Sagsnummer: | 624/2023 |
Dato: | 04-03-2025 |
Ankenævn: | Helle Korsgaard Lund-Andersen, Mette Lindekvist Højsgaard, Jimmy Bak, Morten Bruun Pedersen og Jørgen Lanng. |
Klageemne: | Realkreditbelåning - kurssikring |
Ledetekst: | Spørgsmål om indgåelse af aftaler om kurssikring og krav om erstatning i forbindelse med omprioritering og tinglysning af realkreditpantebrev med pant i familiens helårsbolig uden ægtefællesamtykke. |
Indklagede: | Nordea Danmark, filial af Nordea Bank Abp, Finland |
Øvrige oplysninger: | |
Senere dom: | |
Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører spørgsmål om indgåelse af aftaler om kurssikring og krav om erstatning i forbindelse med omprioritering og tinglysning af realkreditpantebrev med pant i familiens helårsbolig uden ægtefællesamtykke.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Nordea Danmark, hvor han havde konti og netbankadgang.
Klageren ejede en fast ejendom, der var belånt med et Kort Rente-lån med en hovedstol på 2.976.000 kr. med 10 års afdragsfrihed i Nordea Kredit.
Da afdragsfriheden på klagerens Kort Rente-lån udløb den 1. april 2022, indledte klageren og banken i slutningen af 2021/starten af 2022 en dialog om omlægning af klagerens realkreditlån.
Banken har oplyst, at den bad klageren om at sende økonomiske oplysninger. Dialogen herom strakte sig over flere måneder, hvilket blandt andet skyldtes skift af bankrådgiver og manglende tilbagevenden fra klageren. Den 22. august 2022 modtog banken økonomiske oplysninger fra klageren og fik den 8. september 2022 foretaget en ny vurdering af klagerens ejendom.
Den 21. september 2022 kreditgodkendte banken klageren til at omlægge hans nuværende realkreditlån med op til 60 % belåning i ejendommen, svarende til 3,3 mio. kr., og valgfri lånetype med 30 års løbetid og 10 års afdragsfrihed. På baggrund heraf afholdt banken og klageren den 30. september 2022 et rådgivningsmøde vedrørende låneomlægningen, hvor to rådgivere fra banken deltog.
På mødet gennemgik banken de forskellige lånemuligheder og talte om renteudviklingen. Klageren og banken er i øvrigt uenige om, hvad der blev aftalt på mødet.
Klageren har oplyst, at banken startede med at tilbyde ham et tillægslån på 1 mio. kr. med afdragsfrihed i ti år. I løbet af mødet blev dette beløb flere gange reduceret, således at hans merbelåning alene blev 356.135 kr. med et nettoprovenu på 179.956 kr.
Klageren har endvidere oplyst, at hans nye bankrådgiver ”skøjtede” hen over spørgsmålet om kurssikring alene med en bemærkning om, at ”man” plejer at benytte kurssikring. Han gik ud fra, at der alene ville være tale om at sikre mod kurstab på et nyt lån på mindre end en million kroner. Rådgiveren etablerede imidlertid på eget initiativ, og uden at der på noget tidspunkt under mødet havde været nævnt noget om, at det gamle lån skulle indfries, kurssikring på både indfrielse af det gamle lån med 2.888.072 kr. til dengang 0,64 % rente og på optagelse af et nyt lån på 3.266.000 kr. til 5 % rente.
Banken har oplyst, at den anbefalede klageren et fastforrentet obligationslån, hvor ydelsen var kendt i hele lånets løbetid. Banken oplyste, at klageren ville opnå et provenu på ca. 300.000 kr. ved omlægning til et fastforrentet 5 % obligationslån med en hovedstol på 3.300.000 kr.
Banken har yderligere oplyst, at den gjorde klageren opmærksom på, at han også var kreditgodkendt til et rentetilpasningslån med 10 års afdragsfrihed og derfor havde frit valg i forhold til lånetype.
