Indsigelse mod at hæfte for to korttransaktioner, der blev gennemført som 3D Secure transaktioner ved godkendelse med MitID.
| Sagsnummer: | 154/2023 |
| Dato: | 18-09-2023 |
| Ankenævn: | Henrik Waaben, Morten Winther Christensen, Jimmy Bak, Tina Thygesen og Poul Erik Jensen |
| Klageemne: |
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Betalingstjenester - ikke-vedkendte hævninger Betalingstjenester - spørgsmål om groft uforsvarlig adfærd |
| Ledetekst: | Indsigelse mod at hæfte for to korttransaktioner, der blev gennemført som 3D Secure transaktioner ved godkendelse med MitID. |
| Indklagede: | Danske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører indsigelse mod at hæfte for to korttransaktioner, der blev gennemført som 3D Secure transaktioner ved godkendelse med MitID.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Danske Bank, hvor han havde en konto med et tilknyttet Visa/dankort.
Henholdsvis den 21. januar 2023 og den 23. januar 2023 blev klagerens Visa/dankort anvendt til to betalinger til en udenlandsk betalingsmodtager, F, på hver 7.115,38 NOK, som klageren ikke kan vedkende sig.
Om baggrunden for betalingerne har klageren oplyst, at han var gået over til kortbetaling til sit mobilselskab YouSee og fik en mail, der fremstod som om, at den kom fra YouSee, hvori det var anført, at der ikke var betalt i november 2022. Den 21. januar 2023 åbnede han mailen med sit MitID, og han nåede ikke frem til at se beløb eller bruge sit Visa/dankort, før der blev lukket ned. Den 23. januar 2023 fik han en lignende mail, prøvede igen på samme måde og kunne ikke gennemføre betalingen.
Den 24. januar 2023 så klageren, at der var trukket 4.960,55 DKK på hans konto og spærrede straks sin konto/sit kort. Den 26. januar 2023 blev der igen trukket 4.960,55 DKK på hans konto trods spærringen.
Banken har oplyst, at det fremgår af en udskrift fra Nets, at klageren henholdsvis den 21. januar 2023 og den 23. januar 2023 fik præsenteret følgende tekst i MitID-appen:
”Betal 7115,38 NOK til [F] fra kort xx3674”
Banken har yderligere oplyst, at kortbetalingerne blev godkendt med sikkerhedsløsningen 3D Secure ved godkendelse i klagerens MitID-app, der blev installeret på klagerens iPhone 7 den 15. januar 2022. Der er ikke efterfølgende blevet tilføjet yderligere enheder til MitID-appen.
Ved tro- og loveerklæringer af 24. januar 2023 og 26. januar 2023 gjorde klageren indsigelse mod betalingerne svarende til i alt 9.921,10 DKK og anførte, at han ikke havde godkendt betalingerne.
Banken godtgjorde klagerens tab fratrukket 8.000 DKK svarende til 1.921,10 DKK med valør fra betalingerne blev gennemført.
Parternes påstande
Den 27. februar 2023 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal tilbagebetale 8.000 DKK til ham.
Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært afvisning.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at han ikke har godkendt de to betalinger på hver 7.115,38 NOK.
Han har ikke handlet uforsvarligt. Han kom aldrig så langt i sine handlinger, at han så noget beløb, som han skulle anerkende og betale. Han blev i begge tilfælde afbrudt i gennemførelsen af betalingerne, inden der kom noget beløb på skærmen.
Han er uforstående over for, at der den 26. januar 2023 blev trukket 4.960,55 DKK på hans konto på trods af, at kontoen var spærret.
Danske Bank har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at transaktionerne er korrekt registreret og bogført.
Klageren autoriserede transaktionerne med sin MitID-app, og transaktionerne blev dermed godkendt med stærk kundeautentifikation.
MitID-appen var installeret på klagerens telefon, der var i klagerens besiddelse på tidspunktet for godkendelse af betalingerne. Det må på den baggrund lægges til grund, at klageren selv autoriserede betalingerne, omend uforvarende.
Klageren videregav selv sine kortoplysninger til tredjemand, der muliggjorde betalingsanmodningerne.
Det fremgik af godkendelsesteksterne i klagerens MitID-app, at betalingsmodtageren var F, og at beløbene på 7.115,38 NOK ville blive trukket på hans betalingskort. Det måtte således være klart for klageren, at han var ved at foretage betalinger til en ukendt modtager.
Klageren befandt sig ikke i en presset situation ved afgivelse af sine kortoplysninger og godkendelse af betalingerne.
