Indsigelse mod forlængelse af tidligere ægtefælles kredit.
| Sagsnummer: | 634/2025 |
| Dato: | 21-04-2026 |
| Ankenævn: | Bo Østergaard, Jonas Thestrup Nielsen, Majken Christoffersen, Rolf Høymann Olsen og Martin Hare Hansen. |
| Klageemne: |
Kassekredit - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Indsigelse mod forlængelse af tidligere ægtefælles kredit. |
| Indklagede: | Sparekassen Thy |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører indsigelse mod forlængelse af tidligere ægtefælles kredit.
Sagens omstændigheder
Klageren og hendes tidligere ægtefælle, M, var kunder i Sparekassen Thy.
Sparekassen har oplyst, at M som enedebitor fik en kassekredit i sparekassen den 20. marts 2018. Sparekassen har fremlagt uddrag af kassekreditkontrakt af 20. marts 2018, hvoraf fremgår, at der blandt andet blev stillet sikkerhed (fast ejendom) i form af tredjemandspant stillet af klageren. Kassekreditten udløb den 1. april 2023.
Sparekassen har oplyst, at kassekreditten den 10. marts 2023 blev genforhandlet med løbetid til den 1. april 2028 med M som eneste debitor men uden, at klageren stillede tredjemandspant. I sagen er fremlagt en kassekreditkontrakt, hvori det var anført, at der var tale om en ”ændring af en bestående kredit”.
Den 8. maj 2023 ophørte klagerens og M’s ægteskab.
Sparekassen har oplyst, at kassekreditten blev genforhandlet den 7. januar 2025 med nogle ændringer i vilkårene. Kreditten stadig var med løbetid til den 1. april 2028, ligesom klageren ikke var tredjemandspantsætter. Sparekassen har fremlagt udskrift fra sit system vedrørende en finansieringsplan, hvoraf fremgår ”Kassekredit” med udløb den 1. april 2028.
Klageren har oplyst, at sparekassen den 7. januar 2025 anmodede hende om at underskrive en kreditaftale som pantsætter. Hun underskrev ikke dokumentet, der senere forsvandt fra sparekassens netbank. Sparekassen har oplyst, at den i forbindelse med genforhandlingen af M’s kassekredit ved en fejl sendte en kassekreditkontrakt til underskrift hos klageren, men at klageren ikke underskrev dokumentet.
Sparekassen har fremlagt en udskrift fra sit it-system, hvoraf det fremgår, at der er en teknisk fejl ved dokumentet ”Genforhandling kredit”. Sparekassen har oplyst, at systemet viser denne fejl, når dokumentet ikke er underskrevet indenfor tidsfristen. Sparekassen har fremlagt udskrift fra klagerens dokumentarkiv i sparekassens it-system i perioden 1. januar 2025 til 15. januar 2025. Der fremgår ikke en kassekredit heraf. Sparekassen har endvidere fremlagt udskrift fra M’s dokumentarkiv i perioden i perioden 1. januar 2025 til 15. januar 2025, hvoraf der fremgår tre noteringer vedrørende genforhandling af kredit.
Klageren har oplyst, at bodelingen mellem hende og M blev gennemført den 25. maj 2025, og at kreditten indgik som et passiv.
I november 2025 klagede klageren til sparekassen over forlængelse af M’s kredit den 7. januar 2025. Klageren anførte, at der var tale om en ny gældsforpligtelse stiftet efter ophørsdagen den 8. maj 2023, og at denne gæld derfor ikke lovligt kunne indgå som passiv i bodelingen. Sparekassen afviste klagen.
Parternes påstande
Den 9. december 2025 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Sparekassen Thy skal kompensere hende for et økonomisk tab på 125.000 kr., svarende til halvdelen af gældsposten, som indgik i bodelingen.
Sparekassen Thy har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har blandt andet anført, at sparekassen uberettiget forlængede kassekreditten i januar 2025 et par år efter ægteskabets ophør uden hendes underskrift og uden at orientere hende.
Sparekassen har begået en procedurefejl eller mangelfuld sagsbehandling i strid med god skik.
Sparekassen har bekræftet, at der altid oprettes ny kreditaftale ved forlængelse, at tredjemand kun forpligtes med underskrift, og at sparekassen ikke har indhentet hendes underskrift.
Sparekassen anfører nu, at kassekreditten blev genforhandlet den 10. marts 2023 med løbetid frem til 1. april 2028, og at ændringerne i januar 2025 alene vedrørte vilkår. Dette står i kontrast til sparekassens tidligere skriftlige oplysning til hende om, at der “altid indgås en ny kreditaftale ved forlængelse”.
Den 7. januar 2025 blev hun anmodet om at underskrive som pantsætter. Hun underskrev ikke dokumentet, der senere forsvandt fra sparekassens netbank. Sparekassens bør forklare, hvorfor hendes underskrift som tredjemandspantsætter var nødvendig, hvis der alene var tale om interne ændringer.
Sparekassen har et ansvar for, at kreditten blev forlænget efter, at det økonomiske fællesskab var ophørt. Forlængelsen bevirkede, at kreditten fremstod som et aktuelt passiv ved bodelingen i maj 2025, hvilket medførte et økonomisk tab for hende på 125.000 kr., svarende til halvdelen af gældsposten, som indgik i bodelingen. Sparekassen har gennem sin håndtering af kreditten medvirket til, at gælden fremstod som bestående og blev medregnet i bodelingen, uden at hun var orienteret herom. Sparekassen burde sikre, at kreditforlængelser ikke utilsigtet påvirker tredjemand. At bodelingen formelt er et privat anliggende, fritager ikke sparekassen for ansvar for egne dispositioner, når disse har haft direkte økonomisk konsekvens for hende.