Banken har endvidere oplyst, at klageren efter bankens anbefaling valgte et fastforrentet 5 % obligationslån med 10 års afdragsfrihed, og det aftaltes at kurssikre såvel indfrielsen af klagers eksisterende realkreditlån som det nye 5 % lån. I forbindelse med kurssikringen indhentede banken klagerens mundtlige samtykke til kurssikringen, hvor den læste en samtykketekst op for klageren, som den ligeledes viste ham på skærmen, hvoraf blandt andet fremgik, at klageren var indforstået med, at den endelige kurs, som han nu indgik med banken, først fremgik af aftale om kurssikring, som blev eftersendt efter mødet, samt at klageren var indforstået med, at aftalen ikke kunne fortrydes.
Banken har oplyst, at den efter mødet blev opmærksom på, at der i klagerens ejendom var tinglyst et skadesløsbrev med en hovedstol på 200.000 kr. på 2. prioritet til kommunen, der ved omlægningen skulle respekteres af banken, hvorfor hovedstolen skulle nedsættes til 3.266.000 kr., og provenuet til 179.956 kr. Banken ringede derfor til klageren efter mødet og oplyste, at provenuet ville blive mindre end tidligere oplyst på grund af det tinglyste skadesløsbrev, men at banken ville hjemtage lånet med et så stort provenu som muligt, og at kursen ville blive fastholdt. Klageren accepterede dette.
Banken har fremlagt et skærmprint fra sit kundesagssystem, hvoraf fremgår, at banken den 30. september 2022 sendte følgende dokumenter til klagerens underskrift i netbanken: Dokumentation for vejledning om lån med pant i fast ejendom, aftale om terminskontrakt vedrørende indfrielsen af klagerens eksisterende lån til kurs 99,5, aftale om konverteringssikring af det nye lån til kurs 94,90 og en omprioriteringsaftale.
Af omprioriteringsaftalen fremgik blandt andet, at klageren via banken ønskede at optage et nyt obligationslån til en kontantværdi på 3.099.434 kr. til en rente på 5 % med 10 års afdragsfrihed og en løbetid på 30 år til udbetaling den 4. november 2022 og indfri sit eksisterende realkreditlån med en hovedstol på 2.976.000 kr. til et anslået indfrielsesbeløb på 2.884.000 kr. pr. den 4. november 2022.
Banken har yderligere oplyst, at den samme dag, den 30. september 2022, sendte fire handelsbekræftelser til klagens netbank. Der var tale en handelsbekræftelse vedrørende køb af obligationer til brug for indfrielsen af klagerens eksisterende realkreditlån og tre handelsbekræftelser vedrørende kurssikring af det nye lån, da banken først ikke var opmærksom på det tinglyste skadesløsbrev på 200.000 kr. til kommunen og kom til at bestille lånet på et nominelt beløb på 3.605.000 kr., og derefter ved en fejl kom til at bestille lånet til et nominelt beløb på 3.099.000 kr. i stedet for et nominelt beløb på 3.266.000 kr. Disse fejl blev rettet ved den tredje handelsbekræftelse og har ikke medført yderligere omkostninger for klageren.
Den 2. oktober 2022 sendte banken et lånetilbud fra Nordea Kredit på 5 % obligationslånet med en hovedstol på 3.266.000 kr. til klagerens netbank, hvoraf blandt andet fremgik:
”Der er indgået aftale om kurssikring med afvikling 4. november 2022, og beregningerne tager udgangspunkt i de aftalte vilkår.
Ophæves aftalen om kurssikring, bortfalder lånetilbudet.
…
Aftaler om realkreditprodukter kan ikke fortrydes, idet realkreditprodukter er fritaget for Kreditaftalelovens krav om 14 dages fortrydelsesret ved indgåelse af kreditaftaler.”
Samme dag, den 2. oktober 2022, sendte banken endvidere et realkreditpantebrev vedrørende optagelse af det nye lån til digital underskrift til klageren. Pantebrevet skulle tillige underskrives af klagerens ægtefælle i henhold til lov om ægtefællers økonomiske forhold § 6, idet der var tale om en pantsætning af familiens helårsbolig.
Banken har oplyst, at banken den 3. oktober 2022 sendte Aftale om udbetaling af lån i Nordea Kredit til klagerens netbank, hvoraf fremgik, at det nye lån skulle udbetales den 4. november 2022 til kurs 94,90, og at klagerens eksisterende lån skulle indfries i forbindelse med udbetaling af det nye lån i henhold til terminssikring/kurssikring af indfrielsen. Banken genfremsendte endvidere omprioriteringsaftalen til klagerens netbank den 3. oktober 2022.
