Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Selvskyldnerkaution. Forhold til pant stillet af debitor. Retskraft af afgørelse i fogedsag.

Sagsnummer: 202/1995
Dato: 08-01-1996
Ankenævn: Lars Lindencrone Petersen, Bjarne Lau Pedersen, Lars Pedersen, Mette Reissmann, Erik Sevaldsen
Klageemne: Afvisning - domstol § 5, stk. 1, litra e
Ledetekst: Selvskyldnerkaution. Forhold til pant stillet af debitor. Retskraft af afgørelse i fogedsag.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Den 23. januar 1992 påtog klagerne sig selvskyldnerkaution begrænset til 50.000 kr. for et lån på 141.000 kr. ydet af indklagedes Erritsø afdeling til klagernes datter. Af kautionsdokumenterne fremgår bl.a.:

"Er der for lånet/kreditten stillet anden sikkerhed - det være sig yderligere kaution eller pant - kan banken frit vælge, i hvilken rækkefølge den vil gøre brug af de enkelte sikkerheder. Kautionisten er således solidarisk forpligtet sammen med andre kautionister og pantsatte effekter for debitors opfyldelse af sine forpligtelser overfor banken.

Banken kan frit vælge for hvilken del af den sikrede fordring, indbetalinger afskrives på.

Kautionistens forudsætninger om anden sikkerhed for lånet/kreditten:

Det erklæres ved kautionistens underskrift på kautionsdokumentet, at kautionisten ikke har tillagt det nogen betydning for sin forpligtelse, at der eventuelt er stillet andre sikkerheder for de kautionssikrede lån/kreditter.

Det indebærer:

at banken uden kautionistens tilladelse kan frigive andre sikkerheder for den kautionssikrede forpligtelse,

at banken kan anvende pant, der tillige tjener til sikkerhed for andre fordringer end den kautionssikrede til forlods fyldestgørelse af sådanne fordringer."

Ved pantsætningsdokument af 10. marts 1992 gav klagerens datter afdelingen håndpant i et ejerpantebrev på 125.000 kr. i sin ejendom "til sikkerhed for opfyldelsen af, hvad jeg til enhver tid af hvilken som helst årsag bliver banken skyldig".

Ved indklagedes advokats skrivelse af 16. juni 1994 blev klagernes gæld i henhold til kautionen taget til inkasso. Kravet blev opgjort til 56.235,41 kr., idet der til kautionsbeløbet på 50.000 kr. var lagt inkassoomkostninger på 2.568,75 kr. og renter fra 1. januar 1994, 3.666,66 kr. Indklagede frafaldt ved skrivelse af 24. februar 1995 krav på renter fra før 16. juli 1994.

Ved tvangssalg af datterens ejendom modtog indklagede i januar 1995 i henhold til ejerpantebrevet et provenu på ca. 116.000 kr., der blev afskrevet på datterens øvrige engagement med indklagede.

Ved klageskema af 25. april 1995 indbragte klagerne sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at lade provenuet i forbindelse med tvangssalget af datterens ejendom afskrive på kautionslånet.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Den 16. juni 1995 afsagde fogedretten i Fredericia en kendelse, hvorefter en af indklagede mod klagerne begæret udlægsforretning blev fremmet. Fogedretten afviste samtidig at udsætte sagen på Ankenævnets afgørelse.

Klagerne havde protesteret mod udlægsforretningen under henvisning bl.a. til, at de ved underskrivelsen af kautionsdokumenterne var bekendt med, at indklagede betingede sig yderligere sikkerhed, hvorfor indklagede ikke var berettiget til at afskrive provenuet fra salget af ejendommen på andre fordringer end den kautionssikrede. Den ene af klagerne afgav forklaring over for fogedretten.

Klagerne påkærede fogedrettens kendelse til Vestre Landsret og gjorde gældende, at det lån, som kautionsforpligtelserne blev stillet til sikkerhed for, var indfriet. Fogedrettens afvisning af klagernes begæring om udsættelse blev ligeledes indbragt for landsretten. Ved Vestre Landsrets kendelse af 26. juli 1995 stadfæstedes fogedrettens kendelse.

Ved skrivelse af 4. december 1995 fastholdt klagerne den i klageskemaet nedlagte påstand.

Klagerne har anført, at provenuet af ejerpantebrevet uberettiget blev afskrevet på gæld til indklagede, der er stiftet efter underskrivelsen af kautionserklæringerne. Indklagede har handlet i strid med god bankskik ved ikke i tilstrækkeligt omfang at have gjort det klart, at der kunne ske kreditudvidelser til skade for dem som kautionister, ligesom indklagede undlod at give underretning om kreditudvidelserne. Indklagede har endvidere handlet i strid med Finanstilsynets henstilling om at vise tilbageholdenhed med at anvende kautionsdokumenter, der forpligter en kautionist for alt mellemværende med debitor, herunder fremtidige forpligtelser. Deres hæftelse kan højst udgøre 50.000 kr., hvorfor indklagedes opgørelse af 16. juni 1994 ikke er korrekt. Det gøres gældende, at klagesagen ikke er afgjort ved fogedrettens afgørelse.

Indklagede har anført, at kautionsforpligtelsen alene vedrørte et bestemt lån på 141.000 kr., og at hæftelsen var begrænset til 50.000 kr., hvorfor klagerne hele tiden har været bekendt med den nøjagtige størrelse af deres forpligtelse. Ifølge dokumenterne var indklagede berettiget til at lade provenuet af ejerpantebrevet afskrive på datterens øvrige gæld til indklagede. Opgørelsen af kravet mod klagerne den 16. juni 1994 er korrekt, idet indklagede dog anerkender, at renter først beregnes fra den 16. juli 1994. Krav i henhold til kautionen blev fremsat den 14. april 1994. Da betaling ikke fandt sted, var indklagede berettiget til at overgive sagen til inkasso den 16. juni 1994, i hvilken forbindelse der blev opkrævet inkassoomkostninger i forhold til 50.000 kr.

Ankenævnets bemærkninger:

Under fogedsagens behandling har klagerne gjort samme indsigelser gældende overfor indklagedes krav, som nu gøres gældende for Ankenævnet. Efter bevisførelse afviste fogedretten klagernes indsigelser, og denne kendelse har Vestre Landsret stadfæstet den 26. juli 1995.

Selv om reglerne om retskraft ikke måtte afskære klagerne fra at få samme spørgsmål prøvet under en retssag ved de almindelige domstole, findes det herefter at måtte følge af princippet i § 5, stk. 1, i Ankenævnets vedtægter, hvorefter Ankenævnet ikke kan behandle sager, som er afgjort ved bl.a. endelig dom, at Ankenævnet er afskåret fra at behandle klagen, hvorfor

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klagerne.