Rådgivning om køb af ScandiNotes III Mezzanine 2010/2015 obligationer i 2007.
| Sagsnummer: | 500/2008 |
| Dato: | 22-09-2009 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Hans Daugaard, Troels Hauer Holmberg, Ole Jørgensen, Karin Sønderbæk |
| Klageemne: |
Rådgivning - investering
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning |
| Ledetekst: | Rådgivning om køb af ScandiNotes III Mezzanine 2010/2015 obligationer i 2007. |
| Indklagede: | Sparekassen Kronjylland |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning.
Denne klage vedrører Sparekassen Kronjyllands rådgivning af klageren vedrørende køb af ScandiNotes III Mezzanine 2010/2015 obligationer.
Sagens omstændigheder.
Klageren er kunde i Sparekassen Kronjylland.
I februar 2007 foreslog en medarbejder hos Sparekassen Kronjylland klageren at drøfte investeringer, idet klageren havde et større kontant indestående på sin konto. Der blev derefter aftalt møde med en investeringsrådgiver.
Klageren har anført, at på mødet med investeringsrådgiveren tilkendegav han og hans ægtefælle, at de ikke ville løbe nogen risiko, og at de gik med "livrem og seler". Investeringsrådgiveren foreslog investering i ScandiNotes obligationer, som var 100 % sikker.
Ved brev af 21. februar 2007 foreslog sparekassen klageren at investere i en 2 % obligation med udløb 1. november 2010. Obligationens navn fremgår ikke af brevet. Sparekassen foreslog køb for nominelt 1 mio. kr. i pågældende obligation til kurs 90,6, hvilket ville give et årligt afkast på 3,92 %. I brevet er anført, at obligationen var beskrevet i et vedlagt faktaark. Klageren bestrider, at det nævnte faktaark var vedlagt brevet.
Den 18. oktober 2007 afregnede Sparekassen Kronjylland klagerens køb af obligationer med et samlet afregningsbeløb på 900.000 kr. Afregningen omfattede dels nominelt 453.113,96 kr. 2 % Nykredit 2009 til kurs 97,55 med et afregningsbeløb på 450.000 kr., dels nominelt 478.781,81 kr. 2 % ScandiNotes III Mezzanine til kurs 91,9 med et afregningsbeløb på 450.000 kr.
Ved brev af 29. august 2008 orienterede Sparekassen Kronjylland klageren om udviklingen i ScandiNotes obligationerne. Baggrunden var situationen i Roskilde Bank, der var et af de låntagende pengeinstitutter bag ScandiNotes obligationerne. Sparekassen oplyste, at Roskilde Banks situation ikke gav klageren tab. Banken anbefalede klageren at beholde obligationerne og afvente situationen.
Den 15. september 2008 deltog klageren og dennes ægtefælle i et møde i sparekassen, hvor investeringen i ScandiNotes obligationerne blev drøftet. Af et af sparekassen udfærdiget mødereferat fremgår:
"Parret er skuffet over at vi har anbefalet obligationen, når de har ønsket en sikker investering.
Vi må give dem ret i at det også var vores forventning, at obligationen var en ganske sikker investering og at vi i lighed med det øvrige investeringsmarked ikke har kunnet forudse den finanskrise der globalt er opstået og som kan siges at være den primære årsag til den kedelige udvikling.
Muligheden for salg er nok til stede og vi kan oplyse om handelskurser i niveauet 65-70, hvilket vi ikke vil anbefale at de sælger til. Dette ønsker de da heller ikke men vil afvente udviklingen.
Parret forklares om den reelle risiko og hvilket scenaria, der konkret skal til før de lider tab på obligationen og med den afklaring, virker de også mere afklarede på deres situation."
Den 27. november 2008 indgav klageren en klage til Ankenævnet med krav om, at sparekassen enten dækkede tabet ved købet af obligationerne eller tilbagekøbte disse uden tab for klageren.
Medio januar 2009 orienterede Sparekassen Kronjylland om, at der kunne forventes en nedskrivning af hovedstolen på ScandiNotes III Mezzanine obligationerne som følge af situationen i ebh bank, der var et af de låntagende pengeinstitutter. Sparekassen anførte, at et salg af Mezzanine obligationerne p.t. måtte forventes at ligge i kursintervallet 20-45, dog under forudsætning af, at der kunne findes en køber, hvilket aktuelt var meget tvivlsomt.
