Afgørelse

Spørgsmål om fast eller variabel rente på kredit. Krav om rentekompensation som følge af manglende etablering af investeringer, hvis afkast skulle dække kreditomkostninger på kredit.

Indledning

Denne sag vedrører spørgsmål om fast eller variabel rente på en kredit i Spar Nord Bank, som i 2006 blev etableret til finansiering af et sommerhus samt til køb af værdipapirer, hvorpå afkastet forventedes at dække kreditomkostningerne.

Sagens omstændigheder

Klagerne i denne sag er ægtefællerne M og H, der er kunder i Spar Nord Bank.

I 2006 ydede banken klagerne en kredit i schweizerfranc (CHF) til modværdien af 1,6 mio. kr., hvoraf halvdelen skulle anvendes til finansiering af klagernes køb af en fast ejendom i Tyrkiet. De resterende 800.000 kr. skulle investeres i værdipapirer, idet banken foreslog følgende:

30 % i BankInvest Højrentelande Lokal Valuta

30 % i BankInvest Kreditobligationer

20 % i Kapitalpleje A/S og

20 % Value Invest Global.

Banken forventede et udbytte på 6 % om året, svarende til 48.000 kr. Renteudgiften på kreditten var 2,75 % af 1,6 mio. kr. svarende til 44.000 kr. Herved fremkom et bruttooverskud på 4.000 kr. Banken anførte, at hertil ”kan så komme gevinst/tab på værdipapirer og Valuta”.

Ved brev af. 15. februar 2006 sendte banken diverse dokumenter til brug for CHF-kreditten ”som her i løbet af foråret bruges til delvis finansiering af jeres nye feriebolig i Tyrkiet. Den øvrige del af kreditten investeres jo i værdipapirer, hvilket sættes i søen, når kursen på schweizerfranc bevæger sig lidt op ad. Det holder jeg øje med.”

Aftalen om Valutakassekreditten blev underskrevet af klagerne den 20. februar 2006. Rentesatsen var ”p.t. 2,750 % p.a.”. Endvidere fremgår blandt andet:

”Kreditten indestår indtil videre uden nedbringelse, men størrelse, pris og løbetid vil være at tage op til behandling hvert år i forbindelse med indlevering af seneste årsregnskab, næste gang den 31. oktober 2012.”

Ifølge årsoversigten pr. den 31. december 2006 havde klagerne en såkaldt Markedsrentekonto med en gæld på 918.000 kr. Saldoen på Valutakontoen var 0 kr. Klagerne havde endvidere et boliglån med en restgæld på ca. 242.000 kr. og en såkaldt Stjernekonto med en gæld på ca. 94.000 kr.

Den 27. marts 2007 underskrev klagerne en kreditkontrakt vedrørende Markedsrentekontoen. Maksimum var på 1 mio. kr., der skulle indestå uden nedskrivning indtil videre. Renten var variabel for tiden 5,50 % om året. Banken har fremlagt et tillæg til kreditkontrakten med H’s underskrift dateret den 26. marts 2007, hvor en fortrykt kreditramme på 1,6 mio. kr. med håndskrift er ændret til 1 mio. kr. og en CHF-kredit med et maksimum på modværdien af 600.000 kr. er streget ud. Klagerne har fremlagt et eksemplar af tillægget uden underskrifter og uden udstregninger.

Af kontooversigten for 2007 fremgår Valutakontoen med et positivt indestående på 189,74 kr., der udgjorde modværdien af 42,25 CHF. Endvidere fremgår Markedsrentekontoen med en gæld på 958.891 kr., boliglånet med en gæld på 413.741 kr. og en Friværdikonto med en gæld på 175.918 kr. Endelig fremgår en Stjernekonto med et indestående på 25.298 kr.

Ifølge kontoudskrifter, der er fremlagt under sagen, varierede rentesatsen på Markedsrentekontoen i perioden 20. maj 2008 - 2. januar 2009 i intervallet 7,19 % - 9,29 % om året.

