Indsigelse mod sparekassens afslag på at oprette en lønkonto.
| Sagsnummer: | 183 /2025 |
| Dato: | 31-10-2025 |
| Ankenævn: | Kristian Korfits Nielsen, Jonas Thestrup Nielsen, Iben Leisner, Morten Bruun Pedersen og Jørgen Lanng. |
| Klageemne: |
Konto - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Indsigelse mod sparekassens afslag på at oprette en lønkonto. |
| Indklagede: | Sønderhå-Hørsted Sparekasse |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører indsigelse mod sparekassens afslag på at oprette en lønkonto.
Sagens omstændigheder
Klageren, der er bosat i Spanien, var kunde i pengeinstitut P. Klageren ejede en ejendom på Sjælland og var eneejer af en mindre virksomhed (et anpartsselskab).
Klageren har oplyst, at pengeinstitut P havde indført et gebyr til kunder med adresse i udlandet, og at han derfor ønskede at skifte pengeinstitut.
Ved e-mail af 8. oktober 2024 anmodede klageren Sønderhå-Hørsted Sparekasse om at få åbnet en lønkonto i sparekassen som led i et bankskifte. I den forbindelse oplyste klageren, at han var bosiddende i Spanien, at han ejede en ejendom i Danmark, at han var eneejer af en mindre virksomhed, der også var hans arbejdsgiver, og at han var begrænset skattepligtig i Danmark.
Ved e-mail af 9. oktober 2024 til klageren henviste sparekassen til, at dens markedsområde er Thy og Mors, og spurgte, om klageren havde en tilknytning til området. Sparekassen oplyste endvidere, at den ved oprettelse af nye kundeforhold, ønskede at have helkundeforhold, og at den derfor skulle se på hele klagerens økonomi.
Samme dag svarede klageren, at hans familie stammede fra Nordjylland, og at han ikke havde lån i sin ejendom i Danmark. Han vedhæftede e-indkomst for 2023 og seneste årsregnskab for sin virksomhed.
Den 10. oktober 2024 afslog sparekassen klagerens anmodning om en lønkonto med henvisning til, at han ikke havde en tilknytning til Thy eller Mors. Sparekassen uddybede, at en tilknytning kunne være, at forbrugeren kom fra Thy eller Mors, eller havde familie eller sommerhus i området. Sparekassen skrev endvidere, at det var sparekassens forretningsmodel, da det er en lille sparekasse, der ikke ønsker at eksponere sig i andre dele af landet, medmindre der er en tilknytning til området.
Samme dag klagede klageren til sparekassen over afslaget.
Ved e-mail af 11. oktober 2024 bad sparekassen klageren oplyse, om han havde en basal betalingskonto i Danmark, hvortil klageren svarede, at han ønskede en lønkonto og ikke en basal betalingskonto, og at der er forskel på en betalingskonto og en basal betalingskonto.
Ved e-mail af 15. oktober 2024 skrev sparekassen til klageren, at sparekassen alene er forpligtiget til at tilbyde en basal betalingskonto, som også kan være en lønkonto, og at sparekassen således ikke er forpligtiget til at tilbyde både en basal betalingskonto og lønkonto. Sparekassen bad igen klageren oplyse, om han havde en basal betalingskonto i Danmark.
Klageren svarede, at han klagede over sparekassens begrundelse for afslaget på en lønkonto, og ved e-mail af 18. oktober 2024 skrev sparekassen til klageren, at den sidestiller en lønkonto med en basal betalingskonto, da en lønkonto indeholder samme elementer som en basal betalingskonto.
I perioden herefter korresponderede klageren og sparekassen videre om sparekassens afslag på oprettelsen af en lønkonto til klageren.
Af sparekassens hjemmeside fremgår, blandt andet:
”… Indlån
Sønderhå-Hørsted Sparekasse har forskellige indlånstilbud, hvor du kan indsætte dine penge både med og uden binding.