Den 7. oktober 2022 rykkede banken klageren for underskrift af de fremsendte lånedokumenter.
I en e-mail at 7. oktober 2022 til banken skrev klageren:
”Tak for mødet den 30. september – og undskyld mig, at jeg først nu reagerer på de dokumenter, som du fremsendte efter mødet. Jeg rendte ind i en voldsom forkølelse eller influenza, hvorfor jeg først i går fik kigget på dokumenterne.
Jeg har lidt svært ved at se, hvor meget denne lille øvelse vil koste mig både her og nu samt fremover. Renten på det gamle lån var den 30. september 0,64% p.a., og på det nye lån er renten 5% p.a. Bidragssatsen steg for nogle år siden ganske betragteligt, og den ligger stadig på et højt niveau; hvor meget vil den andrage på det nye lån?
For at få overblik over, hvad låneomlægningen vil betyde, vil jeg sætte pris på, om jeg kan få et møde med dig snarest muligt …”
Den 19. oktober 2022 havde klageren og banken et møde. I en e-mail af 19. oktober 2022 til klageren anførte banken:
”…
Tak for mødet i dag.
Som på drøftet på mødet i dag så aftalte vi kurssikring af både indfrielse af dit nuværende lån samt kurssikring på det nye 5% lån med afdragsfrihed den 30.09.2022. Som jeg nævnte på mødet den 30.09.2022 og viste dig igen i dag er at kurssikring ikke kan fortrydes.
Du bedes derfor underskrive hurtigst muligt da dit nuværende lån er opsagt pr 04.11.2022 og såfremt du ikke underskriver dokumenterne kan det nye lån ikke udbetales. Dette kan have betydelige økonomiske konsekvenser da et evt. tab vil skulle betales af dig.”
Banken har oplyst, at klageren den 24. oktober 2022 rettede henvendelse til filialdirektøren i sin afdeling, og på den baggrund afholdt finaldirektøren og klagerens bankrådgiver den 25. oktober 2022 et nyt møde med klageren, hvor banken gennemgik hele omprioriteringen med klageren igen og viste klageren en amortiseringsplan på et alternativt lån - et Kort Rente-lån med en variabel rente på 2,97 %, hvor ydelsen var højere end på det kurssikrede 5 % lån. Banken tilbød klageren at omlægge hans lån næste gang uden bankens normale gebyr herfor. Banken anslog endvidere, at det ville koste klageren ca. 90.000 - 100.000 kr. at komme ud af de indgåede kurssikringsaftaler.
Banken har fremlagt omprioriteringsaftale underskrevet digitalt af klageren den 25. oktober 2022 og aftale om terminskontrakt vedrørende indfrielsen af klagerens eksisterende lån til kurs 99,5 underskrevet digitalt af klageren den 25. oktober 2022.
Banken har oplyst, at da realkreditpantebrevet, der den 2. oktober 2022 var fremsendt til digital underskrift hos klageren og underskrift af hans ægtefælle i henhold til lov om ægtefællers økonomiske forhold § 6, ikke var blevet underskrevet, kontaktede banken klageren telefonisk den 26. oktober 2022 og rykkede for underskrivelsen. Klageren oplyste, at han og ægtefællen havde problemer med at underskrive dokumenterne digitalt, og banken foreslog derfor, at de kom forbi filialen og underskrev lånedokumenterne. Klageren afslog dette, og banken tilbød derfor at tage forbi klagerens bopæl for at indhente de manglende underskrifter fysisk.
Da klagerens bankrådgiver tog ud til klagerens bopæl, var klagerens ægtefælle ikke hjemme, og klageren underskrev den 26. oktober 2022 pantebrevet både på egne vegne og på vegne af sin ægtefælle.
Klageren har anført, at banken sagde, at han skulle skrive pantebrevet på vegne af sin ægtefælle, selv om han fortalte banken, at han ikke havde nogen fuldmagt fra hende. Han fik at vide, at han skulle skrive under på vegne sin ægtefælle, da det ellers ville koste ham 90.000 kr.
