Investering, rådgivning.
| Sagsnummer: | 463/1989 |
| Dato: | 16-02-1990 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Bjørn Bogason, Lis Frisenette, Peter Møgelvang-Hansen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
|
| Ledetekst: | Investering, rådgivning. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I skrivelse af 2. juni 1988 foreslog indklagedes Christianshavn afdeling klageren, at han og afdelingen på et møde skulle gennemgå klagerens depot med henblik på eventuel omlægning heraf, idet klagerens udbytte efter skat efter afdelingens opfattelse herved kunne forøges.
Som svar på denne skrivelse meddelte klageren i skrivelse af 11. juni 1988, at han var bortrejst indtil september, og at han således ikke havde mulighed for at deltage i et eventuelt møde. Klageren gav derfor afdelingen fuldmagt til at disponere på hans vegne under forudsætning af, at indklagede disponerede med henblik på at maksimere hans udbytte efter skat. Klageren anførte endvidere, at hans skatteprocent var 48, og at han, såfremt afdelingen havde behov for yderligere oplysninger, ville stå til rådighed.
I skrivelse af 20. juli 1988 fremsendte klageren sit skatteregnskab, idet han samtidig rettede en forespørgsel til indklagede vedrørende det hensigtsmæssige i at afhænde alle sine investeringsbeviser for at få det skattemæssige overskud i vejret, således at han kunne udnytte sine afskrivningsmuligheder.
I september 1988 omlagde afdelingen klagerens obligationsportefølge fra en type obligationer til en anden og i oktober konverterede afdelingen klagerens investeringsbeviser og aktier til obligationer.
I skrivelse af 16. oktober 1988 anmodede klageren afdelingen om at forklare ham hvori fordelen ved den skete omlægning lå, ligesom klageren anmodede afdelingen om at tage en fornyet soliditetsoplysning på A/S DTS International Containerinvest, som indklagede allerede et år tidligere havde taget soliditetsoplysning på.
Efter yderligere brevveksling og afholdelse af møder, hvor klageren bl.a. gjorde gældende, at indklagede havde fejlrådgivet ham i forbindelse med hans investeringer i A/S DTS Containerinvest og Ejendomsselskabet Norden, og efter at klageren havde indbragt sagen for Ankenævnet, meddelte indklagede i skrivelse af 13. december 1989 klageren, at omlægningen af hans obligationsbeholdning i september 1988 var sket på basis af den fejlagtige opfattelse, at hans skatteprocent var 68 og ikke 50.
Den nye obligationsbeholdning havde imidlertid givet samme afkast som den oprindelige, når man sammenlagde rente efter skat og kursgevinst. Af et af indklagede udarbejdet bilag fremgår, at omlægningen af obligationsbeholdningen havde medført at rentetab før skat på 19.582 kr., et rentetab efter 50% skat på 9.791 kr. og en kursgevinst på 9.797 kr. Indklagede tilbød at lade handlen bestå og pr. kulance godtgøre klageren de med handlen forbundne kurtageomkostninger. Alternativt tilbød indklagede at lade handlen gå tilbage uden kurtageberegning eller omlægge obligationerne til andre danske obligationer kurtagefrit.
Endvidere anførte indklagede:
"For så vidt angår salg af diverse investeringsforeninger og køb af obligationer, må vi fastholde, at rådgivningen omkring denne disposition var korrekt, uanset om skattesatsen var 68% eller 50%.
Dette skyldes de informationer om Deres privatøkonomiske situation, som De har oplyst til brug for rådgivningen. Der tænkes her på Deres ønske om at nedbringe gæld, at få større renteindtægter så Deres afskrivningsmuligheder kunne udnyttes samt at sikre et supplement til indkomsten. De antyder endvidere selv i brev af 20. juli 1988, at De overvejer at sælge akkumulerende investeringsforeninger. Vi vil også tillade os at henvise til, at De i oktober måned 1988 fik tilbud om tilbageførsel af disse handler. Et tilbud, som De afslog".