Af det faktaark, som Sparekassen Kronjylland har anført medfulgte sparekassens brev af 21. februar 2007, fremgår:
"Investering i nordiske pengeinstitutter
Dette er en forenklet fremstilling af generelle egenskaber ved obligationerne, der søges noteret på Københavns Fondsbørs A/S. Fremstillingen kan ikke betragtes som fuldstændig, og kan ikke erstatte prospektet, som er tilgængeligt på www.hsh-nordbank.dk. I tilfælde af uoverensstemmelse mellem denne fremstilling og prospektet, vil prospektet være gældende. Investor opfordres til at læse det tredelte prospekt, inden den endelige investeringsbeslutning træffes. Samtidig anbefales investor at rådføre sig med egen rådgiver angående individuelle juridiske, regnskabsmæssige og skattemæssige vilkår samt risikoforhold inden den endelige investeringsbeslutning træffes.
…
Kvalitetsprodukt
? Unik investeringsmulighed i en reguleret og velkendt branche
?ScandiNotes®III SENIOR tranchen er delvist garanteret afScandiNotes®III MEZZANINE og JUNIOR trancherne.*
?Sikkerhed i supplerende kapital udstedt af 22 solide og velanskrevne nordiske pengeinstitutter
? ScandiNotes® IIISENIOR tranchen er provisorisk rated Aa2 ogScandiNotes®IIIMEZZANINE tranchen er provisorisk rated Baa2 af Moody’s Investors Service Limited.
…
Bagvedliggende låntagere
...
[Bl.a. Roskilde Bank, Fionia Bank og ebh bank]
…
*) ScandiNotes® IIIJUNIOR indikativt nominelt DKK 277.000.000,00 er efterstillet MEZZANINE og SENIOR trancherne. Det betyder, at JUNIOR tranchen vil blive nedskrevet fuldt ud, før et eventuelt tab på den bagvedliggende portefølje vil ramme MEZZANINE og SENIOR tranchen. MEZZANINE er foranstillet JUNIOR, men efterstillet SENIOR. SENIOR er derfor delvist garanteret af både JUNIOR og MEZZANINE, mens MEZZANINE er delvist garanteret af JUNIOR."
Det fremgår endvidere af faktaarket, at Senior trance er udstedt med nominelt EUR 201.600.000, Mezzanine trance med DKR 410.000.000 og Junior tranche med DKR 277.000.000.
Sparekassen Kronjylland har under sagens behandling for Ankenævnet redegjort for sparekassens risikoanalyse:
"Scandinotes III Mezzanine 2010/2015 var én blandt mange investeringsmuligheder, som Sparekassen Kronjylland gennem tiden har tilbudt sine kunder på obligationssiden. Sparekassen begyndte at sælge obligationerne i begyndelsen af november 2005.
Før Sparekassen begyndte at sælge Scandinotes Mezzanine obligationer havde Sparekassen, i overensstemmelse med sin normale praksis, gennemført en risikoanalyse.
Analysen af obligationen omfattede flere risikoelementer, rækkende fra makroøkonomi til obligationens trancheopdeling. Sparekassen lagde specielt vægt på, at den globale makroøkonomiske situation var gunstig med gode udsigter, at den finansielle sektor var præget af stabilitet og høj solvens samt det forhold, at lånet, der var supplerende lånekapital, var rettet mod 22 pengeinstitutter og derfor gav en tilfredsstillende risikospredning.
Sparekassen vurderede, at risikoen for et pengeinstituts konkurs var yderst minimal. Skulle et pengeinstitut, mod forventning, komme i vanskeligheder, var det sparekassens overbevisning, at pengeinstituttet ville blive overtaget af et eller flere andre pengeinstitutter, herunder forpligtelserne. Denne forventning begrundedes i den finansielle sektors tradition for selv at løse problemstillinger af denne karakter. Et scenarie som senere blev bekræftet ved Sydbanks overtagelse af Bank Trelleborg i januar 2008.
Obligationen var opdelt i 3 trancer: Junior, Mezzanine og Senior. De 3 trancher havde hver sin risiko- og afkastprofil. Junior tranchen havde den største risiko og det højeste forventede afkast. Mezzanine tranchen var med hensyn til risiko og afkast placeret mellem de to øvrige trancher.
Junior tranchen på 279 mio. kr. var den tranche, som skulle absorbere eventuelle tab først. Beløbet på 279 mio. kr. kunne dække tabet, hvis én af de største låntagere eller op til 7 af de mindste låntagere gik konkurs. For at minimere risikoen ønskede Sparekassen ikke at sælge Junior delen og anbefalede kun køb af Mezzanine tranchen. Sparekassen anså Junior tranchens 279 mio. kr. for at være et passende sikkerhedsnet for Mezzanine tranchen.