Banken har oplyst, at den var af den overbevisning, at klageren var bemyndiget til at underskrive pantebrevet i henhold til en af ægtefællen tinglyst fremtidsfuldmagt, som klageren sendte til banken tilbage i december 2021.
Realkreditpantebrevet blev herefter tinglyst den 27. oktober 2022, lånet blev udbetalt, og klagerens eksisterende realkreditlån blev indfriet den 4. november 2022 som aftalt.
Efter omprioriteringen var blevet gennemført, bad klageren banken om dokumentation for posteringerne på hans omprioriteringskonto. Han klagede efterfølgende til banken over omprioriteringen og stillede krav om at få retableret sit eksisterende realkreditlån og om økonomisk kompensation.
Banken tilbød klageren at omlægge det fastforrentede 5 % lån tilbage til et Kort Rente-lån, hvor renten blev fastsat to gange om året, men afviste i øvrigt, at banken skulle have handlet ansvarspådragende og påført klageren et erstatningspligtigt tab.
Den 10. oktober 2023 indbragte klageren sagen for Ankenævnet.
Den 12. oktober 2023 rettede klageren henvendelse til Tinglysningsretten og gjorde indsigelse mod tinglysningen af realkreditpantebrevet til Nordea Kredit den 27. oktober 2022, idet der ikke forelå samtykke fra hans ægtefælle i henhold til lov om ægtefællers formueforhold § 6. Den 1. december 2022 traf Tinglysningsretten afgørelse om, at realkreditpantebrevet ikke skulle slettes fra klagerens ejendom.
Parternes påstande
Klageren har nedlagt påstand om, at Nordea Danmark skal retablere hans tidligere Kort Rente-lån i Nordea Kredit og betale erstatning.
Nordea Danmark har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har blandt andet anført, at han på mødet den 30. september gik ud fra, at der alene ville være tale om at sikre mod kurstab på et nyt lån på mindre end en million kroner. Rådgiveren etablerede imidlertid på eget initiativ, og uden at der på noget tidspunkt under mødet havde været nævnt noget om, at det gamle lån skulle indfries, kurssikring på både indfrielse af det gamle lån på 2.888.072 kr. til dengang 0,64 % rente og på optagelse af nyt lån på 3.266.000 kr. til 5 % rente.
Terminskontrakten dateret 30. september 2022 på indfrielse af det gamle lån blev tilbageholdt af banken, og den blev først sendt til ham fra banken den 17. april 2023. Han kan ikke i sin netbank se, at han skulle have modtaget den tidligere.
På trods af at terminskontrakterne alene var indgået af banken og dermed uden hans kendskab, har banken fastholdt, at han skulle betale en ”bod” i størrelsen omkring 90.000 kroner, hvis han ophævede aftalerne.
Da han var bundet af terminskontrakterne, ville dette medføre, at pantsætningen af hans ejendom var blevet forhøjet. Dette krævede hans ægtefælles godkendelse, jf. lov om ægtefællers formueforhold § 6, men hans ægtefælle har ikke været involveret i sagen.
Han var ikke forberedt på, at banken arbejdede uden fysiske underskrifter, og han forventede ikke, at de ville nå så langt ved det første møde med banken den 30. september 2022.
I punkt 11 i lånetilbudet dateret den 2. oktober 2022 hedder det blandt andet: ”Du har frist indtil 31. december 2022 til at overveje, om du vil optage dette lån. Du har valgt at kurssikre lånet. Der kan være omkostninger ved at ophæve kurssikringsaftalen.” Han havde imidlertid ikke fantasi til at forestille sig, at ophævelse af aftalen ville kunne koste ham omkring 90.000 kr. Han afsluttede sit brev til bankens filialchef den 24. oktober 2022 således: ”Jeg skal derfor bede om, at mit lån hos Nordea Kredit fortsætter uden nogen omkostning for mig og uden nogen ændring.”
