Spørgsmål om godtgørelse for omkostninger i forbindelse med overførsel til udlandet.
| Sagsnummer: | 564/1995 |
| Dato: | 06-06-1996 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Inge Frølich, Ole Just, Niels Bolt Jørgensen, Bjarne Lau Pedersen |
| Klageemne: |
Betalingsoverførsel til udlandet - omveksling
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om godtgørelse for omkostninger i forbindelse med overførsel til udlandet. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 31. august 1995 underskrev klagerens ægtefælle en anmodning om overførsel af 4.536 FRF fra indklagedes Værløse afdeling til klagerens og ægtefællens konto i Caixa Bank, Toulon, Frankrig. På blankettens forside er der henvist til generelle betingelser på blankettens bagside, hvoraf bl.a. fremgår:
"[Indklagedes] almindelige forretningsbetingelser" samt "Priser og betingelser for betalinger til og fra udlandet, koncernoverførsler og indenlandske overførsler i valuta" gælder for nærværende overførsel. Banken er uden ansvar for mulige fejl, forsømmelser og forsinkelser begået af den valgte korrespondentbank og for dennes soliditet."
Den 1. september 1995 iværksatte indklagede overførslen via indklagedes korrespondentbank, Credit Lyonnais, Paris.
I oktober 1995 henvendte klageren sig i afdelingen, idet han fra Caixa Bank havde fået oplyst, at beløbet ikke var modtaget.
Den 25. oktober 1995 iværksattes en nærmere undersøgelse af forløbet. Efter aftale med klageren fremsendte indklagede en såkaldt annullerings- og returneringsordre til korrespondentbanken pr. swift den 30. oktober 1995.
Ved Caixa Banks skrivelse af 9. november 1995 modtog klageren meddelelse om, at hans konto i banken var i overtræk med 6.419,63 FRF.
Indklagede har oplyst, at klageren den 13. november 1995 anmodede om, at beløbet i stedet for at blive returneret skulle betales direkte til Caixa Bank, Toulon. Den følgende dag blev korrespondentbanken rykket for svar, og den 16. s.m. kontaktede afdelingen telefonisk korrespondentbanken, som henviste til Credit Lyonnais, Toulon, der bekræftede, at beløbet med fradrag af omkostninger, 4.441,93 FRF, var blevet overført til Caixa Bank med valør den 7. september. Korrespondentbankens Toulon afdeling lovede at fremsende en kopi af kredit adviset til Caixa Bank.
Ved klageskema af 20. november 1995 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at påse, at betalingen registreres i modtagerbanken og at erstatte udgifter der er en følge af den forsinkede betaling.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Indklagede har oplyst, at Caixa Bank den 22. november 1995 telefonisk har meddelt, at beløbet nu var krediteret klagerens og ægtefællens konto. Der blev ikke givet nogen forklaring på, hvorfor beløbet var blevet forsinket fra den 7. september til den 22. november 1995. Indklagede har den 8. december 1995 modtaget dokumentation for, at beløbet den 20. november 1995 er krediteret klagerens og ægtefællens konto.
Klageren har anført, at den forsinkede overførsel har medført forøgede udgifter til renter og gebyrer på hans og ægtefællens konto i Frankrig. Indklagede må anses for ansvarlig for forsinkelsen og som følge heraf påtage sig at dække de forøgede udgifter.
Indklagede har anført, at man korrekt har udført den opgave, som klagerens ægtefælle anmodede om. Indklagede er uden ansvar for fejl, forsømmelser og forsinkelser begået af korrespondentbanken eller modtagerbanken.
Ankenævnets bemærkninger:
Efter de foreliggende oplysninger må det lægges til grund, at det beløb, der blev overført efter klagerens ægtefælles anmodning, faktisk blev modtaget af modtagerbanken i Frankrig den 7. september 1995. Indklagede findes herefter at have udført den pågældende opgave. Der er ikke grundlag for at anse indklagede ansvarlig for, at modtagerbanken ikke krediterede klagerens konto det modtagne beløb.
Som følge af det anførte
Klagen tages ikke til følge.