Krav om nedsættelse af rente og hel eller delvis friholdelse for betaling af restgæld.
| Sagsnummer: | 24/2025 |
| Dato: | 28-08-2025 |
| Ankenævn: | Kristian Korfits Nielsen, Inge Kramer, Karin Duerlund, Rolf Høymann Olsen og Martin Hare Hansen. |
| Klageemne: |
Udlån - rente
Rente - udlån Akkord - afslag |
| Ledetekst: | Krav om nedsættelse af rente og hel eller delvis friholdelse for betaling af restgæld. |
| Indklagede: | Resurs Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører krav om nedsættelse af rente og hel eller delvis friholdelse for betaling af restgæld.
Sagens omstændigheder
Klageren og klagerens meddebitor L blev kunder i Resurs Bank ved kreditaftale af 7. maj 2020. Af kreditaftalen fremgår blandt andet:
”…
|
Kontonr [-425] |
Information om lånet
|
Bevilget beløb 100.000 |
Bemærk, at ÅOP og kreditomkostninger kan variere alt efter hvilken dag i måneden beregningen foretages. |
||
|
Månedligt afdrag 1.748 |
Etableringsgebyr 4.990 |
Månedsgebyr 29 |
|
|
Variabel debitorrente 12,00% |
Årlige Omkostninger i Procent (ÅOP) 14,84% |
||
|
Løbetid 96 |
Samlede kreditomkostninger 67.936 |
||
…
Låntagers underskrift
…
[…] Jeg er myndig og erklærer på tro og love at ovenstående oplysninger er korrekte, […], samt at jeg skriftlig og på ”MineSider” på resursbank.dk har modtaget, læst og godkendt gældende SEF med særlige kontovilkår, ”Almindelige kontobetingelser For Private Aftaler Om Kontokredit Samt Privatlån for Danmark”, […].
…”
Af de standardiserede europæiske forbrugerkreditoplysninger fremgår blandt andet:
”…
|
… |
… |
|
Betingelserne for ændring af ovennævnte omkostninger i forbindelse med kreditaftalen |
Renten er variabel, og Resurs Bank har ret til at forhøje rentesatser under henvisning til (i) øget kreditrisiko for Resurs Bank i forbindelse med engagementet, (ii) kreditpolitiske beslutninger eksempelvis i forbindelse med generel øget kreditrisiko, og/eller (iii) som følge af øgede omkostninger til Resurs Bank’s finansiering, som Resurs Bank ikke kunne eller burde have forudset, da Resurs Bank bevilgede kreditten. Gebyrer for kreditten kan forhøjes og nye gebyrer kan indføres, i det omfang det er begrundet i markeds-, forretnings-, indtjenings-, lovgivnings-, eller konkurrencemæssige forhold, herunder som følge af forhøjede omkostninger for Resurs Bank. … |
|
… |
… |
4. Andre vigtige retlige aspekter
|
… |
… |
|
Førtidig tilbagebetaling Du har ret til helt eller delvis at tilbagebetale kreditbeløbet før tiden. |
Ja, du har ret til førtidig tilbagebetaling. |
…”
Banken har fremlagt sine vilkår ”Almindelige kontobetingelser for private aftaler om kontokredit samt privatlån” af 1. december 2023, hvoraf fremgår blandt andet:
”…
A.7 Renter
…
Resurs har ret til at forhøje rentesatser med en måneds varsel på grund af markeds-, omkostnings-, lovgivnings-, risiko- eller indtjeningsmæssige forhold, hvis ændringen skyldes:
(i) Resurs – uden sammenhæng med udviklingen i det almindelige renteniveau – ændrer sin generelle rente- og prisfastsættelse af forretningsmæssige grunde, f.eks. for at øge indtjeningen, opnå en mere hensigtsmæssige anvendelse af Resurs’ ressourcer eller kapacitet eller dække øgede omkostninger.
…
A.8 Gebyrer
…
[…] Med én måneds varsel kan gebyrer for kreditten forhøjes, og nye gebyrer kan indføres, i det omfang det er begrundet i markeds- forretnings-, indtjenings-, lovgivnings- eller konkurrencemæssige forhold, herunder som følge af forhøjede omkostninger for Resurs.
Eksempler på sådanne forhold er:
…
Øgede omkostninger til drift og administration af Resurs’ systemer.
…”
Saldoen på lånet udgjorde pr. 9. juni 2020 106.653 kr., hvoraf 100.000 kr. udgjorde låneprovenuet, 4.990 kr. et udbetalingsgebyr, 29 kr. et administrationsgebyr, 634 kr. rente fra indkøbsdagen og 1.000 kr. rente for dagældende måned.