…
|
Prisinformation |
17/3-25 |
1/6-25 |
|
… |
|
|
|
Basal betalingskonto |
0,00 % |
0,00 % |
|
Basal indlånskonto |
0,00 % |
0,00 % |
|
… |
|
|
|
Lønkonto |
0,00 % |
0,00 % |
…”
Det fremgår endvidere, at sparekassen beregner sig et gebyr på 500 kr. for oprettelse af en basal betalingskonto og et årligt kontogebyr på 216 kr. Sparekassen har oplyst, at den ikke tager gebyr for kontooprettelse og løbende kontogebyrer ved en lønkonto.
Klageren har fremlagt Erhvervsministeriets ”Besvarelse af spørgsmål 171 alm. del” af 25. marts 2025, hvoraf blandt andet fremgår:
”… Det følger af god skik-reglerne for finansielle virksomheder, at en finansiel virksomhed skal handle redeligt og loyalt overfor sine kunder. Bestemmelsen er udtryk for en dynamisk retlig standard, som skal fortolkes i overensstemmelse med de til enhver tid gældende samfundsnormer. Det gælder også i forhold til de grundlæggende rettigheder i Det Europæiske Charter, herunder forbud mod diskrimination pga. nationalitet m.v.
Betalingskontodirektivets artikel 15 forbud mod diskrimination rummes derfor allerede af reglerne om god skik, og forbuddet er dermed implementeret i dansk ret. Danmark har meddelt Kommissionen, at forbuddet mod diskrimination håndhæves gennem reglerne om god skik.
Det vil altid bero på en konkret vurdering om en praksis er i strid med god skik-reglerne og dermed art. 15 i betalingskontodirektivet. …”
Klageren har oplyst, at han har spurgt EU Kommissionen til fortolkningen af direktiv 2014/92/EU, og at han har modtaget følgende svar fra EU Kommissionen:
”… Under the principle of freedom of contract, private parties, unlike public authorities, are generally free to choose whether to enter into a contract with someone and on which terms. However, Article 15 of the Payment Accounts Directive1 (PAD) states that credit institutions may not discriminate against consumers legally resident in the EU on grounds of nationality or place of residence when they apply for or access a payment account within the EU…. In the view of the Commission services, the prohibition of discrimination when applying for or accessing a payment account applies to all types of payment accounts. …”
Klageren har endvidere oplyst, at han har meddelt Finanstilsynet, at sparekassens afslag på en lønkonto og sparekassens forretningsmodel i hans optik er ulovlig. Ifølge klageren svarede Finanstilsynet følgende den 22. november 2024:
”… Det er korrekt, at der i EU-direktiv 2014/92/EU, artikel 15, gælder et forbud mod forskelsbehandling på baggrund af bopæl, når en forbruger med lovligt ophold i den Europæiske Union ansøger om en betalingskonto.
Hvis du ønsker en konkret stillingtagen til din sag, skal Finanstilsynet vejlede dig til at indbringe sagen for Det finansielle ankenævn eller domstolene.
Afslutningsvist kan vi oplyse, at Finanstilsynet fører et såkaldt risikobaseret tilsyn på forbrugerområdet. Det betyder, at vi løbende vurderer, hvilke af de problemstillinger, som vi modtager oplysninger om, vi bør tage op til behandling. En behandling af en problemstilling kan bestå i en selvstændig undersøgelse af det enkelte selskab eller indgå som led i større undersøgelsessager, der involverer flere selskaber. På nuværende tidspunkt kan Finanstilsynet derfor ikke oplyse, om din henvendelse vil føre til yderligere undersøgelse. …”
Klageren har oplyst, at han igen henvendte sig til Finanstilsynet, der blandt andet svarede følgende den 12. marts 2025:
”… Finanstilsynet kan oplyse, at vi ikke har igangsat en undersøgelse af Sønderhå-Hørsted Sparekasses overholdelse af artikel 15 i betalingskontodirektivet eller en bredere undersøgelse af danske pengeinstitutters overholdelse af bestemmelsen.
Som nævnt i vores besvarelse af 19. november 2024 fører Finanstilsynet et risikobaseret tilsyn på forbrugerområdet. Finanstilsynets opgave er at holde øje med, at de danske finansielle virksomheder overholder den finansielle lovgivning. Vi har derimod ikke pligt til at behandle alle sager, som vi får kendskab til.
