Konvertering.
| Sagsnummer: | 438/1992 |
| Dato: | 18-12-1992 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Gert Bo Gram, Kirsten Nielsen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
|
| Ledetekst: | Konvertering. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
I september 1986 modtog klageren fra sin arbejdsgivers danske moderselskab et tilbud om at kunne købe op til 1500 konvertible obligationer af 50 sv.kr. Papirerne skulle udstedes af det danske moderselskabs svenske moderselskab. Med tilbuddet fulgte et på svensk affattet prospekt, vedrørende udstedelsen af obligationerne. Det fremgik heraf, at obligationerne løb indtil 15. januar 1992, og konverteringen til aktier kunne ske i perioden fra 1. juli til 31. december i årene 1989 til 1991. Ved konvertering ville hver obligation på 50 sv. kr. blive ombyttet med 1 aktie på nominelt 100 sv. kr. Indlevering af obligationerne pr. 15. januar 1992 ville ske til købsprisen, 50 sv. kr.
Klagerens arbejdsgiver havde med indklagedes Brønshøj afdeling, truffet en generel aftale om, at medarbejdere kunne opnå afdragsfrie lån til køb af obligationerne, således at disse lån kunne indfries efter 3 år og skulle være indfriet fuldstændigt efter 5 år. Indkøbte konvertible obligationer skulle ligge som sikkerhed for det pågældende lån, og rentebeløbet ville blive trukket i den pågældendes lønudbetaling månedligt og overført til indklagede direkte fra arbejdsgiveren.
Klageren erhvervede herefter nominelt 65.200,00 sv.kr. konvertible obligationer til kurs 50 (652 obligationer á 50 sv. kr.) for 32.600,00 sv.kr.
I foråret 1990 drøftede klageren med en navngiven medarbejder i indklagedes Brønshøj afdeling konvertering af obligationerne og efterfølgende salg af aktierne. Der er enighed mellem parterne om, at klageren ved konvertering og salg på det pågældende tidspunkt ville tjene 8.000-12.000 kr. Ved skrivelse af 3. april 1990 til indklagedes Brønshøj afdeling anmodede klageren herefter om salg af obligationerne. I samme skrivelse anmodede klageren om, at papirer til underskrift blev fremsendt til et pengeinstitut i Allerød, hvor klageren boede.
Den 4. april 1990 anmodede den pågældende medarbejder i Brønshøj afdeling indklagedes depotafdeling om at fremsende 1 stk. konvertibelt förlagsbevis. Efter modtagelsen fremsendte han det den 11. april til underskrift. I denne forbindelse anvendtes et 4-fløjet blanketsæt, hvoraf kundeeksemplaret blev tilsendt klageren.
Den 20. juni 1990 returnerede indklagedes Allerød afdeling, förlagsbeviset i uunderskrevet stand til Brønshøj afdeling. Klageren kontaktedes derefter telefonisk, hvorefter hun den 25. juni henvendte sig og underskrev beviset.
Ifølge indklagede forløb konverteringen herefter planmæssigt. Den blev afsluttet ved klagerens underskrift af aktiebrevet den 8. oktober 1990.
Den 11. oktober 1990 anmodede indklagede Nordbanken, Stockholm om salg af de modtagne 672 aktier á 100 sv.kr. Den 28. december 1990 solgtes 500 stk. aktier til kurs 25 (ifølge klageren kurs 24, 35). De resterende 172 stk. har det efter det oplyste ikke været muligt at afhænde.
Af oversigter over kurser på aktierne i 1990 fremgår, at kursen fra april til omkring midten af oktober lå mellem 55 og 66, medens den i perioden fra 1. november til 28. december lå mellem 25 og 30.
I 1991 rettede klageren gennem sin advokat henvendelse til indklagede vedrørende salget. Der foregik herefter korrespondance mellem advokaten og indklagede, og ved skrivelse af 30. januar 1992 rejste advokaten på klagerens vegne erstatningskrav. Ved skrivelse af 11. marts 1992 til indklagede afgav klageren rentepåkrav efter rentelovens § 3, stk. 2, vedrørende sit erstatningskrav.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at godtgøre hende principalt 27.792,60 sv. kr., subsidiært 20.425,00 sv. kr., med tillæg af renter efter renteloven fra den 11. april 1992.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for sin principale påstande anført, at hendes beslutning om at realisere de konvertible obligationer blev truffet på grundlag af en telefonisk rådgivning fra indklagedes medarbejder, hvorefter en realisation ville medføre en gevinst for hende. Hun var i forbindelse med sine overvejelser af sin arbejdsgiver blevet henvist til at kontakte indklagedes Brønshøj afdeling. Hun modtog ikke underretning om, at hun skulle henvende sig i Allerød afdeling, med henblik på underskrift af dokumenter. Uanset at hun gentagne gange henvendte sig, såvel personligt som telefonisk til Allerød afdeling, skete underskriften af förlagsbeviset først i juni måned 1990, hvorved realisationen forsinkedes. Den usædvanligt lange ekspeditionstid må tilskrives indklagedes forhold. Ved salg til en for perioden april-oktober 1990 beregnet gennemsnitskurs på 61,3, ville klageren have opnået et provenu på 39.967,60 sv.kr. Med fradrag af det indvundne salgsprovenu på 12.175,80 sv. kr., fremkommer klagerens principale påstand på 27.792,60 sv.kr. Klageren forudsætter i denne forbindelse, at værdien af de resterende 172 aktier er 0.
