Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Gebyr for overførsel af pensionskonti og værdipapirdepoter til andet pengeinstitut. Overførsel begrundet i ændring af kundeprogram og indførelse af negativ indlånsrente.

Sagsnummer: 112/2020
Dato: 17-11-2020
Ankenævn: Henrik Waaben, Inge Kramer, Jimmy Bak, Morten Bruun Pedersen og Jørn Ravn
Klageemne: Depot - gebyr ved overførsel
Gebyr - overførsel
Ledetekst: Gebyr for overførsel af pensionskonti og værdipapirdepoter til andet pengeinstitut. Overførsel begrundet i ændring af kundeprogram og indførelse af negativ indlånsrente.
Indklagede: BankNordik
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Denne sag vedrører indsigelser fra klageren mod gebyrer til Banknordik for overførsel af pensionskonti og værdipapirdepoter i en situation, hvor banken ændrede sit kundeprogram og indførte negativ indlånsrente. 

Sagens omstændigheder

Klageren og hans ægtefælle, H, var kunder i Banknordik.

Ved brev af 12. december 2019 til klageren informerede banken om, at den med virkning fra den 1. april 2020 ændrede sit fordelsprogram. Ændringen betød, at klageren ikke længere ville opfylde betingelserne for at være en del af fordelsprogrammet. Konkret ville rentevilkår på lån og kreditter være uændrede. På kreditter ville der blive opkrævet provision, og der ville blive indført nye gebyrer på blandt andet betalingskort, hævninger og Netbank. Årsagen til ændringen af fordelsprogrammet var udviklingen i branchen siden 2013, hvor fordelsprogrammet var blevet lanceret, herunder blandt andet pres på bankens indtjening som følge af lavt renteniveau.

Den 20. december 2019 annoncerede banken i dagspressen, at den med virkning fra den 1. marts 2020 ville indføre negativ indlånsrente.

Ved brev af 4. februar 2020 til klageren informerede banken om, at klageren på sin opsparingskonto i banken ville blive friholdt for negativ rente på indestående under 500.000 kr., og at klageren på sin lønkonto i banken ville blive friholdt for negativ rente på indestående under 50.000 kr.

Klageren havde endvidere en aldersopsparing (konto nummer -984) og en ratepension (konto nummer -992) i banken. H havde en aldersopsparing (konto nummer -173) i banken. Til ratepensionen og hver af aldersopsparingerne var der knyttet et værdipapirdepot.

Den 18. februar 2020 sendte klageren og H følgende besked til banken i netbank:

”…

Da banken ændrede vores kontobetingelser, samt indførte negative renter, opsiges følgende kontoer. alders opsparing [-984], rate pension [-992] og alders opsparing [-173]. kontoerne bedes overført omkostnings frit, ifølge gældende regler og ”god skik” til [pengeinstitut P], når anmodning herfra modtages.

…”

Banken har oplyst, at beskeden ikke blev besvaret. Banken har videre oplyst, at beskeder fra kunder som sendes via netbank, kommer direkte til kundens rådgiver. En overførselsanmodning fra et andet pengeinstitut er en separat besked, der sendes via E-nettet og behandles hos banken af et team, dedikeret til overførsel af kunder og konti mellem pengeinstitutter. Overførselsanmodninger behandles således ikke af kundens rådgiver.

Banken modtog en overførselsanmodning fra pengeinstituttet P vedrørende pensionsordningerne. Overførslen blev gennemført den 24. februar 2020. De kontante beløb, der blev overført udgjorde 33.135,14 kr. (-984), 1.181,02 kr. (-992) og 64.882,46 kr. (-173).

Omkostningerne ved overførslen af klagerens ratepension og aldersopsparing udgjorde i alt 4.100 kr., der fremkom således:

Alderspension (-984):
600 kr. for flytning af en pensionskonto til andet institut
975 kr. for afnotering af 39 forskellige papirer
900 kr. for flytning af 39 forskellige fondskoder til andet institut

Ratepension (-992):
600 kr. for flytning af en pensionskonto til andet institut
175 kr. for afnotering af 7 forskellige papirer
900 kr. for flytning af 7 forskellige fondskoder til andet institut

Omkostningerne fremgik af bankens prisbog gældende fra 1. februar 2020. Gebyr for overførsel af pensionskonto til andet pengeinstitut udgjorde 600 kr. pr. konto. Gebyr for overførsel af VP-værdipapirer til andet pengeinstitut udgjorde 225 kr. pr. fondskode, dog maksimum 900 kr. pr. depot. Gebyr for ændring af VP-konto udgjorde 25 kr. pr. transaktion. Banken har oplyst, at cirka en sjettedel af VP-ændringsgebyret går til VP-Securities, mens resten går til banken.

