Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om Arbejdernes Landsbank var berettiget til at hæve renten på låneaftale overtaget fra Roskilde Bank.

Sagsnummer: 58/2014
Dato: 09-10-2014
Ankenævn: Vibeke Rønne, Karin Duerlund, Troels Hauer Holmberg, Anita Nedergaard, Anna Marie Schou Ringive
Klageemne: Udlån - rente
Rente - udlån
Ledetekst: Spørgsmål om Arbejdernes Landsbank var berettiget til at hæve renten på låneaftale overtaget fra Roskilde Bank.
Indklagede: Arbejdernes Landsbank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Indledning

Denne sag vedrører, om Arbejdernes Landsbank var berettiget til at hæve renten på klagerens lån, som oprindeligt var optaget i Roskilde Bank.

Sagens omstændigheder

Klageren var i 2007 kunde i Roskilde Bank og indgik den 21. august 2007 en låneaftale med banken om optagelse af et boliglån på 506.100 kr. mod, at klageren gav banken pant i sin andelslejlighed. Renten var variabel for tiden 6,750 % om året. Renten blev beregnet og tilskrevet kvartårligt bagud. Lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 3.325 kr.

Af bankens almindelige bestemmelser for lån og kreditter - forbruger, der var en del af låneaftalen, fremgår følgende:

”…

2. Rentevilkår

...

Roskilde Bank kan nedsætte den variable rentesats på indlån og forhøje variable rentesatser på udlån med én måneds varsel, hvis

  1. markedsmæssige forhold begrunder en ændring for én eller flere kontotyper
  2. de forhold, som individuelt blev lagt til grund ved fastsættelse af kundens rentevilkår, ændrer sig, eller
  3. Roskilde Bank ændrer sin generelle rente og prisfastsættelse af forretningsmæssige grunde, uden at det har sammenhæng med udviklingen i det almindelige renteniveau. Forretningsmæssige grunde kan bl.a. være at opnå en mere hensigtsmæssig anvendelse af Roskilde Banks ressourcer eller kapacitet eller at øge indtjeningen.

8. Regulering af ydelsen

Roskilde Bank er berettiget – men ikke forpligtet – til at forhøje ydelsen i takt med stigende renteniveau, provision eller lignende.

14. Ændring af de almindelige bestemmelser

De almindelige bestemmelser for lån og kreditter kan ændres uden varsel, hvis ændringerne er til fordel for kunden. De almindelige bestemmelser for lån og kreditter kan ændres, og nye kan indføres med tre måneders varsel, hvis ændringen ikke er til fordel for kunden.

…”

I forlængelse af Roskilde Banks sammenbrud i 2008 overtog Arbejdernes Landsbank en række kunder fra banken, herunder klagerens engagement.

Banken har oplyst, at lån og kreditter for de kunder, der blev overtaget fra Roskilde Bank, indledningsvis fortsatte på uændrede vilkår. Kunderne blev løbende, og så hurtigt det var muligt, gennemgået og efter individuelle drøftelser og varslinger overført til Arbejdernes Landsbanks produkter og vilkår.

I februar 2009 kontaktede klageren banken for at få oplyst, hvilken rente han kunne forvente i banken.

I en mail af 11. februar 2009 svarede banken følgende:

”…

Du spurgte om renterne på dit lån i Arbejdernes Landsbank.

Jeg kan ikke sige det helt præcis men den ligger under det du betaler nu. Den lander på ca. 7 %.

…”

Efter at klageren havde været til møde i banken i foråret 2009, hvor andelsboligforeningens økonomi blev drøftet, sendte banken den 15. maj 2009 klageren en mail, hvori den oplyste, at klageren ikke skulle regne med, at renten på lånet blev sat ned. Banken oplyste, at klageren ville blive kontaktet for et ”økonomieftersyn” i løbet af året, hvor han ville blive præsenteret for bankens vilkår.

Banken har anført, at der løbende var drøftelser mellem banken og klageren, og i dette forløb oplyste klageren, at han forsøgte at sælge sin andelslejlighed. Det blev aftalt at afvente, om andelslejligheden blev solgt, og konverteringen af klagerens lån blev derfor udskudt.

Klagerens andelslejlighed blev imidlertid ikke solgt. Efter klageren havde været til møde i banken og havde indleveret økonomiske oplysninger for sig selv og for andelsboligforeningen, sendte banken den 13. september 2010 en mail til klageren, hvori den oplyste, at renten på klagerens lån skulle sættes op fra de nuværende 6,75 % p.a. til 8,25 % p.a. Den månedlige ydelse skulle også forhøjes fra de nuværende 3.325 kr. til 3.375 kr., og ydelsen ville fremover alene dække renter uden, at gælden blev afviklet. Banken ønskede, at aftalen blev taget op til genforhandling efter et år, hvis ikke lejligheden var solgt til den tid. Banken spurgte samtidig klageren, om han ønskede at komme og underskrive, eller om den skulle sende papirerne til ham.

Da klageren ikke ønskede at indgå en ny aftale med banken, sendte banken den 16. september 2010 et brev til klageren med overskriften ”Konvertering af dit engagement til vilkår, der er gældende for kunder i Arbejdernes Landsbank”. Heri varslede den, at renten på klagerens lån blev forhøjet til 8,25 % p.a. variabel rente med en måneds varsel. Fra den 1. november 2010 skulle lånet afvikles med en månedlig ydelse på 3.375 kr., og lånets videre afvikling skulle drøftes senest den 1. oktober 2011, idet der med denne afvikling alene blev betalt til dækning af renter.

