Rådgivning om investering i obligationer. Rådgivning om, hvilken obligationsserie et ejerskiftelån skulle baseres på.
| Sagsnummer: | 361/1996 |
| Dato: | 12-03-1997 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Inge Frølich, Bjarne Lau Pedersen, Mette Reissmann, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
Realkreditbelåning - ejerskifte |
| Ledetekst: | Rådgivning om investering i obligationer. Rådgivning om, hvilken obligationsserie et ejerskiftelån skulle baseres på. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved klageskema af 19. september 1996 har klageren nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at betale erstatning for hans tab dels ved en investering i obligationer i 1993 (I), dels ved mangelfuld rådgivning i slutningen af 1994 om ejerskiftebelåning (II).
Indklagede har nedlagt om påstand om frifindelse.
I
Den 25. januar 1993 købte klageren via indklagedes Næstved afdeling nominelt 31.000 kr. 8% Danske Statsgældsbeviser (INK) 1993 III. Ved obligationernes udløb den 20. august 1993 købte klageren nominelt 44.000 kr. 8% Danske Statsgældsbeviser 1994 I med udløb den 21. februar 1994.
Klageren har anført, at en bekendt, der er beskæftiget med rådgivning, primo 1993 anbefalede ham at købe langfristede obligationer. Han kunne herved opnå en skattefri kursgevinst ved et senere rentefald, som måtte forventes, såfremt resultatet af EU-afstemningen den 18. maj 1993 blev et ja, hvilket var mest sandsynligt. Såfremt resultatet af afstemningen skulle blive et nej, forventedes det ikke at påvirke renteniveauet væsentligt. Han ønskede at følge anbefalingen og henvendte sig derfor til indklagede for at købe langfristede obligationer. Den ekspederende medarbejder fokuserede ensidigt på meget korte obligationer og påpegede, at det var naivt at købe risikable langfristede obligationer. Medarbejderen talte højt og havde en fremfusende adfærd. Denne adfærd og de øvrige kunders åbenlyse nysgerrighed fik ham til at fravige sin beslutning. Da renten efterfølgende faldt, led han herved et tab på ca. 10.000 kr. i skattefri kursgevinst, hvilket beløb indklagede bør tilpligtes at erstatte.
Indklagede har anført, at ingen medarbejdere i afdelingen erindrer at have frarådet klageren at købe langfristede obligationer eller i øvrigt på nogen måde at have rådgivet klageren i forbindelse med obligationskøbet i januar 1993. Ved rådgivning søger indklagede alene at tilvejebringe et beslutningsgrundlag for kunden, som herefter selv træffer beslutning om investering. Det af klageren opgjorte tab er udokumenteret og urealistisk.
II
I forbindelse med klagerens køb af en fast ejendom i november 1994 foretog indklagede den 14. november 1994 to beregninger vedrørende et 30-årigt ejerskiftelån (kontantlån) på 580.000 kr. på basis af henholdsvis 6% obligationer og 9% obligationer. Kursen på 6% obligationer var 73,64. Ved hjemtagelse på basis af denne obligation blev første års nettoydelse beregnet til 35.419 kr. Kursen på 9% obligationer var 92,91. Ved hjemtagelse på basis af denne obligation blev første års nettoydelse beregnet til 37.181 kr. I bemærkningerne til beregningerne var bl.a. anført:
"5) Såfremt dette lån anvendes til indfrielse af et lån, der har et tilknyttet kontantlånsfradrag, gør vi opmærksom på, at kontantlånsfradraget ikke kan videreføres på det nye lån."
Klageren optog ejerskiftelånet baseret på 9% obligationer i Nykredit gennem et andet pengeinstitut.
Klageren har anført, at han i december 1995 henvendte sig til indklagede med ønske om at omprioritere. Da det viste sig, at han i givet fald ville miste fradragskontoen, blev omprioriteringen, der ellers ville have været fordelagtig, ikke gennemført. I en skrivelse af 3. april 1996 til indklagede rejste han krav om blive stillet, som om han havde taget det billigste lån, hvilket indklagede afslog. Kravet blev genfremsat på et møde hos indklagede den 5. september 1996.
Under klagesagen har indklagede gjort opmærksom på, at ligningsloven ved lov nr. 1096 af 20. december 1995 blev ændret således, at fradragsretten for kurstab ved genomlægning af kontantlån fra og med den 1. januar 1996 bevares.
Klageren har anført, at han efter aftale med sin advokat søgte rådgivning hos indklagede om finansiering af boligkøbet. Han meddelte indklagede, at han lagde vægt på den lavest mulige ydelse og muligheden for senere konvertering. Ved at vælge en finansiering på basis af 9% obligationer kunne han bevare muligheden for en fordelagtig låneomlægning, hvis renten faldt, uden en væsentligt større månedlig ydelse. På den baggrund blev han og medarbejderen enige om, at det var en fornuftig løsning med et 9% lån. I december 1995 måtte han imidlertid opgive en påtænkt omprioritering, fordi han i givet fald ville miste kurstabsfradraget på lånet. Da en låneomlægning således reelt var urealistisk, burde indklagede have anbefalet hjemtagelse af lånet på basis af 6% obligationer. Ved at følge indklagedes anbefaling fik han hverken anvist det billigste lån eller et lån med en reel mulighed for at konvertere. Indklagede har først under klagesagen har gjort ham opmærksom på, at det pr. 1. januar 1996 blev muligt at bevare fradragskontoen. Såfremt indklagede havde oplyst dette straks, kunne han have gennemført en omprioritering i 1996.
Indklagede har anført, at den ekspederende medarbejder ikke erindrer, at det i forbindelse med udarbejdelsen af beregningerne nærmere blev drøftet, hvilket lån klageren burde vælge som finansiering. Under bemærkningerne til beregningen fremgik, at kontantlånsfradraget ikke kunne videreføres til et nyt lån. Klageren blev bistået af en advokat i forbindelse med handlen, og ejerskiftelånet blev ikke hjemtaget af indklagede. Ved udleveringen af beregningerne har klageren fået de oplysninger, han bad om, og som situationen krævede. Som følge af ændringen af ligningsloven har klageren fra 1. januar 1996 haft mulighed for at omlægge lånet uden at miste kurstabsfradraget.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at indklagedes medarbejder har begået ansvarspådragende fejl i forbindelse med klagerens obligationskøb i januar 1993. Dette gælder, selv om medarbejderen måtte have frarådet klageren at købe langfristede obligationer. Det bemærkes herved, at klageren måtte indse, at rådgivningen - såfremt en sådan har fundet sted - var baseret på forventninger til kurs- og renteudviklingen, som kunne vise sig ikke at holde stik, og at han derfor selv måtte træffe den endelige beslutning og bære risikoen for denne.
Ankenævnet finder heller ikke grundlag for at pålægge indklagede erstatningsansvar i forbindelse med udarbejdelsen af beregningerne vedrørende det omhandlede ejerskiftelån i november 1994. Nævnet har herved lagt vægt på, at det ikke er godtgjort, at indklagedes medarbejder rådgav klageren vedrørende valg af nominel rente på de bagved liggende obligationer, at det fremgik af beregningerne, at kontantlånsfradraget efter de dagældende regler ikke ville kunne bevares i tilfælde af en efterfølgende omprioritering, og at reglerne i øvrigt efterfølgende er blevet ændret med virkning fra 1. januar 1996, således at kontantlånsfradraget vil kunne bevares i forbindelse med omprioritering.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.