Til støtte for den subsidiære påstand har klageren for det første anført, at indklagede har undladt at rådgive hende om muligheden for at indløse de konvertible obligationer til kurs 50 efter den 1. januar 1992. Klageren ville i så fald have modtaget 32.600,00 sv. kr., og med fradrag af salgsprovenuet på 12.175,00 sv.kr. fremkommer den subsidiære påstand på 20.425,00 sv.kr. Til støtte for samme påstand har klageren for det andet anført, at indklagede burde have rådet klageren til at fastsætte en mindstekurs på 50 ved salget af aktierne. Også i relation til den subsidiære påstand har klageren sat værdien af de resterende 172 aktier til 0.
Indklagede har anført, at klageren ikke var kunde i indklagedes Brønshøj afdeling, men derimod i Allerød afdeling, og at klagerens eneste engagement med Brønshøj afdelingen var klagerens lånefinansierede køb af de konvertible obligationer. Allerød afdelingen var bortset fra spørgsmålet om modtagelse af klagerens underskrift ikke involveret i klagerens forhold vedrørende obligationerne og konverteringen. Indklagedes Brønshøj afdeling påtog sig alene at finansiere medarbejderes køb af konvertible obligationer, men ydede ikke nogen rådgivning. Det var med en ledende medarbejder hos klagerens arbejdsgiver aftalt, at pågældende sørgede for rådgivning af medarbejderne, og dette fremgår også af det udleverede informationsmateriale. Indklagedes medarbejder i Brønshøj afdeling rådgav således ikke klageren til at lade obligationerne konvertere og sælge aktiebeholdningen. Medarbejderen oplyste på forespørgsel, hvad kursen på aktierne var, samt at et salg ved dette kursniveau ville indbringe en fortjeneste på 8.000 til 12.000 kr. Uanset om klageren ikke måtte have modtaget kopien af brevet til Allerød afdeling vedrørende underskrift, burde klageren have reageret, da hun var bekendt med, at hun skulle underskrive nogle dokumenter. Det bestrides, at klageren har ringet om sagen til Brønshøj afdeling en gang om måneden i perioden april til juni 1990, ligesom det bestrides at klageren gentagne gange personligt og telefonisk overfor Allerød afdeling henvendte sig vedrørende underskrift. Klageren var bekendt med, at obligationerne ville blive indløst til kurs 50, hvis de ikke blev konverteret til aktier, idet dette fregik af informationsmaterialet, som klageren fik udleveret forinden købet af obligationerne. Limitering var ikke aktuelt, da salgsordren vedrørende aktierne blev afgivet, idet kursen på dette tidspunkt fortsat var stabil. Kursen var således 65 den 10. oktober 1990, dagen før salgsordren blev sendt til den svenske bank. Indklagede har i marts 1992, hvor kursen på aktierne var 29, tilbudt at tilbagekøbe 500 stk. til klageren mod betaling af 12.500 kr., men dette blev afslået.
Ankenævnets bemærkninger:
Indklagedes medarbejder i Brønshøj afdelingen måtte gå ud fra, at klageren var bekendt med, at obligationerne, såfremt de ikke blev konverteret til aktier, ville blive indløst i begyndelsen af 1992 med 50 kr. pr. obligation (kurs 50), og medarbejderen havde på det tidspunkt, da beslutningen blev truffet, ikke anledning til at fraråde konverteringen, idet kursen på aktierne på dette tidspunkt var højere end 50.
Det må efter det oplyste lægges til grund, at aktierne ikke ville være blevet solgt, såfremt klageren ved afgivelsen af salgsordren i oktober 1990 havde fastsat en mindstekurs på 50, og klageren har afvist et tilbud fra indklagede om at lade salget gå tilbage. Allerede af disse grunde er der heller ikke grundlag for at pålægge indklagede erstatningsansvar som følge af, at medarbejderen ikke rådede klageren til at lade salgsordren limitere.
Ankenævnet finder, at indklagedes Allerød afdeling inden for et kortere tidsrum efter modtagelsen af förlagsbeviset burde have rettet henvendelse til klageren vedrørende underskrivelse. Klageren, der vidste, at hun skulle underskrive nogle dokumenter, burde på den anden side også selv have reageret på et tidligere tidspunkt. Ankenævnet finder derfor, at ansvaret for, at underskrivelsen af förlagsbeviset - og dermed konverteringen af obligationerne og salget af aktierne - blev forsinket i mere end 2 måneder, må deles ligeligt mellem parterne. Da det kan lægges til grund, at forsinkelsen har medført et tab svarende til klagerens principale påstand, findes indklagede herefter at burde godtgøre klageren halvdelen af det påståede beløb på 27.792,60 sv. kr. eller 13.896,30 sv. kr. med renter som påstået, mod at klageren overdrager de resterende 172 aktier, der af klageren anses for værdiløse, til indklagede.
Som følge heraf
Mod klagerens overdragelse af de resterende 172 aktier til indklagede skal denne inden 4 uger til klageren betale 13.896,30 sv. kr. med tillæg af renter efter renteloven fra den 11. april 1992, til betaling sker. Klagegebyret tilbagebetales klageren.