Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse mod at hæfte for op til 8.000 DKK af korttransaktion, der blev godkendt i MitID.

Sagsnummer: 491/2025
Dato: 22-01-2026
Ankenævn: Katrine Waagepetersen, Inge Kramer, Majken Christoffersen, Rolf Høymann Olsen og Anna Marie Schou Ringive.
Klageemne: Betalingstjenester - ikke-vedkendte hævninger
Betalingstjenester - spørgsmål om groft uforsvarlig adfærd
Ledetekst: Indsigelse mod at hæfte for op til 8.000 DKK af korttransaktion, der blev godkendt i MitID.
Indklagede: Nordea Danmark
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører indsigelse mod at hæfte for op til 8.000 DKK af korttransaktion, der blev godkendt i MitID.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i Nordea Danmark, hvor hun blandt andet havde en konto med et tilknyttet betalingskort -760.

Klageren har oplyst, at hun modtog en e-mail, der fremstod som værende fra Matas. Af e-mailen fremgik, at klageren kunne deltage i en konkurrence. Hun skulle betale fragten på 28 DKK for at modtage gevinsten. Da hun skulle godkende købet, fejlede betalingen, og hun forsøgte igen. Herefter gik det op for hende, at noget var galt.  

Den 3. september 2025 blev der gennemført en kortbetaling på 934 EUR svarende til 7.006,41 DKK med klagerens betalingskort -760 til en udenlandsk betalingsmodtager, betalingsmodtager E, som klageren ikke kan vedkende sig.

Banken har oplyst, at klageren fik spærret sit betalingskort og MitID.

Banken har anført, at klageren godkendte kortbetalingen i sin MitID-nøgleapp. Banken har fremlagt en udskrift fra MitID-portalen med teksten, der blev vist i klagerens MitID i forbindelse med godkendelsen af betalingen. Af teksten fremgår:

”Betal 934,00 EUR til [betalingsmodtager E] fra kort [-760]”

Banken har oplyst, at transaktionen var korrekt registreret og bogført.

Banken har fremlagt en udskrift af MitID-portalen, hvoraf blandt andet fremgår, at klageren anvendte MitID identifikationsmiddel -044 fra perioden 3. marts 2022 og frem til 3. september 2025.

Klageren gjorde indsigelse mod betalingen ved tro og love-erklæring af 3. september 2025. Af denne fremgår blandt andet:

”…

da jeg skal godkende købet, fejler den og jeg prøver igen og der går det op for mig at noget er galt. Jeg tjekker matas hjemmeside, og der står at der er svindel mails rundt. Jeg ringer direkte til nordea via mobilbank app’en.

…”

Den 5. september 2025 afviste banken at godtgøre klagerens tab.

Parternes påstande

Den 11. oktober 2025 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Danmark skal godtgøre hende 7.006 DKK.

Nordea Danmark har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at banken ikke kan dokumentere, at beløbet blev godkendt fra hendes telefon med MitID, og hun kan ikke modbevise dette, da hendes MitID og betalingskort blev spærret kort tid efter svindlen.

Hun forsøgte at godkende en betaling på 28 DKK, og dette udgør ikke grov uagtsomhed.

Hun husker absolut ikke, at en tekst med det større beløb fremgik, da hun forsøgte at godkende med MitID, og selve godkendelsen fremgik ikke, som den almindeligvis gør ved betaling med MitID.

Nordea Danmark har anført, at klageren selv godkendte betalingen på 934 EUR, og hun derfor hæfter med op til 8.000 DKK.

Klagerens eget identifikationsmiddel, som var oprettet den 3. marts 2022 med det unikke identifikationsnummer -044, godkendte betalingen, og blev først spærret den 3. september 2025 efter kortbetalingens foretagelse. Kortbetalingen blev godkendt med klagerens egen personlige sikkerhedsforanstaltning i form af MitID-brugernavn og adgangskode og godkendt i klagerens MitID-nøgleapp.

Klageren blev præsenteret for følgende tekst, som var tydelig omkring beløb, betalingsmodtager samt kortnummer. Af teksten fremgik ”Betal 934,00 EUR til [betalingsmodtager E] fra kort xx760”.

Klageren valgte at godkende et beløb på 934 EUR, som hun var tydelig oplyst om, hvad angik, og efterfølgende ikke vil vedkende sig. Godkendelsen af betalingen i MitID-nøgleapp var groft uforsvarlig adfærd fra hendes side, hvorfor hun hæfter med en selvrisiko på op til 8.000 DKK, jf. betalingslovens § 100, stk. 4, nr. 3.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren var kunde i Nordea Danmark, hvor hun blandt andet havde en konto med et tilknyttet betalingskort -760.

Klageren har oplyst, at hun modtog en e-mail, der fremstod som værende fra Matas. Af e-mailen fremgik, at klageren kunne deltage i en konkurrence. Hun skulle betale fragten på 28 DKK for at modtage gevinsten. Da hun skulle godkende købet, fejlede betalingen, og hun forsøgte igen. Herefter gik det op for hende, at noget var galt. 