Klageren har fremlagt skærmbilleder af meddelelser om renteændringer af 29. april, 9. september, 25. oktober og 30. december 2022 samt 27. marts, 26. juni, 29. september og 30. november 2023. Det fremgår af de fremlagte meddelelser om renteændringer, at banken ved hver renteændring foretog ændringen med en måneds varsel samt bankens begrundelse for renteændringen. Den sammenlagte renteændring i perioden udgjorde 3,75 procentpoint.
Klageren har fremlagt et skærmbillede af en meddelelse om gebyrændring af 29. juni 2022. Af denne fremgår, at banken på grund af øgede driftsomkostninger hævede sit administrationsgebyr til 35 kr., og at ændringen ville træde i kraft pr. 1. august 2022.
Banken har fremlagt et skærmbillede af en meddelelse om gebyrændring af 30. november 2023. Af denne fremgår, at banken på grund af inflation og øgede omkostninger pr. 1. januar 2024 ville hæve sit administrationsgebyr til 40 kr.
Klageren har fremlagt en kontoudskrift for konto -425 for perioden 12. maj 2020 til 31. januar 2025. Heraf fremgår, at restgælden pr. 14. januar 2025 udgjorde 64.419 kr.
Klageren har fremlagt fakturaer modtaget fra banken i perioden juni 2020 til 8. januar 2025. Det fremgår af faktura af 6. december 2024 og 8. januar 2025, at debitorrenten pr. disse datoer var 16,93 %, og at administrationsgebyret udgjorde 40 kr.
Klageren har fremlagt et skærmbillede af en del af en e-mailkorrespondance af 9. januar 2025, hvoraf fremgår, at banken meddelte klageren, at det ikke var muligt for klageren at indfri restgælden med et mindre beløb end ved betaling af restgælden på 61.419 kr.
Parternes påstande
Den 10. januar 2025 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Resurs Bank skal tilbyde hende en akkord eller at nedsætte renten på lånet.
Resurs Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at renten på hendes lån, da det blev optaget i banken i 2020, var 12 %. Hun betalte månedlige afdrag på ca. 1.700 kr. Banken havde sidenhen – og særligt under inflationen – hævet renten, så den nu er over 19 %, og hendes månedlige afdrag udgjorde 1.900 kr. Hun har forsøgt at forhandle en aftale om akkord eller en nedsættelse af renten til 12 % med banken, men dette har ikke været muligt. Banken har udeladt at redegøre for renteændringen i 2025. Debitorrenten pr. 1. februar 2025 var 16,93 %. Det er ikke lovligt at lave en så voldsom rentestigning. Banken hævdede, at renten er variabel, men banken har på intet tidspunkt nedsat renten, selvom markedspriserne i perioder var stabile.
Banken skal tilbyde hende en aftale om akkord eller nedsætte renten. Banken har afvist at indgå en aftale om akkord eller at lade hende betale restgælden delvist. På trods af at banken hævder at gøre alt, hvad den kan for at hjælpe, og hun tidligere havde fået at vide, at hun altid kunne lave en aftale med banken, så afviste banken hende. Hun anmodede banken om at få lov til at betale et engangsbeløb eller at lave en ny betalingsplan med en kortere periode. Banken nægtede hende dette, hvilket var i strid med dens egne retningslinjer.
Banken gav hende ikke adgang til sine fakturaer. Hendes individuelle fakturaer er nødvendige for at kunne holde øje med blandt andet renter og gebyrer. Det er ikke nok med PBS-udskrifter. Hun manglede fakturaer fra 12. maj 2020 til 11. marts 2024. Hun havde ikke mulighed for at kontrollere sine afdrag, renter og gebyrer, når hun ikke kunne se de første fakturaer.
Hun blev ikke tilstrækkeligt orienteret om stigninger i renten, gebyrer eller forsinkelsesgebyrer. De meddelelser, hun har modtaget, er skrevet i en økonomisk jargon, som er svær for hende at forstå.
Hun betalte 500 kr. ekstra pr. måned i fire måneder. Banken meddelte hende, at hendes betalinger blev brugt til at sænke nogle af hendes efterfølgende månedlige ydelser. Hun blev ikke tilstrækkeligt informeret om konsekvenserne ved ekstraindbetalingerne. Hun var heller ikke tilstrækkeligt informeret om konsekvenserne ved betalingsfrie måneder, som medførte betaling af gebyrer og en forlængelse af låneperioden. Banken gav modstridende udsagn om den variable rente. Hun har betalt en variabel rente uden dokumentation herfor i perioden 12. maj 2020 til 11. marts 2024.
Hendes oprindelige lånebeløb var 100.000 kr. Det ekstra gebyr på 6.653 kr. burde ikke have været en del af afdragsordningen. Hun brugte otte betalinger på at nedbringe lånet med 6.653 kr. Hun har betalt 94.652 kr. af på et lån med en hovedstol på 100.000 kr. Banken kræver nu, at hun betaler yderligere 64.149 kr. Banken foretog nogle ubegrundede og uberettigede forhøjelser af hendes månedlige afdrag. Hun har ingen tillid til banken. Hun ved ikke, hvornår hun endeligt har indfriet sit lån.