Klageren muliggjorde betalingerne ved groft uforsvarlig adfærd, hvorfor han hæfter med 8.000 DKK, jf. betalingslovens § 100, stk. 4.
Banken har allerede godtgjort klageren den del af beløbet, der overstiger 8.000 DKK med valør fra den dato, hvor betalingerne blev gennemført.
Banken har i øvrigt ikke handlet ansvarspådragende.
Til støtte for afvisningspåstanden har banken anført, at klagerens påstand om, at han ikke foretog betalingerne, ikke hænger sammen med det faktiske hændelsesforløb, herunder at betalingerne blev autoriseret med klagerens MitID-app, som var installeret på hans telefon, der var i hans besiddelse på tidspunktet for godkendelse af betalingen.
En vurdering af sagen vil derfor kræve yderligere bevisførelse i form af vidne- og/eller partsafhøring, der ikke kan ske for Ankenævnet, hvorfor Ankenævnet bør afvise at behandle klagen, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4.
Ankenævnets bemærkninger
Henholdsvis den 21. januar 2023 og den 23. januar 2023 blev klagerens Visa/dankort anvendt til to betalinger til en udenlandsk betalingsmodtager, F, på hver 7.115,38 NOK svarende til i alt 9.921,10 DKK, som klageren ikke kan vedkende sig.
Om baggrunden for betalingerne har klageren oplyst, at han var gået over til kortbetaling til sit mobilselskab YouSee og fik en mail, der fremstod som om, at den kom fra YouSee, hvori det var anført, at der ikke var betalt i november 2022. Den 21. januar 2023 åbnede han mailen med sit MitID, og han nåede ikke frem til at se beløb eller bruge sit Visa/dankort, før der blev lukket ned. Den 23. januar 2023 fik han en lignende mail, prøvede igen på samme måde og kunne ikke gennemføre betalingen.
Banken godtgjorde klagerens tab fratrukket 8.000 DKK svarende til 1.921,10 DKK.
Banken har oplyst, at de to omtvistede transaktioner på hver 7.115,38 NOK blev foretaget med sikkerhedsløsningen 3D Secure ved godkendelse i klagerens MitID-app. Af en udskrift fra Nets fremgår, at henholdsvis den 21. januar 2023 og den 23. januar 2023 blev følgende tekster sendt til klagerens MitID-app: ”Betal 7115,38 NOK til [F] fra kort xx3674”.
Ankenævnet lægger til grund, at betalingstransaktionerne er korrekt registreret og bogført og ikke er ramt af tekniske svigt eller andre fejl, jf. betalingslovens § 98, stk. 1. Efter bestemmelsens stk. 2 er registrering af brug af et betalingsinstrument ikke i sig selv bevis for, at betaleren har godkendt transaktionen, at betaleren har handlet svigagtigt, eller at betaleren har undladt at opfylde sine forpligtelser, jf. betalingslovens § 93.
Ankenævnet finder, at transaktionerne skyldtes tredjemands uberettigede anvendelse af klagerens betalingstjeneste.
Ankenævnet finder, at klagerens MitID var en personlig sikkerhedsforanstaltning, jf. betalingsloven § 7, nr. 31. Ved transaktionerne blev der anvendt stærk kundeautentifikation, jf. betalingsloven § 7, nr. 30.
Efter betalingslovens § 100, stk. 4, hæfter betaleren med op til 8.000 kr. af tabet som følge af andres uberettigede anvendelse, hvis betalerens udbyder godtgør, at betaleren med forsæt har overgivet den personlige sikkerhedsforanstaltning til den, der har foretaget den uberettigede anvendelse, uden at forholdet er omfattet af stk. 5 (§ 100, stk. 4, nr. 2), eller at betaleren ved groft uforsvarlig adfærd har muliggjort den uberettigede anvendelse (§ 100, stk. 4, nr. 3).
Ankenævnet finder, at det på det foreliggende grundlag ikke er muligt at afgøre, om der foreligger misbrug under sådanne omstændigheder, at klageren hæfter for 8.000 DKK af tabet, jf. betalingslovens § 100, stk. 4. Ankenævnet finder, at en stillingtagen hertil forudsætter yderligere bevisførelse herunder i form af parts- og vidneforklaringer, der ikke kan ske for Ankenævnet, men som i givet fald må finde sted ved domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4.
Ankenævnets afgørelse
Ankenævnet kan ikke behandle klagen.
Klageren får klagegebyret tilbage.