Indsigelse mod at hæfte for korttransaktioner.
| Sagsnummer: | 359/2025 |
| Dato: | 28-10-2025 |
| Ankenævn: | Helle Korsgaard Lund-Andersen, Christina Bryanth Konge, Janni Visted Hansen, Tina Thygesen og Jørgen Lanng. |
| Klageemne: |
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Betalingstjenester - ikke-vedkendte hævninger |
| Ledetekst: | Indsigelse mod at hæfte for korttransaktioner. |
| Indklagede: | Spar Nord Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører indsigelse mod at hæfte for korttransaktioner.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Spar Nord Bank, hvor han blandt andet havde en konto med et tilknyttet betalingskort -284.
Banken har oplyst, at klageren den 26. januar 2025 modtog en betaling på 12.000 kr. fra virksomhed A, der er en online spillevirksomhed. Klageren modtog derudover den 1. februar 2025 en betaling på 25.000 kr. fra virksomhed A.
Banken har herudover oplyst, at klageren den 5. februar 2025 foretog 11 transaktioner til virksomhed A på samlet 4.160 kr. samt modtog to betalinger på samlet 9.592 kr. fra virksomhed A.
Banken har endvidere oplyst, at der den 6. februar 2025 mellem klokken 08:15 og 12:40 blev gennemført 25 transaktioner til virksomhed A på en samlet værdi af 23.300 kr. Alle 25 transaktioner skete til klagerens egen brugerkonto hos virksomhed A.
Af de 25 transaktioner blev de ni på i alt 6.300 kr. fra klokken 08:15 til 9:33 gennemført med klagerens betalingskort via MobilePay fra klagerens telefon.
Banken har derudover oplyst, at klagerens betalingskort klokken 09.48 blev indrulleret i en wallet på klagerens pc. I den forbindelse blev klagerens kortoplysninger, klagerens pc og eventuelle adgangskode eller biometriske data anvendt. Derudover blev anvendt MitID samt engangskode, der blev sendt via sms.
Der blev herefter gennemført 16 transaktioner på i alt 17.000 kr. fra klokken 09:49 til 12:40 via en wallet på klagerens pc.
Banken har fremlagt en transaktionsliste, hvoraf fremgår, at de 25 transaktioner den 6. februar 2025 blev foretaget med klagerens betalingskort -284.
Banken har oplyst, at transaktionerne var korrekt registreret og bogført, og ikke var ramt af tekniske svigt eller andre fejl.
Klageren gjorde ved tro og love-erklæring af 12. februar 2025 indsigelse mod de 25 betalinger af 6. februar 2025. Af denne fremgår blandt andet:
”Jeg har ikke selv foretaget eller godkendt det/de hævede beløb - kortet er ikke stjålet
…
Hvordan har kortet være opbevaret? …
har haft det på mig hele tiden
Har kortet været lånt ud på noget tidspunkt? …
Nej
Hvor og hvornår har du sidst anvendt kortet? …
Dato … Kl. … Sted …
06/02/2025 07.59 [Gymnasium C]
Hvornår blev du første gang opmærksom på de transaktioner, som du ikke kan godkende? …
Torsdag den 6/2 kl ca. 13.00
Hvordan blev du opmærksom på transaktionerne? …
Jeg kikkede på min konto kl ca. 13.00 og opdager der løbende hele formiddagen medens jeg har
Har du på noget tidspunkt bekræftet dine kortoplysninger samt andre personlige oplysninger pr. mail? …
Nej
Har du mistanke til nogle bestemte personer? …
Nej …
Beskriv hændelsesforløbet …
Onsdag den 5/2 ville jeg ind på min bankkonto om eftermiddagen men kunne ikke komme ind.
Torsdag den 6/2 ca. kl 13.00 kommer jeg ind på min bankkonto og opdager at fra kl 08.15 starter det fra min mobilpay og tømmer videre på mine kontoer I Alt 23.300 kr ind til kl 13.32, hvor jeg har fået fat i min bank og spærret alt.
Jeg har været i skole på HF i [by B] i det tidsrum og kun selv betalt 5 kr med mobilpay til en klasse kammerat.
kl. 07.59 hvorefter tlf har været aflåst i klasselokale i et skab under undervisning.
