Ændring af afviklingsordning, inkasso.
| Sagsnummer: | 286/1993 |
| Dato: | 27-10-1993 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Niels Busk, Gert Bo Gram, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Inkasso - berettigelse af overgivelse til inkasso
Udlån - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Ændring af afviklingsordning, inkasso. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | IF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Den 26. november 1982 blev klageren dømt til betaling af 60.000 kr. med tillæg af renter fra 1. februar 1977, 2% over Nationalbankens til enhver tid gældende diskonto samt sagens omkostninger med 7.500 kr. Kreditor var et aktieselskab, som nu er et 100% ejet datterselskab af indklagede.
Den 11. april 1986 rettede klagerens revisor henvendelse til indklagedes advokat og tilbød at afvikle gælden med en månedlig ydelse på 1.000 kr., første gang 1. juni 1986; revisoren anmodede samtidigt oplyst, hvorvidt indklagede var indstillet på at udstede saldokvittering mod betaling af et engangsbeløb. Den 29. august 1986 meddelte indklagedes advokat, at kravet indklusive renter og omkostninger var opgjort til i alt 135.187,10 kr., og at man var indstillet på at udstede saldokvittering mod indbetaling af et engangsbeløb på 80.000 kr. Det var endvidere anført:
"Subsidiært kan vi acceptere den foreslåede afdragsordning på 1.000 kr. pr. måned første gang den 1. oktober 1986, idet vi dog vil beregne os et administrations- og opkrævningsgebyr på kr. 15 pr. opkrævning.
Vi håber, at sagen herefter kan afsluttes".
Den 20. november 1991, indtil hvilket tidspunkt klageren betalte 1.000 kr. månedligt, rettede klagerens revisor henvendelse til indklagede med en forespørgsel om, hvorvidt indklagede var indstillet på at udstede saldokvittering mod indbetaling af et engangsbeløb på 25.000 kr. Dette afslog indklagede. Man udbad sig samtidig regnskabsmateriale med henblik på at vurdere klagerens økonomiske situtation, idet man fandt det utilfredsstillende, at den eksisterende afdragsordning ikke nedbragte gælden.
I april 1992 tilbød klageren at betale et engangsbeløb på 48.000 kr. mod udstedelse af en saldokvittering. Ved skrivelse af 12. juni 1992 meddelte indklagede, at man efter gennemgang af klagerens regnskabsmateriale ikke fandt grundlag for at indgå herpå, men ønskede, at den månedlige ydelse forhøjedes til 2.000 kr., første gang den 1. juli 1992. Klageren meddelte hertil, at han ikke var i stand til at forhøje ydelsen, men ville vende tilbage i 1993 med henblik på at meddele, om det da ville være muligt at forhøje ydelsen.
Den 18. juni 1992 meddelte indklagede klageren, at fordringen uden yderligere varsel ville blive overgivet til retslig inkasso, såfremt klageren ikke indvilgede i at forhøje ydelsen til 2.000 kr. Den 22. juni 1992 gav indklagede tilsagn om at acceptere en månedlig ydelse på 1.500 kr. fra den 1. juli 1992 til den 1. december 1992, hvorefter ydelsen skulle forhøjes til 2.000 kr. Dertil meddelte klageren i skrivelse af 28. juni 1992, at han ikke så sig i stand til at opfylde indklagedes ønske, hvorfor den aftalte afviklingsordning på 1.000 kr. pr. måned måtte forsætte. Den 28. juli 1992 meddelte indklagede klageren, at sagen blev overgivet til retslig inkasso.
Ved skrivelse af 16. november 1992 meddelte klagerens advokat, at klageren kunne acceptere en forhøjelse af ydelsen til 2.000 kr., 1. gang 1. januar 1993. Indklagede meddelte den 8. december 1992, at man ville være indforstået med denne afviklingsordning under forudsætning af, at der etableredes acceptabel sikkerhed for hele indklagedes tilgodehavende, at der med virkning fra 1. januar 1994 skulle ske genforhandling af afviklingsbeløbet, og at der for tiden 1. juli - 1. december 1992 skulle indbetales yderligere 500 kr. pr. måned, i alt 3.000 kr.
Af opgørelser, klageren har modtaget fra indklagede, fremgår at fordringen har udviklet sig således:
Dato Restgæld
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at man ikke har været berettiget til at overgive sagen til retslig inkasso, at klageren derfor ikke er forpligtet til at betale inkassoomkostninger, og at indklagede ikke er berettiget til at stille krav om sikkerhedsstillelse.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at han har overholdt den indgåede afviklingsaftale med indklagede, hvorfor denne har været uberettiget til at overgive sagen til retslig inkasso med de deraf følgende omkostninger. Indklagede er ikke berettiget til nu at stille krav om sikkerhed for mellemværendet.
Indklagede har anført, at klageren ved dom er dømt til at betale 60.000 kr. med tillæg af renter. Han har ikke ved indbetaling af en månedlig ydelse på 1.000 kr. formået at nedbringe gælden, hvorfor indklagede har været berettiget til at forlange ydelsen forhøjet. Klageren har endvidere i hele afviklingsperioden haft fordel af en lav rentesats. Det er korrekt, at klageren siden januar 1993 har indbetalt 2.000 kr. pr. måned, men denne indbetaling er ikke i overenstemmelse med det tilbud om afvikling, som indklagede fremsatte den 8. december 1992, og der har således ikke været nogen aftale mellem parterne. Indklagede har stillet krav om, at der udover betaling af 2.000 kr. pr. januar måned 1993 skulle betales 1.500 kr. i perioden juli til december 1992, samt at der skulle stilles acceptabel sikkerhed for hele indklagedes krav, idet indklagede ved gennemgang af klagerens regnskabsmateriale blev opmærksom på, at klageren havde aktiver i form af ejendomme, biler og værdipapirer. Indklagede blev tilbudt sekundært pant i et ejerpantebrev på 1 million kr. med pant i debitors ejendom. Pantebrevet er primært pantsat til Jyske Bank, og indklagede vurderede, at pantet ville være uden værdi. Klageren har således ikke opfyldt indklagedes ønske om sikkerhedstillelse. Indklagede er derfor berettiget til at overdrage sagen til inkasso.
Ankenævnets bemærkninger:
Indklagede accepterede i 1986 en afdragsordning, hvorefter klageren skulle betale 1.000 kr. om måneden, hvilket herefter blev overholdt af klageren. Den månedlige ydelse var imidlertid ikke stor nok til, at gælden blev nedbragt, og Ankenævnet finder, at indklagede på denne baggrund var berettiget til- efter gennemgang af de forelagte oplysninger om klagerens aktuelle økonomiske situation - at stille krav om, at den månedlige ydelse skulle forhøjes. Ankenævnet finder imidlertid, at indklagede i juni 1992 var uberettiget til at forlange, at ydelsen skulle forhøjes straks fra den 1. juli 1992, idet indklagede burde have indrømmet klageren en passende frist, før forhøjelsen skulle træde i kraft. Ankenævnet finder derfor, at indklagede var uberettiget til at overgive restgælden til inkasso i juli 1992. Når endvidere henses til, at klageren efterfølgende tilbød at forhøje den månedlige ydelse til 2.000 kr. fra 1. januar 1993 og derefter har overholdt denne afdragsordning, findes indklagede heller ikke at være berettiget til nu at forlange sikkerhedstillelse. Ankenævnet tager således i det hele klagerens påstand til følge.
Som følge heraf