Ændring af vilkår, produktomlægning.
| Sagsnummer: | 144/1994 |
| Dato: | 17-10-1994 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Niels Busk, Niels Bolt Jørgensen, Kirsten Nielsen, Bjarne Lau Pedersen |
| Klageemne: |
Indlån - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Ændring af vilkår, produktomlægning. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Klagerens engagement hos indklagede bestod primo 1994 af et værdipapirdepot samt en økonomikonto, der udelukkende blev benyttet som afkastkonto.
Den 4. februar 1994 modtog klageren skriftlig meddelelse om, at man med virkning fra den 1. april 1994 indførte tre nye kontoformer (Danske Løn, Danske Privat og Danske Plus) til erstatning af standardkonti og økonomikonti, som pr. samme dato ville udgå. Mens Danske Løn var gratis at oprette og som udgangspunkt gebyrfri i brug, men uden forrentning, ville der for Danske Privat og Danske Plus blive opkrævet gebyr på henholdsvis 25 kr. og 60 kr. i kvartalet, hvilket ville blive modsvaret af en yderligere service og en bedre forrentning. I øvrigt fremgik bl.a.:
"Som følge af disse kontoændringer ophører Deres Økonomikonto pr. 31. marts 1994. Vi vil derfor tilbyde Dem at ændre Deres økonomikonto [kontonr.] til en Danske Privat med virkning fra 1. april 1994. De beholder samme kontonummer og behøver derfor intet at foretage Dem.
...
Hvis vi ikke hører fra Dem inden 15. marts 1994, tillader vi os automatisk at ændre Deres ophørende Økonomikonto til en Danske Privat med virkning fra 1. april 1994. Hvis De skønner, at enten Danske Løn eller Danske Plus vil passe Dem bedre, beder vi Dem have ulejlighed med at kontakte os snarest muligt, så vi i stedet kan oprette en af disse konti til Dem."
Klageren protesterede bl.a. over ophævelsen af Økonomikontoen og den af indklagede benyttede fremgangsmåde. Indklagede anbefalede herefter oprettelse af kontoen Danske Løn.
Af indklagedes "Almindelige forretningsbetingelser for privatkunder (forbrugere)" fremgår bl.a.:
"Regler om rente, rentedato (...)
a. Rentevilkår
Rente for de enkelte indlåns- og udlånskonti er variabel, med mindre andet udtrykkeligt er aftalt.
At forrentningen er variabel betyder, at banken til enhver tid uden varsel kan ændre rentesatsen.
...
Hvis renten på en enkelt kontotype ændres væsentligt til ugunst for kunden, og renteændringen ikke har forbindelse med udviklingen i bankens almindelige renteniveau, vil kunden med brev (særskilt underretning) eller ved annoncering i dagspressen få et varsel på mindst én måned.
Hvis varslet af renteændringen for indlån på opsigelse er kortere end det varsel, der gælder for kunden, kan kunden i en periode på 14 dage efter, at renteændringen er trådt i kraft, hæve indskuddet uden fradrag af de påløbende renter.
...
d. Gebyrer
Banken tager gebyr af kunden for serviceydelser, der udføres for kunden, og for at besvare spørgsmål fra offentlige myndigheder.
...
Banken kan til enhver tid uden varsel ændre gebyrer.
De gebyrer, som kunden løbende betaler i bestående kontraktforhold, kan banken kun ændre med én måneds varsel med meddelelse til kunden eller ved annoncering i dagspressen.
...
6. Kundeforholdets ophør.
Banken og kunden kan til enhver tid bringe kundeforholdet til ophør uden varsel. Udlånsaftaler kan dog kun opsiges af banken med et varsel på tre måneder, med mindre der foreligger misligholdelse eller anden forfaldsgrund.
Ved opsigelse fra bankens side har kunden krav på en begrundelse.
..."
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at opretholde hendes Økonomikonto på uændrede vilkår.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at hun ikke har tiltrådt indklagedes almindelige betingelser, og at de ikke kan anses for at udgøre et aftalegrundlag mellem parterne. Indklagede har ikke opsagt kontoen. Den blev videreført med uændret kontonummer, men på ringere vilkår, som hun ikke har accepteret. Indklagede bør videreføre kontoen uændret i overensstemmelse med den oprindelige aftale herom. Indklagedes fremgangsmåde med varsling af de ændrede vilkår var i strid med redelig forretningsskik og god bankpraksis, idet en manglende reaktion på henvendelsen af 4. februar 1994 ville få retsvirkning som en accept af mere byrdefulde vilkår ("negativ accept"). Det er pålagt hende at oprette en indlånskonto i tilknytning til værdipapirdepotet, hvilket gør indklagedes fremgangsmåde yderligere uberettiget.
Indklagede har anført, at klageren ved sin underskrift i 1986 kvitterede for modtagelsen af de almindelige forretningsbetingelser, som var mindre gunstige end de forretningsbetingelser for private kunder, der blev tilsendt samtlige kunder i januar måned 1992. De almindelige forretningsbetingelser udgør aftalegrundlaget i kundeforholdet; forretningsbetingelserne indeholder hjemmel dels til at opsige almindelige indlån, dels til at ændre rentevilkår og gebyrer med én måneds varsel. Man har i den konkrete sag overholdt varslingsreglerne. I skrivelsen af 4. februar 1994 har man tilbudt klageren videreførsel af et kontoforhold på nye vilkår. Manglende reaktion herpå medfører ikke en forpligtelse for modtageren til at videreføre en konto på de nye vilkår, idet indlånsmidler uden omkostning kan hæves eller overføres til andet pengeinstitut. Det forhold, at klageren i kraft af depotbestemmelserne er forpligtet til at føre konto i banken, ændrer ikke på adgangen til at ændre vilkårene for en sådan konto.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder, at indklagede med det varsel på én måned, som ifølge indklagedes almindelige forretningsbetingelser gælder for ændringer vedrørende rentevilkår og løbende gebyrer, var berettiget til at ændre sine kontoformer for indlånskonti med den konsekvens, at klageren i stedet for sin hidtidige økonomikonto blev henvist til at vælge en af de tre nye kontoformer. Dette gælder, selv om klageren i forbindelse med sit værdipapirdepot er nødsaget til at have en indlånskonto hos indklagede. Ankenævnet finder heller ikke grundlag for at kritisere indklagedes fremgangsmåde, som indebar, at klagerens økonomikonto ville blive ændret til kontotypen DanskePrivat, med mindre klageren tilkendegav, at hun ønskede den ændret til en af de to andre nye kontotyper.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.