Rente på indlånskonto med betydeligt indestående. Rådgivning.
| Sagsnummer: | 422/2000 |
| Dato: | 13-03-2001 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Pedersen, Kåre Klein Emtoft, Inge Frølich, Niels Bolt Jørgensen, Ole Reinholdt. |
| Klageemne: |
Rådgivning - øvrige spørgsmål
Rente - indlån |
| Ledetekst: | Rente på indlånskonto med betydeligt indestående. Rådgivning. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning.
Denne sag vedrører klagerens krav om en rentekompensation, idet klageren har gjort gældende, at indklagede har ydet mangelfuld rådgivning om muligheden for at opnå en bedre forrentning af indeståendet på en indlånskonto.
Sagens omstændigheder.
I perioden september 1997 - august 2000 havde klageren et større indestående på en højrente-lønkonto hos indklagede.
I perioderne 17. november 1997 - 27. april 1999 og 18. oktober 1999 - 31. august 2000 oversteg indeståendet til stadighed 1 mio. kr.
I september 2000 købte klageren værdipapirer for hovedparten af indeståendet.
Forrentningen af kontoen har været som følger:
21. oktober 1997 - 3,50% p.a.
19. maj 1998 - 3,75% p.a.
11. oktober 1999 - 2,50% p.a.
15. november 1999 - 2,875% p.a.
28. marts 2000 - 3,125% p.a.
23. september 2000 - 3,625% p.a.
Parternes påstande.
Den 25. oktober 2000 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at yde en rentekompensation, hvorved han stilles, som om han havde opnået en forrentning svarende til aftaleindlån på 3 måneder i de perioder, hvor indeståendet oversteg 1 mio. kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at han tilkendegav over for indklagede, at han ønskede at kunne disponere over indeståendet til et ejendomskøb.
Han havde et indestående i et andet pengeinstitut på ca. 200.000 kr., som kunne benyttes til udbetalingen, og da der i normale ejendomshandler går noget tid, inden restkøbesummen skal betales, havde det været acceptabelt med en bindingsperiode på op til 3 måneder vedrørende indeståendet hos indklagede.
Han rettede gentagne gange henvendelse til indklagede om muligheden for en højere forrentning, selv om han ikke ønskede at binde indeståendet længere end ca. 3 måneder. Ved alle forespørgsler var indklagedes svar negativt. Indklagedes fastrentekonto havde en 12 måneders binding og blev i samråd med indklagede forkastet. Investering i værdipapirer blev frarådet af indklagede.
Indklagede undlod at oplyse om muligheden for at placere midlerne som aftaleindlån med 1-3 måneders bindingsperiode, hvorved han ville have kunnet opnå en bedre forrentning. Indklagede burde i hvert fald have orienteret om denne mulighed i de perioder, hvor indeståendet oversteg 1 mio. kr.
Da han i efteråret 2000 fik en ny rådgiver hos indklagede, blev han rådet til at investere i nogle bestemte korte obligationer, der angiveligt skulle være endnu bedre end aftaleindlån. Dette var helt nye oplysninger og råd i forhold til tidligere, hvilket forvirrede ham. Han valgte at følge rådet og investerede i de anviste papirer.
Indklagede har ved trods gentagne forespørgsler at have undladt at orientere ham om muligheden for en mere hensigtsmæssig placering af midlerne pådraget sig et ansvar og bør som følge heraf yde en rentekompensation.
Indklagede har anført, at man i indskudsperioden ved gentagne lejligheder forespurgte klageren, om han ønskede at indskyde midlerne på en fastrentekonto med bindingsperiode eller investere i værdipapirer med henblik på at opnå en højere forrentning. Klageren tilkendegav, at det var afgørende for ham, at midlerne var likvide, således at der var adgang til hurtigt at kunne disponere. Først i efteråret 2000 ønskede klageren at binde midlerne ved at foretage investeringer i værdipapirer.
Oprettelse af aftaleindlån hos indklagede kræver som minimum et indskud på 1 mio. kr. Som følge heraf, og idet klageren tilkendegav, at indeståendet ikke kunne forventes at være konstant, fandt man det ikke relevant at rådgive om muligheden for placering på en aftalekonto, men valgte i stedet at rådgive om de ovenfor anførte placeringsmuligheder.
Klagerens konto har i hele indskudsperioden været forrentet med den højeste indlånsrente for indklagedes produkt højrentekonto, og man har med den ydede rådgivning levet op til sine forpligtelser over for klageren.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Det lægges efter det foreliggende til grund, at forrentningen af indeståendet på klagerens højrentekonto hos indklagede blev drøftet flere gange i perioden september 1997 - august 2000, at klageren under drøftelserne gav udtryk for utilfredshed med forrentningen af indeståendet, at indklagede orienterede ham om muligheden for at indskyde midlerne på en fastrentekonto med bindingsperiode på 12 måneder eller at investere i værdipapirer med henblik på at opnå muligheden for en højere forrentning, og at forslagene blev forkastet, fordi klageren ikke ønskede en binding af midlerne.
Ankenævnet finder, at indklagede i forbindelse med drøftelserne tillige burde have orienteret klageren om muligheden for at placere midlerne på en aftalekonto, uanset at man som minimum herfor krævede et indskud på 1 mio. kr. og uanset klagerens eventuelle tilkendegivelser om, at indeståendet ikke kunne forventes at være konstant. Det bemærkes herved, at indeståendet rent faktisk i 2 perioder på henholdsvis ca. 17 måneder og ca. 10 måneder oversteg 1 mio. kr., og at klageren med en væsentligt kortere bindingsperiode end ved oprettelse af en fastrentekonto og uden kursrisiko som ved investering i værdipapirer herved kunne have opnået en bedre forrentning end på højrentekontoen.
Ankenævnet finder det ubetænkeligt at lægge til grund, at klageren i hvert fald i et vist omfang ville have placeret midlerne som indskud på en aftalekonto, såfremt indklagede havde orienteret ham om muligheden herfor. Ankenævnet finder derfor, at indklagede bør yde klageren en rentekompensation.
Ankenævnet finder imidlertid, at klageren, som havde et ikke ubetydeligt indestående i et andet pengeinstitut, da indklagede fastholdt en bindingsperiode på 12 måneder ved indskud på en højrentekonto, med henblik på at opnå en højere forrentning af indeståendet hos indklagede burde have undersøgt muligheden for en alternativ placering af indeståendet.
Ankenævnet lægger til grund, at klageren i denne forbindelse ville have fået kendskab til muligheden for indskud på en aftalekonto med væsentlig kortere bindingsperiode.
På denne baggrund finder Ankenævnet, at indklagede skal yde klageren en rentekompensation svarende til, at indeståendet på klagerens højrentekonto i perioden 1. december 1997 - 1. februar 1998 havde været placeret som aftaleindskud med en løbetid på - henset til klagerens erklærede ønske om at være så likvid som muligt - 1 måned.
Som følge heraf
Indklagede skal inden 4 uger yde klageren en rentekompensation beregnet som ovenfor anført.
Klagegebyret tilbagebetales klageren.