Obligationen udløb 1. november 2015, men låntager kunne førtidsindfri til kurs 100 den 1. november 2010. Sparekassen forventede, at obligationen ville blive indfriet i 2010. Forventningen var begrundet i normal praksis, da en forlængelse ville medføre en betydelig højere rente og en gradvis nedbringelse af muligheden for at indregne beløbet i solvensopgørelsen. Disse forhold betød, at det ikke var attraktivt for låntager at beholde lånet.
På baggrund af analysen vurderes obligationen som værende med lav risiko, og obligationen blev introduceret på Sparekassens obligationsanbefalingsliste som et alternativ til real- og skibskreditobligationer. Obligationen blev dermed, gennem rådgivning tilbudt kunder, som ønskede lav risiko – men højere forventet afkastet end på eksempelvis realkreditobligationer.
Anbefalingslisten opdateredes som minimum hver 14. dag, hvilket har sikret, at risikoen ved Mezzanine obligationen løbende er blevet overvåget.
Scandinotes blev kun solgt for at varetage kundernes interesser, og blev ikke tilbudt kunder på baggrund af lånefinansiering. Sparekassen modtog ikke provision for salget af obligationerne, og Sparekassen deltog heller ikke som låntager.
I rådgivningen vurderede Sparekassen klagers holdning til risiko, investeringshorisont og forventet afkast, og videregav relevante oplysninger om den vurderede risiko ved obligationen, herunder at det var supplerende kapital i de 22 mindre og mellemstore nordiske pengeinstitutter, som stod bag obligationen.
Sparekassen anså kreditrisikoen som marginalt højere end alternativerne, men vurderede at den højere rente gav en passende betaling for den vurderede, begrænsede merrisiko. Et grundlæggende element i Sparekassens investeringsrådgivning er, og har altid været, risikospredning. Dette princip blev opfyldt bl.a. via deltagelsen af 22 pengeinstitutter."
Efter de offentligt tilgængelige oplysninger fra Københavns Fondsbørs hjemmeside om kursudviklingen blev prisen for Scandinotes III Mezzanine obligationerne den 12. september 2008 handlet ned fra kurs 84 til 65. Der blev ikke handlet igen på børsen før den 14. januar 2009, hvor prisen blev handlet ned til kurs 40 med en omsætning på ca. 100.000 kr. Den 5. februar 2009 bliver prisen igen handlet ned til kurs 37,50 med en omsætning på ca. 1 mio. kr. Herefter optræder obligationerne uden omsætning med en kurs på 16,84 frem til 8. september 2009, hvorefter kursen er henholdsvis 0 uden omsætning og 1,0 med nogen omsætning. Efter fondsbørsmeddelelse af 19. juni 2009 vil udstederen i mangel af fremtidige betalinger fra en eller flere banker ikke være i stand til at betale rente og hovedstol til ejerne af ScandiNotes Junior og Mezzanine obligationerne og ikke fuldt ud på Senior obligationer.
Parternes påstande.
Klageren har nedlagt påstand om, at Sparekassen Kronjylland "enten dækker vores kommende tab eller som Totalbanken har gjort ved en af deres kunder, tilbagekøbe obligationer uden tab for os."
Sparekassen Kronjylland har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at sparekassens investeringsrådgiver ved mødet i februar 2007 anbefalede dem ScandiNotes obligationerne. De kendte ikke noget til obligationer og gjorde flere gange opmærksom på, at de gik med "både livrem og seler" og kun ville investere med minimum 100 % sikkerhed. De fik intet at vide om, at der var en "kredit risiko".
Ved mødet i september 2008 oplyste sparekassen, at der var problemer med obligationerne, men at de ville blive indfriet i 2010, dog med en vis usikkerhed. Sparekassen bortforklarede, at der var en risiko. Han forsøgte forgæves at få sparekassen til at købe obligationerne tilbage.
Han er uforstående over for, at han som privatkunde bliver tilbudt et produkt med betydelig risiko svarende til aktier, og som derfor kun handles mellem firmaer, som har erfaring med sådan risiko.
Sparekassen Kronjylland har anført, at klageren modtog oplysninger om, at ScandiNotes Mezzanine obligationerne er en obligation med sikkerhed i supplerende kapital udstedt af 22 på daværende tidspunkt solide og velanskrevne nordiske pengeinstitutter. Klageren modtog i god tid forud for beslutningen om køb af obligationerne et faktaark.
Sparekassen har ydet god og objektiv rådgivning i overensstemmelse med gældende lovgivning.
Klageren har ikke udøvet sin tabsbegrænsningspligt, idet han efter meddelelsen om Roskilde Banks situation ikke ønskede at sælge obligationerne.