Den 3. september 2025 blev der gennemført en kortbetaling på 934 EUR svarende til 7.006,41 DKK med klagerens betalingskort -760 til en udenlandsk betalingsmodtager, betalingsmodtager E, som klageren ikke kan vedkende sig.

Nordea Danmark har anført, at klageren godkendte kortbetalingen i sin MitID-nøgleapp. Banken har fremlagt en udskrift fra Nets med teksten, der blev vist i klagerens MitID i forbindelse med godkendelsen af betalingen. Af teksten fremgik følgende: ”Betal 934,00 EUR til [betalingsmodtager E] fra kort [-760]”.

Den 5. september 2025 afviste banken at godtgøre klagerens tab.

Ankenævnet lægger til grund, at betalingstransaktionen er korrekt registreret og bogført og ikke ramt af tekniske svigt eller andre fejl, jf. betalingslovens § 98. Efter bestemmelsens stk. 2 er registrering af brug af et betalingsinstrument ikke i sig selv bevis for, at betaleren har godkendt transaktionen, at betaleren har handlet svigagtigt, eller at betaleren har undladt at opfylde sine forpligtelser, jf. betalingslovens § 93.

Ankenævnet finder, at klagerens MitID var en personlig sikkerhedsforanstaltning, jf. betalingslovens § 7, nr. 31. Ved transaktionen blev der anvendt stærk kundeautentifikation, jf. betalingslovens § 7, nr. 30.

Ankenævnet lægger til grund, at transaktionen skyldes tredjemands uberettigede anvendelse af klagerens betalingstjeneste.

Efter betalingslovens § 100, stk. 4, nr. 2 og 3, hæfter betaleren med op til 8.000 DKK af tabet som følge af andres uberettigede anvendelse, hvis betalerens udbyder godtgør, at betaleren med forsæt har overgivet den personlige sikkerhedsforanstaltning til den, der har foretaget den uberettigede anvendelse, uden at forholdet er omfattet af stk. 5, jf. betalingslovens § 100, stk. 4, nr. 2, eller at betaleren ved groft uforsvarlig adfærd har muliggjort den uberettigede anvendelse, jf. betalingslovens § 100, stk. 4, nr. 3.

Tre medlemmer – Katrine Waagepetersen, Inge Kramer og Majken Christoffersen – udtaler:

Efter de foreliggende oplysninger finder vi det godtgjort, at klageren må have godkendt betalingen på 934 EUR med sit MitID.

Vi finder, at Nordea Danmark har godtgjort, at klageren ved groft uforsvarlig adfærd har muliggjort den uberettigede anvendelse, da hun burde have reageret på teksten i MitID, hvor hun fik oplysninger om beløbet på 934 EUR og betalingsmodtager E, og at klageren som følge heraf hæfter med op til 8.000 DKK.

Vi stemmer derfor for, at klageren ikke får medhold i klagen.

To medlemmer – Rolf Høymann Olsen og Anna Marie Schou Ringive – udtaler:

Som ovenfor anført finder vi det godtgjort, at transaktionen skyldes tredjemands uberettigede anvendelse af klagerens betalingstjeneste.

Vi finder, at der er tale om organiseret professionel svindel.

Forbrugere har forskellige forudsætninger for at gennemskue professionel svindel. Det må aldrig blive utrygt for den almindelige forbruger at anvende de digitale løsninger og betalingstjenester, der er nødvendige for at fungere i vores samfund.

Vi finder derfor ikke, at klageren, ved at blive snydt af en professionel svindler, har udvist groft uforsvarlig adfærd. Det må forudsættes, at såfremt klageren havde forudsætninger for at gennemskue svindlen, ville klageren ikke have godkendt transaktionen.

Hertil bemærkes et generelt forbehold for så vidt angår systemfejl. Det kan ikke udelukkes, at der i sager med phishing, er tale om raffineret systemteknisk misbrug, hvor svindleren er lykkedes med at udvikle tekniske løsninger, som muliggjorde svindlen.

Vi finder ikke, at Nordea Danmark har godtgjort, at betingelserne for, at klageren hæfter efter de udvidede ansvarsbestemmelser i betalingslovens § 100, stk. 4, er opfyldt.

Vi finder, at Nordea Danmark er nærmest til at bære risikoen for, at det betalingssystem, forbrugerne anvender, er tilstrækkelig sikkert og tydeligt til at hindre svindel.

Da den til betalingstjenesten hørende personlige sikkerhedsforanstaltning har været anvendt, hæfter klageren for 375 DKK af tabet, jf. betalingslovens § 100, stk. 3.

Vi stemmer derfor for, at Nordea Danmark skal tilbageføre 6.631,41 EUR til klageren.

Sagen afgøres efter stemmeflertallet.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.