I bemærkningerne til bestemmelsen om god skik i lov om finansiel virksomhed står følgende:
”Tilsynet er ikke forpligtet til at behandle alle klager som tilsynet får forelagt, men kan på basis af en klage, af egen drift eller efter anmodning herom fra Det Finansielle Virksomhedsråd eller Forbrugerombudsmanden behandle spørgsmål om god skik.”, jf. Folketingstidende 2002-03, A, L 176 som fremsat, side 4799.”
Det Finansielle Virksomhedsråd er i dag erstattet af Finanstilsynets bestyrelse.
Finanstilsynet foretager løbende en vurdering af, hvilke sager vi skal tage op. Dine henvendelser er noteret og vil indgå i denne vurdering. …”
Parternes påstande
Den 22. april 2025 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Sønderhå-Hørsted Sparekasse skal imødekomme hans ansøgning om en lønkonto og betale kompensation for omkostningerne, som sparekassens afslag har medført.
Sønderhå-Hørsted Sparekasse har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har blandt andet anført, at sparekassen afslog hans ansøgning om en lønkonto med henvisning til hans adresseforhold, hvilket er et klart brud på gældende lovgivning, herunder artikel 15 i direktiv 2014/92/EU der er implementeret i ”god skik”-bekendtgørelsen.
Efter artikel 15 skal medlemsstaterne sikre, at kreditinstitutter ikke forskelsbehandler forbrugere, der har lovligt ophold i Unionen, på grund af deres nationalitet eller bopæl eller af nogen anden grund omhandlet i artikel 21 i chartret, når sådanne forbrugere ansøger om eller anvender en betalingskonto i Unionen. Betingelserne for at have en betalingskonto med basale funktioner må på ingen måde medføre forskelsbehandling.
Sparekassen begrundede afslaget med hans adresseforhold og understregede, at sparekassens forretningsmodel er baseret på at afslå nye kunder, der ikke har bopæl i sparekassens markedsområde, som er Thy og Mors.
Direktivet giver ikke mulighed for at friholde pengeinstitutters valgte ”markedsområder” fra bestemmelserne om forskelsbehandling, og sparekassens forretningsmodel er dermed i direkte strid med artikel 15 og reglerne om ”god skik”.
Et pengeinstitut er ikke forpligtet til at godkende en ansøgning fra en ny kunde, der ansøger om at indlede et kundeforhold baseret på en betalingskonto. Det er dog ikke lovligt, (konsekvent) at afvise nye kunder med lovligt ophold i EU med henvisning til deres adresseforhold, jf. artikel 15. Kunder må ikke forskelsbehandles på grund af deres bopæl, når de ansøger om en betalingskonto.
Han kontaktede EU-Kommissionen for at høre Kommissionens fortolkning af artikel 15. Han har desuden meddelt Finanstilsynet, at sparekassens afslag og forretningsmodel er ulovlig. Han undrer sig over Finanstilsynets tilbageholdende reaktion. Han får det indtryk, at Danmark fra direktivets vedtagelse har søgt at sikre, at der ikke skal tages hensyn til artikel 15 i forhold til Finanstilsynets arbejde med forbrugerområdet, og at pengeinstitutter i Danmark derfor ikke har behøvet at tage hensyn hertil. Det havde været oplagt at implementere artikel 15 i bekendtgørelse om lov om betalingskonti i stedet for i reglerne om god skik, som Erhvervsministeren betegner som en dynamisk retlig standard.