Der fulgte flere ihærdige telefoniske forsøg fra såvel bankens filial som fra Nordea Kredit for at få ham til at underskrive realkreditpantebrevet. Det kulminerede den 26. oktober 2022, da hans bankrådgiver tog ud til hans bopæl og fik ham til at underskrive. Han fortalte, at hans ægtefælle ikke var hjemme, og at han ikke havde nogen fuldmagt fra hende. Rådgiveren insisterede på, at han skulle skrive under for sin ægtefælle og sagde: ”Skriv, ellers vil det koste dig 90.000 kroner.”, og så skrev han under.
Mindre end et døgn efter han havde underskrevet pantebrevet med trussel om en bod på 90.000 kr., lod banken pantebrevet tinglyse den 27. oktober 2022. Hans ægtefælle havde ikke været orienteret om udvidelsen af pantsætningen.
I ”Godkendelse af dokument og tilladelse til tinglysning” hedder det: ”Debitor, ægtefælle giver tilladelse til, at Nordea Danmark, filial af Nordea Bank Abp, Finland på debitor, ægtefælles vegne underskriver og tinglyser digitalt pantebrev med et indhold svarende til foranstående pantebrev. Tilladelsen sendes ikke til Tinglysningsretten, men opbevares af Nordea Danmark, filial af Nordea Bank Abp, Finland.” Under dokumenter i netbanken vedrørende pantebrevet fremgik, at aftalen var underskrevet, men annulleret inden 2. parts underskrift. En eller anden må have været inde på systemet for at gøre notat om, at aftalen (pantebrevet) var underskrevet, men annulleret inden 2. parts (hans ægtefælles) underskrift.
Hans ægtefælle har på intet tidspunkt givet tilladelse til, at nogen på hendes vegne måtte underskrive hverken pantebrev eller kurssikring, lige som hun heller ikke har underskrevet ”Godkendelse af dokument og tilladelse til tinglysning”. Når der således ikke forelå en lovlig underskrift, rejser det spørgsmål sig, hvordan banken har båret sig ad med at få pantebrevet tinglyst. Det tyder på, at banken har fortiet alt om den manglende underskrift.
Det ser i øvrigt ud som om, at bankens anbefaling af kurssikring mest af alt drejede sig om, at det var et værktøj til at lukke munden på kunden og i hvert fald i hans tilfælde gennemtvinge bankens interesse i forøgede renteindtægter. Når han protesterede, så banken stort på, om han underskrev for sin ægtefælle uden fuldmagt. Banken har fortiet dette forhold over for Tinglysningskontoret. Han har i øvrigt konstateret, at hans ”kurssikring”, der for størstedelens vedkommende blev etableret uden hans vidende, har betydet en merudgift for ham på 67.000 kr. i forhold til, hvis han havde handlet obligationerne til dagskursen den 4. november 2022.
Nordea Danmark har blandt andet anført, at banken ikke har handlet ansvarspådragende i forbindelse med bankens rådgivning om omlægning af klagerens realkreditlån. Banken har rådgivet klageren med henblik på at finde den bedst mulige løsning for klageren ud fra hans økonomi og behov, og banken har levet op til sine vejlednings- og rådgivningsforpligtelser i henhold til bekendtgørelsen om god skik for boligkredit.
På rådgivningsmødet den 30. september deltog to rådgivere fra banken, hvoraf den ene bankrådgiver var en meget erfaren boligrådgiver. På mødet gennemgik rådgiverne låneomlægningen og brugte ligeledes udtrykket konvertering. Som led i rådgivningen viste rådgiverne deres skærm for klageren, hvor samtykketeksten var en del af bankens standard gennemgang (”sagsflow”).
Banken har således udtrykkeligt oplyst klageren om, at der var tale om en konvertering af klagerens eksisterende rentetilpasningslån, der dermed skulle indfries og et nyt fastforrentet 5 % lån skulle hjemtages med et provenu. Det afvises, at banken på mødet skulle have stillet klageren i udsigt at optage et tillægslån på 1 mio. kr.
Det fremgik udtrykkeligt af lånedokumenterne, der blev fremsendt til klagerens netbank den 30. september 2022 i forlængelse af mødet, at klagerens eksisterende realkreditlån ville blive indfriet, idet dette blandt andet fremgik af Dokumentation for vejledning om med pant i fast ejendom, terminskontrakt vedrørende indfrielsen af klagerens eksisterende lån og omprioriteringsaftale.
