Indsigelse mod at hæfte for ikke-vedkendte korttransaktioner på en bar i Japan.
| Sagsnummer: | 571/2025 |
| Dato: | 21-04-2026 |
| Ankenævn: | Bo Østergaard, Jonas Thestrup Nielsen, Majken Christoffersen, Rolf Høymann Olsen og Martin Hare Hansen. |
| Klageemne: |
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Betalingstjenester - ikke-vedkendte hævninger |
| Ledetekst: | Indsigelse mod at hæfte for ikke-vedkendte korttransaktioner på en bar i Japan. |
| Indklagede: | SEB Kort Bank AB, Sverige |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører indsigelse mod at hæfte for ikke-vedkendte korttransaktioner på en bar i Japan.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i SEB Kort Bank, hvor han havde et SAS Eurobonus Mastercard (betalingskortet). Klageren er bosiddende i Sverige.
I oktober 2025 var klageren på rejse i Japan. Den 8. oktober 2025 kl. 02:14, 02:37 og 03:03 lokal tid (den 7. oktober 2025 kl. 19:14, 19:37 og 20:03 dansk tid) blev der foretaget tre ikke vedkendte transaktioner med klagerens betalingskort på en bar på henholdsvis 221.000 JPY (japanske yen), 187.500 JPY og 201.250 JPY, i alt 609.750 JPY, svarende til i alt 26.873,62 DKK.
Klageren kan ikke vedkende sig de tre transaktioner. Klageren har oplyst, at han var på en bar med en kollega, hvor han og hans kollega bestilte hver sin øl, som hans kollega betalte. Klageren har anført, at han blev bedøvet på baren. Straks efter modtagelse af øllen mistede han opfattelsen af, hvad som skete og havde derfor ikke kontrol over kortet eller sine handlinger.
Banken har oplyst, at transaktionen på 221.000 JPY blev gennemført ved brug af Apple Pay på klagerens telefon, hvilket forudsætter kendskab til kode eller brug af biometri (ansigtsgenkendelse eller fingeraftryk). De to følgende betalingstransaktioner på henholdsvis 187.500 JPY og 201.250 JPY blev gennemført ved aflæsning af kortets chip samt indtastning af korrekt pinkode i første forsøg.
Banken har fremlagt en transaktionsoversigt, hvoraf fremgår, at der yderligere blev foretaget en transaktion på 33.517 JPY den 7. oktober 2025 kl. 20:43 lokal tid (kl. 13.43 dansk tid), hvor klageren efter det oplyste brugte det fysiske betalingskort på en restaurant. Endvidere fremgår en transaktion på 4.200 JPY den 8. oktober kl. 03:40 lokal tid (den 7. oktober 2025 kl. 20:41 dansk tid), der efter det oplyste var betaling for taxatur hjem.
Klageren spærrede kortet, og den 8. oktober 2025, kl. 8:57 dansk tid gjorde klageren indsigelse overfor banken mod de tre transaktioner. Klageren oplyste i indsigelsen, at han ikke havde foretaget betalingerne, at han havde kortet i behold, og at han ikke var blevet snydt til at udlevere sine kortoplysninger. Klageren anførte, at han havde mistanke om, at hans kort var blevet skimmet/kopieret.
I forbindelse med indsigelsen anførte klageren, at han havde mistanke om, at han var blevet dopet, og at en søgning på nettet viser, at det er sædvanligt, at turister dopes og bedrages for store beløb i det pågældende kvarter i Tokyo. Klageren oplyste endvidere, at han tidligere på aftenen havde brugt kortet fysisk på en restaurant, at han efter besøget i baren betalte med kortet i taxaen hjem til hotellet, og at han endvidere havde fået stjålet et kontantbeløb på 15.000 JPY fra sin tegnebog.
Klageren anmeldte sagen til politiet i Tokyo samt til de svenske politimyndigheder efter sin hjemkomst til Sverige.