Klageren tillagde det ikke betydning, hvordan et eventuelt sammenbrud i et af de deltagende pengeinstitutter konkret ville virke, da det blev anset som en fjerntliggende risiko.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Tre medlemmer – John Mosegaard, Troels Hauer Holmberg og Hans Daugaard - udtaler:
Vi lægger til grund, at klagerens risikovillighed var lav. Klageren måtte indse, at Scandinotes III Mezzanine obligationerne, som Sparekassen Kronjylland anbefalede ham, som virksomhedsobligationer var forbundet med en større risiko end sædvanlige stats- og realkreditobligationer. Det må imidlertid lægges til grund, at sparekassen ikke gjorde klageren opmærksom på den særlige risiko, som er forbundet med disse obligationer. Denne særlige risiko udspringer af, at den samlede mængde af Scandinotes III obligationer er rangordnet i tre kategorier, hvoraf Mezzanine er den mellemste. Dette indebærer, ethvert tab, der opstår som følge af manglende betalingsevne hos et af de 22 låntagende pengeinstitutter, i første række skal bæres af indehavere af Junior obligationerne, og at værdien af Mezzanine tranchen påvirkes, hvis blot et af de største låntagende pengeinstitutter eller op til syv af de mindre låntagende pengeinstitutter får betalingsproblemer.
Vi finder, at det ikke kan bebrejdes klageren, at han - også selvom han i februar 2007 måtte have modtaget faktaarket - på baggrund af faktaarket om Scandinotes III obligationerne ikke forstod denne særlige risiko.
Vi finder herefter, at sparekassen begik en ansvarspådragende fejl ved sin rådgivning af klageren forud for dennes beslutning om køb af Scandinotes III Mezzanine obligationerne.
Det kan ikke bebrejdes sparekassen, at den på rådgivningstidspunktet i 2007 ikke forudså den finansielle krise, der udløste klagerens tab. Dette forhold kan imidlertid ikke medføre, at banken er uden ansvar for, at rådgivningen som ovenfor anført må anses for mangelfuld.
Ved brevet af 29. august 2008 orienterede Sparekassen Kronjylland klageren om udviklingen i ScandiNotes obligationerne på baggrund af i situationen i Roskilde Bank og med anbefaling om, at klageren beholdt obligationerne og afventede situationen. Efter Sparekassen Kronjyllands interne referat vedrørende mødet den 15. september 2008 blev klageren angiveligt gjort opmærksom på den foran omtalte særlige risiko ved obligationerne, men valgte efter råd fra sparekassen at beholde obligationerne. Klageren har bestridt, at han fik forklaret og har accepteret den særlige risiko. På mødet bortforklarede sparekassen, at der var en risiko. Han forsøgte forgæves at få sparekassen til at købe obligationerne tilbage. Klage til Ankenævnet blev indgivet den 27. november 2008.
På den baggrund finder vi, at klageren på mødet den 15. september 2008 blev klar over den særlige risiko ved obligationerne og derfor efter sparekassens afslag på at købe obligationerne tilbage snarest herefter burde have solgt obligationerne med henblik på at begrænse sit tab. Efter sparekassens egne oplysninger på mødet og i januar 2009 om obligationernes omsættelighed sammenholdt med oplysningerne fra Københavns Fondsbørs om omsætningen må det imidlertid lægges til grund, at obligationerne var meget lidt likvide. Under disse omstændigheder finder vi, at det må påhvile sparekassen at godtgøre, at det også med den generelle markedsudvikling efter den 15. september 2008 ville have været muligt at finde en køber til klagerens obligationsbeholdning efter dens nominelle størrelse set i forhold til den oplyste begrænsede markedsomsætning. Da det herefter ikke findes godtgjort, at spørgsmålet om tabsbegrænsning konkret har haft betydning, stemmer vi for, at der gives klageren medhold, således at sparekassen skal tilbagekøbe obligationerne til kurs 91,9, dog således, at der ikke er grundlag for at dække noget rentetab.
To medlemmer – Ole Jørgensen og Karin Sønderbæk – udtaler:
Også vi lægger til grund, at klagerens risikovillighed var lav. Vi finder, at sparekassen i 2007 af de af sparekassen anførte grunde med rette vurderede risikoen på Scandinotes III Mezzanine obligationerne som lav.
Vi stemmer derfor allerede af denne grund for, at klagen ikke tages til følge.
Vi er i øvrigt enige i, at spørgsmålet om tabsbegrænsning ikke konkret har haft betydning.
Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.
Som følge heraf
Såfremt klageren inden 8 uger fra denne afgørelse fremsætter anmodning herom, skal Sparekassen Kronjylland af klageren tilbagekøbe de ScandiNotes III Mezzanine obligationer, som klageren erhvervede den 18. oktober 2007. Tilbagekøbet sker til kurs 91,9.
Klagegebyret tilbagebetales klageren.