Indsigelse mod hæftelse for fælles boliglån som følge af frigivelse af meddebitor.
| Sagsnummer: | 581/2025 |
| Dato: | 21-04-2026 |
| Ankenævn: | Bo Østergaard, Jonas Thestrup Nielsen, Majken Christoffersen, Rolf Høymann Olsen og Martin Hare Hansen. |
| Klageemne: |
Akkord - flere debitorer
Udlån - bodeling, samlivsophævelse Udlån - hæftelse |
| Ledetekst: | Indsigelse mod hæftelse for fælles boliglån som følge af frigivelse af meddebitor. |
| Indklagede: | Ringkjøbing Landbobank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører indsigelse mod at hæfte for fælles boliglån som følge af frigivelse af meddebitor.
Sagens omstændigheder
Klageren og hendes tidligere ægtefælle, M, var kunder i et pengeinstitut P og flyttede til Ringkjøbing Landbobank i juni 2024.
Den 6. januar 2025 indgav klageren en klage over Ringkjøbing Landbobank til Ankenævnet (sag 15/2025). Klagen angik indsigelse mod hæftelse for fælles boliglån begrundet i at gælden vedrørte tidligere ægtefælles udlejningsejendom og skulle betales via indtægter fra denne ejendom. Ankenævnet afviste at behandle sagen i henhold til vedtægternes § 5, stk. 3, nr. 4. Af Ankenævnets afgørelse af 28. maj 2025 fremgik følgende:
”Ankenævnets bemærkninger
Klageren og hendes tidligere ægtefælle, M, havde i 14 år været kunder i et andet pengeinstitut, P, hvor de blandt andet havde et boliglån. I sommeren 2024 skiftede de pengeinstitut og flyttede til Ringkjøbing Landbobank.
Banken har oplyst, at der den 19. april 2024 blev afholdt et møde med klageren, M og deres rådgiver i banken. På mødet blev et bankskifte drøftet, og det blev gennemgået og aftalt, at der ikke skulle ændres på deres tidligere fælles banklån i P mod sikkerhed i et ejerpantebrev på 300.000 kr. med pant i deres fællesejede ejendom, V.
Banken har fremlagt et udtræk af klagerens og M’s eSKAT for 2023, hvoraf fremgår, at boliglån -510 i P var et boliglån, der var delt af to personer, dvs. at der var tale om et fælles boliglån.
Den 14. maj 2024 blev der oprettet en fælles budgetkonto -496 i banken til klageren og M, jf. aftalen ”Bevis for oprettelse af Budgetkonto”, som klageren og M fik tilsendt.
Den 6. juni 2024 modtog klageren og M anbefaling om finansiering af ejendom V, hvoraf fremgår, at banken anbefalede et boliglån i banken mod pant i fast ejendom.
Den 10. juni 2024 blev der oprettet et fælles boliglån -769 på 535.000 kr. i banken med klageren og M som debitorer. Som sikkerhed for boliglånet overtog banken et ejerpantebrev på 300.000 kr. med pant i ejendom V fra P. Ejerpantebrevet havde været pantsat til P til sikkerhed for det tidligere boliglån i P.
Af gældsbrev -769 fremgik blandt andet, at renten var variabel på for tiden 6,95 % om året, og at lånet skulle tilbagebetales med en månedlig ydelse på 5.700 kr., som skulle hæves på klagerens og M’s fælles budgetkonto -496.
Gældsbrev -769 og et ejerpantebrev på 300.000 kr. med banken som underpanthaver til afløsning af tidligere ejerpantebrev med P som underpanthaver blev underskrevet digitalt af klageren og M den 10. juni 2024 med MitID.
På et ikke nærmere oplyst tidspunkt ophævede klageren og M samlivet, boliglån -769 blev misligholdt, og banken sendte rykkerbreve til både klageren og M.
Klageren har anført, at boliggælden vedrørte M’s udlejningsejendom. Gennem de sidste 14 år var ydelserne på boliglånet blevet betalt fra M’s konto i P, der var knyttet til hans særeje og udlejning. På trods af dette valgte banken at etablere pantet i deres fælles ejendom, V. Banken var blevet informeret om, at boliggælden udelukkende vedrørte M og hans udlejningsejendom, men besluttede alligevel at belaste hende med pantet.