På baggrund af en henvendelse fra klagerne om deres lån anførte banken ved e-mail af 13. oktober 2008 til klagerne blandt andet:

”…

Ja, den oprindelige tanke var, at lånet skulle kunne hvile i sig selv, hvilket var baseret på at der skulle lånes 2 mio. kr., hvoraf 1 mio. kr. skulle investeres i værdipapirer. Investeringsdelen kom imidlertid aldrig i gang, hvilket vi i dag skal være rigtig glade for, når nu vi har set hvad der er sket på investeringsområdet indenfor de senest 3-4 måneder.

Som tingene er lige nu, kan jeg ikke tilbyde at de ”overskydende” 1 mio. kr. kan anvendes til investering i værdipapirer.

Det betyder således, at vi skal have kigget på den løbende renteudgift til Tyrkiet-finansieringen, og hvordan vi får det inddækket fremover.

…”

Af kontooversigten for 2008 fremgår en gæld på Valutakontoen på 1.076.320 kr. svarende til modværdien af 216.158,90 CHF (kurs 497,93) og en gæld på boliglånet på 375.796 kr. På Markedsrentekontoen var der et indestående på 337 kr. og på Stjernekontoen et indestående på 273.530 kr. Friværdikontoen var udgået.

Pr. den 27. marts 2009 blev CHF-gælden omlagt til 1.053.285 danske kroner, svarende til modværdien af 215.000 CHF. I forlængelse heraf var der en e-mail-korrespondance mellem parterne om klagernes samlede økonomi, herunder afvikling af gælden. Det fremgår heraf, at lånet ikke længere var et CHF-lån.

Ved e-mail af 20. juli 2010 til banken gjorde klagerne indsigelse mod navnlig rentestigningerne på engagementet, som ikke var misligholdt.

I begyndelsen af 2013 afviste banken et eventuelt erstatningsansvar over for klagerne som følge af, at der ikke var blevet etableret lånefinansierede investeringer som aftalt i 2006.

Parternes påstande

Den 27. februar 2013 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Spar Nord Bank skal yde en rentekompensation og betale erstatning.

Spar Nord Bank har under sagen frafaldet en renteforhøjelse på 2 procentpoint på klagernes Markedsrentekonto og boliglån pr. den 18. august 2010 og har på den baggrund ydet klagerne en rentekompensation 88.414,95 kr. fordelt med 69.606,79 kr. på Markedsrentekontoen og 18.808,16 kr. på boliglånet.

Spar Nord Bank har i øvrigt nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klagerne har anført, at Spar Nord Bank ikke overholdt de indgåede aftaler vedrørende engagementet og derved påførte dem unødige omkostninger.

Banken foreslog en såkaldt dobbeltfinansiering, hvor afkastet på lånefinansierede værdipapirer skulle dække renteudgiften på finansieringen af ferieboligen. Banken påtog sig at overvåge engagementet og eventuelt omlægge det, hvis det efter bankens skøn var fordelagtigt. Der blev den 14. februar 2006 indgået rammeaftale, oprettet depot m.v. Rentesatsen på finansieringen var 2,75 %. Banken var ikke berettiget til at forhøje rentesatsen på 2,75 %. Rentesatsen var ifølge tilbuddet bankens ”pris” for finansieringen og kunne derfor ikke forhøjes.

I 2008 bekræftede banken, at formålet med aftalerne var, at lånet kunne hvile i sig selv. Den omstændighed, at investeringsdelen aldrig var kommet i gang, var alene bankens problem.

Først i 2009 anmodede banken om indbetalinger på engagementet på 5.000 kr. pr. måned.

De kunne uanset den senere indtrufne finanskrise i 2008 have opnået et betydeligt afkast, hvis der var blevet investering som aftalt. Det lå ikke fast, at investeringerne skulle ske i netop de af banken foreslåede papirer. Der kunne være foretaget investeringer i for eksempel Kina, Tyrkiet eller andre lande, der ikke blev ramt af finanskrisen.

Deres krav er baseret på uopsagte aftaler med banken, og der er derfor ikke indtrådt forældelse. Subsidiært er forældelsesfristen suspenderet.

Banken har undladt at efterkomme deres krav om at foretage en beregning baseret på den aftalte forrentning af gælden på 2,75 % sammenholdt med de af banken foreslåede investeringer.

