Rådgivning om omlægning af depot.
| Sagsnummer: | 165/1995 |
| Dato: | 30-11-1995 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Niels Bolt Jørgensen, Peter Nedergaard, Bjarne Lau Pedersen, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
|
| Ledetekst: | Rådgivning om omlægning af depot. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 11. februar 1994 var klageren til møde hos indklagede. På mødet drøftedes placeringen af klagerens kapitalpension samt frie midler. På indklagedes anbefaling omlagde klageren den 18. februar 1994 320 andele i Bank-Invest afdeling 2 (kursværdi 144.000 kr.) beroende i klagerens frie depot til 775 andele i Bank-Invest afdeling 4 (kursværdi ca. 137.000 kr.).
Bank-Invest 2 er en akkumulerende obligationsafdeling (danske obligationer), mens Bank-Invest afdeling 4's midler er placeret i udenlandske obligationer.
På et møde den 22. april 1994 gjorde klageren indsigelse mod omlægningen af Bank-Invest 2 til Bank-Invest 4. Mødet medførte ikke ændringer i depotets sammensætning. Kursværdien af andelene i Bank-Invest 4 var på dette tidspunkt faldet med 28.287 kr.
Ved skrivelse af 26. februar 1995 gjorde klageren indsigelse mod omlægningen af fondsbeholdningen foretaget den 18. februar 1994 og fremsatte krav om, at indklagede dækkede hans tab. Dette afviste indklagede.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at erstatte klagerens tab opgjort til 24.800 kr. pr. 8. marts 1995.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at indklagedes rådgivning ved omplaceringen var utilstrækkelig. Risici blev ikke fremhævet overfor ham. Han er gået på pension 1. september 1995, og pensioneringstidspunktet var således nært forestående i februar 1994. Han tilkendegav klart, at hans kapital ikke kunne betragtes som risikovillig. Formålet med mødet var en vurdering af kapitalpensionen, men indklagede bragte uopfordret hans investering i Bank-Invest på bane. Medarbejderen anførte, at det skattemæssigt var ugunstigt at beholde Bank-Invest afdeling 2. Der blev ikke forevist kurver over kursudviklingen, ligesom der heller ikke blev overvejet andre muligheder for placering af beløbet.
Indklagede har anført, at med hensyn til klagerens kapitalpensionsmidler blev det anbefalet at placere midlerne i en pensionspulje med garanteret minimumsrente. Klageren fulgte dette råd. På grundlag af beregninger omkring afkast, skat m.v. foreslog indklagedes medarbejder at omplacere Bank-Invest afdeling 2 til Bank-Invest afdeling 4. Strategien i investeringerne var, at klageren ved sin pensionering skulle anvende kapitalpensionsmidlerne først og derefter frie midler. Klageren har indenfor de senere år handlet med såvel indenlandske som udenlandske aktier og obligationer og har derfor en god indsigt i fondsmarkedet. Det er beklageligt, at der i 1994 skete et kursfald, som påvirkede klagerens investering. Rådgivningen af klageren har været fyldestgørende, og klageren var orienteret om investeringernes karakter og risiko.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at indklagedes medarbejder i februar 1994 handlede ansvarspådragende ved at anbefale klageren at omlægge sin beholdning af andele i Bank-Invest afdeling 2 til andele i Bank-Invest afdeling 4.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.