Det er svært at finde frem til, hvordan artikel 15 er implementeret i dansk ret, fordi det i modsætning til normal kutyme ikke fremgår af ”god skik”-bekendtgørelsen, at den implementerer artiklen. Samtidig er de danske notifikationsskrivelser til Kommissionen som udgangspunkt ikke offentligt tilgængelige. Han har kun fundet dokumentation for implementeringen af artiklen i dansk ret, fordi Erhvervsministeren i sit svar til Folketinget af 25. marts 2025 forklarer, at artiklen er implementeret via ”god skik”-bekendtgørelsen. I svaret begår ministeren en fejl vedrørende forholdet mellem EU-retten og dansk ret. EU-rettens forrang tilsiger, at lovligheden af et pengeinstituts ageren eller praksis – i dette tilfælde et afslag på en ansøgning om en betalingskonto – skal måles direkte på direktivets artikel 15. Det skal altså specifikt undersøges, om noget i et sådant afslag strider mod artikel 15. Hvis et afslag strider imod artikel 15, så strider det også automatisk mod reglerne om god skik.
Erhvervsministeren meddeler således Folketinget, at man kan bruge dansk lovgivning til at vurdere, om EU-lovgivningen er overholdt. Dette er åbenlyst forkert. Det meddeles desuden, at den danske lovgivning er en ”dynamisk retlig standard”, hvorved den meget konkrete EU-lovgivning er elimineret som grundlag for at vurdere lovligheden af et pengeinstituts praksis. I stedet er den danske lovgivning (”dynamisk retlig standard”) introduceret som base for det skøn, som Finanstilsynet kan foretage, og som Tilsynet ikke skal stå til regnskab for, da Tilsynet ikke begrunder sine beslutninger for at undlade at give et påbud eller undlade at undersøge en sag nærmere.
Hvis Erhvervsministerens beskrivelse – som er udarbejdet i Finanstilsynet – reflekterer den måde, som Finanstilsynet administrerer på, så tages der reelt ikke hensyn til artikel 15, når pengeinstitutters tiltag (fx adressegebyrer) og praksis (forretningsstrategi, hvor man afviser nye kunder med henvisning til deres adresseforhold) i Danmark vurderes. I stedet bruger Finanstilsynet blot reglerne om ”god skik”, der beskrives som en dynamisk retlig standard, hvor Tilsynet har et vidt skøn.
Han spørger derfor sig selv, hvordan/om danske pengeinstitutter overhovedet er klar over, at de skal overholde direktiv artikel 15, da der jo af reglerne om ”god skik” ikke fremgår, at tiltag i strid med artikel 15 automatisk også er i strid med ”god skik”.
Sparekassen henholder sig til, at den kan definere et lokalt, geografisk markedsområde, og at den har ret til at afvise forbrugere med henvisning til deres adresseforhold, hvis ikke forbrugerne tilhører dette specifikke geografiske markedsområde. Det er i strid med gældende lovgivning, der ikke indeholder undtagelsesmuligheder i forhold til ”valgte markedsområder”.
Af præamblen til direktiv 2014/92/EU fremgår, at ”På nuværende tidspunkt hæmmer den manglende gennemsigtighed og sammenlignelighed af gebyrer samt problemerne med at flytte betalingskonto fortsat udfoldelsen af et fuldt integreret marked og bidrager til lav konkurrence i detailbanksektoren.”
Hvorfor tillader Finanstilsynet ulovlige adressegebyrer og ulovlige afvisninger af ansøgninger om betalingskonti blandt lokalbankerne, hvis Erhvervsministeren mener, at der i sektoren mangler mobilitet og konkurrence?
I et forklarende memo til direktiv 2014/92/EU forklarer EU-Kommissionen direktivets hovedformål og hovedområder, herunder tre hovedområder, hvor direktivet forsøger at øge konkurrencen i sektoren til glæde for forbrugerne: 1) At sikre, at alle EU-borgere – uanset bopæl og økonomisk situation – har lov til at oprette en basal betalingskonto, som de kan bruge til at lave de mest basale bankforretninger. Både direktiv 2014/92/EU og lov om betalingstjenester specificerer de karakteristika, som en basal betalingskonto som minimum skal indeholde. Dette handler altså om at sikre EU´s borgere adgang til en basal bankkonto for at sikre, at borgere ikke udelukkes fra det finansielle system. 2) Transparens vedrørende pengeinstitutternes priser, når forskellige betalingskonti udbydes. 3) Bankkunders mulighed for at skifte pengeinstitut – indenfor samme land eller til et andet EU-land. Direktivet stiller i den forbindelse en række krav til både afgivende og modtagende pengeinstitut, hvoraf hovedvægten er til afgivende pengeinstitut. Et af de krav, der stilles til det modtagende pengeinstitut, er kravet om ikke at forskelsbehandle kunder, der ansøger om en almindelig betalingskonto som en lønkonto, på grund af deres adresseforhold. Dette krav fremgår af direktivets artikel 15.