Den 10. november 2025 afviste banken indsigelsen og meddelte, at den vurderede, at der ikke var tale om tredjemandsmisbrug. Banken henviste blandt andet blandt til, at klageren fortsat havde både telefon og kort i behold.
Klageren har fremlagt information fra den amerikanske ambassade til amerikanske statsborgere om at udvise agtpågivenhed i særlige kvarterer i Tokyo, hvor bedøvelsesmidler i drinks i en række tilfælde har resulteret i forbrydelser, kortmisbrug og trusler.
Parternes påstande
Den 11. november 2025 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at SEB Kort Bank skal tilbageføre de ikke vedkendte betalinger.
SEB Kort Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har blandt andet anført, at hans betalingskort blev brugt til tre transaktioner, som han ikke godkendte, fordi han var bedøvet/dopet og derfor ikke havde kontrol over kortet eller sine handlinger. Han blev således sat i en tilstand, hvor han ikke havde kontrol over sine handlinger.
Han er overbevist om, at han blev bedøvet på den pågældende bar (ikke natklub) i Tokyo på samme måde, som den amerikanske ambassade beskriver og advarer sine borgere om. Informationen fra den amerikanske ambassade var en del af hans korrespondance med banken, som banken har udeladt i sit svar.
I henhold til § 100 i den svenske betalingslov er han ikke ansvarlig for betalingen, fordi hændelsen sidestilles med tyveri eller røveri, selvom kortet blev brugt med den korrekte pinkode eller Apple Pay/faceID.
Han fulgte bankens kortregler og spærrede straks kortet, da misbruget blev opdaget. Han indgav en politianmeldelse i både Japan og Sverige.
Der er intet i bankens kortregler om, at der skal foretages en narkotest. Dette blev heller ikke foreslået under telefonsamtalen med bankens kundeservice, da misbruget blev opdaget. Her blev han anbefalet at spærre kortet og indgive en politianmeldelse.
Politiet i Japan anbefalede ham heller ikke at tage en narkotest.
Banken anbefalede i et brev, at han skulle besøge den pågældende bar igen for at bestride betalingerne. Han havde ikke tid til dette, da han kun var i Tokyo i to dage, før han skulle flyve hjem igen. Han ville ikke turde gå på den pågældende bar igen. Han er blot glad for, at han sluttede aftenen med livet i behold.
SEB Kort Bank har anført, at de omtvistede transaktioner er korrekt registreret og bogført og ikke har været ramt af tekniske svigt eller andre fejl.
Da transaktionerne blev foretaget med Apple Pay, som forudsætter kendskab til kode eller brug af biometri (ansigtsgenkendelse eller fingeraftryk) samt chip og korrekt pinkode i første forsøg, har banken dermed løftet bevisbyrden, jf. betalingslovens § 98.
Det påhviler herefter klageren at påvise, at transaktionerne skyldes tredjemandsmisbrug. Klageren har ikke løftet denne bevisbyrde blandt andet henset til, at klageren ikke har beskrevet konkrete forhold fra baren, som kan underbygge en påstand om kortmisbrug.
Det forhold, at klageren ikke har erindring om det passerede og fremlægger en u-underbygget påstand om, at dette må skyldes, at han er blevet bedøvet/”drugged”, er ikke tilstrækkeligt til at kunne sandsynliggøre, at der er tale om tredjemandsmisbrug. Det er således udokumenteret, at klageren skulle være blevet ”drugged” på baren. Klagerens udsagn herom kan ikke stå alene, men må understøttes af f.eks. lægeerklæring, så udsagnet ikke kun fremstår som en for klageren plausibel forklaring på de ikke-vedkendte transaktioner.
