Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Afvikling af engagement.

Sagsnummer: 405/1995
Dato: 16-05-1997
Ankenævn: Niels Waage, Peter Møgelvang-Hansen, Leif Nielsen, Erik Sevaldsen, Bjarne Lau Pedersen
Klageemne: Udlån - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Afvikling af engagement.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Ægtefællerne M og H, der stammer fra Sverige og som er klagere i denne sag, fik i 1982 bopæl i Danmark, hvor de købte en lejlighed. Indklagedes Vestre afdeling, København, blev deres danske bankforbindelse.

Da klagernes indtægter blev beskattet i såvel Sverige som Danmark, fik klagerne økonomiske problemer, som bl.a. blev afhjulpet ved finansiering gennem indklagede.

I 1987 solgte klagerne lejligheden og købte en billigere bolig, som blev finansieret, bl.a. ved at indklagede ydede H et boliglån på 160.000 kr. På grund af væsentlige mangler ved den købte bolig og devalueringen af den svenske krone i 1992 blev klagernes økonomiske situation forværret. I 1992 blev en tvangsauktion over klagernes ejendom afværget ved, at indklagede ydede klagerne et kortfristet lån på 75.000 kr., og ved at der blev indgået en afviklingsordning med Nykredit, som havde begæret tvangsauktionen. I forbindelse hermed etableredes en ordning, hvorved klagerens indtægter indgik til indklagede, som forestod betalingen af klagerens løbende udgifter. Det fremgår af en skrivelse af 24. januar 1992 fra indklagede, at det bl.a. var et vilkår for den midlertidige kreditudvidelse på 75.000 kr., at der etableredes krydsende kaution på lån.

Ved skrivelse af 30. marts 1993 til indklagede gjorde M indsigelse mod en af indklagede gennemført betaling af 12.500 kr. til en advokat, som havde bistået klagerne med skattemæssige forhold. M anførte, at han var blevet presset til at acceptere betalingen af en medarbejder hos indklagede, og at accepten af betalingen var givet under forudsætning af, at ydelserne til Nykredit blev betalt forlods. Indklagede havde været bekendt med, at de anså advokatens arbejde for værdiløst. Nu, hvor betalingen var gennemført, var de kommet i restance hos Nykredit, og deres mulighed for nedsættelse eller bortfald af advokatens krav var væsentligt forringet.

Ved gældsbrev underskrevet af M den 5. november 1993 blev et lån, som M havde optaget hos indklagede, forhøjet med 43.465,39 kr. til 457.602,95 kr. Lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 3.900 kr. og tages op til genforhandling den 30. september 1994 med henblik på forhøjelse af ydelsen. H har underskrevet som selvskyldnerkautionist på gældsbrevet. Underskriften er ikke dateret.

Den 11. november 1993 underskrev H et gældsbrev om en forhøjelse af boliglånet med 82.866,25 kr. til 243.841,77 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 2.100 kr. Ifølge gældsbrevet skulle lånet tages op til genforhandling den 30. september 1994 med henblik på forhøjelse af ydelsen. Ifølge underskrift på gældsbrevet og separat kautionsdokument underskrevet den 5. november 1993 påtog M sig selvskyldnerkaution for lånet.

Ved skrivelse af 23. november 1993 til M oplyste indklagede om forhøjelsen af H's lån pr. 11. november 1993, og at lånets kontonummer af tekniske grunde var blevet ændret.

Ved skrivelse af 6. april 1994 til M meddelte indklagede, at Nykredit havde rykket for ordinær terminsydelse på 37.906,85 kr. pr. 31. marts 1994. Fra M's grundkonto var der overført 8.926 kr i henhold til klagernes afdragsaftale med Nykredit, hvorefter grundkontoen var i overtræk med 19.344,54 kr. M blev anmodet om at indbetale 57.251,39 kr. til inddækning af overtrækket og terminsydelsen.

Ved skrivelse af 12. april 1994 til indklagede meddelte M, at han som aftalt på et møde hos indklagede i marts 1994 netop ekstraordinært havde fremskaffet og indbetalt 30.000 kr. på sin konto, hvilket beløb tillige med den ordinære indbetaling på kontoen skulle dække terminsbetalingen. M var uforstående overfor, at kontoen var i overtræk. I skrivelsen fremførte M på ny indsigelsen mod betalingen til advokaten på 12.500 kr., idet han på baggrund af to kendelser fra Advokatnævnet var af den opfattelse, at han ikke havde været forpligtet til at betale salæret.

Ved skrivelse af 23. juni 1995 til klagerne meddelte indklagede, at de samlede restancer på "diverse konti" udgjorde 48.300,14 kr. Klagernes samlede engagement blev opgjort til i alt 750.820,06 kr. eksklusiv rentetilskrivning pr. 30. juni 1996 på ca. 20.000 kr. Det blev endvidere anført, at klagernes samlede engagement de seneste to år var steget med 125.000 kr. Indklagede bemærkede endvidere, at man havde konstateret, at der ikke var indgået et pensionsbeløb til H siden 20. april 1995, og at der manglede indbetalinger fra M til dækning af overtræk på konti hos indklagede og til dækning af terminsydelse hos Nykredit.