Parternes påstande

Den 28. marts 2020 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at BankNordik skal refundere depotgebyr og ekspeditionsgebyr for overførslen.

BankNordik har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at banken ændrede hans vilkår og aftaler til vilkår, han ikke kunne acceptere, og indførte negative renter for pensioner og aldersopsparing fra 0 kr. og opefter.

Da det var banken, der opsagde og ændrede hans og H’s vilkår, skulle den selvfølgelig overføre kontiene omkostningsfrit.

Han anmodede skriftligt banken om at overføre pensionskontiene omkostningsfrit, da det var banken, der havde opsagt deres kundeforhold. Da banken ikke svarede på hans brev, måtte det betragtes som accept af hans brev.

Hans og H’s øvrige konti i banken vil blive overført, når han har modtaget tilbud herom fra andre udbydere.

BankNordik har anført, at banken alene har trukket de gebyrer, som fremgik af bankens prisbog, og som dermed var de legalt gældende priser.

I overførselsanmodningen, som banken modtog fra P, og som dannede grundlag for overførslen, blev der ikke nævnt noget om ”omkostningsfri” overførsel eller lignende, hvorfor anmodningen blev behandlet som en almindelig overførsel til andet pengeinstitut.

Der var ingen aftale mellem klageren og banken, der gav klageren ret til at opsige og flytte konti og depoter uden gebyrer, og det følger ikke af hverken lovgivning eller andre regler, at klageren havde krav herpå.

Banken foretog alene ændringer i indlånsrenten på de aktuelle pensionskonti, mens der for depoterne fortsat gjaldt uændrede priser og gebyrer.

Banken har over for klageren lovligt varslet og gennemført en ændring af renter og vilkår, og der var derfor ikke tale om, at banken opsagde klagerens kundeforhold.

Klageren havde ikke krav på overførsel uden omkostninger. Den omstændighed, at klageren i en tidligere besked til sin rådgiver krævede, at overførslen skulle ske omkostningsfrit for ham, ændrer ikke på dette.

Når man modtager en overførselsanmodning fra et andet pengeinstitut, har dette institut (modtagende institut) pligt til at yde nødvendig rådgivning, og ifølge den indgåede sektoraftale, kontakter afgivende pengeinstitut ikke kunden.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren var kunde i BankNordik, hvor han blandt andet havde to pensionskonti med tilknyttede værdipapirdepoter.

Omkring årsskiftet 2019/2020 foretog banken ændringer i sine kundevilkår og indførte negative renter for visse indlån. Med henvisning hertil anmodede klageren ved en besked til banken af 18. februar 2020 om omkostningsfri overførsel til pengeinstituttet P, ”når anmodning herfra modtages”.

Tre medlemmer – Henrik Waaben, Inge Kramer og Jimmy Bak – udtaler:

Vi finder ikke, at banken som følge af vilkårsændringerne var forpligtet til at imødekomme klagerens anmodning om omkostningsfri overførsel.

Vi finder, at banken på baggrund af klagerens besked burde have oplyst klageren om omkostningerne på i alt 4.100 kr. ved en eventuel overførsel af pensionsordningerne. Bankens manglende reaktion på klagerens besked kan imidlertid ikke føre til, at banken må anses for stiltiende at have accepteret klagerens anmodning om omkostningsfri overførsel.

Vi finder ikke grundlag for at tilsidesætte gebyrerne som urimelige.

Vi stemmer herefter for, at klageren ikke får medhold i klagen.

To medlemmer – Morten Bruun Pedersen og Jørn Ravn – udtaler:

Vi finder at pensionsopsparingen er afgørende for forbrugernes fremtidige økonomiske tryghed, og hidtil har forbrugerne kunnet opnå et positivt afkast på deres pensionsopsparing. Det ændrer banken nu ved at indføre negativ rente på pensionsopsparinger. Dermed forringer banken alvorligt forbrugeres fremtidige økonomiske tryghed, og særlig i den sammenhæng er det urimeligt, at banken via et flyttegebyr samtidig opstiller hindringer for, at forbrugeren kan beskytte sin fremtidige økonomiske tryghed.  Vi mener derfor, at det er urimeligt, at banken i denne situation opkræver flyttegebyr.

Vi stemmer derfor for, at give klageren medhold i klagen.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.

Klageren får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.