Rentesats. Ret til indskud, kampagnekonto.
| Sagsnummer: | 105/1989 |
| Dato: | 09-06-1989 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Niels Bolt Jørgensen, Peter Møgelvang-Hansen, Per Overbeck, Lars Pedersen |
| Klageemne: |
Rente - indlån
|
| Ledetekst: | Rentesats. Ret til indskud, kampagnekonto. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
I 1982 oprettede klageren hos indklagede en konto, hvorpå indskud forrentedes med 12% p.a. med rentegaranti indtil den 1. januar 1990. På kontoen blev i de efterfølgende år bl.a. indsat afkastene fra klagerens obligationsbeholdning.
I januar 1989 konstaterede klageren, at afkastet nu blev indsat på en konto, der havde et andet nummer, og fik ved henvendelse til indklagede oplyst, at man havde oprettet en ny konto i hendes navn og givet Værdipapircentralen meddelelse herom, idet hendes oprindelige kontonummer ikke længere var åben for indskud.
Efter brevveksling med indklagede har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at indsætte afkastene fra hendes obligationsbeholdning på det oprindelige kontonummer til en rente af 12% p.a. indtil den 1. januar 1990.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for den nedlagte påstand gjort gældende, at hun til stadighed har fået indsat afkastet fra sin obligationsbeholdning på den oprindelige konto, og at hun ikke har givet tilladelse til, at denne ordning skulle ændres. Indklagede har været uberettiget til som sket uden hendes anmodning herom at etablere et nyt kontonummer i hendes navn og give det obligationsudstedende realkreditinstitut instruks om at lade afkastet overføre til denne nyoprettede konto. Hertil kommer, at indklagede ikke adviserede hende om den iværksatte ændring, som hun først blev klar over ved eftersyn af det fremsendte kontoudtog.
Indklagede har til støtte for den nedlagte frifindelsespåstand gjort gældende, at den af klageren i 1982 oprettede konto var et særligt kampagneprodukt, hvorpå indskud kun kunne foretages i kampagneperioden. Såfremt renten for indskud i senere kampagneperioder måtte være mindre end den rente, der var tilsagt klageren, ville hun ikke kunne foretage indskud på det oprindelige kontonummer, men måtte etablere en ny konto med en lavere forrentning. Det forhold, at klagerens afkast til stadighed er blevet indsat på det oprindelige kontonummer beror således på en velvillighed fra indklagedes side, som ifølge sagens natur egensidigt kan bringes til ophør på et hvilket som helst tidspunkt.
Ankenævnets bemærkninger:
Indklagede har siden etableringen af klagerens obligationsdepot i 1982 accepteret, at afkastet af depotet blev indsat på den rentegaranterede konto til 12% p.a.
Der findes herefter at være etableret en aftale herom mellem klageren og indklagede, som af sidstnævnte kun kan opsiges med et efter forholdene rimeligt varsel, som passende kan sættes til 6 måneder.
Da klageren først i januar 1989 er gjort bekendt med den af indklagede ønskede ændring af kontoforholdene, finder Ankenævnet, at afkast af det på dette tidspunkt bestående depot kan indsættes på den hidtidige konto indtil 15. juli 1989.
Som følge heraf
Indklagede bør anerkende at være forpligtet til indtil 15. juli 1989 at indsætte afkastet af klagerens pr. januar 1989 bestående obligationsdepot på klagerens konto med en indtil 1. januar 1990 garanteret rente på 12% p.a. Klagegebyret tilbagebetales klageren.