Valutakontoen blev lukket uden at de blev informeret om det. Aftalen var gældende til den 31. oktober 2012. Rentesatsen kunne således heller ikke genforhandles før den 31. oktober 2012. Banken har i strid med aftalen hævet rentesatsen og beregnet sig overtræksrente på 21,5 %. Banken har endvidere beregnet rentes rente.

Valutalånet/kassekreditten var på 1,6 mio. kr. De var ikke bekendt med de overstregninger og ændringer, der blev påført rammeaftalen, som H underskrev den 26. marts 2007.

Spar Nord Bank har anført, at klagerne i hvert fald siden den 13. oktober 2008 har været klar over, at den oprindeligt aftalte dobbeltfinansiering ikke ville blive gennemført, at der ikke var investeret som oprindeligt aftalt, og at bankens tilsagn var tilbagekaldt. Et eventuelt krav på erstatning som følge af tilbagekaldelsen af tilsagnet eller at klagerne ikke modtog udbytte til dækning af renteudgifterne på kreditfaciliteten, er forældet i henhold til § 3 i lov om forældelse.

Klagerne har i øvrigt ikke godtgjort, at de har lidt et tab ved, at dobbeltfinansieringen og investeringerne ikke blev gennemført. Finansieringsforslaget indeholdt ikke en tilsikring af et bestemt resultat, men byggede på en variabel rentesats og en afkastforventning, hvilket klagerne måtte indse.

Det fremgår af kreditaftalen, at renten på 2,75 % om året var variabel.

Bortset fra renteforhøjelsen på 2 procentpoint, som banken under sagen har godtgjort klagerne, fulgte renteændringerne på klagernes engagement bankens generelle renteændringer. Banken har opkrævet overtræksrenter, når klagernes konti har været i overtræk, hvilket skete flere gange.

CHF-kreditten blev lukket i fuld overensstemmelse med klagerne. Dette understøttes af e-mail-korrespondancen med klagerne i april 2009, hvor det klart fremgår, at klagerne var bekendt med, at finansieringen ikke længere var i CHF.

Det bestrides, at banken skulle have ændret i tillægget til kreditkontrakten vedrørende Markedsrentekontoen. Den datostemplede påskrift vedrører alene kontrol af underskrift. Ændringen af kreditten fra 1,6 mio. kr. til 1 mio. kr. svarer til størrelsen på kreditten, som dokumentet er et tillæg til, og som er underskrevet samtidig. Klagernes underskrift på kreditkontrakten på 1 mio. kr. i marts 2007 støtter bankens påstand om, at forholdet er forældet.

Ankenævnets bemærkninger

Klagerne underskrev den 27. marts 2007 en kreditkontrakt vedrørende deres Markedsrentekonto i Spar Bank Nord og accepterede herved dels en nedskrivning af kreditten i banken til 1 mio. kr., dels den variable rentesats, som nu var 5,5 % om året.

Det var en fejl, at banken ikke gennemførte investeringen som aftalt. Imidlertid blev klagerne i hvert fald senest ved e-mail af den 13. oktober 2008 klar over, at der ikke som planlagt ved etableringen af engagementet i februar 2006 var blevet foretaget lånefinansierede investeringer med henblik på at opnå et udbytte, der kunne dække renteudgiften på kreditten. Et eventuelt erstatningskrav i den anledning var derfor forældet ved klagen til Ankenævnet den 27. februar 2013.

Spar Nord Bank har under sagen ydet en rentekompensation for en renteforhøjelse på 2 procentpoint pr. den 18. august 2010. Ankenævnet lægger til grund, at renteændringerne på klagernes engagement i øvrigt har fulgt bankens generelle renteændringer.

Ankenævnet lægger endvidere til grund, at banken alene har beregnet sig overtræksrenter i et omfang, som banken var berettiget til.

Ankenævnet kan ikke foretage en revisionsmæssig gennemgang af engagementet.

De oplyste rentesatser kan ikke tilsidesættes som urimelige.

Ankenævnet finder herefter, at klagerne ikke kan få medhold i klagen, hverken helt eller delvist.

Ankenævnets afgørelse

Klagerne får ikke medhold i klagen.

Klagerne får klagegebyret tilbage.