Kortet og klagerens telefon var fortsat i klageren besiddelse efter barbesøget, og kortet blev anvendt til betaling af taxaturen fra baren. Sidste vedkendte transaktion foretaget med kortet skete seks timer forud for de omtvistede transaktioner. Eftersom klageren ikke havde anvendt sit kort på baren (men seks timer tidligere et andet sted) vurderes det ikke sandsynligt, at pinkoden kunne være blevet afluret af tredjemand, ligesom der ikke synes at være en plausibel forklaring på, hvordan Apple Pay kunne anvendes uden klagerens mellemkomst, idet brug af Apple Pay forudsætter kendskab til kode eller brug af biometri. Det foreligger ikke oplyst, hvorledes dette kunne været gået for sig.
Der er tale om et atypisk transaktionsforløb, hvis der er tale om misbrug. Det typiske forløb er, at kortet anvendes til flere på hinanden følgende transaktioner, indtil kortet spærres eller blokeres af sikkerhedshensyn. Dette er ikke tilfældet her, hvor de omtvistede transaktioner var begrænset i omfang. og desuden blev foretaget med ca. 20 minutters mellemrum.
Såfremt betalingslovens hæftelsesregler i § 100, stk. 3-5, skulle finde anvendelse, skulle klageren have sandsynliggjort, at transaktionerne var foretaget af tredjemand. Hvis klageren havde gjort dette, ville bankens synspunkt have været, at klageren skulle hæfte for op til 8.000 DKK af det omtvistede beløb, idet den til betalingstjenesten tilhørende personlige sikkerhedsforanstaltning var anvendt, og klageren ved groft uforsvarlig adfærd muliggjorde den uberettigede anvendelse, jf. betalingslovens § 100, stk. 4, ved ikke at iagttage sine pligter til at beskytte sit kort/telefon mod uautoriseret brug.
Banken kan ikke se anden mulighed, end at klageren har medvirket ved de omtvistede transaktioner. Det er ikke tilstrækkeligt belyst, at klagerens anbringende om være blevet bedøvet/drugged er korrekt.
Da klageren havde fremlagt advarslen fra ambassaden som bilag til sin klage, indgår dette bilag allerede i sagen, og det var derfor unødvendigt at fremlægge det igen.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren var kunde i SEB Kort Bank, hvor han havde et SAS Eurobonus Mastercard (betalingskortet). Klageren er bosiddende i Sverige.
Klageren var på rejse i Japan i oktober 2025. Den 8. oktober 2025 kl. 02:14, 02:37 og 03:03 lokal tid (den 7. oktober 2025 kl. 19:14, 19:37 og 20:03 dansk tid) blev der foretaget tre ikke vedkendte transaktioner med klagerens betalingskort på en bar på henholdsvis 221.000 JPY (japanske yen), 187.500 JPY og 201.250 JPY, i alt 609.750 JPY, svarende til i alt 26.873,62 DKK. Transaktionen på 221.000 JPY blev gennemført ved brug af Apple Pay på klagerens telefon. De to følgende betalingstransaktioner på henholdsvis 187.500 JPY og 201.250 JPY blev gennemført ved aflæsning af kortets chip samt indtastning af pinkode.
Klageren kan ikke vedkende sig de tre transaktioner. Klageren har anført, at han blev bedøvet på den pågældende bar og derfor ikke havde kontrol over kortet eller sine handlinger.
Banken har anført, at det er usandsynligt, at der var tale om tredjemandsmisbrug
Ankenævnet lægger til grund, at transaktionerne er korrekt registrerede og bogførte.
Af betalingslovens § 98 følger, at registrering af brug af et betalingsinstrument ikke i sig selv er bevis for, at betaleren har godkendt transaktionen, at betaleren har handlet svigagtigt, eller at betaleren har undladt at opfylde sine forpligtelser, jf. betalingsloven § 93.
Afgørelsen af sagen beror på, om der må antages at være tale om tredjemandsmisbrug.
Ankenævnet finder, at en stillingtagen hertil forudsætter en yderligere bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, der ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted ved domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4.
Ankenævnets afgørelse
Ankenævnet kan ikke behandle klagen.
Klageren får klagegebyret tilbage.