Ankenævnet finder, at der mangler oplysninger om, hvorvidt der er sket misbrug af klagerens MitID. Disse oplysninger kan formentlig kun fremskaffes via en politimæssig efterforskning.
Ankenævnet finder, at en afgørelse af sagen forudsætter forklaring fra parterne og eventuelle vidner, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted ved domstolene. Ankenævnet afviser derfor klagen, jævnfør Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4.
Ankenævnets afgørelse
Ankenævnet kan ikke behandle klagen.
Klageren får klagegebyret tilbage.”
I en e-mail af 3. juli 2025 til banken anmodede klageren om et midlertidigt rentestop på det fælles boliglån -769, idet klageren oplyste, at der verserede en retlig tvist mellem klageren og M om, hvem der faktisk hæftede for lånet.
I en e-mail af 7. juli 2025 svarede banken klageren, at den ikke kunne imødekomme forespørgslen om rentestop på boliglånet. Banken oplyste, at den ønskede en snarlig afklaring af parternes bodeling, således at fordelingen af det fælles boliglån kunne bringes endeligt på plads. Banken anmodede derfor om at få oplyst, hvornår denne afklaring kunne forventes.
Den 22. august 2025 orienterede banken klageren om, at M ønskede at betale 355.000 kr. af den samlede gæld på 532.100 kr. på boliglånet, hvorefter klageren ville hæfte alene for den resterende gæld på 177.100 kr. Banken ønskede at indgå en dialog om en realistisk afdragsordning med klageren, og banken opfordrede derfor klageren til at kontakte banken senest den 1. september 2025 for at undgå, at sagen overgik til retslig inkasso.
Banken har oplyst, at M den 12. september 2025 indgik en aftale med banken om delindfrielse af gælden med 355.000 kr. svarende til 2/3 af den samlede gæld, der blev opgjort til 534.256,78 kr. mod frigívelse af M’s hæftelse for restgælden. Den resterende gæld på 179.256,78 kr. blev herefter overført til klageren. Banken ønskede i den forbindelse at indgå en afviklingsaftale med klageren vedrørende klagerens andel af gælden, hvorfor banken igen opfordrede klageren til at kontakte banken senest den 1. oktober 2025 for at undgå, at sagen overgik til retslig inkasso.
Den 8. oktober 2025 gjorde klageren over for banken indsigelse mod hendes hæftelse for restgælden på boliglånet samt bankens frigivelse af M som meddebitor på lånet.
Den 10. oktober 2025 afviste banken klagerens indsigelse og fastholdt, at banken var berettiget til at opkræve restgælden på boliglånet hos klageren.
Klageren har fremlagt et brev af 16. oktober 2025 fra skifteretten til hende, hvori skifteretten bekræfter, at den har modtaget en foreløbig ansøgning om gældssanering fra hende.
Klageren har oplyst, at banken den 24. november 2025 opsagde hendes engagement i banken til fuld indfrielse.
Klageren har endvidere oplyst, at hun efterfølgende har skiftet pengeinstitut, og at hun nu igen er kunde i pengeinstitut P, hvor hun tidligere har været kunde i mange år.
Parternes påstande
Den 26. november 2025 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Ringkjøbing Landbobank skal frafalde restgælden på boliglån -769, alternativt nedsætte restgælden til 50.000 kr.
Ringkjøbing Landbobank har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært afvisning.
Parternes argumenter
Klageren har blandt andet anført, at sagen vedrører frigivelse af M som solidarisk hæftende debitor på deres fælles boliglån samt bankens rådgivning og håndtering af restgælden.
Efter salget af deres fællesejede ejendom V indbetalte M i september 2025 ca. 2/3 af beløbet og blev herefter frigivet af banken uden hendes samtykke. Denne beslutning ændrede hæftelsesgrundlaget væsentligt og medførte, at banken ensidigt placerede den fulde hæftelse hos hende. Hun blev efterladt som ene hæftende debitor, selv om banken havde fuldt kendskab til, at hun som enlig forsørger ikke havde betalingsevne, ingen opsparing og ingen mulighed for at skifte bank.