Direktiv 2014/92/EU, artikel 9 og 10, giver alle forbrugere i EU et retskrav på at skifte en betalingskonto (fx lønkonto) fra et pengeinstitut i et medlemsland til et andet pengeinstitut i samme medlemsland.
Sparekassens afslag på hans anmodning om at flytte betalingskonto/lønkonto fra hans nuværende bank til en betalingskonto/lønkonto i sparekassen er dermed i strid med gældende lovgivning – uanset at begrundelsen for afslaget også er i strid med gældende lovgivning. Sparekassens politik om at afslå nye kunder, der ikke har tilknytning til sparekassens selvvalgte geografiske markedsområde, er således også i strid med gældende lovgivning.
Sparekassen opfordres til at fremlægge de gebyroplysningsdokumenter, der var gældende i efteråret 2024 i henhold til lov om betalingskonti for alle de forskellige betalingskonti, som sparekassen udbyder, herunder specifikt for produktet ”lønkonto” og for produktet ”basal betalingskonto”, som på sparekassens hjemmeside fremstår som to forskellige produkter. Disse prisoplysninger burde være tilgængelige på sparekassens hjemmeside, men han har ikke umiddelbart kunnet finde dem.
Hans nuværende bank har indført gebyrer for at have adresse i udlandet, hvilket er i strid med artikel 15 og dermed god skik. Han ønskede derfor at skifte bank og få en lønkonto hos sparekassen, hvilket sparekassen afslog.
Sparekassen begrunder afslaget med reglerne om adgang til basal betalingskonto, selvom han på intet tidspunkt har ansøgt om en sådan. Han ønskede at skifte bank og dermed at flytte lønkonto fra ét pengeinstitut til et andet. Han har kun en lønkonto i sin nuværende bank.
Af sparekassens hjemmeside fremgår, at en lønkonto og en basal betalingskonto er forskellige produkter. Sparekassen insisterer dog på at opfatte hans ønske om bankskifte/oprettelse af lønkonto som en ansøgning om en basal betalingskonto, hvor der gælder andre regler for sparekassens muligheder for at afslå en sådan ansøgning.
Den økonomiske konsekvens for ham er, at han ikke kan skifte fra sin nuværende bank, der både har et kontogebyr for lønkonti samt et adressegebyr, til en lønkonto i sparekassen, som ikke er pålagt disse gebyrer. Derfor har han hver eneste måned et økonomisk tab som følge af sparekassens ulovlige afslag på en lønkonto/bankskifte. Sparekassen skal kompensere ham for de udgifter, som dens afslag har påført ham, herunder de gebyrer som hans nuværende bank pålægger kundeforholdet.
Sønderhå-Hørsted Sparekasse har anført, at sparekassen sidestiller en lønkonto med en basal betalingskonto, da den indeholder samme tjenesteydelser som en basal betalingskonto, jf. § 9 stk. 1, i bekendtgørelse af lov om betalingskonti.
På den baggrund har sparekassen anvendt og henvist til bekendtgørelse af lov om betalingskonti § 11, stk. 3, punkt 2, hvoraf fremgår, at et pengeinstitut kan afslå en forbruger at åbne en basal betalingskonto, såfremt forbrugeren allerede har en betalingskonto i andet pengeinstitut i Danmark, som gør det muligt at anvende de i § 9 anførte tjenesteydelser, medmindre forbrugeren erklærer, at han har fået meddelelse om, at denne betalingskonto vil blive lukket.