Resurs Bank har anført, at den indgik en kreditaftale med klageren og klagerens meddebitor. Kreditaftalen har en variabel prissætning. Renten og gebyrer kan ændres efter de almindelig vilkårs pkt. A.7 og A.8.
Banken har siden oprettelsen af lånet i 2020 og indtil 31. januar 2025 gennemført otte renteændringer, hvorved renten på klagerens lån er steget i alt 3,75 procentpoint. I samme periode er Nationalbankens indskudsbevisrente steget 4,2 %-point fra -0,6 % til 3,6 %. Herudover har banken hævet det månedlige gebyr to gange. Første gang den 1. august 2022 og anden gang 1. januar 2024, hvor gebyret blev hævet til 40 kr.
Angivelsen af 16,93 % i debitorrente i blandt andet faktura af 6 december 2024 og 8. januar 2025 skyldes alene en ændring af beregningen af debitorrenten. I stedet for at beregne debitorrente som den månedlige rente gange 12, blev debitorrenten beregnet som den månedlige rente på årsbasis, inklusive renters rente. Den tilskrevne månedlige rente er derfor ikke blevet ændret i december 2024.
De foretagne renteændringer er ikke urimelige, og ændringerne er gennemført i overensstemmelse med de aftalte vilkår.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren og klagerens meddebitor L blev kunder i Resurs Bank ved kreditaftale af 7. maj 2020. Af kreditaftalen fremgår blandt andet, at klageren og meddebitor L optog et lån med en hovedstol på 100.000 kr. med en variabel rente på for tiden 12 % og en løbetid på 96 måneder. Klageren skulle betale et etableringsgebyr på 4.990 kr. og et månedsgebyr på for tiden 29 kr. De samlede kreditomkostninger på lånet var estimeret til 67.936 kr.
Af bankens vilkår ”Almindelige kontobetingelser for private aftaler om kontokredit samt privatlån” af 1. december 2023 fremgår blandt andet, at banken kunne forhøje rentesatser med en måneds varsel på grund af markeds-, omkostnings-, lovgivnings-, risiko- eller indtjeningsmæssige forhold, hvis ændringen skyldes forretningsmæssige grunde. Banken kunne hæve sine gebyrer med en måneds varsel i det omfang, det er begrundet i markeds- forretnings-, indtjenings-, lovgivnings- eller konkurrencemæssige forhold, herunder som følge af forhøjede omkostninger.
Klageren godkendte med sin underskrift, at bankens vilkår ”Almindelige kontobetingelser for private aftaler om kontokredit samt privatlån” fandt anvendelse for låneaftalen.
Klageren har fremlagt skærmbilleder af meddelelser om renteændringer af 29. april, 9. september, 25. oktober og 30. december 2022 samt 27. marts, 26. juni, 29. september og 30. november 2023. Det fremgår af de fremlagte meddelelser om renteændringer, at banken ved hver renteændring foretog ændringen med en måneds varsel samt bankens begrundelse for renteændringen.
Klageren og banken har fremlagt skærmbilleder af meddelelser om gebyrændringer af 29. juni 2022 og 30. november 2023. Af disse fremgår, at banken på grund af øgede driftsomkostninger pr. 1. august 2022 hævede sit administrationsgebyr til 35 kr. og pr. 1. januar 2024 hævede sit administrationsgebyr til 40 kr.
Klageren har fremlagt fakturaer for perioden juni 2020 til 8. januar 2025. Det fremgår af faktura af 8. januar 2025, at debitorrenten pr. denne dato var 16,93 %.
Ankenævnet finder, at klageren indgik aftale om optagelse af et lån med en variabel rente, og at banken kunne forhøje rentesatser og gebyrer med en måneds varsel, i det omfang det var begrundet i nærmere beskrevne forhold. På baggrund af de fremlagte meddelelser om rente- og gebyrforhøjelser finder Ankenævnet, at det ikke er godtgjort, at banken har hævet og opkrævet renter og gebyrer i strid med aftalen.
Ankenævnet bemærker, at det af bankens ”Almindelige kontobetingelser for private aftaler om kontokredit samt privatlån” fremgår, at klageren er berettiget til at foretage en førtidig hel- eller delvis indfrielse af lånet. Ankenævnet finder, at det beror på bankens kredit- og forretningsmæssige vurdering, om den ønsker at indgå en akkordaftale med klageren, tilbyde klageren at indfri lånet mod betaling af et lavere beløb end restgælden eller eftergive noget af restgælden. Dette har banken afvist ved e-mail af 9. januar 2025.
Ankenævnet finder herudover ikke grundlag for at tilsidesætte debitorrenten eller gebyret som urimelig, jf. aftalelovens § 38, litra c, jf. aftalelovens § 36.
Klageren får derfor ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.