Banken anbefaler som udgangspunkt sine kunder at kurssikre fastforrentede obligationslån og ligeledes indfrielsen ikke mindst i den pågældende periode, hvor renten var stigende. Bankens rådgivning til klageren om kurssikring af såvel optagelsen af det nye lån som indfrielsen af klagerens eksisterende lån var i overensstemmelse med bankens retningslinjer og må anses som ansvarlig kunderådgivning.
Banken gjorde udtrykkeligt klageren opmærksom på, at aftalerne om kurssikring ikke kunne fortrydes forud for aftalernes indgåelse den 30. september 2022, jf. den samtykketekst, som klageren fik vist på skærmen under mødet og fik læst op. Derudover modtog klageren samme dag den 30. september 2022 terminskontrakt, hvoraf det udtrykkeligt fremgik, at klageren låste kursen på obligationerne til indfrielse af realkreditlånet, og at dette betød, at klageren havde forpligtet sig til, at de bagvedliggende obligationer skulle leveres til realkreditinstituttet på indfrielsesdatoen, og aftale om konverteringssikring, der indeholdt tilsvarende formulering.
Den lovpligtige fortrydelsesret efter forbrugeraftaleloven gælder ikke aftaler om finansielle tjenesteydelser omfattet af lov om realkreditlån og realkreditobligationer, jf. forbrugeraftalelovens § 18, stk. 2, nr. 14.
Klageren var således bundet af aftalerne om kurssikring indgået på mødet den 30. oktober 2022, og aftalerne kunne alene ophæves mod betaling af bankens omkostninger herved som beskrevet i aftalernes misligholdelsesbestemmelser.
Klageren har efterfølgende underskrevet såvel omprioriteringsaftale som terminskontrakt vedrørende indfrielsen af klagerens eksisterende lån digitalt den 25. oktober 2022.
Banken kan ikke genkende klagerens udlægning af underskrivelsen af realkreditpantebrevet den 26. oktober 2022, herunder at klageren skulle have gjort det klart, at han ikke havde fuldmagt til at underskrive realkreditpantebrevet på sin ægtefælles vegne.
Banken var af den overbevisning, at der forelå en gyldig fremtidsfuldmagt til klageren til på vegne af sin ægtefælle at underskrive realkreditpantebrevet i henhold til lov om ægtefællers økonomiske forhold § 6. Banken modtog den 16. december 2021 en tinglyst fremtidsfuldmagt fra klageren, og banken var i den vildfarelse, at fremtidsfuldmagten var trådt i kraft Klageren gjorde ikke banken opmærksom på, at fremtidsfuldmagten endnu ikke var trådt i kraft på underskrifttidspunktet den 26. oktober 2022.
I relation til klagerens ægtefælles samtykke til pantsætningen følger det af lov om ægtefællers økonomiske forhold § 6, at pantsætningen alene kan omstødes ved dom efter anmodning fra ægtefællen fra hvem, der ikke er indhentet et gyldigt samtykke, jf. lov om ægtefællers økonomiske forhold § 8, stk. 1. Klageren er derfor ikke påtaleberettiget i forhold til pantsætningen omfattet af lov om ægtefællers økonomiske forhold § 6.
Retssag om omstødelse skal endvidere efter lov om ægtefællers økonomiske forhold § 8, stk. 2, anlægges, inden tre måneder efter at ægtefællen fik kendskab til aftalen, dog senest et år efter at aftalen blev gennemført. Realkreditlånet blev tinglyst den 27. oktober 2022, og klagerens ægtefælles eventuelle krav om omstødelse over for banken er derfor forældet. Der henvises til Tinglysningsrettens afgørelse af 1. december 2023, hvoraf fremgår, at realkreditpantebrevet ikke skulle slettes fra klagerens ejendom.
Klageren har ikke lidt noget erstatningsberettiget tab. Klageren har fået omlagt sit realkreditlån som aftalt på mødet den 30. september 2022. Banken bestrider rigtigheden af klagerens tabsopgørelse. Klagerens krav om kompensation er udokumenteret og uberettiget.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren var kunde i Nordea Danmark, hvor han havde konti og netbankadgang.
Klageren ejede en fast ejendom, der var belånt med et Kort Rente-lån med en hovedstol på 2.976.000 kr. med 10 års afdragsfrihed i Nordea Kredit.