Som svar herpå anførte M i skrivelser af 10. og 17. juli 1995 bl.a., at hans samlede gæld i de seneste år var blevet væsentligt reduceret, og at hans samlede indtægter indgik til indklagede. Oplysningen om, at engagementet var steget med ca. 125.000 kr. de seneste 2 år var ikke i overensstemmelse med M's oplysninger, og M anmodede om dokumentation herfor. M anmodede samtidig om, at lånene hos indklagede blev lagt om, og at der blev etableret en fornuftig afdragsordning. M fremførte på ny indsigelsen om betalingen af advokatregningen på 12.500 kr., og M fremhævede, at en pensionsopsparing, der var oprettet på indklagedes anbefaling på grund af de skattemæssige forhold, ikke havde været fordelagtig for ham. M udbad sig dokumentation for og en specificeret opgørelse af den af indklagede angivne restance på 48.300,14 kr. Som årsag til, at H's pension ikke var indgået hos indklagede anførte M, at H havde betalt løbende udgifter ifølge budgettet for det pågældende beløb, idet indklagede ikke havde betalt disse udgifter.

Ved skrivelse af 17. juli 1995 til klagerne opgjorde indklagede de samlede restancer til 51.864,79 kr. Engagementet ville blive opsagt, såfremt restancerne ikke var betalt den 28. juli 1995. Ved skrivelse af 19. juli 1995 specificerede indklagede de samlede restancer, der vedrørte tre grundkonti tilhørende H og to grundkonti tilhørende M. Hertil kom restance på H's lån på 2.100 kr. og M's lån på 3.900 kr., idet indklagede pr. 17. juli 1995 havde tilbageført ydelserne på disse lån af 30. juni 1995.

Klagerne protesterede ved skrivelser af 20. og 22. juli 1995 mod opsigelse af lånene og udbad sig nærmere oplysninger om, hvorledes de krævede beløb fremkom.

Ved klageskema modtaget i sekretariatet den 7. august 1995 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet, med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at opsigelsen af lånene er uberettiget, og at restancekravet ikke er berettiget.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Sagen har i perioder været sat i bero, bl.a. fordi der har været ført forligsforhandlinger mellem parterne.

Indklagede har oplyst, at der den 5. oktober 1995, hvor den samlede gæld kunne opgøres til ca. 783.000 kr., blev afholdt møde med klagerne og deres advokat. Det blev aftalt, at der i det følgende halve år alene skulle betales en ydelse, der modsvarede den almindelige rentetilskrivning på klagernes lån. Dette indebar en månedlig ydelse på M's lån på 4.605 kr. og 2.410 kr. på H's lån. Ydelsen skulle pr. 30. april 1996 forhøjes til henholdsvis 8.800 kr. og 3.425 kr. Klagerne påbegyndte de aftalte indbetalinger, men ophørte hermed i løbet af 1996. Siden september 1996 har indklagede ikke modtaget betalinger fra klagerne.

Klagerne har anført, at de af indklagede udarbejdede nye dokumenter vedrørende lånene efter mødet den 5. oktober 1995 ikke var i overensstemmelse med det på mødet aftalte. Ifølge dokumenterne skulle ydelsen forhøjes fra 30. april 1996, mens det på mødet blev aftalt, at forhøjelse først skulle finde sted pr. 30. april 1997. H blev tvunget til at underskrive dokumenterne, idet indklagede truede med at tilbageholde børnebidrag og -tilskud.

De af klagerne under sagen rejste indsigelser er i øvrigt følgende:

I

Indklagede var den 17. juli 1995 ikke berettiget til at tilbageføre ydelserne på lånene pr. 30. juni 1995 på henholdsvis 3.900 kr. og 2.100 kr. Lånene var ikke misligholdt, hvorfor opsigelsen af disse var uberettiget.

II

Indklagede har manipuleret med deres løbende konti. Indklagede bør kunne oplyse, hvorledes overtrækkene er opstået og dokumentere sit krav. Overtrækkene er foretaget af indklagede, der derfor ikke bør kunne beregne sig morarente. De er uforstående overfor, hvorledes indklagedes krav mod dem har kunnet blive så stort.

III

Krydskautionen må anses for bortfaldet, idet det kortfristede lån på 75.000 kr., der gav anledning til indklagedes krav om krydskaution, er indfriet. M var ikke bekendt med, at H's lån blev forhøjet med 82.866,25 kr. i november 1993. H's lån blev ensidigt forhøjet af indklagede til finansiering af indklagedes omkostninger i forbindelse med en omprioritering af lånet i Nykredit. Kautionerne blev etableret for gammel gæld. Indklagede kan herefter ikke påberåbe sig kautionserklæringerne.