Jeg er i tvivl om jeg skal skrive den dato pengene blev reserveret eller hævet, de er reserveret den 6/2 2025 og hævet den 7/2 2025 har skrevet med siden, og har udfyldt deres spørgsmål vedhæfter hele samtalen og bilag, som aftalt med min bank
…
Ikke-godkendte transaktioner …
|
Købsdato … |
Forretningens navn … |
… |
Danske kroner … |
|
06/02/2025 |
Virksomhed A |
|
1000 |
|
06/02/2025 |
Virksomhed A |
|
500 |
|
06/02/2025 |
Virksomhed A |
|
500 |
|
06/02/2025 |
Virksomhed A |
|
500 |
|
06/02/2025 |
Virksomhed A |
|
400 |
|
06/02/2025 |
Virksomhed A |
|
1000 |
|
06/02/2025 |
Virksomhed A |
|
1000 |
|
06/02/2025 |
Virksomhed A |
|
900 |
|
06/02/2025 |
Virksomhed A |
|
1000 |
|
06/02/2025 |
Virksomhed A |
|
500 |
|
06/02/2025 |
Virksomhed A |
|
500 |
|
06/02/2025 |
Virksomhed A |
|
500 |
|
06/02/2025 |
Virksomhed A |
|
500 |
|
06/02/2025 |
Virksomhed A |
|
800 |
|
06/02/2025 |
Virksomhed A |
|
800 |
|
06/02/2025 |
Virksomhed A |
|
400 |
|
06/02/2025 |
Virksomhed A |
|
1000 |
|
06/02/2025 |
Virksomhed A |
|
100 |
|
06/02/2025 |
Virksomhed A |
|
400 |
|
06/02/2025 |
Virksomhed A |
|
2000 |
|
06/02/2025 |
Virksomhed A |
|
2000 |
|
06/02/2025 |
Virksomhed A |
|
2000 |
|
06/02/2025 |
Virksomhed A |
|
1000 |
|
06/02/2025 |
Virksomhed A |
|
2000 |
|
06/02/2025 |
Virksomhed A |
|
2000 |
X Jeg har hverken deltaget i eller godkendt ovennævnte transaktioner(er)
…
Kortet var i min besiddelse på tidspunktet for den eller de ikke-godkendte transaktioner …
Ja
…”
Klageren har oplyst, at han har anmeldt sagen til politiet. Banken afviste at dække klagerens tab.
Af erklæring af 28. april 2025 fra gymnasium C fremgår blandt andet:
”Det bekræftes hermed, at [klageren] er elev i 1hf på [gymnasium C]. Den 6. februar har [klageren], ifølge vores elevadministrative system, deltaget i fire undervisningslektioner fra kl. 8.00 til 12.45. Lektionerne varer i 60 minutter og afbrydes af korte pauser kl. 9.00, kl. 10.10 og kl. 11.20.
Elever i 1hf skal som udgangspunkt aflevere deres mobiltelefoner i et skab ved undervisningens start, men får dem igen udleveret i pauserne. Der kan også opstå enkelte undervisningssituationer hvor mobilen anvendes som et redskab i undervisningen.”
Parternes påstande
Den 4. august 2025 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Spar Nord Bank skal godtgøre ham hans tab på 23.300 kr.
Spar Nord Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at han tidligere har spillet for større beløb, men denne gang blev der uberettiget hævet penge til spillesiden. Han godkendte overførslerne i MitID hver gang han selv overførte penge til spillesiden, men den pågældende dato gav han ikke samtykke i MitID. Hans netbank var desuden utilgængelig dagen før hændelsen. Det var først dagen efter, at han kunne se de reserverede beløb. Han kontaktede herefter straks banken for at spærre sit kort. Han kontaktede også MitID, der viste ham, at der den pågældende dag ikke blev swipet i hans MitID. Det tyder på, at han blev hacket.
Han har ikke foretaget eller godkendt transaktioner mellem klokken 08:00 og 13:00 den pågældende dag. De første ni transaktioner blev gennemført via MobilePay, hvilket banken undlod at kommentere på. Det var en alvorlig sagsbehandlingsfejl. Bankens sagsbehandling og vejledning af ham har været helt utilstrækkelig. Det er desuden uden betydning for sagen, at han tidligere har spillet for store beløb online. Han har dokumenteret og bevist, at han ikke var i besiddelse af sin telefon. Det bør tillægges afgørende vægt, at hans mobiltelefon var låst inde på skolen.