Ved brev af 23. november 2011 til banken protesterede klageren mod renteforhøjelsen.

Ved brev af 2. maj 2012 til klageren fastholdt banken renteforhøjelsen og afviste at ændre renten på klagerens lån. Om baggrunden for renteforhøjelsen anførte banken:

” …

Baggrunden for, at vi hævede renten var, at vi måtte konstatere, at formuen i din andelsforening var negativ, hvilket indebar at værdien af den sikkerhed, som pantet i din andelsbolig udgjorde, var væsentligt lavere end forudsat af Roskilde Bank.

…”

Klageren har anført, at han flere gange herefter kontaktede sin bankrådgiver for at få banken til at ændre sin afgørelse.

Banken har anført, at klageren ikke efterfølgende kontaktede banken, førend klagerens indsigelse var forældet.

Parternes påstande

Den 21. februar 2014 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Arbejdernes Landsbank skal anerkende, at renteændringerne på hans lån skal følge den aftale, som han havde med Roskilde Bank, og som blev bekræftet i mail af 11. februar 2009 fra Arbejdernes Landsbank.

Arbejdernes Landsbank har principalt nedlagt påstand om afvisning og subsidiært om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at Arbejdernes Landsbank allerede burde have taget stilling til, om den ville have ham som kunde og dermed til hans kreditværdighed i 2008, da han blev overflyttet til banken.

Efter at banken havde overtaget ham som kunde, måtte den være bundet af den aftale, som han havde indgået med Roskilde Bank.

I mail af 11. februar 2009 bekræftede banken endvidere, at renten på hans lån i Arbejdernes Landsbank ville lande på ca. 7 %. Denne mail er bindende for banken. Banken har ikke efter ca. 1½ år været berettiget til at forhøje rentesatsen fra 6,75 % til 8,25 %.

Hvis han forinden flytningen til Arbejdernes Landsbank i 2008 havde fået at vide, at han ikke kunne blive overflyttet til banken eller alene kunne blive overflyttet til banken, hvis renten på hans andelsboliglån blev forhøjet betydeligt, havde han haft mulighed for at indrette sig herpå allerede i 2008.

Arbejdernes Landsbank har anført, at klagerens indsigelse i henhold til forældelseslovens § 3 blev forældet tre år efter renteforhøjelsen trådte i kraft, det vil sige indsigelsen blev forældet i oktober 2013.

Banken varslede en renteændring for klagerens andelsboliglån med en måneds varsel i overensstemmelse med pkt. 2 i låneaftalen.

Banken fastsatte renten på baggrund af, at bankens sikkerhed - pant i klagerens andelslejlighed – stort set ingen værdi havde, idet formuen i andelsboligforeningen var negativ. Banken havde således reelt ingen sikkerhed for lånet, og en ny kunde ville alene have fået tilbudt et blanco-lån. Henset til, at banken var indtrådt i klagerens låneaftale med Roskilde Bank, tilbød banken rentesatsen for et andelsboliglån med laveste sikkerhedsværdi. Det er bankens opfattelse, at klageren herved blev tilbudt en rente, der svarede til lån af samme art, som det han havde i Roskilde Bank.

Henset til klagerens stramme økonomi valgte banken at acceptere, at ydelsen alene blev forhøjet med 50 kr. om måneden

Banken tilbød således klageren vilkår, som i den konkrete situation må anses for rimelige.

Efter bankens opfattelse kan mailen af 11. februar 2009 ikke anses for en aftale eller et tilsagn om, at klagerens rente ville blive lavere end hans daværende rente. Der var alene tale om en cirka angivelse, uden at der var foretaget en egentlig beregning, hvilket må have været klart for klageren.

Ankenævnets bemærkninger

Da Arbejdernes Landsbank overtog klagerens engagement med Roskilde Bank, indtrådte Arbejdernes Landsbank i de rettigheder og forpligtelser, der følger af klagerens låneaftale.

Banken har fortsat pant i andelsboligen. Ankenævnet finder ikke, at banken har godtgjort, at den varslede rentestigning har hjemmel i den indgåede aftale, jf. Almindelige bestemmelser for lån og kreditter - forbruger, punkt 2.

Det bemærkes herved, at det ikke i låneaftalen er fremhævet, hvad der individuelt blev lagt til grund ved fastsættelse af klagerens rentevilkår, jf. Almindelige bestemmelser for lån og kreditter – forbruger, punkt 2, nr. 2.

Når renten tilskrives og betales løbende, finder Ankenævnet, at klageren kan rejse et tilbagebetalingskrav tre år tilbage fra indgivelsen af klagen til Ankenævnet, det vil sige fra den 21. februar 2011.

Ankenævnets afgørelse

Arbejdernes Landsbank skal annullere renteforhøjelsen på klagerens lån varslet den 16. september 2010 og alene regulere renten i overensstemmelse med bankens generelle rentereguleringer i perioden med virkning fra den 21. februar 2011.

Klageren får klagegebyret tilbage.