Da afdragsfriheden på klagerens Kort Rente-lån udløb den 1. april 2022, indledte klageren og banken i slutningen af 2021/starten af 2022 en dialog om omlægning af klagerens realkreditlån.
Efter at have indhentet økonomiske oplysninger fra klageren og indhentet en ny vurdering af klagerens ejendom, afholdt banken og klageren den 30. september 2022 et rådgivningsmøde vedrørende låneomlægningen.
På mødet gennemgik banken de forskellige lånemuligheder og talte om renteudviklingen. Klageren og banken er i øvrigt uenige om, hvad der blev aftalt på mødet.
Klageren har bestridt, at det blev aftalt, at hans eksisterende realkreditlån skulle indfries, og har anført, at banken på eget initiativ, uden hans samtykke, indgik kurssikringsaftaler vedrørende indfrielse af hans eksisterende realkreditlån og vedrørende optagelse af et nyt 5 % obligationslån på 3.266.000 kr.
Banken har fremlagt et skærmprint fra sit kundesagssystem, hvoraf fremgår, at ban-ken den 30. september 2022 sendte følgende dokumenter til klagerens underskrift i netbanken: Dokumentation for vejledning om lån med pant i fast ejendom, aftale om terminskontrakt vedrørende indfrielsen af klagerens eksisterende lån til kurs 99,5, af-tale om konverteringssikring af det nye lån til kurs 94,90 og en omprioriteringsaftale.
Banken har yderligere oplyst, at den samme dag den 30. september 2022 sendte fire handelsbekræftelser til klagerens netbank. Der var tale en handelsbekræftelse vedrørende køb af obligationer til brug for indfrielsen af klagerens eksisterende realkreditlån og tre handelsbekræftelser vedrørende kurssikring af det nye lån, da banken først ikke var opmærksom på et tinglyste skadesløsbrev på 200.000 kr. til kommunen og kom til at bestille lånet på et nominelt beløb på 3.605.000 kr., og derefter ved en fejl kom til at bestille lånet til et nominelt beløb på 3.099.000 kr. i stedet for et nominelt beløb på 3.266.000 kr. Disse fejl blev rettet ved den tredje handelsbekræftelse og har ikke medført yderligere omkostninger for klageren.
Banken har fremlagt omprioriteringsaftale underskrevet digitalt af klageren den 25. oktober 2022 og aftale om terminskontrakt vedrørende indfrielsen af klagerens eksisterende lån til kurs 99,5 underskrevet digitalt af klageren den 25. oktober 2022.
Selv om der mellem klageren og banken foreligger uenighed om, hvad der blev aftalt på mødet den 30. september 2022, har klageren ved sin digitale underskrift af både omprioriteringsaftalen og aftale om terminskontrakt vedrørende indfrielsen af klagerens eksisterende realkreditlån tiltrådt omprioriteringen og kurssikringen af indfrielsen af sit eksisterende lån.
Ud fra den af klageren den 25. oktober 2022 digitalt underskrevne omprioriteringsaftale finder Ankenævnet, at klageren ligeledes tiltrådte, at der blev indgået en kurssikringsaftale vedrørende optagelsen af det nye 5 % obligationslån. Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at nogen af kurssikringsaftalerne blev indgået efter utilbørligt pres fra banken.
Ankenævnet finder det ud fra sagens omstændigheder herefter ikke godtgjort, at banken har handlet ansvarspådragende i forbindelse med rådgivningen af klageren i forbindelse med omlægningen af hans realkreditlån.
Selv om banken burde have indhentet ægtefællesamtykke fra klagerens ægtefælle til pantsætningen på realkreditpantebrevet i henhold til lov om ægtefællers økonomiske forhold § 6, har Tinglysningsretten den 1. december 2023 truffet afgørelse om, at realkreditpantebrevet ikke skulle slettes fra klagerens ejendom. Ankenævnet finder på denne baggrund ikke, at klageren kan kræve erstatning fra banken som følge af manglende overholdelse af bestemmelsen i lov om ægtefællers økonomiske forhold § 6, jf. lovens § 8, stk. 2.
Klageren får herefter ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.