Klage vedrørende valutaspekulationsforretninger med ramme på 15 mio. kr./7,5 mio. kr. - Ikke sagsomkostninger fra nævnet som følge af, at sekretariatet kunne have afvist sagen tidligere end sket.
| Sagsnummer: | 29/1996 |
| Dato: | 15-10-1996 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Leif Nielsen, Allan Pedersen, Bjarne Lau Pedersen |
| Klageemne: |
Omkostninger - ved klagesag
Afvisning - erhvervsforhold § 2, stk. 3 og 4 |
| Ledetekst: | Klage vedrørende valutaspekulationsforretninger med ramme på 15 mio. kr./7,5 mio. kr. - Ikke sagsomkostninger fra nævnet som følge af, at sekretariatet kunne have afvist sagen tidligere end sket. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved klageskema af 18. januar 1996 indgav klageren gennem sin advokat klage over indklagede. Klagen vedrørte klagerens engagement med et senere konkursramt pengeinstitut, hvis forretninger indklagede har overtaget. Klagen angik en i 1991 etableret valutaporteføljemanagementaftale, hvorefter der kunne indgås alle former for valutatransaktioner herunder terminsforretninger
"inden for en maksimal valutakursrisiko på
DKK 750.000,00
udmålt efter nedenstående valutarisikoprocenter,
nemlig:
EMS og EMS-relaterede valutaer 5% samt øvrige valutaer 10% udregnet af valutaforretningens nominelle beløb, idet det bemærkes, at jeg/vi er vidende om, at min/vor tabsrisiko ikke er begrænset til ovennævnte valutarisikolimit."
Ankenævnets sekretariatet forelagde klagen for indklagede, som ved skrivelse af 26. februar 1996 påstod principalt frifindelse, subsidiært afvisning efter Ankenævnets vedtægters § 7, stk. 1, og tertiært afvisning efter vedtægternes § 2, stk. 2 og 3. Den tertiære påstand var begrundet i, at indklagede fandt, at der var tale om erhvervsforhold.
Forelagt indklagedes svar af 26. februar 1996 fastholdt klagerens advokat i skrivelse af 3. april 1996 klagen. I skrivelse af 29. s.m. begrundede indklagede nærmere den tertiære påstand om afvisning med henvisning til, at klageren havde haft en ramme til spekulation på 15 mio. kr. ved EMS-valutaer og 7,5 mio. ved øvrige valutaer. Indklagede fandt, at klagen derfor måtte sidestilles med et erhvervsmæssigt forhold alene med henvisning til størrelsen af valutaporteføljemanagementaftalen, idet der henvistes til Ankenævnets kendelse af 12. december 1995 i sag 238/1995.
I skrivelse af 23. maj 1996 fastholdt klagerens advokat klagen.
Efter at klagerens advokat havde modtaget indklagedes yderligere bemærkninger indeholdt i skrivelse af 13. juni 1996, meddelte klagerens advokat ved skrivelse af 1. juli 1996, at han ikke havde yderligere at tilføje.
Ved sekretariatets skrivelse af 8. august 1996 afvistes klagen under henvisning til, at klagen på baggrund af de i valutaporteføljemanagementaftalen anførte grænser for forretningernes mellemværende måtte sidestilles med et erhvervsmæssigt forhold, således at klageren måtte anses for erhvervsdrivende, hvorfor klagen faldt uden for Ankenævnets kompetence. Sekretariatet beklagede samtidig, at afvisningen ikke var sket på et tidligere tidspunkt.
Klageren har indbragt sekretariatets afvisning for Ankenævnet med påstand om, at sagen bør realitetsbehandles af Ankenævnet.
Klageren har anført, at han er bekendt med, at Ankenævnet har realitetsbehandlet klager vedrørende investering i værdipapir for over 1,5 mio. kr. Den foreliggende sag vedrører et noget mindre tab og bør på tilsvarende måde kunne behandles som et privatkundeforhold og dermed falde ind under Ankenævnets kompetence. Måtte Ankenævnet stadfæste sekretariatets afvisning, bør sagen give anledning til, at nævnet betaler klageren et beløb til delvis dækning af sagsomkostninger. Omkostninger er fuldstændig unødigt påløbet sagen ved, at sekretariatet har igangsat realitetsbehandlingen og opfordret parterne til at fremkomme med indlæg i sagen uden samtidig at have afklaret, hvorvidt sagen i det hele taget kunne behandles af nævnet.
Ankenævnets bemærkninger:
Klagerens engagement omfattede valutaterminsforretninger inden for en ramme på 15 mio. kr. ved EMS-valutaer og 7,5 mio. kr. ved andre valutaer. Dette engagement findes efter sin karakter og sit omfang at måtte betragtes som erhvervsmæssig virksomhed, og Ankenævnet tiltræder derfor sekretariatets afgørelse om, at klagen falder uden for nævnets kompetence, jf. vedtægternes § 2, stk. 2 og 3.
Sekretariatet kunne have afvist klagen på et tidligere tidspunkt end sket. Ankenævnet findes imidlertid ikke, at dette forhold kan begrunde, at nævnet skal betale klageren et beløb til delvis dækning af advokatomkostninger.
Som følge heraf
Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagerens påstand om, at nævnet skal godtgøre ham et beløb til delvis dækning af advokatomkostninger, tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.