Indklagede har hertil anført, at der er intet, der tilsiger, at klagernes kautionserklæringer ikke er gældende i fuldt omfang.

IV

For så vidt angår indklagedes krav på betaling, jf. indklagedes skrivelse af 17. juli 1995 har klageren anført, at indklagede ikke kan afkræve klagerne betaling uden samtidig at kunne redegøre for, hvorledes kravet er opstået.

V

I strid med aftalelovens § 31 pressede indklagede M til at acceptere betalingen af advokatregningen på 12.500 kr. Han var ikke retligt forpligtet til at betale regningen, og han har gentagne reklameret.

VI

Indklagede har ikke været berettiget til som sket i skrivelsen af 19. juli 1995 at rette krav på betaling af de samlede restancer med M og H i forening, når restancerne vedrører den enkelte ægtefælles konti med 20.096,84 kr. for så vidt angår M og 31.767,95 kr. for så vidt angår H.

VII

Der blev i marts 1995 indgået aftale om, at en forudsat forhøjelse af ydelserne skulle stilles i bero indtil 1996, og at betalingerne til Nykredit skulle have første prioritet. Ved bl.a. forskud på pension lykkedes det at skaffe midler til ordinær terminsbetaling og en restance på 127.000 kr. til Nykredit. Indklagede var indforstået med betalingen af Nykredit og den indtægtsnedgang, betalingen medførte, og nævnte ikke, at der fandtes restancer på "diverse konti". Det var på den baggrund uberettiget af indklagede at afkræve klagerne det beløb, der fremgår af skrivelsen af 17. juli 1995.

Indklagede har hertil anført, at der ikke foreligger omstændigheder, der kan begrunde et ansvar for indklagede i den forbindelse.

VIII

Indklagede har pådraget sig erstatningsansvar ved at anbefale M at oprette en kapitalpensionskonti og selvpensioneringskonto, idet det har vist sig, at han på grund af beskatningsreglerne har lidt et tab herved.

Indklagede har hertil anført, at den samlede saldo på de to pensionskonti ultimo 1994 udgjorde ca. 15.000 kr. De bestrides, at der ved oprettelsen af de pågældende konti er sket fejl eller forsømmelser i forbindelse med rådgivningen. Eventuelle indsigelser må anses som bortfaldet ved passivitet.

Indklagede har supplerende anført, at de foreliggende problemer alene må tilskrives klagernes manglende betalingsevne. Indklagede har udvist betydelig langmodighed og konduite ved behandlingen af klagernes engagement, og der bør ikke gives klagerne medhold på noget punkt.

Ankenævnets bemærkninger:

Det lægges efter indklagedes oplysninger til grund, at klagerne under et møde hos indklagede den 5. oktober 1995, hvor deres advokat var til stede, accepterede, at den samlede gæld kunne opgøres til ca. 783.000 kr., samt at det aftaltes, at der i en periode alene skulle betales en ydelse, der modsvarede den almindelige rentetilskrivning på klagernes lån. Den omstændighed, at M efter det oplyste ikke har underskrevet dokumenter herom, ændrer ikke på, at en aftale blev indgået, og dette bestyrkes af, at M og H faktisk i nogen tid foretog de aftalte indbetalinger.

Efter det således foreliggende finder Ankenævnet, at sagen er blevet afgjort forligsmæssigt for så vidt angår de ovenfor anførte punkter II, IV, VI og VII.

Herudover bemærkes:

Ad I

Som sagen foreligger oplyst, finder Ankenævnet ikke, at indklagede den 17. juli 1995 var berettiget til at tilbageføre ydelserne på klagernes lån pr. 30. juni 1995. Dette gælder, uanset om overførslerne havde medført overtræk på klagernes løbende konti. Ankenævnet finder det imidlertid ikke godtgjort, at klagerne har lidt tab ved den uberettigede tilbageførsel.

Ad III

Klagerne kautionerede for hinandens gæld til indklagede ved kautionserklæringer af 5. og 11. november 1993, altså efter at indklagede havde ydet lånet på 75.000 kr. Ankenævnet finder ikke grundlag for at statuere, at klagerne ikke skulle være forpligtet af kautionserklæringerne. Det bemærkes herved, at det forhøjede lånebeløb 243.841,77 kr. var anført på det kautionsdokument, som M underskrev. Det lægges endvidere til grund, at klagerne var bekendt med, at kautionserklæringerne delvis vedrørte gammel gæld.

Ad V

Det lægges til grund, at klager M underskrev en anmodning til indklagede om betaling af 12.500 kr. til dækning af en regning fra en advokat. Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at indklagede i forbindelse hermed har tilsidesat aftalelovens § 31.

Ad VIII

Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at indklagede har begået ansvarspådragende fejl i forbindelse med oprettelsen af de to pensionskonti.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klagerne.