Det fremgår af betalingslovens §§ 111 og 112, at kunden ikke hæfter for tab som følge af misbrug, medmindre det godtgøres, at vedkommende har handlet groft uagtsomt eller med forsæt. Banken har ikke bevist, at han har godkendt transaktionerne. Banken har ikke løftet sin bevisbyrde, navnlig i lyset af, at han erkender, at han foretog transaktionerne undtagen dem, der blev foretaget den pågældende dato. Han har derudover anmeldt sagen til politiet, hvilket understreger sagens alvor.
Han har ikke handlet groft uagtsomt, men gjort alt, hvad en ansvarlig kontohaver kan gøre. Banken har ikke forholdt sig til sagens faktiske omstændigheder. Spørgsmålet er, om det er muligt at foretage overførslerne uden hans medvirken. I bekræftende fald er han berettiget til at få dækket sit tab.
Banken har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at det efter bankens opfattelse er ubetænkeligt at lægge til grund, at klageren selv har foretaget de omstridte transaktioner. Klageren har ikke sandsynliggjort, at der skulle være tale om tredjemandsmisbrug.
Klageren har ikke ved skolens erklæring om, at skolens elever ”som udgangspunkt skal aflevere deres mobiltelefoner i et skab ved undervisningens start” løftet sin bevisbyrde for, at disse transaktioner på samme vis som de hundredvis af tilsvarende transaktioner før og efter det påståede misbrug ikke blev foretaget af klageren selv.
Det fremgår ligeledes af erklæringen, at eleverne får adgang til telefonerne i pauser og kan have mulighed for at anvende dem som undervisningsredskab. Der er tale om autoriserede transaktioner, jf. lov om betalinger § 82. Lovens regler om betalingsudbyders hæftelse og ansvar for uautoriserede transaktioner finder ikke anvendelse.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren var kunde i Spar Nord Bank, hvor han blandt andet havde en konto med et tilknyttet betalingskort -284.
Den 6. februar 2025 mellem klokken 08:15 og 12:40 blev der gennemført 25 transaktioner med klagerens betalingskort -284 til virksomhed A på en samlet værdi af 23.300 kr. Alle 25 transaktioner skete til klagerens egen brugerkonto hos virksomhed A, som er et online spillekasino.
Af de 25 transaktioner blev de ni på i alt 6.300 kr. fra klokken 08:15 til 9:33 gennemført med klagerens betalingskort via MobilePay fra klagerens telefon.
Banken har derudover oplyst, at klagerens betalingskort klokken 09.48 blev indrulleret i en wallet på klagerens pc. I den forbindelse blev klagerens kortoplysninger, klagerens pc og eventuelle adgangskode eller biometriske data anvendt. Derudover blev anvendt MitID samt engangskode, der blev sendt via sms.
Der blev herefter gennemført 16 transaktioner på i alt 17.000 kr. fra klokken 09:49 til 12:40 via en wallet på klagerens pc.
Banken har fremlagt en transaktionsliste, hvoraf fremgår, at de 25 transaktioner blev foretaget med klagerens betalingskort -284.
Klageren har oplyst, at han ikke kan vedkende sig de 25 korttransaktioner den 6. februar 2025.
Ankenævnet lægger til grund, at betalingstransaktionerne er korrekt registreret og bogført og ikke ramt af tekniske svigt eller andre fejl, jf. betalingslovens § 98. Efter bestemmelsens stk. 2 er registrering af brug af et betalingsinstrument ikke i sig selv bevis for, at betaleren har godkendt transaktionerne, at betaleren har handlet svigagtigt, eller at betaleren har undladt at opfylde sine forpligtelser, jf. betalingslovens § 93.
Ankenævnet finder, at det på det foreliggende grundlag ikke er muligt at afgøre, om der foreligger tredjemandsmisbrug.
Ankenævnet finder, at en stillingtagen hertil forudsætter yderligere bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, der ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted ved domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4.
Ankenævnets afgørelse
Ankenævnet kan ikke behandle klagen.
Klageren får klagegebyret tilbage.