Dette giver indtryk af en usaglig forskelsbehandling, hvor den økonomisk stærke part blev frigivet, og den økonomisk svage blev efterladt med hele gælden. M er blevet stillet væsentligt bedre end hende, idet den boliggæld, som oprindeligt vedrørte hans udlejningsejendom, nu er blevet placeret hos hende.
M har efterfølgende skiftet pengeinstitut.
Efter frigivelsen af M har banken sendt hende gentagne rykkere, selv om gælden er bestridt, og selv om banken kender hendes økonomiske situation. Dette vurderes som værende i strid med god skik bekendtgørelsen og inkassolovens § 10.
Den 24. november 2025 har banken uberettiget opsagt hele hendes engagement, krævet indfrielse heraf inden 10 dage og har truet med inkasso og RKI-registrering. Der er tale om ulovlig opsigelse og uberettiget inddrivelse. Dette er i direkte strid med god skik bekendtgørelsen, inkassoloven og Finanstilsynets praksis om omtvistede krav.
Banken har forsøgt at få hende til at underskrive en skyldnererklæring og betalingsaftale, selv om kravet er bestridt og sagen er under behandling i Ankenævnet. Dette er ulovligt og strider mod inkassoloven § 10 og god skik-reglerne.
På trods af den verserende tvist og den ensidige frigivelse af meddebitor har banken fortsat tilskrevet renter af kravet over for hende. Banken har alene generelt henvist til den oprindelige låneaftale, uden at forholde sig til betydningen af at kravet er bestridt, eller at hæftelsesgrundlaget er bestridt. Banken har ikke været berettiget til at tilskrive renter i den pågældende periode, idet der ikke foreligger nogen retlig afklaring af kravets eksistens, størrelse eller forfaldstidspunkt, og idet bankens egen vurdering ikke kan sidestilles med en sådan afklaring. Banken skal derfor tilbageføre de tilskrevne renter.
Gældsspørgsmålet har tidligere været indbragt for Ankenævnet, som vurderede, at sagen hørte under civilt søgsmål. Hun har ikke økonomi til at føre en civil retssag, hvorfor nævnets behandling af sagen er hendes eneste reelle mulighed for prøvelse af bankens adfærd og rådgivning.
Et beløb på 50.000 kr. er det eneste beløb, som hun realistisk har mulighed for at udrede med hjælp fra familie. Hun har ingen betalingsevne som enlig forsørger, og hun har allerede søgt gældssanering. Hun vil ikke kunne betale en højere gæld, og bankens handlinger i sagen bør føre til en væsentlig nedsættelse eller bortfald af gælden.
Ringkjøbing Landbobank har til støtte for frifindelsespåstanden blandt andet anført, at klageren tidligere har bestridt at hæfte for boliglånet, men i sin klage af 8. oktober 2025 til banken oplyste at være solidarisk hæftende debitor på boliglånet. Endvidere har klageren i klagen til Ankenævnet stillet krav om, at banken skal frafalde restgælden på boliglån -769, alternativt nedsætte restgælden til 50.000 kr. Det kan således konkluderes, at klageren ikke længere bestrider gældens eksistens, idet klageren selv erkender at være solidarisk hæftende debitor.
Banken har flere gange rettet henvendelse til klageren med henblik på at indgå en afviklingsaftale, men klageren ønskede ikke at gå i dialog herom, ligesom klageren indtil nu har bestridt gældsforholdet, hvorfor banken iværksatte tiltag over for klageren til indfrielse af gælden. De pågældende tiltag blev sat i bero, da klageren indgav en klage til Ankenævnet.
Ved solidarisk hæftelse kan banken kræve hele gælden betalt af én af debitorerne, eller fordele kravet mellem debitorerne efter bankens eget valg, indtil gælden er fuldt indfriet, jf. gældsbrevslovens § 2.