Endvidere anførte indklagede, at man ikke rådgiver om investering i A/S DTS Contrainerinvest III og at man ikke udarbejder aktieanalyse på Ejendomsselskabet Norden.
Afslutningsvis oplyste indklagede, at man med hensyn til, at klagerens kassekredit var blevet belastet med overtræksrente i februar i forbindelse med køb og salg af værdipapirer, havde anmodet afdelingen om at godtgøre klageren rentebeløbet 3.268,99 kr. med tillæg af renter ialt 3.577,44 kr.
I skrivelse af 17. december 1989 meddelte klageren, at han tillige ønskede kurtagen ved omlægningen i oktober 1988 godtgjort.
Derudover fastholdt klageren, at omlægningen af hans obligationsbeholdning ikke havde haft den tilsigtede virkning, idet han havde haft behov for forøget renteindtægt for at kunne benytte afskrivningsmulighederne, hvilket ikke har været tilfældet når, som indklagede selv anførte, afkastet af den nye beholdning kun var identisk med det afkast, den oprindelige beholdning ville have givet, når man også medregnede kursgevinsten.
Det var endvidere ikke korrekt, når indklagede anførte, at han i skrivelse af 20. juli 1988 havde givet udtryk for, at han ønskede at sælge sine investeringsbeviser. Ved denne henvendelse havde han alene rettet en forespørgsel til indklagede som professionel rådgiver om det hensigtsmæssige i eventuelt at sælge investeringsbeviserne.
Indklagedes omlægning af hans depot havde medført at tab på 3-400.000 kr., og indklagedes mundtlige anbefaling af at investere i A/S DTS Containerinvest havde påført ham et tab på 80-100.000 kr. Indklagede burde endvidere på et tidligere tidspunkt have oplyst ham om, at man ikke udarbejdede aktieanalyser på Ejendomsselskabet Norden, således at han kunne have disponeret i overensstemmelse hermed.
I skrivelse af 27. december 1989 til klageren fastholdt indklagede, at omlægningen af klagerens investeringsbeviser og aktier til obligationer havde haft den tilsigtede virkning, idet renteindtægten af en ny beholdning i 1989 udgjorde 15.080 kr., mens udbyttet af aktier og investeringsbeviser kun ville have udgjort 3.999 kr.
Indklagede ville dog pr. kulance godtgøre kurtagen, der udgjorde 538,26 kr.. Derudover fastholdt indklagede, at klageren aldrig var blevet anbefalet at investere i A/S DTS Contrainerinvest III.
Klageren har nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at erstatte ham det tab han har lidt som følge af indklagedes omlægning af hans depot. Tabet har klageren foreløbigt opgjort til 300.000 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Til støtte for påstanden har klageren udover det overfor indklagede anførte, gjort gældende, at indklagede af egen drift henvendte sig til ham med henblik på omlægning af hans depot, hvorfor indklagede burde have været sikker på, at omlægningen var til hans fordel, ligesom indklagede burde have benyttet sig af de oplysninger vedrørende hans skatteprocent og øvrige økonomi, som ham uopfordret tilsendte indklagede, inden omlægningen fandt sted.
Indklagede har til støtte for den nedlagte påstand henholdt sig til sine skrivelser til klageren af 13. og 27. december 1989.
Ankenævnets bemærkninger:
Indklagede har erkendt at have begået en fejl i forbindelse med omlægningen af klagerens obligationsbeholdning og har som følge heraf bl.a. tilbudt at lade handelen gå tilbage uden kurtageberegning. Ankenævnet går ud fra, at dette skal forstås som et tilbud om at retablere den oprindelige obligationsbeholdning med tilbagevirkende kraft, således at klageren - også med hensyn til renter - stilles, som om omlægningen ikke var foretaget. Klageren findes herefter ikke at kunne gøre yderligere krav gældende i anledning af den begåede fejl.
Der findes ikke godtgjort, at indklagede i øvrigt har begået ansvarspådragende fejl.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.