Som det fremgår af mailkorrespondancen i perioden fra den 10. oktober 2024 til den 1. november 2024, anmodede sparekassen klageren om at oplyse, om han i forvejen havde en basal betalingskonto i andet pengeinstitut i Danmark. Sparekassen oplyste til klageren, at sparekassen kan tilbyde en konto med de tjenesteydelser, som fremgår af § 9 stk. 1, i bekendtgørelse af lov om betalingskonti, hvis han ikke har en tilsvarende konto i et andet pengeinstitut i Danmark. Dette betingede tilsagn er selvsagt også gældende, selvom klageren bor uden for sparekassens primære markedsområde.
På sparekassens hjemmeside fremgår gebyr for kontooprettelse, og årligt kontogebyr fremgår for basal indlånskonto og basal betalingskonto. Gebyrsatserne blev opdateret den 29. april 2025. Før denne dato var der ingen gebyrer for kontooprettelse og ingen kontogebyrer. Sparekassen tager ikke nogen gebyrer for kontooprettelse og løbende kontogebyrer ved en lønkonto.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren, der er bosat i Spanien, var kunde i pengeinstitut P.
Klageren har oplyst, at pengeinstitut P havde indført et gebyr for kunder med adresse i udlandet, og at han derfor ønskede at skifte pengeinstitut.
Den 8. oktober 2024 anmodede klageren Sønderhå-Hørsted Sparekasse om at få åbnet en lønkonto i sparekassen som led i et bankskifte. Klageren skrev, at han var bosiddende i Spanien, at han ejede en ejendom i Danmark, at han var eneejer af en mindre virksomhed, der også var hans arbejdsgiver, og var begrænset skattepligtig i Danmark.
Den 10. oktober 2024 afslog sparekassen klagerens anmodning om en lønkonto med henvisning til, at han ikke havde en tilknytning til Thy eller Mors, og at det var sparekassens forretningsmodel, da sparekassen ikke ønsker at eksponere sig i andre dele af landet, medmindre der er en tilknytning til området. Sparekassen uddybede, at en tilknytning kunne være, at kunden kom fra Thy eller Mors, eller havde familie eller sommerhus i området.
Klageren klagede over afslaget til sparekassen, der bad ham oplyse, om han havde en basal betalingskonto i Danmark. Klageren svarede, at han ikke ønskede en basal betalingskonto, men en lønkonto.
Samme dag klagede klageren til sparekassen over afslaget.
Sparekassen bad klageren oplyse, om han havde en basal betalingskonto i Danmark, hvortil klageren svarede, at han ønskede en lønkonto og ikke en basal betalingskonto. Sparekassen svarede blandt andet, at den sidestiller en lønkonto med en basal betalingskonto, da de indeholder samme tjenesteydelser.
Ankenævnet bemærker, at et pengeinstitut som udgangspunkt selv vælger sit markedsområde. Ankenævnet lægger til grund, at pengeinstituttets forretningsmodel er baseret på, at det som mindre institut ikke ønsker en for stor eksponering og derfor har begrænset sin virksomhed til et geografisk område. Ud fra det oplyste om den ønskede lønkonto og henset til, at sparekassens markedsområde er Thy og Mors, at klageren ejer en ejendom på Sjælland, og at han er bosat i Spanien, finder Ankenævnet, at sparekassen var berettiget til at afslå klagerens anmodning om oprettelse af en sådan konto.
Ankenævnet bemærker, at det følger af lov om betalingskonti § 11, stk. 1, at pengeinstitutter skal tilbyde en forbruger en basal betalingskonto, medmindre åbning af en sådan konto vil føre til en overtrædelse af lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme. Efter bestemmelsens stk. 3, nr. 2, kan et pengeinstitut dog afslå at åbne en basal betalingskonto, såfremt forbrugeren allerede har en basal betalingskonto i Danmark, medmindre forbrugeren erklærer, at han har fået meddelelse om, at denne betalingskonto vil blive lukket.
Da klageren trods sparekassens gentagne anmodninger ikke har oplyst, om han har en basal betalingskonto hos et andet pengeinstitut i Danmark, finder Ankenævnet, at sparekassen på det foreliggende grundlag ikke er forpligtet til at imødekomme en eventuel anmodning fra klageren om en basal betalingskonto.
Klageren får herefter ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.