Det ændrer ikke bankens ret til at opkræve den resterende del af restgælden hos klageren, at M har betalt 2/3 af gælden, og at banken har frigivet M for resthæftelsen. Frigivelsen af M har ikke stillet klageren ringere, idet klagerens hæftelse ikke oversteg det beløb, som klageren oprindeligt hæftede for, hvilket var den fulde gæld. Banken er derfor berettiget til at opkræve restgælden hos klageren. Der henvises til Ankenævnets tidligere afgørelse nr. 7/2021.
Banken er ligeledes berettiget til fortsat at opkræve renter af den tilbageværende del af det oprindelige boliglån, og en klage til Ankenævnet suspenderer ikke rentetilskrivningen.
Ankenævnet kan ikke tage stilling til fordeling af gæld mellem solidarisk hæftende debitorer, ligesom forhold vedrørende nedsættelse af gælden samt klagerens betalingsevne falder udenfor Ankenævnets kompetence og hører under skifteretten i forbindelse med klagerens eventuelle gældssanering.
Til støtte for afvisningspåstanden har banken anført, at sagen skal afvises, jf. retsplejelovens § 361 og Ankenævnets vedtægter, idet klagen fremstår unødvendig og /eller useriøs. Klageren har tidligere indbragt en sag om gældsforholdets beståen for Ankenævnet (sag nr. 15/2025), som Ankenævnet afviste at behandle, og nu vedkender klageren sig gælden ved at tilbyde delvis betaling af gælden.
Ankenævnets bemærkninger
Den 6. januar 2025 indgav klageren en klage over Ringkjøbing Landbobank til Ankenævnet (sag 15/2025). Klagen angik indsigelse mod hæftelse for fælles boliglån begrundet i at gælden vedrørte tidligere ægtefælles udlejningsejendom og skulle betales via indtægter fra denne ejendom. Ankenævnet afviste at behandle sagen i henhold til vedtægternes § 5, stk. 3, nr. 4.
Den 26. november 2025 indgav klageren en ny klage over Ringkjøbing Landbobank til Ankenævnet.
Ankenævnet finder, at den del af klagen, der vedrører klagerens indsigelse mod hæftelse for det fælles boliglån begrundet i, at gælden vedrørte tidligere ægtefælles udlejningsejendom og skulle betales via indtægter fra denne ejendom, vedrører forhold, som blev behandlet ved Ankenævnets afgørelse af 28. maj 2025 i den tidligere klagesag, hvor sagen blev bevisafvist. Ankenævnet finder ikke, at der er grundlag for at genoptage den tidligere klagesag. Klageren får herefter ikke medhold i denne del af klagen.
Klageren har oplyst, at hun ikke har råd til at anlægge en retssag mod banken vedrørende hendes hæftelse for lånet, jf. den tidligere sag 15/2025.
Den 12. september 2025 indgik banken en aftale med M om delindfrielse af gælden på boliglånet med 355.000 kr. svarende til 2/3 af den samlede gæld, der blev opgjort til 534.256,78 kr. mod frigivelse af M’s hæftelse for restgælden. Den resterende gæld på 179.256,78 kr. blev herefter overført til klageren.
Frigivelsen af M medførte ikke, at klagerens hæftelse over for banken blev forøget, idet klageren i forvejen som solidarisk medhæftende debitor hæftede for den fulde gæld over for banken. Da M indbetalte 2/3 af restgælden på lånet, medførte frigivelsen af M heller ikke, at parternes indbyrdes regresmuligheder blev forringet. Ankenævnet finder derfor, at banken fortsat er berettiget til at opkræve restgælden på lånet hos klageren samt at opkræve renter af restgælden.
Klageren har anført, at banken skal nedsætte restgælden til 50.000 kr., idet det er det højeste beløb, som hun har mulighed for at betale med hjælp fra familie.
Ankenævnet finder, at det beror på bankens egen kreditmæssige afgørelse, om den vil acceptere en akkordordning med klageren. Ankenævnet kan ikke pålægge banken at acceptere en akkord.
Klageren får herefter ikke medhold i, at bankens skal frafalde sit krav på betaling af restgælden på lånet som følge af akkordaftalen med M eller alternativt skal nedsætte restgælden til 50.000 kr.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.