsen om erhvervskunder i de almindelige forretningsbetingelsers pkt. 9, burde opsigelsen af dette lån dog være sket med 3 måneders varsel i overensstemmelse med de almindelige forretningsbetingelsers pkt. 10. Det bemærkes herved, at der er modstrid mellem gældsbrevets opsigelsesbestemmelse og pkt. 10 i de almindelige forretningsbetingelser, hvortil der henvises i gældsbrevet, og at debitor i denne situation bør kunne påberåbe sig den for debitor mest fordelagtige bestemmelse. Det forhold, at opsigelsen skete med for kort varsel, findes dog ikke at kunne tillægges den betydning, at opsigelsen er uden retsvirkning, og lånet må derfor nu betragtes som forfaldent til indfrielse.
Det fremgår klart af håndpantsætningserklæringen af 29. december 1992, at pantsætningen tillige skete til sikkerhed for klagerens private engagement, og klageren findes at være bundet heraf, selv om pantsætningen fandt sted i forbindelse med stiftelsen af kassekreditten. Vi finder herefter videre, at indklagede i forhold til klageren var berettiget til at betale præmien på livsforsikringen og debitere beløbet, 2.872 kr., på hendes udlånskonto. Da pantsætningen af livsforsikringen er sket efterfølgende og uden kautionisternes medvirken, findes dette beløb med tillæg af renter heraf imidlertid ikke at kunne gøres gældende over for kautionisterne.
Vi stemmer derfor for alene at tage klagen til følge i det omfang, der følger af det foran anførte.
2 medlemmer - Peter Møgelvang-Hansen og Mette Reissmann - udtaler:
Vi finder ikke, at klagerens tilkendegivelse af, at fremover indbetalte beløb indtil videre alene skulle afskrives på det ikke-misligholdte, kautionssikrede lån og ikke på den misligholdte, ikke-kautionssikrede kassekredit, udgjorde den fornødne saglige begrundelse for, at indklagede kunne påberåbe sig den forbeholdte, uspecificerede ret til at opsige det kautionssikrede lån med et vist varsel.
Vi lægger herved vægt på, at en skyldner efter almindelige retsgrundsætninger som udgangspunkt er frit stillet med hensyn til at bestemme, på hvilken fordring af flere mulige et samtidig eller senere, frivilligt indbetalt beløb skal afskrives. Indklagede måtte derfor være forberedt på, at skyldneren af hensyn til kautionisterne eventuelt ville vælge at betale den kautionssikrede, private gæld før den ikke-kautionssikrede, erhvervsmæssige gæld. Ville indklagede ikke løbe nogen risiko i så henseende, havde det været nærliggende, om indklagede i forbindelse med etableringen af den erhvervsmæssige kredit havde betinget sig tilsvarende sikkerhed som for det kautionssikrede, private lån, der var stiftet mindre end et år tidligere. Når dette ikke skete, finder vi ikke tilstrækkelig grund til at fravige det nævnte udgangspunkt om skyldnerens principale valgfrihed vedrørende afskrivningsspørgsmålet.
Under disse omstændigheder finder vi ikke, at indklagede havde det fornødne grundlag for at anvende den generelle og helt uspecificerede opsigelsesklausul til at spekulere i den stillede kaution og på denne måde udvirke, at kautionisternes hæftelse for det private lån reelt blev udstrakt til klagerens erhvervsmæssige gæld.
Det følger af det anførte, at vi heller ikke finder tilstrækkeligt grundlag for at antage, at klagerens principale valgfrihed var begrænset, således at hun, trods sin udtrykkelige angivelse af, at gælden skulle afskrives den kautionssikrede gæld, måtte tåle, at indbetalte beløb var blevet afskrevet forholdsmæssigt på de to gældsposter. Efter vores opfattelse forelå der således heller ikke den fornødne saglige begrundelse for at anvende opsigelsesklausulen som løftestang for gennemførelse af et krav herom.
Vi finder desuden anledning til at bemærke, at en opsigelses retsvirkning efter vores opfattelse ikke alene er betinget af, at den har en saglig begrundelse, men i almindelighed tillige af, at opsigelsen ledsages af en sådan begrundelse. Vi henviser herved til Bank- og sparekassetilsynets Beretning for 1979 s. 23, hvoraf fremgår, at en opsigelse efter tilsynets opfattelse normalt skal opfylde disse betingelser for at kunne anses for overensstemmende med kravet i bank- og sparekasselovens § 1, stk. 6, om "redelig forretningsskik og god pengeinstitutpraksis".
Idet vi i øvrigt er enige med de øvrige nævnsmedlemmer, stemmer vi herefter for, at klagen i det hele tages til følge.
Afgørelsen træffes efter stemmeflertallet.
Som følge heraf