Efter bodelingen er hun blevet oplyst om, at sparekassen nu kræver kassekreditten på 250.000 kr. indfriet i forbindelse med salg af ejendommen pr. januar 2026 - og ikke i 2028 som anført. Dette viser, at kreditten blev behandlet som en aktuel og reel gældsforpligtelse i 2025.
Ankenævnet anmodes om at vurdere, om sparekassen har handlet i strid med god praksis, om sparekassen burde have handlet anderledes i lyset af skilsmissen, og om sparekassens fejl har påført hende et økonomisk tab, som sparekassen skal erstatte.
Sparekassen Thy har anført, at klageren alene var tredjemandspantsætter i perioden frem til den 10. marts 2023. Ved forlængelsen af kassekreditten den 10. marts 2023 ophørte klagerens tredjemandspant. Klageren var herefter hverken debitor, meddebitor eller sikkerhedsstiller. Kassekreditten har siden da udelukkende vedrørt M som eneste debitor.
Sparekassen var ikke forpligtet til at indhente klagerens underskrift, orientere klageren eller på anden måde inddrage klageren i efterfølgende dispositioner vedrørende kassekreditten. Sparekassen var berettiget til at forlænge kreditten både inden og efter ægteskabets ophør, da det alene er M, som er debitor på lånet, og da klageren er ikke tredjemandpantsætter.
Det bestrides, at der i januar 2025 blev etableret en ny kassekredit eller stiftet en ny gældsforpligtelse. Den 7. januar 2025 blev der alene foretaget en genforhandling af enkelte vilkår inden for rammerne af den eksisterende kassekreditkontrakt af 10. marts 2023. Denne aftale forblev uændret og fortsat gældende, herunder med uændret løbetid frem til den 1. april 2028. Der var således ikke tale om en ny kreditaftale, men om interne bevillingsmæssige dispositioner mellem sparekassen og M, som klageren ikke var part i og heller ikke blev forpligtet af. Ved en fejl blev der sendt en kassekreditkontrakt til klageren, men denne blev ikke underskrevet, hvorfor den automatisk blev slettet i sparekassens system. Der blev således kun foretaget en intern vurdering af kassekreditten den 7. januar 2025 grundet forhandling om ændrede vilkår, som ikke krævede en ny kassekreditkontrakt, jf. den fremlagte udskrift fra M’s dokumentarkiv i perioden 1. januar 2025 til 15. januar 2025 i sparekassens it-system.
Sparekassens dispositioner vedrørende kassekreditten har ikke haft nogen retsvirkning over for klageren, idet klageren ikke var part i kreditforholdet efter den 10. marts 2023. At kassekreditten indgik som passiv i den efterfølgende bodeling mellem klageren og M, beror på parternes egne dispositioner og vurderinger i forbindelse med bodelingen. Sparekassen var ikke part i bodelingen. Sparekassen har hverken haft indflydelse på eller ansvar for, hvilke aktiver og passiver der blev medtaget. Eventuelle økonomiske konsekvenser for klageren som følge af bodelingen kan derfor ikke tilskrives sparekassen, men er et privatretligt anliggende mellem de tidligere ægtefæller. Det forhold, at kassekreditten senere blev indfriet i forbindelse med salg af den faste ejendom, der var stillet som sikkerhed, ændrer ikke herpå. Indfrielse er sædvanlig praksis i forbindelse med salg af et aktiv, som er stillet som sikkerhed for et engagement.
Sparekassen har ikke handlet i strid med god skik for finansielle virksomheder. Sparekassen har håndteret kundeforholdet i overensstemmelse med de indgåede aftaler og med respekt af, at klageren ikke længere var part i engagementet. Det påhviler ikke sparekassen at sikre, at interne kreditdispositioner mellem sparekassen og en debitor ikke indirekte tillægges betydning i en privat bodeling mellem tidligere ægtefæller.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren og hendes tidligere ægtefælle, M, var kunder i Sparekassen Thy.
I marts 2018 fik M som enedebitor en kassekredit i sparekassen. Kassekreditten udløb den 1. april 2023. Klageren stillede tredjemandspant til sikkerhed for kassekreditten.
Sparekassen har oplyst, at kassekreditten den 10. marts 2023 blev genforhandlet med løbetid til den 1. april 2028 med M som enedebitor og uden, at klageren stillede tredjemandspant.
Den 8. maj 2023 ophørte klagerens og M’s ægteskab.
Sparekassen har oplyst, at M’s kassekredit blev genforhandlet den 7. januar 2025 med nogle vilkårsændringer. Løbetiden var uændret til den 1. april 2028, ligesom klageren ikke var tredjemandspantsætter.
Klageren har oplyst, at bodelingen mellem hende og M blev gennemført den 25. maj 2025, og at kreditten indgik som et passiv.
Ankenævnet finder, at det ikke er godtgjort, at sparekassen har begået fejl eller forsømmelser i forbindelse med sin håndtering af M’s kassekredit, som kan medføre, at sparekassen skal pålægges at betale et beløb til klageren.
Klageren får herefter ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.